I et grænseland er kulturarv ofte genstand for strid. Men når nationer er uenige om den fælles historie, kan museernes fagfolk spille en hovedrolle i brobygningsarbejdet. Det viser tre eksempler fra det dansk-tyske grænseland.
Grænsen mellem Danmark og Tyskland er kun lidt over 100 år gammel. Før 1920 var Sønderjylland/Slesvig del af en preussisk provins, og før 1864 var området et hertugdømme under de danske konger.
Statsgrænsen har altså flyttet sig, og hver gang det er sket, er de nationale klenodier, de uvurderlige arkæologiske skatte, erindringsstederne og monumenterne kommet i klemme.
Det giver nogle helt særlige opgaver for museerne. Det særlige består dels i, at klenodierne på grund af grænsens flytning er endt hos naboen, dels i, at danskere og tyskere har tillagt klenodierne forskellig betydning.
En løve, en forsvarsvold og lokal arkitektur
H.V. Bissens gips-model af Istedløven på vej ind i Sønderborg Slot i 1994.
Foto: Museum Sønderjylland.
I et grænseland kan kulturarven både være genstand for strid og redskab til forsoning. Og i dag, hvor modsætningerne mellem dansk og tysk stort set er overvundet, har meget af det, der engang blev kæmpet om, fået en ny betydning, så kulturarven i dag fremstår som symboler på den gensidige tolerance og respekt mellem de engang stridende parter.
Museumsfolkene på begge sider af grænsen har de sidste 50 år spillet en væsentlig rolle på dette område. De har været pionererne, der med høj faglighed og en stor portion empati fik befolkningerne til at forstå og respektere modpartens fortællinger og tolkninger af kulturarven.
Tre eksempler vidner om en vellykket brobygning på kulturarvsområdet: Istedløven er muligvis det mest kendte og mest omdiskuterede eksempel. Efter 81 års landflygtighed i Berlin og dernæst 66 års landflygtighed i København, vendte monumentet i 2011 tilbage til sit bestemmelsessted i Flensborg. Forsvarsvolden Dannevirke er et andet eksempel – større, mere betydningsfuldt, men i modsætning til Istedløven jordfast. I 2018 blev volden sammen med den historiske by Hedeby ved Slesvig erklæret UNESCO verdensarv.
Det tredje eksempel har det modsatte fortegn. Det handler om den omfattende tyske bygningskultur, der i mange år ikke var ret påskønnet af sønderjyderne. Men i dag betragtes bygningerne som værdifulde vidnesbyrd om en særlig sønderjysk kulturarv, der rummer både det danske og det tyske – og det blandede.
Den arrogante løve, der vendte hjem
Istedløven, skabt af billedhugger H. V. Bissen (1798-1868), blev rejst på Flensborgs gamle kirkegård i 1862 til minde om Slaget ved Isted i 1850, hvor den danske hær besejrede den slesvig-holstenske oprørshær. Allerede halvandet år efter, i 1864, blev løven taget som krigsbytte af de fremrykkende preussiske tropper og ført til Berlin. Både Flensborg og Istedløven var nu på tyske hænder. Først i 1945, da tyskerne var slået i Anden Verdenskrig, sendte amerikanerne monumentet til København, hvor Christian 10. tog imod løven og udtalte, at den først kunne flyttes igen, når den kunne opstilles på kirkegården i Flensborg.
Kongens tale låste situationen de næste 60 år. I denne lange periode var der jævnligt diskussion i pressen om at finde en mere passende placering, men alle forslag strandede på, hvad kongen havde sagt.
Tanken om at flytte Istedløven til Flensborg strandede også, men på slesvig-holstenernes modstand. De betragtede monumentet som et chauvinistisk og arrogant dansk symbol, helt blottet for forståelse for den slesvig-holstenske position i Treårskrigen 1848-50.
Istedløven blev et tabu og efterhånden også en pinlig historie. Først efter Berlinmurens fald i 1989 kom der en optøning af fronterne. Med Tysklands genforening fulgte også en yderligere afspænding i forholdet til den danske nabo. Historikere og museumsfolk på begge sider af grænsen arbejdede engageret på at bygge bro.
Fælles særudstilling gav momentum
Genindvielsen af Istedløven på Flensborg gamle kirkegård i 2011.
Foto: Museum Sønderjylland.
På dansk side var det især museumsinspektør Inge Adriansen ved det daværende Museet på Sønderborg Slot, der rakte ud til slesvig-holstenske og tyske kolleger med det formål at bearbejde og fortolke den fælles kulturarv vedrørende De Slesvigske Krige, Første Verdenskrig, afstemningen og Genforeningen 1920 sammen med dem.
I dette arbejde var Istedløven central. Adriansen arbejdede tæt sammen med direktøren for Städtisches Museum i Flensborg, Ulrich Schulte-Wülwer, der fagligt satte Bissens monument ind i en bredere fortælling om regionens kunstnere, herunder den slesvigsk fødte Bissen, der havde valgt dansk side, da det nationale spørgsmål delte vandene i den dansk-tyske helstat i første halvdel af 1800-tallet.
Højdepunktet i Adriansens og Schulte-Wülwers arbejde med Istedløven var en fælles dansk-tysk særudstilling, der blev vist på Sønderborg Slot og på bymuseet i Flensborg i 1994 ledsaget af en companion book på højt fagligt niveau. Bogen er den dag i dag standardværket om monumentet.
Her skrællede de to museumsfolk alle de gamle og forvitrede betydningslag af monumentet, så det stod tilbage som det, det var, nemlig en tiloversbleven brik i det store forsoningspuslespil i forholdet mellem Danmark og Tyskland og mellem dansk og tysk i grænselandet.
På den måde banede de vejen for en ny tolkning af Istedløven og dermed også for en ny diskussion om Istedløvens tilbagevenden til kirkegården i Flensborg. Eftersom den officielle danske holdning allerede var, at løven skulle hjem til Flensborg, kunne det kun ske på slesvig-holstenernes initiativ.
Det krævede, at flytningen blev italesat som en fælles dansk-tysk forsoningshandling – som en markering af, at den sidste stridsøkse i forholdet mellem Danmark og Tyskland var begravet. Og det lykkedes. Med stort flertal besluttede byrådet i Flensborg i 2009 at anmode den danske regering om, at Istedløven blev tilbageført til kirkegården i Flensborg.
Med tilbageførslen distancerede både danskere og tyskere sig fra tidligere tiders skarpe positioner og betonede udviklingen mod forsoning. Det blev understreget på den nye plakette, der ved genindvielsen den 11. september 2011 blev opsat på løvens sokkel: ”Isted den 25. Juli 1850, Rejst 1862, 2010 wieder errichtet als Zeichen von Freundschaft und Vertrauen zwischen Dänen und Deutschen.” (Genopstillet som et tegn på venskab og tillid mellem danskere og tyskere, red.)
Dermed blev en af museumsinspektør og symbolforskeren Inge Adriansens væsentligste pointer understreget til fulde: Kulturarven er ikke statisk, men dynamisk. Det er nutiden og dens behov, der bestemmer, hvilken del af fortiden, der får status af at være den rette historie.
Dannevirkes vej til dansk-tysk fælleseje
Knivsbjerg-monumentet, eller Bismarck-Denkmal, i al dets magt og vælde før det blev sprængt i stykker af danske modstandsfolk i 1945.
Monumentet blev opført i 1901, da Knivsbjerg var tysk territorium, og var prydet af en statue af Tysklands rigskansler Otto von Bismarck.
Foto: Museum Sønderjylland.
Dannevirke, den ca. 30 km lange forsvarsvold, der siden 500-tallet har haft til opgave at afskære sydfra kommende fjender vejen op i Jylland, har gennemgået en lignende transformation. Her har der i sagens natur ikke været tale om at flytte eller repatriere det nationale klenodie, men snarere om at begge parter anerkendte, at Dannevirke har en helt særlig status i Nordens og Europas historie – og at hverken Danmark eller Tyskland har eneret på at lune sig ved denne status.
Ved grænseflytningen i 1920 kom Dannevirke til at ligge cirka 40 km inde i Tyskland. På dansk side var arkæologernes interesse for Dannevirke fortsat stor, ikke mindst på grund af anlæggets betydning i fortællingen om det første Danmark. Denne betydning blev i 1930’erne udfordret af slesvig-holstenske arkæologer, der i takt med den nazistiske ensretning af det tyske samfund tolkede Dannevirke som et germansk forsvarsværk.
I denne tolkning passede det som fod i nazisternes hoser, at Dannevirke i slutningen af krigen blev ombygget til et panserforsvarsværk, der skulle bremse de allierede, hvis de åbnede en nordlig front efter en landgang i Jylland.
Nazisternes ønsketænkning om Dannevirke som et germansk forsvarsværk brød sammen i foråret 1945, men først i 1970’erne gled generationen af arkæologer fra nazitiden helt ud af billedet, og efterhånden blev det nemmere for danske og slesvig-holstenske arkæologer at arbejde sammen om udforskningen af fortidsmindet.
Slesvig-holstenerne var (og er det nok stadig) mere fascinerede af handelsbyen Hedeby for enden af Dannevirke. Det skyldes, at Hedeby nemmere kan italesættes som et fredeligt mødested mellem kulturerne, og dermed også som noget, den tyske side kunne identificere sig med.
Et museum for Dannevirke
Som modvægt til slesvig-holstenernes store interesse og museale prioritering af Hedeby oprettede det danske mindretals kulturelle organisation Sydslesvigsk Forening i 1990 museet Dannevirkegården. Det nye museum og dets ledere, Jørgen Kühl og efter ham Nis Hardt, udbyggede kontinuerligt det dansk-tyske samarbejde om udforskningen og formidlingen af Dannevirke.
Også Museum Sønderjylland var med i samarbejdet, ikke mindst personificeret af arkæologen Frauke Witte, der sammen med kollegaen Astrid Tummuscheit fra Archäologisches Landesamt i 2010 identificerede porten i Dannevirke – også kaldet Porten til Norden.
Kulminationen på det langsigtede arbejde med at opbygge tillid og finde fælles retning indtrådte i 2017, da delstaten Slesvig-Holsten sammen med Dannevirkemuseet indsendte en ansøgning om optagelse af Dannevirke og Hedeby på UNESCOs verdensarvsliste. Ansøgningen blev imødekommet allerede året efter, i juni 2018.
Også her var det altså danske og tyske museumsfolk, der sammen tog det lange seje træk med at overvinde fordomme og finde en fælles tolkning af kulturarven. I begrundelsen for UNESCO-optagelsen nævnes, at Hedeby og Dannevirke ikke kun er vikingetidens største handelscenter i Norden og Nordens største fæstningsværk, men at de to anlæg tilsammen udgør snitfladen mellem forskellige historiske kulturkredse – et sted hvor der både er blevet kæmpet om grænsen og fredeligt udvekslet varer og kultur.
På baggrund af denne gensidigt respektfulde og uangribelige tolkning kunne det faglige samarbejde hen over grænsen udbygges og omsættes politisk. Da Sydslesvigsk Forening i 2020 lancerede planen om et nyt formidlingscenter bakkede den danske og den slesvig-holstenske regering op med et driftstilskud på godt 1 million kr. hver. Det nye museum åbner efter planen i 2026.
Tyske monumenter sprængt i stumper
Düppel-Denkmal på Dybbøl Banke var et af de tyske monumenter, som danskerne sprængte i stumper og stykker i sommeren 1945.
Foto: Museum Sønderjylland.
Istedløven og Dannevirke, der begge hører til syd for 1920-grænsen, er altså blevet symboler på den dansk-tyske forsoning på højeste niveau. Noget tilsvarende findes ikke nord for 1920-grænsen, hvilket naturligvis hænger sammen med det simple forhold, at Danmark historisk set har afgivet territorium til Tyskland. Men det hænger også sammen med, at den danske side i sommeren 1945 fjernede de stærkeste symboler på den tyske tid fra 1864 til 1920.
De tre største tyske monumenter blev sprængt i stumper og stykker af danske modstandsfolk. Det begyndte i maj, hvor det 24 meter meter høje nygotiske sejrsmonument Düppel-Denkmal på Dybbøl Banke blev pulveriseret. I juni kom turen til det noget mindre Arnkiel-Denkmal på Als, der var rejst til minde om den preussiske overgang over Alssund i sommeren 1864. Og i august 1945 sprængte ukendte gerningsmænd det 46 meter høje Bismarck-Denkmal på toppen af Knivsbjerg nord for Aabenraa.
Ødelæggelserne af de tre tyske monumenter var så grundige og uigenkaldelige, at en genskabelse ikke er realistisk. Og muligheden for at omdefinere monumenternes symbolik er en gang for alle gået tabt.
Det betyder imidlertid ikke, at danske museumsfolk har ladet monumenterne gå i glemmebogen. Tværtimod har grænselandets historikere og museumsfolk flittigt forsket og formidlet de forsvundne monumenter og historien om deres ødelæggelse. På den måde er både monumenterne og deres problematiske ødelæggelse blevet et vigtigt kapitel i den regionale historieskrivning. Danskerne er klar over, at de har mest på samvittigheden, når det handler om at ødelægge monumenter i grænselandet.
Kampen for tysk bygningskultur
To nedrivningstruede bygninger i Sønderborg, opført i henholdsvis 1878 og 1914, vidner om dengang byen var på tyske hænder.
Foto: Museum Sønderjylland.
Til gengæld har befolkningen i Sønderjylland i de sidste 20-30 år fået øjnene op for kvaliteterne i den tyske bygningskultur i deres region. Også her har museumsfolkene været pionerer – ikke mindst i Sønderborg, hvor der er mange store institutionsbyggerier fra perioden omkring 1900. I dag, godt hundrede år senere, bygges der igen på livet løs i Sønderborg, hvilket ad flere omgange har bragt de smukke tyske bygninger i fare for at blive klemt inde eller ligefrem nedrevet.
Blandt dem, der kæmpede ivrigst for formidlingen og bevaringen af kejsertidens tyske bygningskultur i Sønderborg, var daværende leder af Museet på Sønderborg Slot, Peter Dragsbo. I talrige publikationer og foredrag lærte han sønderjyderne at se kvaliteterne i den tyske arkitektur, men også at overvinde fordomme om, hvad der er ægte dansk og ægte tysk.
Derfor stødte Sønderborg Kommune i 2017 på modstand i befolkningen, da den ville rive de tidligere amtshuse fra henholdsvis 1878 og 1914 ned for at give plads til udvidelsen af en uddannelsesinstitution. De to bygninger, den ene opført i nordtysk nygotik, den anden i nybarok hjemstavnsstil, var for længst skrevet ind i fortællingen om Sønderborgs og dermed hele grænselandets historie.
Peter Dragsbos efterfølger på Sønderborg Slot, Carsten Porskrog Rasmussen, bakkede sin forgænger op og gjorde på vegne af Museum Sønderjylland indsigelse mod nedrivningen. Det lykkedes at forhindre den, og i slutningen af 2021 vedtog byrådet en bevarende lokalplan for de to bygninger.
Det vil muligvis være sidste gang, at sådan en sag kommer frem igen på den danske side af 1920-grænsen. I befolkningen og blandt politikere er der i dag en udbredt bevidsthed om, at landsdelens blandede arkitektur og dobbelte kulturarv, som er del den store europæiske fortælling, er en umistelig del af områdets identitet og giver det noget af den x-faktor, som et udkantsområde har brug for.
Axel Johnsen er museumsdirektør på Museum Sønderjylland.
Foto, øverst: H.V. Bissens gips-model af Istedløven på vej ind i Sønderborg Slot i 1994. Foto: Museum Sønderjylland.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 4, 2024
Køb abonnement eller seneste numre
