Sort hvidt foto af en kirkegård. Forrest ses en grav med en høj og udsmykket gravsten omkranset af et metalstakit. Bag denne grav ses rækker af simple, hvide kors, der markerer de øvrige grave.

Når offentligheden bekymrer sig, fordi arkæologer forstyrrer gravfreden, bliver løsningen ofte at genbegrave knoglerne.  Men de færreste ved, hvor ufølsom en genbegravelse er. Og så frarøver den os også viden om fortidens mennesker.

Gravfred bruges ofte som argument mod arkæologiske udgravninger af nedlagte kirkegårde. Og når Museumslovens kapitel 8 sender arkæologer og gravemaskiner ud at grave, går der sjældent længe før genbegravelse af skeletter og knogler bliver foreslået. Men er det en god idé?

Gravfred er praktisk

En kvinde og en mand er i gang med at udgrave en grav. De ligger på knæ og er bøjet ind over et fritlagt skelet. De børster forsigtigt jord væk fra knoglerne med små pensler.

Grav under udgravning. Haagerup ødekirkegård på Sydfyn.
Foto: Øhavsmuseet og ADBOU, SDU

Gravfred betyder ifølge dansk lovgivning og kirkegårdsvedtægter, at en grav ikke må forstyrres i en fastsat periode efter en begravelse eller urnenedsættelse. For kistegrave er det typisk mellem 20 og 25 år og for urnegrave 10 år. Med enkelte undtagelser må graven ikke fjernes, omlægges eller genbruges i den periode. Undtagelserne gælder sundhedsmæssige hensyn, retsmedicinske formål eller hvis et ekstraordinært byggeprojekt skal gennemføres.  Når fredningstiden er slut 10-25 år efter begravelsen kan eventuelle humane rester flyttes og nye grave kan anlægges i en eksisterende grav, hvilket er almindelig praksis på de danske kirkegårde. Dermed forbliver en grav altså ikke intakt på kirkegårdene i dagens Danmark.

Gravfreden rummer et etisk perspektiv som når der i Straffelovens § 139 står, ”at den der krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder”. Men den har også et praktiske formål. Nemlig at undgå at nye grave anlægges oven i grave, hvor der stadig er bløddele og rådnende kister tilbage.

Begrebet gravfred udspringer altså ikke af kristendommens principper eller regelsæt og har aldrig gjort det.

Historisk er gravpladser også blevet genbrugt eller nedlagt, og gamle knogler er kommet ned i den nye grav eller er blevet flyttet til ossuarier, som er en slags opbevaringshus for opsamlede knogler. Gamle knogler kunne også blive sendt rundt i verden og udstillet som relikvier, som man gjorde tilbage i den katolske middelalder. Dermed er selve ideen om et sted til evig hvile ikke noget, der har været praktiseret tidligere i historien.

Selvom gravfreden på maksimalt 25 år overholdes, så giver offentligheden alligevel ofte udtryk for bekymring for netop gravfreden, når der skal foretages arkæologiske udgravninger på kirkegårde. En bekymring som derimod ikke bliver udtrykt, når kirkerne selv nedlægger gravstederne, muligvis fordi det sker uden for offentlighedens syn. Noget tyder altså på, at der er etiske spørgsmål, som bør italesættes og diskuteres åbent.

Det sker der med knoglerne i en grav

Når viden går tabt

Sort hvidt foto af en kirkegård. Forrest ses en grav med en høj og udsmykket gravsten omkranset af et metalstakit. Bag denne grav ses rækker af simple, hvide kors, der markerer de øvrige grave.

Udsnit af kirkegården ved psykiatrisk hospital i Risskov fotograferet i 1902.

Mod Moesgaard Museums anbefaling gav Slots- og Kulturstyrelsen i 2018 tilladelse til at fjerne gravene og de humane rester i dem på kirkegården ved det psykiatriske hospital i Risskov uden arkæologisk udgravning.

Flere læserbreve i lokalpressen kritiserede både beslutningen om at droppe arkæologisk udgravning og den måde gravene siden er blevet mindet på.

I dag er de psykiatriske patienters historie overladt til deres journaler, og de informationer datidens læger har givet her.

Men hvilken historie ville patienternes skeletter fortælle? Det finder vi aldrig ud af.

Foto: Museet Psykiatrisk Hospital i Århus, Ovartaci Fonden 2007

Arkæologisk humant skeletmateriale er som andre arkæologiske fund beskyttet af Museumslovens Kapitel 8, der er til for at sikre, at kultur- og naturarv i jorden bliver bevaret i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter. Før alle arkæologiske spor bliver slettet af en bulldozer, sørger man for at udgrave, registrere, dokumentere og flytte de humane rester i form af eksempelvis knogler. Når beslutningen om et anlægsarbejde er truffet, er udgravning derfor uundgåelig, og der er ingen vej uden om at forstyrre tidligere grave. Der skelnes ikke i forhold til grunden til anlægsarbejdet. Det varierer bredt fra nye affaldsbeholdere i middelalderbyer til et større erhvervsbyggeri på en mark.

Andre grunde til at udgrave grave kan være, hvis der er tale om dyrknings- eller erosionstruede lokaliteter. Fx kystnære gravfund eller når årevis af pløjning resulterer i, at knogler fra nedlagte kirkegårde dukker op af mulden på marken.

De humane skeletdele kan fjernes på forskellige måder. Hvis de humane rester er af ældre dato, vil de som alle andre arkæologiske fund blive udgravet af arkæologer, og knoglerne samt den tilhørende grav vil blive dokumenteret og beskrevet for eftertiden. Derefter bliver skeletterne taget op af jorden, og ofte opbevaret i en af de to store antropologiske samlinger, der findes i Danmark, sådan at de kan benyttes til formidling og forskning. I nogle tilfælde vurderes det, at et gravfund af nyere dato (efter 1850) ikke har arkæologisk værdi, og så bliver de humane rester fjernet med gravemaskiner uden registrering og dokumentation. Jorden samt de biologiske rester bliver enten kørt væk som forurenet jord, eller de større knogler nedgraves på området eller en nuværende kirkegård.

Massegenbegravelse

Hvis skeletterne er fra 1700-tallet og frem, samt vurderes at have arkæologisk værdi, bliver genbegravelse stadig ofte bragt på banen. En genbegravelse foregår sådan, at skeletdelene fra de udgravede grave bliver samlet og begravet i et hul på en eksisterende kirkegård. Det betyder, at knoglerne fra de enkelte skeletter blandes, og det dermed er umuligt at undersøge de enkelte skeletter hver for sig, hvis graven genåbnes. På den måde mister skeletmaterialet sin værdi med hensyn til at levere viden om den fortidige befolknings sammensætning og helbred. Muligheden for at kæde personen sammen med kistetypen, placering på kirkegården samt gravfund eller lignende forsvinder også. I de fleste tilfælde er der altså ikke tale om en reel genbegravelse, men snarere om en massegrav uden gravsten eller noget ritual i forbindelse med gravlæggelsen. Det er dermed meget langt fra den type genbegravelse, som til tider bliver udført, når oprindelige befolkninger genbegraver deres forfædres levn i forbindelse med repatriering.

Når vi udgraver, dokumenterer, udstiller og publicerer data med udgangspunkt i humant materiale sker det med stor respekt for, at det engang har været et levende menneske. Alligevel ser man – som med snakken om genbegravelse – at både museer og offentlighed har større fokus på de etiske aspekter af udgravningen, når gravene kan dateres fra tidlig moderne tid, ca. 1700-tallet og frem. Argumentet her er, at der er større mulighed for at identificere den døde. Men personer fra denne tid kan også identificeres gennem personlige breve eller ejendele, der potentielt kan afsløre personlige hemmeligheder. Det bliver ikke problematiseret i offentligheden i samme grad. Vi undrer os over, at humane rester rent etisk synes at spille en særlig problematisk rolle.

Er det mere etisk korrekt at grave de humane levn ned igen fremfor at opbevare dem, så de kan benyttes til fremtidig forskning og formidling? Med genbegravelse fjerner man muligheden for at få indsigt i fortidens befolkninger og almindelige menneskers liv. Hvis man genbegraver for at have fokus på det etiske, burde man så ikke have større fokus på at gøre det nænsomt og med respekt for de afdøde i stedet for at kaste dem i et hul i jorden? Gravfred for alle begravede ville kræve, at man standsede byudviklingen fuldstændigt i mange ældre danske byer.

Er overvejelserne omkring gravfred et produkt af tiden, hvor man vil undgå at krænke bestemte befolkningsgrupper? Tilgodeser de etiske overvejelser i virkeligheden snarere de levende end de døde? Når vi lader frygten for at handle uetisk diktere udgravninger af humane biologiske rester, så ender vi potentielt med løsninger, som fx genbegravelse, der gør materialet utilgængeligt for fremtiden og for forskning. På den måde mister vi adgang til viden om tidligere tiders befolkninger, sundhed og sygdom. Vi håber, det er muligt at bevare resterne af disse mennesker på en måde, der er acceptabel for nutidens etiske værdier, men uden at ødelægge materialets videnskabelige værdi for fremtidens generationer.

Vicki Kristensen er museumsinspektør på Viborg Museum og Dorthe Dangvard Pedersen er afdelingsleder på ADBOU, Antropologisk afdeling på Syddansk Universitet.

 

Artiklen er udgivet i MUSEUM nr. 2, 2026

Køb Museum nr. 2, 2026

Bliv abonnent

 

Forside Magasinet Museum nr. 2, 2026. Sort hvidt foto af en mand med hvidt hår, der holder et kranium. Han ser på kraniet med en interesseret mine. Tekst med sort skrift: Magasinet Museum, Sommer, 2026. Tekst med gul skrift: De udødelige døde. Vi kaster et nordisk blik på den globale strid om menneskelevn.