En dreng ser på et udstoppet pindsvin, der kigger ud fra en lille hytte af grene.

Ved at rette spotlyset mod den helt nære danske natur ønsker NATURAMA at fastholde og forny naturens plads i den danske nationale identitet.

”Der er et yndigt land, det står med brede bøge, nær salten østerstrand, nær salten østerstrand.” Sådan begynder den sang, vi alle kender så godt. Det er naturligvis den ene af Danmarks to nationalsange, Der er et Yndigt Land, skrevet af Adam Oehlenschläger i 1819. Sangen tager udgangspunkt i naturen og kærligheden til fædrelandet. Dykker man ned i den danske kulturskat, vil man hurtigt opdage, at tekstens tema langt fra er unikt.

En familie med far, mor og tre børn kigger interesseret på et akvarie, hvor der er forskellige planter og måske også nogle dyr.

Vandet synes i første omgang stille, men pludselig kommer et lille dyr til syne. Det er vandsalamanderen, som er i færd med at placere sine æg.
Foto: Ard Jongsma.

Vores natursyn er skiftet

Blandt de danske sange findes et væld af hymner om vores vidtstrakte kyster og grønne bøgeskove. H.C. Andersen skriver om nattergalen, grantræet og den grimme ælling, og Skagensmalerne indkapsler naturens vilkår på godt og ondt i farverige penselstrøg. De fleste af disse værker stammer fra en tid, hvor vi var dybt afhængige af naturen. Slog høsten fejl, var det et spørgsmål om liv og død, og derfor var viden om jorden og de biologiske processer altafgørende. I dag sikrer den internationale handel, at vi aldrig oplever fødevaremangel, og vi behøver derfor ikke samme kendskab til naturen som tidligere. Alligevel har naturen vist sig at have stor betydning for mange af os. Selvom de skiftende årstider og regnfulde somre er grund til megen frustration hos danskerne, blev det især under coronapandemien tydeligt, hvordan naturen blev et tilflugtssted. Flere fik øjnene op for, hvor mange fantastiske friluftsoplevelser Danmark har at byde på, og hvor nemme de er at blive en del af. Disse nære naturoplevelser sætter vi i øjeblikket fokus på i NATURAMAs nye udstilling Den eventyrlige have.

Tæt på hverdagen

NATURAMA har som naturhistorisk museum fokus på naturen og dyrelivet på den nordlige halvkugle. Undertiden har særudstillinger dog taget besøgende med på en rejse mod fjernere horisonter – det skete fx da museet satte fokus på klimaforandringerne med udstillingen Isen brænder i 2007, og Karen Blixens Afrika i 2012. I år er der skabt en ny strategi for museet med håbet om at vække de besøgendes begejstring for den nære danske natur. Når vi ønsker os naturoplevelser, længes vi ofte mod varmere himmelstrøg, mod regnskovens paradis, eller mod de enestående storlandskaber man finder i fx USA. Hvad vi sjældent tænker over er, at vi kan have eventyrlige naturoplevelser lige uden for vores egen dør. Årets udstilling tager de besøgende med ind i havens forunderlige verden, hvor man vil støde på velkendte arter, men også arter, man måske ikke anede eksisterede. Udstillingen skal give de besøgende mulighed for at bruge deres egen referenceramme, og få vækket nysgerrigheden på den natur, som kan opleves i dagligdagen.

En dreng og en pige ligger på ryggen på græsset og kigger op. Man kan se skyggerne af bladene i en trækrone rundt om dem.

Egetræet kan med sit lange liv udgøre levested for op mod 1000 forskellige arter, hundredvis af insekter, fugle og pattedyr.
Foto: Ard Jongsma.

En verden uden grænser

De processer der udfolder sig i den danske natur, er som sådan ikke anderledes end alle andre steder på kloden. Men når vi lærer at forstå naturen hjemme hos os selv, udvikle en relation til den og danne en interesse for dens eksistens, kan viden om det nære vække nysgerrighed om det fjerne, og måske hjælpe os med at forstå, hvorfor naturen er så vigtig at passe på. Ikke blot i Danmark, men overalt i verden. Den danske natur er en del af noget større. For når det kommer til naturen, hvad vil det så egentligt sige, at noget er dansk? I teksten til sangen Septembers Himmel er så Blå skriver Alex Garff levende om storken der flyver mod syd, men det ellers så almindelige nationalklenodie er i dag en yderst sjælden gæst her i landet. Naturen har ingen grænser. Den er dynamisk og under konstant forandring. Dyrene spreder sig til de områder, hvor levevilkårene er bedst, og planterne enten overtager eller forgår i takt med klimaets ændringer. Naturen er foranderlig, forunderlig og altid i udvikling. Derfor er det ikke museets hensigt at fjerne sit fokus fra den nordlige halvkugles dyreliv, men snarere at skabe paralleller til de helt lokale naturfænomener. Når de besøgende forlader museet, er rejsen ikke slut – den fortsætter hjemme i egen have, hvor utallige timer kan bruges på at undersøge, betragte og forstå de mange arters levevis.

Museernes betydning for den nationale bevidsthed

De naturhistoriske museer har fra begyndelsen haft til opgave at bevare arter i forskningsøjemed. Da museerne først blev etableret, var de primært rettet mod en akademisk målgruppe, og antallet af artsgenstande i en samling havde højere prioritet end formidlingen af dem. De tidlige naturhistoriske museer var derfor i højere grad vidensdepoter end formidlingsinstitutioner, og udstillingerne bestod typisk af lange, tætpakkede rækker af genstande. I løbet af det 20. århundrede ændredes museernes rolle sig, og formidling til den brede offentlighed blev et vigtigt fokus. Dioramaer, hvor arterne placeres i rekonstruerede naturlige omgivelser, vandt indpas, og udstillingerne opnåede et mere levende og æstetisk udtryk, hvor samspillet mellem naturens organismer blev visualiseret. Ændringen afspejlede erkendelsen af, at museerne havde mulighed for at engagere befolkningen i spørgsmål om naturbevarelse, og med en stigende offentlig interesse for dette, blev museerne del af en samfundsbevægelse. De naturhistoriske museer spiller i dag en afgørende rolle i at skabe en national bevidsthed om betydningen af vores fælles natur- og kulturarv.

En kvinde viser et udstoppet dyr frem for en gruppe børn.

På Svendborgs naturhistoriske museum, NATURAMA, er visionen at vække en interesse for vores nære biodiversitet og deraf følger, et ønske om at bevare den. Uanset om det er til lands, til vands eller i luften.
Foto: Ard Jongsma.

Tilbage til naturen

Naturens rolle for national identitet har ændret sig markant med samfundets ændrede forhold til miljøet. Da landbrug og fiskeri var altafgørende for befolkningens overlevelse og velstand, opstod der en naturlig taknemmelighed for naturens ressourcer. Naturen var en kilde til inspiration og stolthed, og den tætte forbindelse mellem folk og land betød, at naturen fik en central plads i den kollektive bevidsthed. I dag, hvor urbanisering har distanceret os fra den daglige kontakt med naturen, har rollen ændret sig. Naturen er nu nærmere blot et symbol på landets historie og udvikling. Alligevel ser vi en tendens i samfundet, hvor flere og flere – især unge mennesker – forlader det pulserende storbyliv, og flytter ud på landet. Økonomi og ønsket om trygge omgivelser for ens børn at vokse op i har naturligvis betydning for årsagen til denne strømning, men et oprigtigt ønske om at komme tættere på naturen vejer også tungt. På NATURAMA ønsker vi at hjælpe med at genoplive og styrke forbindelsen til naturen. Ved at fokusere på de nære naturoplevelser og fremhæve den danske natur som en del af en større global sammenhæng bidrager museet til at fastholde og forny naturens plads i den nationale identitet. Det er vores opgave ikke blot at vække interessen for naturen hos den nuværende befolkning, men også sikre at kommende generationer forstår og værdsætter naturen som en del af den danske kulturarv. Med en natur som står over for trusler fra klimaforandringer og biodiversitetskrise, er det vigtigere end nogensinde før at værne om naturen som centralt element i vores fælles identitet.

Astrid Bonne Knudsen er virksomhedspraktikant og freelancemedarbejder på NATURAMA.

 

Foto, øverst: Med få områder af ægte natur tilbage, kan man på mange måder sige, at den almene villahave er blevet et af de vigtigste leveområder for arter som pindsvinet.
Foto: Ard Jongsma.

 

Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 4, 2024.

Køb bladet

Køb de seneste numre eller abonnement

 

Læs ældre numre

Find gamle numre i vores arkiv

Arkivet fungerer ikke optimalt i Safari, så vi anbefaler at bruge en anden browser.

Forside af Magasinet Museum nr. 4, 2024. Bladets navn står med rødt. Forsiden prydes af et foto i sort hvid. En mand står inde i en bygning ved en står firkantet åbning, hvor der måske før har været isat et vindue. En gipsmodel af hovedet af Istedløven er ved at blive løftet ind af åbningen. Manden ser lille ud i forhold til løvehovedet. Med rød skrift står der: National identitet til forhandling. Med hvid skrift: Hvem ejer historien, genstandene og fortællingen om vores identitet?