Af Kristian Kristiansen

Forskere kan ikke længere få fri adgang til Nationalmuseets arkæologiske samlinger. Under dække af at ’beskytte’ dem har man i realiteten lukket for grundforskningen i samlingerne. Det er en international tendens, som er katastrofal for den arkæologiske forskning.  

 

Der findes i dag en eskalerende international konflikt mellem forskere og museer. Baggrunden er, at store ledende museer rundt om i verden gennem de seneste 30 år har ændret deres prioriteringer fra at forske til at udstille, fra at lade samlingerne indgå løbende i forskningen til at betragte dem som en truet art, man må lukke eller regulere adgangen til for forskerne. Det har f.eks. betydet, at videnskabeligt personale er blevet stærkt reduceret til fordel for flere formidlere, konservatorer, magasinforvaltere etc.

Bag denne omprioritering ligger også en politisk forventning om, at museerne først og fremmest skal lave gode udstillinger og få mange besøgende gennem tælleapparaterne. I Sverige bestemte man ligefrem i slutningen af 1970’erne, at museerne ikke skulle forske. Det skulle man på universiteterne; forskning til udstillinger var noget, man kunne købe eller få til gennem samarbejde. Et andet resultat af denne omstilling var et ændret syn på samlingerne. De skulle jo først og fremmest anvendes i udstillingerne og siden gøres tilgængelige for almenhed og forskere gennem ny digital dokumentation. Konservatorerne fik samtidig stigende indflydelse på spørgsmål om bevaring og adgang til magasinerne.

Grundforskningen lukkes ned

Konsekvensen af disse forskellige tiltag har været en fysisk adskillelse mellem museerne og samlingerne. Mellem forskningen og museerne. Magasiner blev flyttet ud fra museerne, samlingerne skulle nu opbevares under mere trygge og klimavenlige forhold, og adgangen til dem blev mere og mere bureaukratisk. Under dække af at ’beskytte’ genstandene har man i realiteten lukket for grundforskningen i samlingerne.

Hvad betyder det i praksis? I dag kan forskere ikke få fri adgang til de vigtigste arkæologiske samlinger i Danmark, nemlig Nationalmuseets. Det kræver, at man i god tid anmelder, hvilke fund man vil se. Det betyder, at man kun kan forske i fund, som man i forvejen kender til. Hele idéen med grundforskning er imidlertid, at man skal kunne gå frit gennem hele samlingen af f.eks. jernaldergrave for at få et samlet overblik over, hvor de interessante forskningsspørgsmål gemmer sig, og for at kunne blive inspireret af de mange fund, hvoraf størstedelen er upublicerede og digitalt udokumenterede. Grundforskningen forudsætter først og fremmest indsigt i et samlet materiale, for kun herved er det muligt at skaffe det nødvendige overblik, skabe kontekst og ny indsigt; det er umuligt på forhånd at vide, hvilke fund som rummer svaret på et forskningsproblem. Og resultaterne kan i bedste fald skabe en helt ny fortolkning og fortælling om netop de kendte fund. Men ikke uden kendskab til alle de ukendte fund, som forudsætter fri adgang til samlingerne. Det får man ikke længere, og man skal desuden være under opsyn. Man får ikke selv lov til at tage fundene ud; det skal gøres af museumspersonalet. Hvilket naturligvis kræver flere ansatte konservatorer og magasinforvaltere på bekostning af forskere. I dag styres de store museer af en bureaukratisk ideologi om, at bevaring af samlingerne er vigtigere end forskning i samlingerne.

Samlingerne af skeletter på Panuminstituttet har forskerne imidlertid stadig fri adgang til at studere, og her har man været åben for prøvetagninger til DNA og strontium – med behørig tilladelse – hvor resultaterne som bekendt er i færd med at revolutionere forhistorien. Dette er et smukt eksempel på betydningen af en gammel liberal tradition for forskning i samlingerne. Og her sparede man også masser af tid i forhold til, at nogen først skulle have taget kranierne ud til besigtigelse.

Tid til at iagttage

Lad mig illustrere, hvor dramatisk forandringen har været, med et personligt eksempel. Da jeg som ung ph.d.-studerende (dengang hed det magisterstuderende) i 1971 kom til Nationalmuseet for at studere den yngre bronzealders depotfund, dvs. rituelle nedlægninger af personligt smykkeudstyr og våben, plus lurer og andre vigtige fund, da fik jeg uden videre nøgletilladelse til magasinerne, som endnu fandtes i Prinsens Palæ. Med lidt vejledning fra den ansvarlige inspektør, Henrik Thrane, kunne jeg begive mig ned i magasinerne og begynde at tegne og dokumentere de tusindvis af bronzer. Uden opsyn. Og jeg kunne sidde fra tidlig formiddag til ud på aftenen hvor jeg så afleverede mine nøgler i vagten.

Under mine studier i magasinerne opdagede jeg, at bronzerne var forskelligt slidt, og at sliddet afspejlede bæremåden for f.eks. smykker. Jeg opdagede også, at sliddet var forskelligt fra periode til periode og mellem Jylland og Sjælland. Dvs. det afspejlede, hvor længe bronzerne havde været i brug. Mine resultaterne kunne aldrig være opnået uden direkte kontakt med fundene selv. Og resultaterne blev begyndelsen til min forskerkarriere. Samme mulighed har en ph.d.-studerende ikke i dag.

En katastrofe for forskningen

I bestræbelserne på for enhver pris at bevare er man imidlertid utilsigtet i færd med at destruere den genstandsbaserede arkæologiske grundforskning på Nationalmuseet. Og det bliver værre i fremtiden: Man er i færd med at pakke magasinerne ned for at flytte dem til et nyt magasin, der skal bygges i Vinge syd for Frederikssund. Genstandene bliver totalt usynlige i det nye magasin, lagt i lukkede kasser, der stilles på paller, som med gaffeltruck hejses op i et lager. Der bliver studierum, men man kan kun bede om at studere de fund, man kender i forvejen, eller som man kan finde i et billedarkiv.

Bag denne udvikling gemmer der sig desværre en del myter om, at for mange frit gående forskere i samlingerne vil gøre skade på genstandene. Jeg kan dog personligt bevidne, at de største skader på genstande, herunder bortkommen dokumentation, sker, når man laver nye udstillinger, hvor fund flyttes ud og ind af magasinerne. Ikke når ansvarlige forskere sidder i magasinerne, for de kender til fundene og ved, at man skal være yderst forsigtig med visse typer af genstande. Men hvis man nu mener, at det er et problem, så kunne man måske invitere til en dialog med forskerne omkring god adfærd i magasinerne frem for at lukke dem af. Da Nationalmuseets samlinger indeholder hovedparten af grav og depotfund fra hele Danmark, berøres alle forskere af de beslutninger man træffer.  Den nuværende situation er derfor en katastrofe for fremtidig arkæologisk forskning i Danmark. Men den er også en katastrofe for Nationalmuseet selv. Det er jo gennem at producere nye, interessante forskningsresultater baseret på samlingerne, at man kan retfærdiggøre at disse opretholdes.

Det er forståeligt, at man på Nationalmuseet føler stolthed over at have gået i spidsen for en modernisering af de arkæologiske samlinger, så de bevares bedst for eftertiden. Men det grænser til ansvarsfraskrivelse at påstå, at dette skulle være sket uden negative konsekvenser for grundforskningen.

Kristian Kristiansen er professor ved Göteborgs Universitet

_________________________________________________________________________________________________________________________

Museernes samlinger er til for alle – også i fremtiden

Af Jesper Stub Johnsen

Alle med et anerkendelsesværdigt formål har adgang til Nationalmuseets samlinger og lige så længe, der er behov. Der er en international tendens til at sikre en bæredygtig langtidsopbevaring af samlingerne baseret på et koncept, som er udviklet i Danmark. På den måde vil der også for fremtidens forskere være materiale til rådighed for nye iagttagelser og afprøvning af nye analysemetoder.

I midten af 1980’erne fik Nationalmuseet en meget stor bevilling fra Egmont-fonden som, sammen et betydeligt beløb fra staten, muliggjorde en væsentlig og tiltrængt fornyelse af Nationalmuseets udstillinger og formidling i Prinsens Palæ i centrum af København. Nationalmuseets samlinger var på daværende tidspunkt truet af alvorlig nedbrydning, og de mange uregistrerede genstande hjemtaget uden prioritering og tilgængeliggørelse, udgjorde et efterslæb af enorme dimensioner. Et meget betydningsfuldt element i dette om- og udbygningsprojekt, var ‘EDB-registrering’ af genstandene, etablering studierum og af klimastyrede magasiner af høj kvalitet i de tidligere fabriksbygninger på Brede Værk og i Ørholm.

Igennem 1990’erne og de næste mange år udviklede man på Nationalmuseet et nyt koncept om lavenergi og passivt klimatiserede magasiner med henblik på at reducere energiforbrug og omkostninger uden at gå på kompromis med bevaringskvaliteten. Tankegangen blev videreudviklet rundt om i Danmark, og mange steder står der i dag fællesmagasiner, der bygger på dette koncept, hvor Fællesmagasinet i Vejle står som et meget succesfuldt eksempel. Nationalmuseets nye magasin i Vinge vil bygge på de samme principper. Ikke bare i Danmark, men også i andre lande bygger man nu magasiner efter ‘den danske model’, – en model, som på internationale konferencer bliver fremhævet som normsættende for bevaring og tilgængeliggørelse af vores fælles kulturarv.

Adgang til samlingerne

Kristian Kristiansen (KK) fremfører i sit indlæg, at museerne prioriterer formidling frem for forskning. Hertil er der at bemærke, at der i løbet af de sidste 30 år er sket en erkendelse af, at forskning skal formidles på en måde, så gæsterne føler sig velkomne på museerne, og museerne holder sig relevante for publikum. Det kræver, ligesom andre museumsfag, en professionel tilgang til at skabe udstillinger og aktiviteter. Forskerne spiller her selvfølgelig stadig en helt central rolle i formidlingen, ikke mindst på Nationalmuseet. Formidlingen sker dog ikke på bekostning af forskningen, og det skal også understreges, at alle statslige og statsanerkendte museer i Danmark er forpligtiget til at bedrive forskning, som beskrevet i museumsloven, så her er der ikke svenske tilstande i Danmark. På Nationalmuseet er der således i dag ansat 56 medarbejdere inden for den videnskabelige stillingsstruktur, heraf 35 i faste stillinger mod 21 i år 2000.  Vi arbejder også i disse år med en storstilet samlingsgennemgang i erkendelse af, at viden og dokumentation, der ikke findes i databaserne, er lige så stor en trussel mod samlingernes anvendelighed som fysisk og kemisk nedbrydning. Vi har i erkendelse af dette oprettet en særlig samlingsenhed, der er bemandet med videnskabeligt uddannede specialister, som sammen med museets forskere, arbejder målrettet mod at digitalisere og tilgængeliggøre museets samlinger.  Vi anerkender, at tilgængeligheden af vores samlinger i dag kunne være bedre. Derfor er målet med Fællesmagasinet i Vinge også at øge den digitale tilgængelighed, at forbedre den fysiske tilgængelighed og samtidig at optimere bevaringen med lavest mulige omkostninger.

KK anfører, at man i 1970’erne og tidligere kunne bevæge sig frit rundt i magasinerne. Dengang krævede det dog en motiveret ansøgning, som skulle godkendes, inden der blev givet nøgletilladelse og man fik adgang til magasinerne. Denne praksis blev ændret i begyndelsen af 1980’erne, og genstande blev nu fundet frem til studiebesøget i de indrettede studierum i Ørholm og Brede eller i kælderen i Prinsens Palæ.  Den ændrede praksis gav bedre fysiske rammer for studierne og sikrede samtidig, at de udtagne genstande kom rigtigt på plads i magasinerne efter studierne.

Genstandenes hemmeligheder – forskernes muligheder

KK nævner, at forskere ikke kan få fri adgang til samlingerne på Nationalmuseet, hvilket skulle betyde at grundforskningen ”lukkes ned”. Grundforskning kræver nemlig ifølge KK ”at man skal kunne gå frit gennem hele samlingen…” Det er korrekt, at man ikke kan gå frit gennem samlingerne på magasinerne. Til gengæld kan man få adgang, også til samlinger, der er ukendte for den enkelte forsker. Man skal selvfølgelig have et relevant ærinde, men så kan man også få adgang til materialet i et studierum – og lige så længe, som der er behov. Man kan også få faglig vejledning og hjælp af museets humanistiske og naturvidenskabelige forskere, konservatorer og professionelle magasinmedarbejdere. Der findes eksempler på forskere og forskningsprojekter, der har haft adgang til samlingerne i flere år, ja helt op til 8-10 år, hvor man har kunnet studere hele samlinger og enkelte genstande og bearbejde data med henblik på forskningspublikationer. Dog må museet af ressourcemæssige årsager i praksis ofte prioritere hårdt blandt de mange ønsker om adgang.

KK mener, at museerne styres af en bureaukratisk ideologi om, at bevaring er vigtigere end forskning i samlingerne. Men der er netop ikke en modsætning mellem bevaring og forskning. Tværtimod. Bevaring uden forskning og formidling giver ganske enkelt ingen mening. Men museet har et ansvar for, at samlingerne bevares også for eftertiden – for der kommer jo hele tiden nye videnskabelige analysemetoder, som kan afdække viden, ingen nogensinde havde drømt om for 30 år siden! Tænk bare på den revolution, som f.eks. DNA og strontiumisotop-analyser har betydet for forskningen i de seneste år. Og tænk hvis de samlinger, der gemmer på så revolutionerende viden, var gået tabt i fugt og mug inden da!

KK fremfører, at der netop på Panuminstituttet er fri adgang for forskerne til skeletsamlingerne. Det er nu ikke korrekt. I hvert fald ikke til Nationalmuseets del af samlingerne. Nationalmuseet har et fremragende samarbejde med Panum omkring vores andel af skeletsamlingen, men man skal spørge ejerne af materialet, i dette tilfælde Nationalmuseet, om lov til at få adgang og lov til prøvetagning. Det giver vi gerne til anerkendelsesværdige formål og gerne til projekter, hvor man ønsker at samarbejde med museets forskere.

Nationalmuseet går nye veje

På Nationalmuseet prioriteres og profileres forskning, formidling, samlingsarbejde og bevaring højt i disse år. Men vi ønsker at gå nye veje og tænker – ja, måske overraskende for nogle – gæsterne først. Men hvis man vil have mange gæster, der føler sig velkomne, så skal man have noget relevant på hjertet. Og her er forskningen altafgørende. Derfor eksperimenterer Nationalmuseet intensivt med at kigge dybt i kulturhistorien og udvikle nye metoder til at kombinere forskning og formidling. Faktisk tænker vi fra forskning til forandring, så museet også kan bidrage til at ændre vaner og livsformer set i lyset af de udfordringer, som samfundet står overfor for, hvad enten det drejer sig om corona-krise eller klimaforandringer.

Forsvarligt opbevarede og velregistrerede samlinger, der kan studeres i velindrettede studierum, giver en sikkerhed for, at museets samlinger er tilgængelige for forskere, der kan skabe ny viden og lægge grunden til innovation for os alle – også i fremtiden.

Jesper Stub Johnsen er vicedirektør på Nationalmuseet og leder af afdelingen Forskning, Samling og Bevaring

 

Indlæggene blev bragt i Danske Museer nr. 2, 2020