Nogle af landets vigtigste museer halter langt efter udenlandske, når det kommer til tilgængelighed. Men det er ikke viljen, der mangler, lyder det fra museerne selv. Problemet bunder i dyre og langsommelige processer med at gøre fredede bygninger tilgængelige. Og så er det i øvrigt langt fra givet, at arbejdet giver pote.
Siden hun lå i barnevognen har Vibeke Baden Laursen været en hyppig museumsgæst.
”Mine forældre er kulturradikale, de er meget velorienterede og meget velbevandrede i kulturen. Så jeg er blevet slæbt med på museer fra jeg var helt lille, og jeg har altid elsket det.”
I dag er barnevognshjulene skiftet ud med andre hjul. Vibeke Baden Laursen er født med cerebral parese og har altid haft brug for kørestol. Og det kan være en udfordring, når man gerne vil benytte sig af landets kulturtilbud. Mange danske museer holder til i bygninger, der blev opført længe før elevatorens folkelige gennembrud. Og det giver problemer for blandt andet kørestolsbrugere.
I udlandet har kørestolsbrugere langt bedre adgang til kulturarven end i Danmark. Det mener både Vibeke Baden Laursen og arkitekten bag flere museumsbyggerier Anna Maria Indrio.
Et eksempel er Trajans Markeder i Rom, der er blevet udstyret med elevatorer på trods af sin alder på næsten 2000 år.
Foto: Wikimedia Commons.
Sad fast i trappelift
Mange museer har forsøgt at afhjælpe problemet med en trappelift.
”Det er jo ret smart, men trappelifter kan ofte ikke bære særligt mange kilo. Min elkørestol vejer 154 kilo, og så kommer jeg oveni. Jeg har mere end én gang været ude for, at min elkørestol og jeg har været for tung til en trappelift. Så stopper den bare. Det er meget utrygt,” fortæller Vibeke Baden Laursen.
Det skete for eksempel engang på Glyptoteket i København, hvor hun skulle med en trappelift for at kunne deltage i et arrangement i museets fællessal.
”Jeg tænkte godt på det, da jeg kørte ned – at den kørte meget langsomt og sagde nogle underlige lyde. Da jeg så skulle op igen, gik den i stå midt på trappen, og så sad jeg der i omkring tre kvarter. Folk prøvede at hjælpe, men der måtte tilkaldes en operatør, før jeg kunne komme videre,” fortæller Vibeke Baden Laursen.
Fordi Glyptoteket er en historisk og fredet bygning, skal beslutninger om for eksempel at øge tilgængelighed ske i samspil mellem museet og fredningsmyndighederne, der skal afveje hensyn til bygningens bevaringsværdi. Til Vibeke Baden Laursens oplevelse svarer museets direktør Gertrud Hvidberg-Hansen i en mail:
”Det sagt, så arbejder vi målrettet på at forbedre tilgængeligheden og ønsker, at alle vores gæster kan opleve museet uden barrierer. Samtidig må vi erkende, at bygningens mange trappeløb og niveauer gør det til en omfattende opgave at finde løsninger, der både respekterer de fredede rammer og sikrer en æstetisk helhed. Derudover er det en investering af betydelig økonomisk størrelse. Tilgængelighed er et centralt indsatsområde i museets kommende strategi, og vi ser frem til at fortsætte arbejdet med at skabe de bedste muligheder for alle.”
Lukket land
For at undgå lignende episoder, bruger Vibeke Baden Laursen ofte sin manuelle kørestol, når hun skal på museer. Den vejer mindre og giver derfor sjældent problemer. Men ikke alle med et handicap har samme mulighed. Og den løser i øvrigt heller ikke problemet på besøgssteder, hvor der hverken er trappelift eller elevator.
”Et egnsmuseum som fx Møns Museum er jeg udelukket fra, fordi det ligger i et lille bindingsværkshus med mange trapper uden elevator. Jeg har i mange år gerne villet på Medicinsk Museion, men det kan jeg glemme alt om. Der er trapper overalt. Christiansborg Slots Museum og Fredensborg er delvist tilgængelige, mens Rosenborg og Kronborg er helt udelukket. Det er nogle ret vigtige institutioner for vores fælles folkelige forståelse, så det er da et problem, at så mange er afskåret fra at besøge det.”
Medicinhistorien mangler inklusion
Medicinsk Museion ligger i Bredgade midt i København. Bygningen fra 1787 husede oprindeligt det Kongelige Kirurgiske Akademi, hvor lægerne i sin tid blev uddannet. Siden blev det blandt andet Niels Bohrs barndomshjem, og i dag kan man på den historiske adresse opleve den danske læge- og medicinhistorie. I hvert fald, hvis man har mobiliteten i orden.
”Det er et kæmpe problem, som vi tit taler om. Men når der stadig er en stor indgangstrappe og ingen elevator mellem husets etager, så er det fordi, bygningen er fredet. Det betyder at den på én gang er det helt rigtige sted at have et museum, men samtidig er ret uegnet til det, for man må ikke så meget som bore i væggene. Det medfører rigtig mange benspænd, og det største er, at der simpelthen er gæster, som slet ikke har mulighed for at komme ind,” fortæller program- og kommunikationschef på Medicinsk Museion Martin Gerster Johansen.
”Vores undskyldning – selv om det måske nok er en dårlig en – er, at ændringer i en fredet bygning tager meget lang tid. Der er mange projekter og dialoger, som er i gang og har været det i mange år allerede. Derudover er der økonomien. Alt er dyrt, når man har med fredede bygninger at gøre. Og selv, når vi kommer til det tidspunkt, hvor vi har et projekt som balancerer vores behov for udvikling og beskyttelse af bygningen, så skal vi selv rejse pengene. Selvom det er en bygning, som har offentlig adgang, og som burde være tilgængelig for alle.”
Lange processer spænder ben
Anna Maria Indrio er arkitekten bag mange museumsbyggerier. Hun sidder i bestyrelsen for ICOM og ligeledes på Thorvaldsens Museum, der har fået afslag på en elevator og dermed er utilgængeligt for kørestolsbrugere. Hun genkender frustrationerne i et samfund, hvor der i stigende grad er fokus på tilgængelighed.
”Alle museer vil per definition gerne være inkluderende. Men det er vanskeligt i fredede bygninger, fordi Slots- og Kulturstyrelsen skal ind over. Og man kan ikke bare spørge: Må vi lave en elevator? Museet skal selv finansiere at lave undersøgelser og tegninger til et forslag, som skal præsenteres for styrelsen, som så skal nikke, før man overhovedet kan gå til fondene for at rejse penge til projektet. Det er en langsommelig, vanskelig og dyr proces,” siger Anna Maria Indrio.
Det er nærmest et ekko af svaret på, hvorfor Møns Museum er utilgængeligt for en kørestolsbruger som Vibeke Baden Laursen. Det lille egnsmuseum er beliggende i en firelænget gård fra 1770erne, Empiregården i Stege. Bygningen er fredet, og Museum Sydøstdanmark, der driver Møns Museum, har faktisk ikke engang søgt om tilladelse til at indsætte en elevator.
”Det skyldes ikke en uvillighed til at inkludere fra vores side. Men sådan en ansøgning skal
godkendes i mange instanser, som sammen med nye krav til at bevare bygningen ofte er med til at fordyre processen yderligere. Lige nu er det museerne, der både skal finansiere ansøgningen og de løsningsforslag, som vi i øvrigt også selv skal komme med,” fortæller museets kommunikationschef Kristoffer Rosner Rydahl.
Slots- og Kulturstyrelsens svar på kritikken |
| ”I Slots- og Kulturstyrelsen har vi stort fokus på at finde en balance mellem bevaring af en bygnings bærende fredningsværdier og funktionelle løsninger, der blandt andet understøtter tilgængelighed. Styrelsen bidrager også aktivt til dialogen om, hvordan man kan integrere løsninger, der understøtter tilgængelighed i historiske bygninger og kulturarvsprojekter, da der her oftest ikke kan anvendes standartløsninger. |
| Ift. de enkelte museers tilgængelighed er det et krav i museumsloven, at de statsanerkendte museer tilstræber størst mulig tilgængelighed for personer med handicap. Hvis museet har hjemme i en fredet bygning, er det op til museet/bygningsejer at søge styrelsen om tilladelse, hvis de ønskede initiativer til øget tilgængelighed kræver bygningsarbejder jf. bygningsfredningsloven.” |
| Styrelsen gør samtidig opmærksom på, at kulturministeren i april 2025 har afsat 5,4 millioner kr. til at sikre bedre adgangsforhold for personer med handicap på flere af landets statslige museer. Det drejer sig om Kunstakademiets Billedkunstskoler/Charlottenborg, Ordrupgaard, Statens Museum for Kunst, Det grønne Museum og Den Hirschsprungske Samling. |
Dyre afslag
Museum Sydøstdanmark har – ligesom Thorvaldsens Museum – fået afslag på en elevator til et andet af deres besøgssteder, Køge Museum.
”Det betyder jo, at vi skal prioritere de store omkostninger, uden at det nødvendigvis fører noget med sig. Alle, der har museer i fredede bygninger, står overfor det her problem. Vi kunne godt ønske os nogle initiativer fra centralt hold, så ansøgningsprocesserne blev støttet rent økonomisk, men også at der var bedre sparring fra myndighederne i forhold til, hvordan man kommer i mål,” siger Kristoffer Rosner Rydahl.
Det er nemlig ikke altid nemt at ramme den rigtige løsning i de ofte forskelligartede bygninger. Derfor munder ansøgningerne tit ud i afslag, siger Anna Maria Indrio.
”Man får meget tit et nej, fordi herhjemme har vi en meget… lad os kaldet det en konservativ måde at se på det her. I Italien, for eksempel, sætter de elevatorer i gamle romerske ruiner. Faktisk er det helt utænkeligt, at man IKKE laver en elevator, hvis det overhovedet er fysisk muligt. Jeg kan næsten ikke tænke på noget mere helligt end Mercati di Traiano, den kæmpestore ruin i Rom, og de har elevatorer! Man finder en måde at gøre bygningerne inkluderende, fordi man naturligvis gerne vil have, at alle skal have adgang til de her steder.”
Udlandet er bedre gearet
Det er også den oplevelse, Vibeke Baden Laursen har. Sammen med sin mand har hun besøgt mange museer i udlandet, og de gode oplevelser har langt overskygget de dårlige på attraktioner og museer som La Sagrada Familia i Barcelona, MoMa i New York og Churchill War Rooms i London.
”Man skal ikke længere end lige syd for grænsen. Berlin for eksempel. Måske er det typisk for steder, hvor man har haft mange krigsinvalide, at tilgængeligheden i meget højere grad er tænkt ind overalt. Når jeg er i USA, føler jeg næsten, at mit handicap forsvinder. Det ligger bare i deres dna at tage hensyn på en helt anden måde,” fortæller Vibeke Baden Laursen.
En følelse, der står i skarp kontrast til de steder, der er umulige for hende og andre kørestolsbrugere at besøge.
”Der ligger et signal i det – at du ikke er velkommen her. Du er udelukket fra de her oplevelser, fordi du i stedet for bare at bruge briller også har en kørestol. Det er et provokerende signal, at man bygger så meget til de kropskapable og ikke tænker os andre ind som en naturlig del af publikum.”
Der behøver slet ikke være en modsætning mellem tilgængelighed og kulturarv, mener Anna Maria Indrio:
”Der er masser af eksempler på følsomme, fredede bygninger i udlandet, hvor man finder en løsning. På Victoria & Albert Museum i London blev der udskrevet en konkurrence, der endte med, at den store trappe op til hovedindgangen blev en integreret rampe, og museets elevator er også ekstremt elegant integreret. Man kan sagtens vælge nogle løsninger, der bidrager arkitektonisk i stedet for bare at være bange for, at det bliver dårligt.”
Lene Steinbeck er freelancejournalist på MUSEUM.
Foto, øverst: Vibeke Baden Laursen og hendes mand Per er flittige museumsgæster. Men ofte støder de på problemer allerede ved indgangen. Mange museer har ikke mulighed for at tilføre en elevator, fordi de holder til i bygninger, der er fredede.
Foto: Privat.
Artiklen er udgivet i Magasinet Museum nr. 3, 2025
Køb Magasinet Museum, nr. 3, 2025
