Lige siden den første museumslov har faglige kompetencer været et krav for at slippe gennem nåleøjet til et museumsjob. Men hvad det præcist indebærer har ændret sig gennem tiden – i takt med det museale arbejdsmarkeds udvikling.
Museumsarbejde består af mange forskellige opgaver, og spørger man Google, kan mange uddannelser føre til et job i museumsbranchen – fra forskellige universitetsuddannelser, over konservatoruddannelsen til en række kurser i formidling eller som sikkerhedsvagt. I den danske museumslov er det et krav, at museer, der ønsker at være statsanerkendte, skal have ”de nødvendige faglige kompetencer” for at opfylde de opgaver, der kræves af professionelle museer (Lov 96, 2024, § 13d, stk. 11, pkt. 8). Og selvom formuleringerne er skiftet, har kravet om faglig uddannelse været en del af lovgivningen siden den første danske museumslov blev vedtaget i 1958. Dengang skulle det såkaldte Statens Lokalmuseumstilsyn godkende ansøgere til museumsstillinger, og det var ikke altid ligetil. I 1975 blev en ansættelse på Morsland Museum således afvist med henvisning til, at kandidaten ikke havde færdiggjort sin uddannelse, og fordi nævnet mente, at han som ansat museumsleder ikke ville få afsluttet sit studium. Kompromiset blev, at han fik en frist til at blive færdig mod at kunne ansættes på prøve. I denne artikel undersøger jeg, hvordan ”nødvendige faglige kompetencer” og museumsuddannelse er blevet italesat i Danmark siden 1950erne.
Mødet mellem kolleger var en vigtig del af sommerkurserne på Vester Vedsted Ungdomshøjskole. Her er Peter Seeberg (i ternet skjorte) og tre andre faldet i snak på et kursus i 1967.
Foto: Danske Museer (ODM)
Forfatteren og kunsthistorikeren som museumsdirektører
Selvom en række provinsmuseer fra slutningen af 1950erne ansatte akademisk uddannede kandidater, var de ikke altid uddannet inden for fag, der svarede til museernes ansvarsområder. Tre af de mest aktive udviklere – både af professionelt museumsarbejde og ikke mindst af museumsuddannelse i Danmark – var litteraturhistoriker og forfatter Peter Seeberg, der blev ansat som museumsdirektør i Viborg i 1960, arkitekt Palle Friis, der samme år overtog ledelsen af Vendsyssel Museum, og kunsthistoriker Mogens Bencard, der i 1961 blev ansat som antikvar i Ribe, hvor han blandt andet gennemførte en række betydningsfulde arkæologiske udgravninger. Praktisk erfaring talte ofte mere end formelle akademiske kompetencer ved udvælgelsen af passende kandidater til stillingerne. Mogens Bencard havde således arbejdet som arkæolog på Nationalmuseet under sin uddannelse.
Fra professionsuddannelse til sommerkurser
Museumslandskabet var i 1960erne et relativt lille professionelt arbejdsmarked med mangeartede opgaver. Museerne havde som regel ingen eller kun én akademisk medarbejder, der både indsamlede, forskede, formidlede og administrerede. Men lovgivningen betød, at behovet for kvalificeret, professionel arbejdskraft på museerne hurtigt voksede. I 1966 foreslog en gruppe jyske museumsfolk med Peter Seeberg i spidsen derfor, at der skulle oprettes en museumshøjskole for elever med realeksamen svarende til nutidens 10. klasse. Højskolen skulle tilbyde en fireårig professionsuddannelse i de kundskaber og færdigheder, ”som må anses for nødvendige for at bestride museumsmandens alsidige gerning”, som der stod i oplægget. Gennem historiske forelæsninger og praktiske øvelser inden for administration, forskningsteknik, konservering og publikumsvirksomhed skulle uddannelsen ”sikre veluddannede, praktisk trænede og publikumsvendte medarbejdere.”
Ministeriet for Kulturelle Anliggende ønskede imidlertid ikke at finansiere sådan en uddannelse, så derfor besluttede Dansk Kulturhistorisk Museumsforening at afprøve højskoleideen ved selv at afholde sommerkurser. Det første sommerkursus løb af stablen i juni 1967 på Vester Vedsted Ungdomshøjskole ved Ribe. Her mødtes 63 museumsfolk til en blanding af foredrag, gruppearbejde og feltarbejde inden for emner som registrering, museumsjura, konserverings- og opbevaringsproblemer samt museumsadministration. Dagsprogrammet gik fra kl. 8 til 22, og ideen var ifølge arrangørerne, at deltagerne skulle kende hinandens fagligheder. Historikere skulle arbejde med etnologi, etnologer med arkæologi osv. Netværk var vigtigt, så gennem de følgende 20 år blev kurserne holdt så afsides, at deltagerne ikke blev fristet til at tage andre steder hen under kurset. Og sommerkurserne blev ifølge Ole Strandgård, rektor for Museumshøjskolen fra 1988 til 2005, afgørende for, at der blev udviklet en korpsånd, som kom til at karakterisere de kulturhistoriske museer.
Fra kollegialt kursus til uddannelse
Samtidig diskuterede man til stadighed behovet for at organisere obligatoriske kurser for universitetsuddannede, der ville arbejde i museumsfeltet. Det førte til, at den kulturhistoriske museumsforening i 1982 præsenterede en omfattende plan med 12 kursusmoduler, der kunne kombineres, så de kunne målrettes 23 forskellige jobfunktioner på museer fra inspektørjobs og formidlere til forvaltere og bestyrelsesmedlemmer. Systemet blev aldrig sat i værk. I stedet startede den selvstændige institution, Museumshøjskolen, i 1987. Den skulle tilbyde efteruddannelse til museumsfolk i kursusform. Skolen, der i 2005 blev lagt sammen med Organisationen Danske Museer, har gennem årene tilbudt branchespecifikke kurser og uddannelser lige fra praktiske museumsopgaver som mærkning af genstande, værdiredningsplaner og arbejdsmiljø til modulbaserede uddannelser indenfor ledelse, formidling og undervisning. I dag varetages opgaven af Museernes Udviklingscenter (tidligere Danske Museers Efteruddannelse).
Selvom Mogens Bencards formelle uddannelse var kunsthistorie gennemførte han en række vigtige udgravninger som leder af Ribe Museum. Her er han i Hviding Kirke i 1964.
Foto: P. Lyck, Hviding Sognearkiv/Danske Museer (ODM)
Universiteterne og museumsuddannelse
Museumshøjskolen stod imidlertid ikke alene i feltet. Allerede fra midten af 1970erne tilbød universiteterne også kurser specifikt rettet mod museumsområdet. Aarhus Universitet udbød fra 1977 et kursus i museologi med tre kunsthistoriestuderende som undervisere, og på Odense Universitet foreslog historiestudiet i 1976 også at lave et kursus i museologi. Dette initiativ blev dog stærkt kritiseret af dele af det kulturhistoriske museumsfelt, der foretrak professionsrettet efteruddannelse.
Den akademiske interesse i museumsfeltet voksede imidlertid, og i 2001 udviklede Kunsthistorie ved Aarhus Universitet et etårigt tilvalgsfag i museologi på bachelor niveau. Et lignende tilbud blev oprettet på Københavns Universitet året efter, og i 2013 var der 16 forskellige museumsrettede uddannelser og kurser på fem danske universiteter rettet mod forskellige museumsfunktioner. En samlet universitetsuddannelse, som man kender det fra udlandet, er det dog ikke blevet til.
Det specialiserede arbejdsmarked
Forklaringen på at der ikke er én samlet museumsuddannelse, skal nok blandt andet findes i udviklingen af det museale arbejdsmarked, der gennem hele perioden har spændt ben for en samlet uddannelse. For det første er arbejdsmarkedet vokset enormt.
I 1967 oplyste Dansk Kulturhistorisk Museumsforening, at 87 af medlemsinstitutionerne havde fagligt personale, og i 1980 og 2012 havde museerne henholdsvis 1457 og 2913 fuldtidsstillinger. Samtidig er feltet blev mere og mere specialiseret. Mens tre fjerdedele af udbudte stillinger på museer mellem 1964 og 1976 havde titel af inspektør, gjaldt dette kun for en fjerdedel mellem 2001 og 2018. I stedet er stadigt mere specialiserede jobtitler som museumspædagog, museumsleder, kunstformidler, fundraiser og eventmanager dukket op. Og i dag rummer museernes medarbejder-hjemmesider både en række specialiserede, museumsspecifikke jobs som registrator, museumschef, samlingsinspektør, museumsvært, videnschef og formidler, foruden en række mere generiske jobtitler som markedsføringskoordinator, eventkurator, programmør, digital planner, forretningsudvikler og servicekoordinator.
| Artiklen bygger på ph.d.-afhandlingen From Generalist to Specialist. The Professionalization of the Danish Museum Occupation 1958-2018 af Susanne Krogh Jensen Københavns Universitet 2019 |
Mangfoldigheden dækker over et arbejdsfelt, der i praksis både rummer akademisk forskning, pædagogik, praktiske opgaver og servicefunktioner. Men hvor disse opgaver for 65 år siden ofte skulle udføres af samme person, så har arbejdsdelingen betydet, at kompetencer og personlige kvaliteter, som fleksibilitet, samarbejdsevner, netværk og engagement, er lige så afgørende for nutidens museumsfolk, der i dag skal arbejde sammen på tværs af en bred palet af fagligheder.
Susanne Krogh Jensen er samlingsinspektør på Danmarks Tekniske Museum.
Foto, øverst: Kurserne på Museumshøjskolen havde ofte en praktisk karakter. Her lærer kursisterne at mærke genstande på skolen i 1990erne.
Foto: Danske Museer (ODM)
Artiklen er udgivet i Magasinet Museum nr. 4, 2025.
Køb Magasinet Museum, nr. 4, 2025
