Arbejdsmiljøet i kulturbranchen er udfordret af prekære ansættelsesforhold, modstridende politiske forventninger og mange spontane opgaver. Det nystiftede netværk KULTURAM arbejder for at sikre større gennemsigtighed i branchen og fremme trivslen blandt kulturarbejdere.

Når man læser Dansk Magisterforenings branchebeskrivelser på fagforeningens hjemmeside igennem, er der særligt én branche, der skiller sig ud: Kulturbranchen. Den beskrives som ”en attraktiv branche”, hvis medarbejdere er ”drevet af faglig passion”. Men også som en branche præget af ”stor konkurrence om midler og stillinger” og ”en aura af, at man skal være taknemmelig for at få foden indenfor”. Desuden kan det ”være svært at trække en linje mellem arbejde og fritid”.

De vilkår, som er beskrevet ovenfor, hænger ikke alene sammen med økonomiske begrænsninger. Det handler formentlig også om de mange forskelligartede krav, der stilles til danske kulturinstitutioner og deres medarbejdere. Som beskrevet af historiker og ph.d. Susanne Krogh Jensen skal eksempelvis museumsmedarbejdere af i dag ”være erfarne, udadvendte, selvstændige personer med overblik og gode samarbejdsevner, der kan varetage jobs med fokus på udvikling, formidling, samling, udstilling og koordinering.”

Kulturbranchen er med andre ord karakteriseret ved at stille nogle krav til sine medarbejdere, der ikke er specielt konkrete. Tværtimod synes kulturarbejderne at navigere i en række gråzoner. I denne artikel vil vi pege på nogle af disse gråzoner og de arbejdsmiljømæssige problemer, som knytter sig dertil, og som vi med vores engagement i det nystiftede netværk KULTURAM vil bidrage til at løse.

Prekære ansættelsesforhold

En af disse gråzoner handler om, hvordan kulturarbejderne er ansat. Hvordan sikrer man eksempelvis, at den projektansatte medarbejder når de opgaver, der knytter sig specifikt til det projekt, hun eller han er ansat til, når der samtidig er talrige situationer i løbet af arbejdsdagen, hvor hjælp er tiltrængt, og mulighederne for at gøre sig positivt bemærket er store? Og hvem sørger for, at de frivillige ikke udfører opgaver, som kræver forsikringsdækning, særlig oplæring eller særligt udstyr?

Det er værd at overveje, om disse problematikker forstærkes i en branche, der anses for attraktiv for nyuddannede. En gruppe, som måske særligt risikerer at komme i situationer, hvor karrieremuligheder prioriteres over arbejdsmiljømæssige problematikker. Dermed kan de prekære ansættelser også knyttes sammen med en anden problematik, som har fyldt en del i den offentlige debat på det seneste, nemlig #Metoo. Som redaktør for Akademikerbladet Jakob Elkjær har peget på, er en arbejdsmæssig organisering i et fastansat A-hold og et løstansat B-hold nemlig den perfekte ramme for at udøve seksuelle overgreb og andre former for magtmisbrug: ”et B-hold af håbefulde løstansatte (…) og måske endda ulønnede, som vil give stort set hvad som helst for at blive en del af A-holdet”, er, som Elkjær udtrykker det, ”lette ofre for magtmisbrug.”

Yderligere peger en rapport fra det europæiske kulturnetværk EENCA på manglende aftaler om mindsteløn, manglende socialt sikkerhedsnet og en tendens til at arbejde flere timer, end man bliver aflønnet for, som et fælleseuropæisk problem blandt kunstnere og kulturprofessionelle.

Et bredt museumsfelt

En udfordring i forhold til at regulere kulturbranchens brug af prekære ansættelsesformer handler måske om den faglige mangfoldighed i branchen. At facilitere kulturoplevelser er en kreativ proces, hvor ikke alle opgaver kan være præcist defineret på forhånd. Og indimellem vil der uvilkårligt opstå situationer, hvor et akut behov for ’brandslukning’ tilsidesætter spørgsmål om arbejdsmiljøregler.

Alene på museumsfeltet er der stor forskel på arbejdsmiljøarbejdet: Hvor museumsansatte arkæologer er vant til at forholde sig til fysisk sikkerhed i forbindelse med udgravningsarbejdet, har andre grupper af museumsansatte et mindre selvfølgeligt forhold til sikkerhedssko og arbejdsunderlag. En del af KULTURAMs medlemmer kan således berette om arbejdssituationer, der har indebåret tunge løft og omgang med kemikalier, som de ikke var uddannet til at håndtere. Flere kan desuden fortælle om situationer, hvor de har lagt penge ud af egen lomme, er blevet kaldt på arbejde i deres fritid eller har været på indkøb efter materialer i egen bil – vel at mærke uden at det har været specificeret i deres ansættelseskontrakt eller på anden vis italesat.

Hvorfor råber ingen op?

Kulturbranchen holdes med andre ord ikke alene oppe af medarbejdere med stor passion, men også af medarbejdere, hvis arbejdsmiljø ofte er tvivlsomt. Spørgsmålet er, hvorfor vi ikke taler mere om det.

En del af forklaringen skal måske findes i netop dét, som Dansk Magisterforening nævner på deres hjemmeside: at kulturbranchen regnes for attraktiv, og at de økonomiske midler i branchen er sparsomme. Får man ansættelse i kulturbranchen, er man heldig – og siger man fra, står der mange andre parat til at overtage ens plads.

Samtidig har en del af kulturbranchens udøvere et image, der handler om at være kunstneriske og dermed særlige. Tilsvarende kan der knytte sig nogle forestillinger om det excentriske til højt specialiserede fagprofessionelle. Man kan derfor overveje, om såvel udøvere som medarbejdere og ledere i kulturbranchen får lidt længere snor i forhold til at overholde almindelige normer for omgangsformer og arbejdspladskultur.

Dertil kommer, at kulturinstitutionernes ledere skal navigere i et politisk felt, der ofte er præget af modstridende krav fra kommunalt og nationalt hold: Hvor hjemkommunens lokale bidragydere typisk lægger vægt på høje besøgstal, mødes eksempelvis museerne fra nationalpolitisk side af lovkrav om at bedrive forskning. Resultatet er et arbejdspres, som kan være svært at løfte uden at inddrage prekær arbejdskraft. Er man et personalemæssigt mindre museum, er det også svært at se, hvordan én museumshåndværker skal klare alle tunge løft uden hjælp fra kolleger med andre jobtitler. En del kulturprojekter bliver dermed til i en stemning af improviserede løsninger og ’vi løfter i flok’-mentalitet.

At løfte i flok lyder smukt på det idémæssige plan. Men det har en række konsekvenser for arbejdsmiljøet, som vi er nødt til at få frem i lyset og diskutere for at fremme trivslen i kulturbranchen. Med KULTURAM ser vi frem til at bidrage til større gennemsigtighed, og alle er velkomne til at bidrage til samtalen. Det er på tide at tale om, hvad man må og ikke må finde sig i som kulturarbejder.

KULTURAM – Netværk til viden og oplysning om arbejdsmiljø i kulturbranchen

  • KULTURAM står for KULTUR og ArbejdsMiljø og er et netværk af kulturarbejdere organiseret under Dansk Magisterforening. Initiativtager til netværket er Kamma Overgaard Hansen.
  • KULTURAM blev startet i efteråret 2020 og tæller i dag 24 medlemmer, som kommer fra alle dele af kultur-, sport- og eventbranchen og repræsenterer både ledelseslaget, fastansatte, løst ansatte, selvstændige, nyuddannede, ledige og de kulturfaglige uddannelser. 10 medlemmer har primær arbejdsmæssig tilknytning til museer.
  • KULTURAM arbejder for at fremme kendskabet til de særlige arbejdsmiljøvilkår, der knytter sig til kulturbranchen og styrke kulturarbejderes evne til at foregribe arbejdsmiljømæssige problematikker. Netværket har også et fokus på ledelse i kulturbranchen. Aktuelt arbejder KULTURAM på følgende initiativer:
    • Oprettelse af en LinkedIn med værktøjer til at fremme et sundt arbejdsmiljø i kulturbranchen.
    • Afholdelse af et seminar om prekære ansættelser i samarbejde med Dansk Magisterforening og NGO-netværket BANGO i efteråret 2021.
  • KULTURAM er for alle, der har erfaringer med arbejde i kulturbranchen, samt for forskere og andre med en faglig interesse for kultur og arbejdsmiljø.
  • På Dansk Magisterforenings hjemmeside kan man søge om optagelse i KULTURAM i oversigten over netværk: https://dm.dk/din-karriere/netvaerk

Carmen Line Hust er cand.mag. i Æstetik & Kultur, grundlægger af tidsskriftet og konceptet for samtidskunst Articulate og udøvende billedkunstner.

Lærke Maria Andersen Funder er klassisk arkæolog, ph.d. og fagkoordinator og underviser på Center for Museologi

Kamma Overgaard Hansen er kunsthistoriker, ph.d. og netværksdanner 

 

Grafik: Mia Laura Andersen Funder

Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 2, 2021.