En kvinde med opsat mellemblondt hår og briller står foran en montre med sølv genstande i. Hun smiler og har en hvid skjorte på og en sort blazer eller cardigan.

Nye begyndelser – MUSEUM taler med museumsfolk, der for nylig har skiftet job

Indtil nu har Josefine Baarks forskerkarriere ført hende rundt i verden til Hong Kong, Budapest og Cambridge. Men kosmopolitten er nu landet i Danmark, hvor hun har fået udsigt til både slot, springvand og eksperimenterende formidling.

Hvorfor har du sagt ja til stillingen som museumsinspektør på Museum Kolding?

Jeg har arbejdet ved University of Cambridge, Hong Kong University, Lingnan University, Københavns Universitet, Central European University, University of Warwick og Aarhus Universitet. Nu spørger alle (inklusiv ham fra DBA, der solgte mig en sofa): ”Hvorfor Kolding?” Mit svar er enkelt: Kom og se. Museum Kolding forener historie, håndværk og eksperimenterende formidling på en måde, der taler direkte til både mit værdigrundlag og min faglighed. Som forsker i kunsthistorie med fokus på materialitet, museologi og dekolonialitet kunne jeg ikke sige nej til de muligheder, som den historiske staldbygning med samlingen på over 100.000 genstande byder på. Og så fik jeg ovenikøbet udsigt til et slot og et springvand.

Hvilke erfaringer fra tidligere jobs kommer du til at trække mest på?

Helt klart min organisatoriske evne. Forskning kræver et falkeblik på parallelle opgaver, komplekse projekter og faglig forståelse. Det har vist sig, at jeg kan overføre min strukturerede tilgang 1:1. Som del af min stilling er jeg fundraisingkoordinator, forskningskoordinator, udstillingsteamleder på en ny sølvudstilling og fra januar 2026 del af et forskningsprojekt på SDU. Dertil kommer det daglige: min erfaring med projektledelse, event-organisering, undervisning, forskning og vejledning har vist sig at være uundværlig.

Blå bog

Josefine Baark 37 år

Tiltrådte som museumsinspektør på Museum Kolding i april 2025.

Uddannet ph.d. i kunsthistorie ved University of Cambridge.

Har tidligere været forsker og underviser på universiteter i Hong Kong, Budapest, Aarhus, København, Cambridge og Warwick.

Hvad er den sværeste nød du skal knække i dit nye job?

Det er nok at balancere mellem at give slip på detaljer, og samtidig kaste mig nysgerrigt over nye områder. Lige nu skal jeg lære alt (også detaljerne) om sølvets historie og betydning. Heldigvis er det en nød jeg gerne vil knække.

Hvad er din største kæphest i dit arbejdsliv?

Jeg drives af viden, håb og eventyr, og hvis jeg skal vælge ét princip, så er det: Prøv. Og netop her i Kolding er der masser af muligheder for at gøre netop det.

Hvad er den mærkeligste oplevelse, du har haft som museumsgæst?
Jeg så en voksen mand slikke på en montre i en udstilling om sex på The Wellcome Collection. Der kom straks en vagt med en flaske rens. Hun sagde, det skete hele tiden. Sådan kan man jo også gå til sanselig læring.

Hvad lægger du mest mærke til, når du selv er gæst på museum?

Jeg kan godt lide, når andre gæster snakker sammen, og når jeg selv får lyst til at dele det, jeg oplever med dem, som jeg er i selskab med. Jeg elsker at fordybe mig, men jeg er ikke så vild med den helt højtidelige stilhed. Langt bedre er en udstilling med plads til både ro og hyggelig snak. Og så elsker jeg, når jeg bliver udfordret på min verdensforståelse.

Hvad står øverst på din museums-bucket-list lige nu?

Jeg skal se Impressionismus in Deutschland: Max Liebermann und seine Zeit på Museum Frieder Burda i Baden-Baden. Det er en gammel studiekammerats første udstilling, siden han blev direktør for museet, og han er uendelig talentfuld, så jeg skal ned og inspireres.

 

Artiklen er udgivet i Magasinet Museum nr. 4, 2025.

 

Køb Magasinet Museum, nr. 4, 2025

Køb abonnement

Forside Magasinet Museum nr. 4, 2025. Sort hvidt foto af to personer, der står i en arkæologisk udgravning foran en murstensmur. Den ene person peger på et af hullerne i jorden. Tekst: cand.museum - Hvilke kompetencer er der brug for i dagens museumsdanmark?