Det stribede Kashmir-sjal kaldes også et månesjal eller en chan-dar og stammer fra det 19. århundredes begyndelse. Sjalets bund udgøres af gule, beige og grønne striber med fire forskellige blomsterborter, der alle er flankeret af røde striber. I midten er anbragt en cirkulær medaljon med grenværk, store blomster og et utal af små blomster, og i hjørnerne ses kvartmedaljoner, der afspejler den centrale. Det hele indrammes af en bort bestående af en blomster- og bladfrise.
Allerede fra det 15. århundrede vævede man sjaler i Kashmir i det nordligste Indien. Der fandtes både aflange typer og kvadratiske modeller som dette månesjal, der er opkaldt efter den centrale medaljon. Stormogulen Akbar holdt meget af de lune tekstiler, der, når de var finest, fremstilledes af den bløde pashmina-uld indsamlet fra den vilde bjergged Capra hircus.
Stormogulerne tilskyndede fremstillingen af kashmir-sjalerne. Det var ofte et højt specialiseret teamwork, som involverede op til 12 forskellige personer: spindere, farvere, mønstertegnere, tilrettelæggere af skud og kæde samt væverne og de personer, der færdigbehandlede sjalet efter vævningen. Et kompliceret og rigt dekoreret sjal som månesjalet kunne nemt tage over et år at færdiggøre, og selv om lønningerne var utroligt lave, var sjalerne kostbare.
I slutningen af det 18. århundrede blev kashmir-sjalerne højeste mode blandt europæerne i Indien, og deres smag bredte sig til Europa, hvor enhver kvinde fra de højere lag måtte eje ét. Det, der i første omgang skulle blive en fordel for de indiske sjalsvævere, skulle dog til sidst blive deres undergang. Efterspørgslen medførte i løbet af det 19. århundrede en produktion af billige jacquard-vævede kopier i Frankrig og England, som til sidst fuldstændig udkonkurrerede de indiske originaler.
Davids Samling udstillede sjalet og seks andre store tekstiler frem til 9. august 2020. Alene på grund af deres størrelse udstilles de kun sjældent.
Tekst og foto: Davids Samling
Fortællingen blev bragt i Danske Museer nr. 2, 2020.
