Det starter allerede på Vejle Station, ja, måske endda lidt før – den der kriblen i kroppen. Og når man så stiger om bord på shuttlebussen, der har kurs mod Munkebjerg Hotel, og den lidt morgenprægede, men glade, faglige og kollegiale summen spreder sig blandt sæderne, så mærker man forventningsfuldheden brede sig.

For hvor ofte er det, at man kan tilbringe to dage i selskab med 449 andre museumsfolk? Hvor man kan fagnørde og inspireres – hvor man danner nye bekendtskaber og potentielle partnerskaber?  Det er lige præcis dét, jeg hver gang har glædet mig til som deltager ved Organisationen Danske Museers faglige årsmøde de seneste tre år, og det er lige præcis dét, mødet kan: inspirere, oplyse og overraske.

Mødet byder på en række faglige spor, deriblandt det kunstfaglige som jeg fulgte, og hvor de to dage havde hver sit tema: ’Forskning på kunstmuseerne – hvad, hvordan og for hvem?’ og ’Køn og diversitet på museet’.

Forskning på kunstmuseerne – hvad, hvordan og for hvem?

Årsmødets første blok blev indledt med et indlæg fra Velux Fonden, der præsenterede tankerne bag deres museumsprogram – et program, der opfordrer til samarbejde mellem universiteter og museer, forskere og formidlere. Der blev givet gode råd til ansøgninger og oplysning om selve ansøgningsprocessen. Herefter tog Det Kgl. Biblioteks forskningsportal, Pure, over og informerede om forskningsregistrering på kunstmuseerne.

Så var det museernes tur, og vi fik et grundigt indblik i Statens Museum for Kunsts overvejelser om at udvikle en ny forskningsstrategi samt Museum Sønderjyllands tanker om en ny og tværfaglig museumsstrategi. Blokken blev afrundet med en paneldebat, hvor mange i salen bidrog med spørgsmål og kommentarer.  I det hele taget blev forskning på kunstmuseerne godt debatteret, og der blev sat spørgsmålstegn ved Kulturministeriets rammeaftale om, at forskning udelukkende bedømmes på peer reviewed artikler.

Efter frokost fik vi besøg af forskningschefen fra Tate Modern, London, der opfordrede os til at tænke ud af boksen, når det gælder forskning på kunstmuseerne. Gennem øvelser pointerede hun, at der er mange flere måder at forske på, end den vi hidtil har fået credit for.

Afstikker til Konserveringscentret i Vejle

Sidste år bød årsmødet på en givende session sammen med den konserveringsfaglige gruppe, og igen i år slog vi os sammen et par timer sidst på dagen for at tage en tur til Konserveringscentret i Vejle. Her besøgte vi det næsten energineutrale fællesmagasin og fik et lille oplæg om nedbrydning af farver. Vi blev kyndigt sat ind i, hvordan museumsmagasinet kan bruges, og hvordan dets konstruktion – bygget blandt andet med inspiration fra domkirken i Køln – i sig selv kan være med til at holde temperaturen på det anbefalede niveau. Oplægget satte fokus på micro-fading og på, hvor meget papir og farver nedbrydes af lys.

Afslutningsvis samledes vi til en session om et forskningsprojekt, som Konserveringscentret i Vejle og Holstebro Kunstmuseum står bag, om rensning af Astrid Noacks Lille sovende dreng, liggende (tilhører Ribe Kunstmuseum). Og som et punktum for udflugten blev vi orienteret om mulighederne for at få udgivet artikler i det BFI-godkendte tidsskrift Tings Tale.

Herpå gik turen tilbage til Munkebjerg Hotel, hvor ODM’s direktør og formand gav et indblik i museumspolitikken, som den ser ud lige nu. Sessionen blev rundet af med en krævende Kahoot-quiz med museumsspørgsmål – og så var det tid til middag og netværkspleje.

Verdensmål og SARA-frustrationer

Torsdagen begyndte med et oplæg for alle deltagere af professor Steen Hildebrandt om FN’s 17 verdensmål. En ’ledestjerne’, som vi alle bør stræbe efter – ikke mindst museerne. Oplægget kan ses i sin fulde længde på ODM’s Youtube-kanal.

Dagens første kunstfaglige blok stod i registreringens tegn. Det nye, stormomsuste og forsinkede registreringssystem SARA genererer en del debat på museerne, og denne formiddag blev et nyt registreringsfagligt forum præsenteret. Det skal blandt andet besvare faglige henvendelser om registreringsfaglige emner og indstille ønsker om videreudvikling af SARA til Change Advisory Board. Statens Museum for Kunst er tovholdere på forummet og fik her lejlighed til at orientere om dets formål. Efter oplægget fulgte en diskussion om alt fra kommunikationsgange til indtastningsvanskeligheder, privatlivspolitik og migration af data – herligt befriende sammen at kunne komme ud med sine frustrationer. Flere meldte sig som nye medlemmer i det registreringsfaglige forum, og en erfaringsgruppe så sin spæde begyndelse.

Køn og diversitet på kunstmuseerne

Under årsmødets to sidste blokke debatterede vi et af de varmeste emner i øjeblikket: køn og diversitet på de danske kunstmuseer. ODM lagde ud med at præsentere tallene fra en ny spørgeskemaundersøgelse blandt kunstmuseerne. Desværre var der ikke så mange, der havde svaret, og nogle havde svaret på andet, end de var blevet bedt om, så undersøgelsen tænkes at blive revideret senere hen. Af de tal, der blev præsenteret, kunne vi se, at erhvervelser af værker udført af kvindelige kunstnere – samt udstillede værker af kvindelige kunstnere – var en my bedre end ved den sidste undersøgelse, der blev foretaget for 15 år siden.

Undersøgelsen gav anledning til en diskussion om, hvordan vi fremover kan synliggøre denne uligevægt mellem køn i samlinger. De historiske museer har sværere ved at få procenterne udlignet end for eksempel kunsthallerne, som også må se det som deres ansvar at tale de kvindelige kunstnere op. Det bliver svært for museer med kunst fra 1700-1900 at udstille og erhverve 50/50, men man kan stræbe efter det, hvorimod museer, der viser moderne kunst og samtidskunst, bedre vil kunne udligne procenterne. Et konkret forslag var at italesætte problemet og reflektere over det i årsrapporterne. Vi kan ikke ændre på tallene fra de sidste århundreders erhvervelses- og udstillingspolitikker, men vi kan igangsætte en ændring fra i dag.

Herefter præsenterede Aarhus Universitet et endnu ikke realiseret forskningsprojekt om en markant underrepræsentation af mandlige gæster på kunstmuseerne, og Museum Jorn satte ord på udfordringerne ved at erhverve værker af kvindelige kunstnere, når der ikke var synderligt mange af disse i Asger Jorns omgangskreds.

Tre små indslag fulgte – ét om Kvindemuseet i Aarhus, ét om Ribe Kunstmuseums udstilling , der lægger et queer-perspektiv på Kristian Zahrtmanns værker, og ét om Sorø Kunstmuseums arbejde med en ikke-vestlig samling. Det blev introduktionen til et efterfølgende længere oplæg om Global Art History ved Aarhus Universitet. For ja, det står slemt til med ligestillingen i de danske museumssamlinger, både kønsmæssigt og i endnu højere grad når det gælder forholdet mellem vestlig og ikke-vestlig kunst – for ikke at tale om forholdet mellem dansk og nordatlantisk kunst. Der blev sat spørgsmålstegn ved, om vi udstiller værker eller personer? Udstiller vi bestemte nationaliteter, regioner, racer og seksualiteter, eller udstiller vi kunsten? Og hvis vi begynder at udstille kunst under et mærkat som for eksempel ’afrikansk kunst’, hvor går grænsen så mellem at være et kulturhistorisk museum og at være et kunstmuseum?

Heftig paneldebat

Diskussionen og spørgsmålene blev grundlag for en heftig paneldebat med deltagere fra ARoS, Aarhus Universitet, Kvindemuseet og kunstskribent Lisbeth Bonde (som alle fire optræder på billedet). Helt overordnet og ganske uretfærdigt for den virkelig gode debat fremlægger jeg her nogle af argumenterne og forslagene: Ligestilling handler om meget mere end køn. Det handler om magt, klasse, land, by og meget mere. Vi skal være mere bevidste om de ord, vi bruger. Der må ske en ændring i vanen, og vi må gøre op med ’plejer’ – både når det gælder udstillinger og de tekster, der bliver skrevet på museerne. Vi kan for eksempel prøve at eksperimentere med at lave en ’søg og erstat’ på tekster og derved slette personlige pronominer og navne og se, hvad der sker. Vil gæsterne blive sure? Eller vil de fokusere mere på værkerne end på kunstnerne?

Debatten kunne snildt være fortsat længe efter årsmødets skarpe bagkant, men jeg håber, at den vil blive taget med videre ud på museerne. Det kunstfaglige årsmøde 2019 var oplysende og inspirerende – det er dog ærgerligt, at det er et fåtal af de danske kunstmuseer, der kan afse tid og penge til at tage af sted i to dage. For årsmødet er det sted, hvor vi kan debattere højaktuelle emner, hvor vi kan dele erfaringer og frustrationer, og måske også der hvor vi kan finde et fælles fodslag i forhold til for eksempel registrering, forskning eller køns- og diversitetsspørgsmål.

Se desuden årets ‘direktør-battle’ om tivolisering på ODM’s Youtube-kanal