Genstande for enhver pris?

Vigtige fortællinger risikerer at gå tabt, hvis de partout skal formidles via genstande. Det skriver Mette Slyngborg og Louise Hauberg Lindgaard, der nyfortolker genstandenes rolle på Jacob A. Riis Museum og HEX! i Ribe. Her er autentiske genstande en mangelvare, og det kalder på nye formidlingsgreb. 

For nogle er genstandssamlinger museernes Unique Selling Proposition – endda hele deres eksistensgrundlag. Andre går i den modsatte grøft og skaber genstandsløse museer. Men behøver det at være et spørgsmål om enten-eller? Giver det ikke mere mening at tilpasse brugen af genstande og formidlingsgreb efter, hvad der bedst tjener den enkelte fortælling på de enkelte museer?

Disse refleksioner har været aktuelle under arbejdet med to museer i Ribe; Jacob A. Riis Museum, som åbnede sommeren 2019, og HEX! Museum of Witch Hunt, som åbner juni 2020.

I opbygningen af de to nye museer havde vi to vigtige historier at fortælle, men meget få autentiske museumsgenstande knyttet hertil. Vi var derfor nødt til at overveje, hvorvidt det var muligt at skabe relevante museer på basis af andet end samlinger, eller om vi skulle lægge museumsambitionerne på hylden og i stedet formidle historierne i bøger eller film. Spørgsmålet er, i hvor høj grad vi skal lade genstandene styre vores fortællinger? Gør man det, risikerer man, at gode og vigtige fortællinger per automatik ekskluderes fra udstillingerne.

Vi har valgt at tilpasse formidlingsgrebene til fortællingerne for at sikre historiernes udbredelse – både nu og til eftertiden.

Et nyt fokus

Idéen om det mere eller mindre ’genstandsløse museum’ er ikke noget nyt påfund; overalt dukker nye museer op, hvor de autentiske genstande i varierende grad viger pladsen for nye formidlingstilgange, der spiller på virkemidler fra radio, teater og film. Resultatet er formidlingsplatforme, der ser markant anderledes ud end for bare 20 år siden.

En genfortolkning af genstandens rolle har også i høj grad været aktuel i udviklingen af Jacob A. Riis Museum og HEX! Det blev hurtigt klart, at Sydvestjyske Museers samling havde få genstande omkring personen Jacob A. Riis, og endnu færre knyttet til hekseforfølgelse og trolddomsprocesser.

Vi tog derfor beslutningen om at skifte vores overordnede fokus: frem for at bygge vores museer op om genstandene valgte vi at give fortællingerne den primære status. Via opkøb, indlån og donationer håndplukkede vi genstande, som kunne knytte sig til de overordnede temaer. Vi tog udgangspunkt i den præmis, at nogle historier er så vigtige, at de skal fortælles og formidles, uanset hvor få fysiske levn man har at binde dem op på. Og der er mange andre formidlingstiltag end autentiske museumsgenstande, der kan understøtte faglige budskaber.

Museernes placering har i sig selv stor betydning; i Ribe danner de fredede og bevaringsværdige bygninger i Quedens Gaard-karréen rammen om museerne med stedbunden autenticitet. Museet for Jacob A. Riis er opbygget i det hjem, han voksede op i, hvilket skaber en naturlig kobling til personen Jacob A. Riis og hans ripensiske baggrund. Bygningerne skaber også en autentisk ramme omkring museet HEX!, hvor fortællingerne om hekseforfølgelser udfoldes i rum, hvis ældste dele dateres til 1583. Museet er placeret midt i Ribes unikke renæssancemidte, hvoraf mange bygninger i sin tid dannede ramme om byens omtrent 20 hekseprocesser – herunder Danmarks mest kendte heks, Maren Spliids. På denne måde er museumsbygningerne genstande i sig selv.

Med deres historiske proveniens får bygningerne, både museets og byens, hermed en særstatus, der skaber unikke rammer for vores fortællinger. Dette kommer også til udtryk i byvandringer og undervisningsmateriale knyttet til byens historiske kerne.

Genstande på nye måder

Ud fra beslutningen om, at de store historier skulle være de bærende elementer for museerne, har genstandene fået en understøttende rolle gennem et fleksibelt og kontekstbestemt greb. I samspil med scenografi, animationer/film, lys, lyd- og medieinstallationer er genstandene blevet én af flere tangenter, vi spiller på for at vække hovedfortællingerne til live.

Vores brug af genstande og rekvisitter kan sorteres i tre niveauinddelte grupper. Hvis muligt, anvender vi autentiske museumsgenstande, hvis proveniens knytter sig direkte til den formidlede historie. Ellers anvendes en såkaldt ’illustrerende genstand’. Her er der tale om en tidstypisk museumsgenstand, hvor proveniensen er ukendt eller ikke stemmer overens med den fortalte historie. Vi bruger også rekvisitter, hvor det ikke har været muligt at fremskaffe en genstand.

Sidstnævnte er tilfældet, når man ønsker at formidle historien om ældgammel og hemmelig magipraksis; én ting er, at kilderne fortæller os, at hekse anvendte skorpioner i diverse miksturer. En anden er faktisk at finde en 400 år gammel skorpion, der har været brugt til at fremstille en kærlighedssalve.

Det er en udfordring at jonglere rekvisitter, illustrerende samt autentiske genstande i én udstilling. Ikke mindst når vi ønsker at bevare troværdigheden over for vores gæster og derfor må gøre opmærksom på, hvornår det er autentiske museumsgenstande, vi anvender – og hvornår vi bruger genstande som illustration.

Vi oplyser om de valg, vi har truffet, undervejs i udstillingen, netop for at bibeholde den overenskomst der består mellem os som autoritative afsendere og gæsten som modtager. For det er ikke genstandene selv, der legitimerer en museumsudstilling, men i stedet vores faglige viden opnået gennem kontinuerlig forskning. Troværdighed er vigtig, når vi anvender genstande på en ny måde. Vores gæster skal ikke være i tvivl om, at museerne er skabt på et fagligt stærkt fundament, uanset formidlingsgreb.

Hvor formidles historierne bedst?

Skulle vi hellere have formidlet vores temaer via en bog eller film frem for på to nye museer?

Der findes allerede både bøger og film om henholdsvis Jacob A. Riis og hekseforfølgelser, og særligt hekse er et kontinuerligt udpenslet emne i film- og serieformat. Men i Jacob A. Riis’ tilfælde var han stadig relativt ukendt i Danmark. Og når det gælder hekseforfølgelsernes historie stemmer den herskende populære opfattelse ikke overens med historiske fakta. Så hvorfor lave udstillinger om disse emner?

Udstillinger på museer kan noget andet end bøger og film. Museer kan tilbyde en oplevelse, hvor fortællinger formidles i rum og taler til flere sanser. Herved tilbyder vi en oplevelse, der indbyder til læring og refleksion, gerne i fællesskab med andre. Ved at give flere af historiens aktører stemmer bidrager vi med nuancerede forståelser af fortiden. Som når publikum både forstår tankemønstrene bag hekseforfølgerne og de forfulgte – eller får indblik i, hvorfor Riis’ billeder og ord havde så stor en betydning før og nu. Som museer arbejder vi med reflekterede overvejelser over, hvordan vi fortæller og formidler historien.

Museer er, ideelt set, dynamiske størrelser. Vi tilpasser os skiftende kontekster, målgrupper og den nyeste viden; i modsætning til film og bøger, der er fastfrosset i den tid, de er produceret i. Som interaktive læringsplatforme sikrer museerne en kontinuerlig dialog, der tilbyder gæsterne at komme i direkte kontakt med historien samt de forskere, der arbejder med den.

Museerne giver adgang til kulturarven for de fleste og understøtter den demokratiske målsætning om at gøre vores historie tilgængelig for flest mulige borgere.

Genstande for enhver pris?

Er vores muligheder for at skabe museer afhængige af vores samlinger? Ifølge ICOM’s stadigt gældende definition er museer:

“… a non-profit, permanent institution in the service of society and its development, open to the public, which acquires, conserves, researches, communicates and exhibits the tangible and intangible heritage of humanity and its environment for the purposes of education, study and enjoyment.” (forfatternes fremhævelse)

Vi mener, at vores to nye museer kan leve op til denne definition – også på trods af vores begrænsede antal museumsgenstande. Vores hovedfokus er og bliver de vigtige fortællinger om vores fælles fortid. Vi skal sikre, at disse væsentlige fortællinger ikke forbliver i den kollektive glemmebog – et sted de er havnet, blandt andet fordi der kun er få fysiske levn, der beviser deres eksistens. I stedet for at anskue de manglende genstande som noget, der automatisk ekskluderer disse temaer fra museumsformidling, så bør vi i stedet se det som vores ansvar at formidle disse historier på nye måder.

Foto: Et eksempel på nogle af HEX!s autentiske museumsgenstande: et sæt tommeskruer fra Ribe Rådhus, brugt til tortur. Sydvestjyske Museer

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 2, 2020