Et husmuseum hensætter gæsterne i en fascinerende og autentisk tidslomme. Ikke desto mindre er det en museumstype med mange udfordringer og dilemmaer. Derfor er Netværk for husmuseer blevet søsat.
Husmuseer, interiørmuseer, kunstnerhjem og mindestuer – kært barn har mange navne. I disse museer er ramme og indhold fælles om at skabe betydning. Typisk har nogen boet i museumsbygningen, og der er en historie knyttet til stedet, hvad enten denne historie er personspecifik eller mere er en følelse af fortid.
Typer af husmuseer
Overordnet kan man tale om forskellige kategorier af husmuseer. Det kan være et heltemuseum, hvor vigtige personer har boet; eksempelvis Anchers hus i Skagen. Eller et samlingsmuseum, hvor møbler, interiører og ting er opstillet uforandret fra en svunden tid. Nationalmuseets Klunkehjem er et eksempel på dette. Et andet eksempel er Arne Jacobsens sommerhus på Trapholt, som er vigtigt på grund af sin nyskabende arkitektur og æstetik – et såkaldt design-husmuseum. Ofte er husmuseer bevaret, fordi noget betydningsfuldt er sket her, enten som en enkeltstående begivenhed eller som repræsentant for typiske handlinger og levevilkår. Det er for eksempel tilfældet på Frilandsmuseet ved Sorgenfri. Endelig kan man nævne herregårdsmuseer som eksempelvis Reventlow-Museet Pederstrup, hvor flere generationer har etableret bygninger og foretaget ombygninger og indretninger.
Netværk for husmuseer
Dagligstue fra Nationalmuseets Klunkehjem. Fotografer: John Lee og Arnold Mikkelsen.
Det var en fusion og et akut behov for sparring, der førte til at Netværk for husmuseer blev etableret i 2018. Skagens Kunstmuseer tog initiativet, da de efter en fusion i 2014 havde overtaget de to kunstnerhjem Anchers Hus og Drachmanns Hus. Drachmanns Hus åbnede som foreningsdrevet museum i 1911 kort efter kunstnerens død. Michael og Anna Anchers datter Helga Ancher oprettede kort før sin død i 1964 en privat fond, der skulle drive Anchers Hus som museum, som åbnede for publikum i 1967.
De to kunstnerhjem har således igennem mange år eksisteret som offentligt tilgængelige besøgssteder, men først i 2014 blev de en del af et statsanerkendt museum. Dermed kom der et nyt blik på hjemmenes interiører og genstande, men også et skarpere museumsfagligt blik på formidling, brug og den langsigtede sikring og bevaring af kunstnerhjemmene. Museet erkendte tidligt, at der var behov for en gennemgribende gennemgang for at få et overblik og se potentialer. Men hvordan griber man en så omfattende opgave an? Traditionelt ved først at opsøge eksisterende viden og erfaring. Men på trods af at mange museer råder over kunstnerhjem, husmuseer eller mindestuer, så fandtes der ikke et sted, hvor viden og erfaringer blev delt.
I et samarbejde mellem Skagens Kunstmuseer, Malergården under Museum Vestsjælland, Nationalmuseet og Det Kongelige Akademi – Konservering etableredes et netværk i regi af Organisationen Danske Museer. På ODMs faglige orienteringsmøde i 2018 arrangerede netværket det første møde om husmuseer, og der viste sig en stor interesse og behov for at videndele og udveksle erfaringer om emnet.
Relevans og dilemmaer
At fremvise og bevare autentiske miljøer og hjem tilbyder nogle helt unikke muligheder for oplevelser og rummer samtidig en række dilemmaer og udfordringer på både kort og – måske især – på lang sigt. Du får fornemmelsen af ægthed: husenes beboere er lige ude i byen, mens vi får en unik mulighed for at kigge indenfor. Men kan man til evig tid bevare fornemmelsen af autenticitet og hjemlighed frosset i tid, eller har husmuseer en udløbsdato? Og hvis erindringen om husets beboere, ikke længere er alment kendt, hvad sker der så med oplevelsen? Så længe erindringen er forankret i lokalområdet eksisterer husmuseerne i bedste velgående, men de kan være i fare for over tid at miste relevans og opbakning. Kan man genskabe autenticitet og hjemlighed gennem en ny fortælling, der fastholder relevansen, eller skal man forandre de oprindelige værdier til noget, der fortsat giver mening i en nutidig kontekst?
Reventlow-Museet Ifølge museets hjemmeside ”kan du dufte, smage og mærke historien” på Pederstrup. Museet har blandt andet en spisestue, hvor man må pille ved møbler og porcelæn. Foto: Jakob Nyborg Andreassen.
De enestående fysiske rammer kan også rumme en række dilemmaer mellem formidling, brug og bevaring. Husmuseernes bygningsfysik gør det ofte svært at bevare interiørerne, så varme, fugt, skimmel, lys, støv, svingende temperatur og fugtighed over året kan hurtigt få interiørerne til at se triste ud for den besøgende. Men hvilke indgreb kan man gøre for at forlænge hjemmenes holdbarhed og friskhed? Hvordan beskytter man bedst mod langsomt slid og forgængelighed uden at ødelægge de grundlæggende værdier i oplevelsen? Hvor meget af husmuseernes restlevetid kan vi tillade os at bruge nu, og hvor meget skal vi gemme til eftertiden? Hvilke forandringer kan gennemføres for at bevare hjemmenes udsagnskraft, og hvordan gør man det på den rigtige måde?
Husmuseer hensætter os i tidslommer og pirker til vores sanser i et sammensurium af indtryk fra omgivelserne, dufte, lyde og stemninger i de historiske interiører. Men de er samtidig permanente og statiske udstillinger, så husmuseer kan generelt have svært ved at vække de besøgendes interesse for at komme tilbage.
Et aktuelt dilemma er den grønne omstilling. Husmuseer har ofte til huse i bygninger, der kun vanskeligt kan energioptimeres, og de kan dermed belaste det grønne regnskab. Hvornår er det mere levedygtigt eller bæredygtigt helt at musealisere et kunstnerhjem og genopbygge interiørerne i et traditionelt museumsmiljø? Hvad ville der ske, hvis Nationalmuseets Klunkehjem i Frederiksholms Kanal 18 blev flyttet til hovedmuseet i Prinsens Palæ bid for bid og genopbygget i der? Det ville øge mulighederne for at bevare det originale interiør og genstandene, men hvad ville det gøre for formidlingen, autenticiteten og oplevelsen? Hvordan ville Klunkelejligheden så kunne formidles interessant for gæsterne?
Fremtiden for husmuseer
Der er flere initiativer, som forsøger at fremtidssikre og reaktualisere husmuseer. Ny forskning og formidling eksperimenterer med at iscenesætte besøgendes oplevelser, for eksempel gennem audioguides, dufte i rum, afspilning af lydkulisser og scenografi, som er med til at aktivere forestillingsevnen om dagliglivet. Med disse greb involveres gæsterne fremfor at være beskuere, og sanseoplevelserne hjælper med at skabe tidsstemninger.
En anden måde at aktualisere husmuseumsbesøg er at udvide fortællingen, så de besøgende præsenteres for hjemmets funktioner, håndværket i genstandene, datidens traditioner og beboernes funktion i lokalsamfundet, og holde det op mod samtidens måder vi gør tingene på.
Forskning vil også kunne finde nye bevaringsmetoder til at forlænge interiørernes restlevetid, så husmuseerne fortsat kan besøges enten som historiske tidslommer eller med helt nye formidlingsformer som appellerer til kommende generationer.
Netværket ønsker at navigere mellem de mange dilemmaer og udfordringer ved at udvikle nye forebyggende bevaringsmetoder og formidlingsformer, samtidig med at interiørernes følelser af ægthed og hjemlighed fastholdes, så husmuseer stadig opleves aktuelle, relevante og interessante for besøgende nu og for kommende generationer. Opgaven kræver vidensdeling og tværfagligt samskabelse mellem museernes faggrupper, hvor ny formidling justerer husmuseernes kernefortællinger og udstillingsoplevelser for fortsat at tiltrække besøgende.
Rikke Bjarnhof er dekan på Det Kongelige Akademi – Konservering og Jesper Stub Johnsen er chef for Museumsfaglig Afdeling, Vikingeskibsmuseet.
Opslag fra magasinet, øverst, layout: Bjørn Ortmann.
Artiklen er bragt i Magasinet MUSEUM nr. 1, 2023.
Fakta om Netværk for husmuseer
Artiklens skribenter Rikke Bjarnhof og Jesper Stub Johnsen er begge medstiftere og initiativtagere til ODMs Netværk for husmuseer sammen med Rasmus Kjærboe, museumsinspektør på Den Hirschsprungske Samling, Lisette Vind Ebbesen, direktør på Skagens Kunstmuseer og Britta Tøndborg, chef for Forskning og Kunst på Museum Vestsjælland.
Netværket blev stiftet i 2018 og 65 personer er i dag medlem af netværket. Medlemmerne repræsenterer alle et museum og er en interdisciplinær blanding af konservatorer, forskere og museumsinspektører med mere.
