Foto: Joe Kelly

Glasmuseet Ebeltoft møder ofte museumskolleger, der interesseret spørger til, hvordan museet kan drive et internationalt arbejdende museum med minimal offentlig støtte. Humlen er beliggenhed, fortælling og internationalt såvel som lokalt engagement.

Af Dan Mølgaard, direktør, Glasmuseet Ebeltoft

Glasmuseet Ebeltoft er stiftet på privat initiativ af glaskunstneren Finn Lynggaard og med en ambition om at være, og forblive, et privat museum. Hjulpet på vej af en venneforening, åbnet i lokaler udlånt af kommunen og etableret i 1986 som det første museum i verden, der arbejdede for at synliggøre Studioglas – unika-glaskunst lavet i glashytter og på små enkeltmandsbetjente glasværksteder. Museet er organiseret som en erhvervsdrivende fond, hjulpet på vej af et beskedent offentligt tilskud svarende til 10-12 % af museets årlige budget. De øvrige små 90 % tjener, fundraiser eller løfter museet selv. Entréindtægterne alene udgør mere end halvdelen af museets indtjening, og da hver gæst i gennemsnit køber for små 50 kr. i museets butik, er disse to poster afgørende for at få økonomien til at hænge sammen. Vi ligner ingen andre, men arbejder i vid udstrækning som alle andre. Vi samler og bevarer, vi registrerer og formidler. Som privat museum har vi ingen forskningsforpligtigelse, hvilket er en del af forklaringen på, at vi kan få driften til at hænge sammen. Men ingen dansk institution kender fortællingen om moderne glas bedre end vi, og da museets arbejde har været en bærende del af fortællingen om og videreudviklingen af den moderne internationale glaskunst, er vi det naturlige danske videnscenter om netop vores felt.

Den rette placering

Vi formår i runde tal at tjene, finde eller skaffe otte-ni kroner for hver offentlig krone, vi får. En afgørende forudsætning for dette er museets placering på havnefronten i Ebeltoft, der hver sommer besøges af tusindvis af turister. Museets absolutte højsæson er de tre sommermåneder, hvor hen ved halvdelen af museets 35-40.000 årlige besøgende lægger vejen forbi. Danske og udenlandske turister har således afgørende betydning for museet. Som en naturlig konsekvens af dette har museet differentierede priser hen over året og tilretter aktiviteter alt efter sæsonen, ligesom det arbejdende glasværksted kun er åbent i sommerhalvåret. Alt sammen inspireret af de mange attraktioner i vores umiddelbare opland, der uden nogen form for nostalgi kun holder åbent, når der er gæster i området. Museets fysiske placering er således en afgørende forudsætning for vores arbejde. Vi er dér, hvor der er mange mennesker, og gør os attraktive dér, hvor de kan afse tiden til at besøge os.

Ene om fortællingen

En anden afgørende pointe er, at vi er det eneste museum i landet, der året rundt viser moderne glas. Som tidligere nævnt var museet, da det blev etableret for 30 år siden, det første museum i verden, der tog Studioglasset seriøst. Og dette gav museet en enestående rolle som pionéren, der den dag i dag anerkendes i glasmiljøer i hele verden for netop dette. Vi tildeles mere opmærksomhed i Seattle – ét af de afgørende centre for glaskunstens udvikling – end vi oplever i en dansk kontekst. Museet har ry for at være et af verdens førende inden for vores felt, men baggrunden for dette er ikke vores muskler eller økonomiske formåen. Det er derimod ovennævnte rolle som ’firstmover’ – de første i verden der satte sig for at formidle den nye glaskunst og kun den nye. Den fortsatte bevidsthed om dette i glasmiljøerne betyder, at vi den dag i dag kan kontakte nogle af verdens ypperste glaskunstnere og få dem til at deltage i vores udstillinger.

Tæt kontakt til glasmiljøet

Helt fra begyndelsen har en tæt kontakt til det udøvende glasmiljø været vægtet højt. Et konkret eksempel er afviklingen af ’Young Glass’-udstillingerne, der hvert tiende år inviterer unge glaskunstnere fra hele verden til at sende værker ind til bedømmelse og udvælgelse. 2017-udgaven af Young Glass-udstillingerne involverede 52 kunstnere fra 17 lande. Det er en mundfuld for et museum af vores størrelse, men det skaber anerkendelse, indsigt i glaskunsten og flere samarbejdsmuligheder internationalt. Udstillingerne er blevet markante internationale pejlemærker for udviklingen på glaskunstscenen, og for mange af de deltagende kunstnere den første større anerkendelse af deres arbejde. Med Young Glass er vi med til at finde og skabe morgendagens stjerner – og de vil gerne udstille hos os igen, når de er blevet store berømtheder.

Vi har i de senere år organiseret udstillinger med museer i England, Finland, Sverige og Belgien. Disse samarbejder holder os ajour med, hvad der foregår på glasscenen internationalt set, og øger interessen hos fonde, der hellere vil involvere sig i og bidrage til internationale projekter frem for vore egne enkeltstående udstillingsprojekter. Young Glass-udstillingerne vidner om noget centralt i museets arbejde. Ved at pege på det nye kigger vi fremad, og selv om vi samler, anvender vi først og fremmest samlingen som afsæt til dette. Fortiden og historien er i vores sammenhæng interessant som det fundament, vi skal bygge den fremtidige udvikling på – den er knap så interessant i sig selv. Fortiden står vi på, men det er fremtiden, vi er i færd med at skabe.

Frivillige

Fra museets begyndelse har vi inddraget frivillige som et centralt element. De frivillige indgår helt naturligt i museets daglige drift og varetager en lang række opgaver som frontpersonale. De bemander butikken, sælger billetter, deltager i afviklingen af publikumsaktiviteter, passer museumshaven og hjælper ved udstillingsskift. De er frivillige, men løser reelle arbejdsopgaver, så museet kan ikke fungere uden deres indsats. Vi afholder derfor personalemøder, julefrokost og udflugter og betragter i det hele taget de frivillige som de personaler, de er. Og vi ved, at de værdsætter vores anerkendelse af deres indsats. De frivillige bidrager til museet, fordi det giver dem mulighed for at socialisere med andre, men også fordi de er stolte over, at deres by huser et internationalt arbejdende museum. En stolthed og glæde, der genkendes af vore gæster, der ofte fremhæver det engagement og nærvær, som de oplever ved besøg. I skrivende stund har vi hen ved 60 frivillige, der hjælper en lønnet stab på ni hel- og deltidsansatte. En af de ansatte bruger rundt regnet halvdelen af sin arbejdstid på at holde de frivillige beskæftigede og på rette kurs.

Fattige som kirkerotter

Som privat museum er vi som udgangspunkt frie som fuglen, men samtidig fattige som kirkerotter. Vi har derfor hele tiden det økonomiske aspekt med i alt, hvad vi foretager os. Her på museet har vi sympati for tanken om at give børn gratis adgang til museer og dermed danne næste generations museumsgængere, men vi har ikke råd til at vente 10 år på at få betaling, så hos os må alle betale. Og det er vel en god idé at række ud til beboere i socialt udsatte boligområder, men vi gør det kun, hvis der er økonomi i det. Blot for at nævne et par eksempler der viser, hvordan vi må tænke. Det er der ikke noget ’statement’ i, vi har intet ærinde om at argumentere for den ene eller den anden finansieringsmodel – vi er sat i verden for at formidle og videreudvikle den internationale glaskunst, og det er den opgave vi løser!

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 4, 2018