Generationsforureningen, der blev en generationsfortælling

Siden 1950erne har Harboøre og kemifabrikken Cheminova levet af og med hinanden. Men virksomheden og dens omfattende forurening har skabt en dyb ambivalens i lokalområdet. I samarbejde med kunstnere og skoleelever har Lemvig Museum bragt fortællingen op til overfladen.

Der er nogen, der siger….

At høfde 42 for evigt vil være et problem
At Cheminova er en fantastisk arbejdsplads
At Lemvig Kommune ville gå fallit uden dem
At man ikke skal tale om det

Rygterne ovenfor er indsamlet af Lemvig Kommunes artists in residence, Johanne Mygind, Liv Nimand Duvå og Laura Winge, som led i deres projekt Lemvig og Høfde 42 – fortid, nutid og fremtid. På Lemvig Museum sagde vi ja til et samarbejde, fordi vi længe gerne har villet lave en udstilling om vestjydernes forhold til egnens største virksomhed. Kunstnernes tilgang kunne være et interessant bidrag til vores arbejde. For det er en udstilling, vi har haft svært ved at tage hul på. I en lokal kontekst rummer emnet en dyb ambivalens, som gør det vanskeligt at tale om. I den brede befolkning handler historien primært om forureningen, og hvem der har skylden, mens den lokalt ofte handler om arbejdspladser, egnsudvikling og flere generationers tilknytning til en fabrik, der også har givet positive minder og fortællinger. Men under overfladen lurer bekymringerne; om tab af natur og om at blive syg af kræft.

Med kunstnernes hjælp åbnede udstillingen Insektvej – Cheminova og Vestjylland på Lemvig Museum 15. maj 2024 og løber frem til oktober 2026.

Cheminova blev den største private arbejdsplads i Lemvig Kommune, og de fleste lokale er i familie med eller kender nogen, som har arbejdet der. Eller som stadig arbejder på fabrikken i dag.
Foto: Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre.

Uhæmmet spildevandsafløb

I 1953 flyttede Cheminovas grundlægger Gunnar Andreasen fabrikken fra Sjælland og helt ud til den yderste landstrimmel mellem hav og fjord på Harboøre Tange. Det var et godt sted til en kemifabrik, mente han: Der var saltforekomster i undergrunden til et ønsket kloranlæg. Der var langt til naboer, som kunne klage. Der var førsteklasses arbejdskraft; nemlig arbejdsomme vestjyder. Der var tilmed et lokalt erhvervsråd, der så potentialet i at få en driftig erhvervsmand med en stor eksportvirksomhed til egnen. Og endelig var der ifølge grundlæggeren ”uhæmmet spildevandsafløb” i Vesterhavet, hvor giften ville blive fortyndet og ’forsvinde’.

”Systemet virkede fint: når der var pålandsstorm gik havet op og slikkede [klit]gryden for både fast og flydende. Og vandmængderne under pålandsstorm er jo så enorme at alt er fortyndet til uendelighed […]. Systemet er simpelthen så enkelt at det ikke kan fattes i dag.”
Gunnar Andreasen om giftdepotet ved Høfde 42, Første halvleg, 1983.

Med fabrikken fulgte hele tre generationsforureninger på Harboøre Tange. En af dem er giftdepotet ved Høfde 42, hvor Cheminova skaffede sig af med deres kemikalieaffald. Depotet har ikke været i brug siden 1962, men forureningen ligger fortsat i jorden og fabrikken ligger stadig på Harboøre Tange. I dag er den ejet af den amerikanske koncern FMC.

Mellem generationer

Bedstefar: ”Nogle gange så vi lastbiler køre op til Høfde 42 med gift. Da jeg var dreng, fik de lagt store plastikrør op til havet, hvor de pumpede alt giften op og ud i havet. Rørene sprang nogle gange, det har jeg selv set. Alt græsset døde, hvor det løb ud. Det gjorde de flere gange, det skete der aldrig en skid ved.”
Bedstemor: ”Det ved vi jo ikke.”
Barnebarn: ”Var der ingen, der sagde noget, eller nogle ad­varselsskilte?”
Bedstefar: ”Nej, uha nej, ingenting. De sagde, det ikke var far­ligt. Når jeg var med min far ude og fiske, og vi havde fanget nog­le dårlige fisk og kom dem på den varme pande, så lugtede hele huset af Cheminova. Vi smed dem ud, der var ikke andet at gøre. Og en sommer, hvor hav­mågerne spiste de sild, der var drevet ind, så døde de og faldt om på stranden.”

Citatet stammer fra et interview, som en skoleelev fra Harboøre har lavet med sine bedsteforældre. En dirrende stemning lurer mellem linjerne. Var det farligt eller ej? Mågerne døde og fiskene var uspiselige, men ’de’ sagde jo, at det ikke var farligt…

En generationsforurening er en kompleks jordforurening, som vil udgøre et problem i mange generationer fremover, hvis der ikke bliver gjort noget ved den. En forurening efterladt som en uønsket arv til kommende generationer. På museet fandt vi det derfor relevant at skabe en dialog mellem generationerne. Som en indsamling til museet og bidrag til udstillingen samarbejdede vi og huskunstnerne med lokale skoler. Eleverne blev instrueret i at foretage interviews med forældre, bedsteforældre, naboer og andre bekendte om Cheminova. Det er der kommet et overraskende interessant materiale ud af, som har en meget åben og ærlig karakter. Materialet har været med til at afdække den ambivalens, som er central i historien om Cheminova og Vestjylland.

Styrken ved elevinterviews

Metodens styrke er, at selve interviewsituationen er anderledes, end når vi som fagfolk spørger ind til fabrikken og forureningen. Det er en anden konstellation, hvor den ældre generation tager ansvar for at ‘belære’ den yngre om, hvordan tingene hænger sammen. En styrke er også mangfoldigheden i ‘udvælgelsen’ af informanter. I det omfang eleverne formåede det, arrangerede de selv interviewet. På den måde fik vi repræsenteret stemmer, vi ikke nødvendigvis selv kunne have fundet frem til. Med metoden kommer vi også uden om den fatigue, som findes hos mange lokale: ”Nu kommer der igen nogen og spørger til de lokales holdninger om Cheminova.” De er bange for at blive spændt for en vogn, som ikke er deres egen, eller som er alt for unuanceret. Mange har berøringsangst og overvejer, hvordan de omtaler forureningen og en fabrik, som også har betydet meget godt for egnen, og hvor mange lokale har arbejdet eller stadig arbejder.

Indsamling af elevinterviews har altså været frugtbart, fordi metoden har vist sig at være interessant som en udveksling mellem generationer. Cheminova og forureningen er ikke nødvendigvis noget, man taler meget om på disse kanter, og måske slet ikke med sine børn og børnebørn. Derfor er museet og kunstnerne glade for at have skabt dialog i de små hjem på Harboøre.

I udstillingen har vi brugt elevernes materiale sammen med andre citater om vestjyders forhold til Cheminova. For at anskueliggøre emnets kompleksitet og ambivalens har vi valgt at lade mange stemmer komme til orde. Nogle positive, nogle negative – og langt de fleste begge dele. Der er stemmer, som har arbejdet på fabrikken. Der er bekymrede stemmer. Der er stemmer, der påpeger nødvendigheden af produktionen. Der er unge stemmer og ældre stemmer. Der er kritiske stemmer. Og vi kommer ikke udenom, at emnet også handler om ulighed mellem land og by.

Produkter fra Cheminova ca. 1985. Igennem adskillige år var parathion det bærende i Cheminovas produktion. Parathion er meget giftigt – ikke blot for insekter, fisk og fugle, men også for mennesker.
Foto: Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre.

”Det er overhovedet ikke fair….”

”Jeg synes, det er irriterende, at en fabrik, som er blevet flyttet på grund af forurening et andet sted, bare flyttes hertil, og så forurener den her, hvor der boede og stadig bor mennesker. Det er overhovedet ikke fair for mennesker herude – forbandede svineri, bare fordi den ikke kan ligge ovre i Søborg ved København, der hvor den blev opfundet!”

Citatet fra en 48-årig mand fra Thyborøn er et godt eksempel på, hvordan uligheden mellem land og by opfattes lokalt. Som om menneskeliv er mindre værd på Harboøre Tange end i Søborg.

Cheminova vækstede, og med sin succes skabte virksomheden også en lokal afhængighed. Fabrikken tilbød arbejdspladser med god stabil løn og med goder til de ansatte. Flere lokale påpeger, at Cheminova reddede Harboøre, for hvordan ville Harboøre ellers have set ud i dag? I et interview med Lemvig Museum i 2003 sagde en tidligere informationschef på Cheminova: ”Det, at vi er en stor arbejdsplads med et alsidigt behov for ingeniører, kemikere og akademikere, betyder en anden befolkningssammensætning […]. Uden Cheminova er jeg rimelig sikker på, vi ikke havde gymnasiet i Lemvig.”

Afhængigheden af fabrikken og alt det gode, den førte med sig, har dæmpet kritiske røster. Der har ikke været megen lokal debat eller protester, men der var Rav-Aage (Aage Hansen). I dag bliver han kaldt Danmarks første miljøaktivist. Med en vestjydes stædighed kæmpede han næsten ene mand mod den store verdensomspændende virksomhed og mod myndighederne. Dog uden meget lokal opbakning.

Forureningen hænger uløseligt sammen med velstandsløftet til en overset egn. Man kan ikke sige Cheminova uden også at sige udvikling og velstand i vores del af Vestjylland. Men man kan heller ikke sige Cheminova uden også at sige Danmarks største generationsforurening! De to ting går hånd i hånd, og det er hele humlen. Det er unuanceret kun at tale om den ene af tingene, hvis vi skal prøve at forstå, hvordan vi som samfund er endt med tre massive generationsforureninger på Harboøre Tange. Og hvis vi skal prøve at undgå det i fremtiden.

Inger Bjørn Knudsen er museumsinspektør på Lemvig Museum.

Foto, øverst: En af genstandene i udstillingen er en sikkerhedsdragt brugt af en medarbejder fra Region Midtjylland. I dag er det regionen, som har ansvar for depotet ved Høfde 42. Det overvåges løbende for at sikre, at der ikke siver gift ud. ”Man kan dø – så enkelt er det. For eksempel parathion, som er et af de aktive stoffer i den væske, vi pumper ind fra depotet: En dråbe i øjet er dødbringende,” fortalte en ingeniør fra Region Midtjylland i 2024.
Foto: Lemvig Museum.

Artiklen er udgivet i Magasinet Museum nr. 3, 2025.

Køb Magasinet Museum, nr. 3, 2025

Køb abonnement