Museerne skal også turde fortælle publikum det, som de ikke vidste, at de gerne vil vide. Historier, der gør ondt og for eksempel udfordrer vores nationale selvforståelse. Det er tanken bag projektet På den anden side – hvordan vi husker hvad vi ikke vil vide på Nordjyllands Kystmuseum.

”Når X Sommerland kan tiltrække så og så mange gæster årligt, så kan museerne vel gøre det samme?” siger man. Det prøver museerne så, og når man har bygget en stor rutsjebane det ene år, må man jo bygge en større det næste. Man kan også gå andre veje, invitere publikum på bobler og banko, eller man kan invitere en udefrakommende person til at levere fabulerende plancher til en udstilling. Sådanne løsninger har landets fremmeste museum, Nationalmuseet, benyttet sig flittigt af, og det har pustet til debatten om museerne, blandt høj og lav, læg og lærd. På Nordjyllands Kystmuseum har det givet anledning til at overveje og diskutere, hvad museerne er for en størrelse, hvad museerne skal, og ikke mindst hvad museerne, og kun museerne, egentligt kan og har.

Refleksionerne bliver konkrete i projektet På den anden side – Hvordan vi husker hvad vi ikke vil vide, som Nordjyllands Kystmuseum gennemfører 2021-2022. Projektet omfatter en udstilling på Kystmuseet Sæby, en kortfilm og en bog, og formålet er at vise, at museerne ved hjælp af levn og kilder kan skabe modfortællinger med et helt enkelt middel: Genstanden. Modfortællinger, der ikke nødvendigvis er underholdende og behagelige – og som måske ligefrem strider imod vores nationale selvforståelse – men som udfolder historien i klassisk kildekritisk forstand.

 

Modfortællingen foldes ud

Projektet begynder med et bronzefad fra 1942. Fadet har en indgraveret tekst, der ønsker hjerteligt tillykke med brylluppet fra soldaterne i ’Dora’. Dora var en tysk antiluftskytsstilling, som var etableret ved gården Sdr. Skjortholt, hvor det unge par boede. Gaven giver straks stødet til en modfortælling. En modfortælling, der ikke er i overensstemmelse med den i mange sammenhænge fortsat gældende besættelseshistoriske fortælling om, at vi danske fra besættelsens dag 1 stod last og brast mod tyskerne, når bortses fra nogle få onde og dumme. Anfægter man denne gamle fortælling, møder man fortsat modstand; en sådan anfægtelse slår skår i vores nationale selvopfattelse, intet mindre.

Denne diskussion og i særdeleshed det fad som affødte den, ledte så videre til nogle helt centrale, museale overvejelser. Vi fik fadet ind som en historisk genstand, der i sig selv italesætter og problematiserer vores opfattelse af fortiden. Og det er netop genstanden, der adskiller museerne fra den øvrige del af oplevelsesindustrien – for naturligvis er museerne også en del af denne, men på nogle særlige præmisser. Museerne skal nemlig ikke blot levere morsomhedsskabende underholdningsrutsjebaner. Vi har i vores arbejde med genstandene en forpligtelse til at søge efter sandheden, og netop i kraft af genstandene behøver vi ikke opfinde skæbner. Vi har skæbnerne, vi har genstandene, og vi har kilderne.

Udstyret med denne erkendelse satte Kystmuseet sig for at udfolde den modfortælling, som bronzefadet rummer i sig selv, men som den naturligvis ikke kan udfolde i sig selv. Enhver fortælling skal kontekstualiseres.

 

En landsforræder og to nazidigtere

Med bronzefadet som det genstandsmæssige udgangspunkt afsøgte vi vores geografiske og tematiske ansvarsområde for kilder og levn, der kunne udfolde modfortællingen. En landsforræder og to nazidigtere blev omdrejningspunktet.

Fra Østervrå kom den danske officer Per Sørensen, som hurtigt efter besættelsen den 9. april 1940, med den danske stats billigelse, gik i tysk tjeneste. Her gjorde han glimrende karriere i Waffen SS, tog en mængde fotografier og skrev morbide breve hjem med ’fornøjelige’ beretninger om massemord og besøg i koncentrationslejre. Per Sørensen blev dræbt i Berlin 24. april 1945, begravet, og hans lig senere gravet op, kremeret og overført til Løkken Kirkegård, hvor han i dag ligger begravet som Premierløjtnant Per Sørensen. Når man ser dødsdatoen på gravstenen og officersgraden tænker man uvilkårligt ’modstandsmand’. Men det var han ikke. Han var, med tidens ord, landsforræder, og havde han overlevet krigen, var han kommet hjem til en fængselsstraf.

Og nu begynder det at gøre ondt. Kaj Munk, som bl.a. skrev Den blå anemone, er et problematisk kapitel i dansk besættelsestidshistorie qua hans forhold til nazismen. Hvad det forhold angår, har vi efterhånden en apologetisk tradition omkring Munk. Mange har gjort sig store anstrengelser for at negligere, ligefrem overse, det forhold, at Kaj Munk var antidemokrat og en stor beundrer af Hitler, som han aldrig tog afstand fra. Uden at blinke skrev han, at det nok var muligt, at jøder, kommunister og socialdemokrater blev forfulgt i Tyskland, ”Men hvis nu disse tre Grupper fortjener det?”. Hvis nu Hitler har ret! Det fik så Munk til at konkludere, at ingen dansk kunne ære Hitlers dåd mere end Munk. Kaj Munk blev skudt af tyskerne den 8. januar 1944. Man kan spekulere over, hvilket eftermæle Kaj Munk ville have fået, hvis det ikke var sket.

En anden digter, der hyldede Hitler, var Harald Bergstedt, manden bag sange som Solen er så rød mor og Jeg ved en lærkerede, og som nogle år levede i Skagen og Sæby, som henholdsvis skolelærer og avisredaktør. Bergstedt gik fra at være socialdemokrat til at være nazist, og han forudså i et hyldestdigt, at der ville blive rejst statuer af Hitler på danskernes torv til minde om manden og hans vældige værk. Bergstedt overlevede krig og besættelse, men blev i forbindelse med retsopgøret efter besættelsen idømt to års fængsel og fem års tab af almen tillid. Desuden var Bergstedt fra 1945 til 1963 underlagt programforbud i Danmarks Radio, hvor man ikke måtte spille hans sange, herunder Jeg ved en lærkerede.

 

Et modbillede

Per Sørensen betragtes af den tilfældige kirkegårdsvandrer som en falden modstandsmand, Kaj Munk som en slags frihedskæmper, og Harald Bergstedt er manden bag en af de få sange, som stort set alle danskere kan udenad. Ud fra den betragtning vælger vi på Nordjyllands Kystmuseum at bringe andre fortællinger om disse mænd; fortællinger, som er ubehagelige, men lige så sande som de almindeligt kendte. Det gør vi ved at koble fadet og personfortællingerne sammen med det, de skriver om, nemlig Det Tredje Rige og dets gerninger. Vi digter ikke over eller imod kilderne. Vi laver en modfortælling, som er baseret på kilderne, levnene, og sat ind i tidens og skæbnernes kontekst. Den er korrekt, men ikke den i almindelighed kendte kontekst og slet ikke den foretrukne kontekst. Vi sletter ikke ubehagelige ord, men bruger de originale ord.

Alt det gør vi i en minimalistisk udstilling og med en kortfilm, som vises i et separat lokale. Filmens indhold er så ubehageligt, at børn under 15 år ikke har adgang. Vi gør det i bevidstheden om, at ingen, efter at have set udstillingen og filmen, vil have den samme oplevelse af Den blå anemone og Jeg ved en lærkerede som før, og ingen vil have den samme opfattelse af besættelsestiden som før.

Der er altid en anden side. Det er det, Kystmuseet viser, ved hjælp af en genstand og nogle autentiske tekster. Vi gør det ikke for at lukke diskussionen om, hvad museerne kan og skal. Vi gør det for at åbne diskussionen. Og fordi museerne også skal turde fortælle publikum det, som de ikke vidste, at de gerne vil vide.

Henrik Gjøde Nielsen er direktør og forskningschef på Nordjyllands Kystmuseum

 

Fotos: Nordjyllands Kystmuseet og Nationalmuseet

Artiklen er bragt i Danske Museer nr.4, 2021