Sort hvidt portrætfoto af Sebastian Gyrst-Longsig Christensen. Han har kort hår og skæg.

Fremtidens Museer

I denne serie tager vi et kig i krystalkuglen, zoomer ind på en udfordring og ser på hvordan den kan løses. Hvad skal der til for, at museerne kan gå en lys fremtid i møde?

Denne gang med Sebastian Gyrst-Longsig Christensen, leder af Museum Helsingør.

Museer har altid været bærere af vores kollektive hukommelse, men hvordan sikrer vi deres relevans i en tid præget af globale kriser og skærpet konkurrence om opmærksomhed? Som leder af et bymuseum er mit blik rettet mod mit lokalsamfund, men jeg er overbevist om, at forskellene mellem bymuseernes og de landsdækkende museers perspektiver kun er nuancer i det større danske museumslandskab.

Den nye museumsreform, der trådte i kraft 1. januar i år, udgør en vigtig del af udviklingen for fremtidens museer, da den afspejler samfundets forventninger til vores rolle. Reformen repræsenterer en spænding mellem hård og blød relevans: Økonomisk bæredygtighed versus dannelse, fællesskab og dialog.

Den hårde relevans handler om overlevelse. Hvis vi ikke kan tiltrække besøgende og demonstrere vores økonomiske bæredygtighed eller evne til at tiltrække gæster, mister vi ikke bare opbakning, men også den nødvendige legitimitet. Derfor skal vi levere mere end nostalgi. Vi skal være steder, hvor mennesker ikke blot ser tilbage, men lærer – eller rettere mestrer – noget, de ikke kunne i går og kan bruge i deres hverdag i morgen. Lokalhistorien og den lokale bygningskultur rummer et stort potentiale til at inspirere og tackle aktuelle spørgsmål som bæredygtigt forbrug, fornuftige levevilkår og styrkelse af lokale fællesskaber. Museerne kan med fordel anvende deres viden og ressourcer til at udvikle initiativer, der forbinder historiske perspektiver med nutidens behov og fremtidens løsninger. Dette kræver en udvidelse af museernes rolle, hvor historien bliver en anvendelig og meningsfuld ressource. Valget af fokusområder og tilgange bør baseres på den enkelte institutions lokale kontekst og stedlige forankring for at sikre relevansen, bevare troværdigheden og målrette aktiviteterne.

Blød relevans i museumsreformen handler om dannelse, dialog og demokratisk deltagelse, og understreger museernes rolle som arenaer for demokratiske mødesteder. Vi lever i en tid, hvor demokratiet globalt er under pres, og tilliden til institutionerne falder. I slutningen af 1990’erne, da jeg læste statskundskab, troede vi, at demokratiet havde sejret, og vi havde stor tro på fremtiden. Francis Fukuyama skrev om “historiens afslutning”, og forskere som Lijphart, Przeworski og Putnam fremhævede demokratiet som en overlegen styreform og garant for økonomisk rigdom, vækst og social stabilitet. Men i dag er demokratiet udfordret, og det stiller nye krav til museerne. Vi skal tage ansvar, som demokratiske mødesteder, og fungere som forankringspunkter for historiens brud, konflikter og løsninger. Vores styrke er vores evne til at bygge bro mellem fortid og nutid og skabe rum for dialog, hvor samfundets mange stemmer bliver hørt. Vi kan med vores institutionelle kraft være troværdige og legitime aktører, som ikke blot informerer, men også aktivt inddrager borgerne og skaber en platform for forståelse og handling. Denne rolle kan gøre (lokalhistoriske) museer uundværlige og meget relevante i en tid præget af polarisering og globale udfordringer.

Fremtidens museer skal forene hård og blød relevans. Historien skal fungere som en platform for både praktiske løsninger og demokratisk dannelse. Museerne kan inspirere til handling, skabe fællesskaber og give os redskaber til at forstå fortiden og forme fremtiden. Selvom det er lettere sagt end gjort, skal museerne træde ind i fremtiden som nødvendige mødesteder for både dannelse og overlevelse. Hvis vi lykkes, kan vi sikre, at museerne ikke blot bevares, men trives – med mening og relevans i en verden i forandring.

Sebastian Gyrst-Longsig Christensen er leder af Museum Helsingør.

 

Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 1, 2025.

 

Køb bladet

Køb de seneste numre eller abonnement

 

Læs ældre numre

Find gamle numre i vores arkiv

Arkivet fungerer ikke optimalt i Safari, så vi anbefaler at bruge en anden browser.

 

Forside Magasinet Museum nr. 1, 2025. Tema: Samtid, nutid, din tid.