”Det her er en historisk begivenhed, som vi må dokumentere for eftertiden.” Sådan begyndte mange af os at tænke, da den første overraskelse og panik havde lagt sig efter statsministerens udmelding i marts. Uafhængigt af hinanden begyndte museer og arkiver således at indsamle genstande, fotos, tegninger og hverdagsberetninger fra livet under coronaen.

Snart meldte spørgsmålene sig: Hvordan griber vi det her bedst an? I normale tider ville man drøfte det med sine nærmeste kollegaer, måske holde et seminar og lægge en slagplan. Men dels havde vi travlt; det skete her og nu. Dels sad vi hjemme, fysisk isolerede. Svaret var naturligvis sociale medier. Og sådan kom Facebook-gruppen ’Coronaens tid – dokumentation’ til verden.

Formålet med gruppen var at udveksle idéer og erfaringer og i det hele taget være et forum for gensidig inspiration. På blot en uge fik gruppen mere end 100 deltagere, og i skrivende stund har den ca. 200 – hvoraf ca. halvdelen klassificeres som ’aktive’ af Facebooks indviklede algoritmer. Medlemmerne er museums- og arkiv-professionelle. Størstedelen er fra lokal- og stadsarkiver eller fra lokal- og special-museer, fra Frederikshavn i nord til Maribo i syd og fra Varde i vest til Rønne i øst, men de centrale institutioner er også repræsenteret.

Forskellige indsamlinger

Det hyppigst stillede spørgsmål i gruppen er nok: ”Hvordan går det med jeres indsamling? Kommer der noget ind?”. Det afspejler naturligvis, at modsat hvad nogle af os måske lidt naivt troede, så vælter det ikke ind med beretninger, blot fordi man sætter en opfordring på Facebook eller i den lokale avis. Især i den første, meget usikre tid af pandemien, havde mange nok andre bekymringer og praktiske opgaver at se til end at bidrage med deres historier til en uvis eftertid. Det hjalp dog, efterhånden som der kom fokus på indsamlingen fra medierne, og flere museer og arkiver havde held med at blive nævnt i lokale, regionale og nationale aviser og på TV.

For de fleste institutioner var målgruppen for indsamlingen løst defineret, som folk fra eller med tilknytning til det lokalområde, som man i forvejen dækkede. Andre havde en målgruppe defineret ud fra det emne, de arbejder med. Eksempelvis havde Forsorgsmuseet i Svendborg fokus på udsatte borgere, mens Arbejdermuseet koncentrerede sig om arbejdslivet under pandemien.

Mange institutioner satsede på generelle opfordringer til borgerne om at bidrage med dagbøger, tegninger, collager eller billeder. Og museerne ønskede sig naturligvis også genstande, som relaterede sig til livet under pandemien. Nogle brugte meget målbevidst sociale medier som Facebook  og Instagram. Aalborg Stadsarkiv har således indsamlet mere end 500 billeder på Instagram under hashtagget #coronaaalborg2020

Mens man altså de fleste steder satsede på borgernes opbakning og at en almindelig opfordring nok skulle føre til resultat, så gik man nogle steder mere målrettet ud efter informanter. For eksempel tog Den Gamle By initiativ til at lave en fokuseret dagbogsindsamling, hvor man opfordrede udvalgte personer fra forskellige samfundsgrupper og erhverv til at skrive korte, daglige refleksioner om hverdagslivet under corona. Museerne i Fredericia tog aktivt kontakt til skolerne i området, idet man sammensatte undervisningsmateriale til skoler, hvori man opfordrede til dagbogsskrivning – en idé mange andre institutioner også gjorde brug af. Andre henvendte sig til lokale erhvervsdrivende for at indsamle corona-relateret materiale. Give-Egnens Museum indsamlede for eksempel en ’nyseskærm’ fra den lokale Superbrugsen.

Nogle steder blev indsamlingen tænkt sammen med, hvad man kan kalde straks-formidling. I Kolding udvalgte det lokale teater Mungo Park hver dag en corona-beretning, som blev læst højt på museets Facebook-side. Og i Holbæk samarbejdede museum og teater også om podcasts, baseret på de indkomne beretninger.

Hvad kom der ind?

Men hvad kom der så ud af hele denne indsats? Generelt oplevede de fleste museer og arkiver stor interesse i og en forholdsvis god opbakning til indsamlingerne fra lokalsamfundet, men mængden af indleveret materiale stod ikke i alle tilfælde mål med indsatsen. Ud af 24 museer og arkiver, som er blevet spurgt om, hvorvidt de synes, at udbyttet af deres indsats har været tilfredsstillende, svarer halvdelen ja, fem svarer nej, og ni er stadig i færd med at gøre resultatet op.

Adspurgt hvad der har været den største udfordring, svarer de fleste: ”At få folk til at aflevere noget”. Den udfordring var dog skarpt forfulgt af en anden, nemlig at finde ud af hvordan man kunne indsamle personlige beretninger uden at komme i karambolage med GDPR-reglerne. Det blev diskuteret en del i gruppen, og Vardemuseerne kom op med en særlig kreativ løsning: Man opfordrede de lokale borgere til at lave tidskapsler med deres beretninger, som vil blive gemt og først åbnet om 75 år.

Selv om resultatet for enkelte museer og arkiver måske har været skuffende, så er der samlet set og på landsplan indsamlet en stor mængde dagbøger, digte, fotos, skoleprojekter og andet, fra mange forskellige samfundsgrupper og erhverv. Hertil kommer en del museumsgenstande. Det er materiale, som vil have stor værdi, når historien om, hvordan danskerne reagerede på coronaen, og hvordan pandemien formede hverdagen, skal fortælles i fremtiden.

Et nyt netværk

Erfaringerne fra corona-gruppen har en betydning, der rækker ud over det konkrete resultat af indsamlingen. Ret tidligt fødtes idéen om at mødes online. Det blev til en række på fire webinarer under den fælles titel ’corona-timen’, om emner som samarbejde på tværs af institutioner, indsamling via sociale medier, brug af spørgelister og endelig også mere generelt: om kulturarven, institutionerne og samtiden. Til webinarerne har vi haft oplæg fra gruppens medlemmer, men også fra kolleger fra Norge, Sverige og Finland.

Det har været en erfaring med nye, mindre formelle mødeformer, med virtuelle netværk og med samarbejde på tværs af museer og arkiver, om et fælles emne. I takt med at Coronaens første bølge langsomt begyndte at ebbe ud i starten af sommeren, begyndte vi at diskutere, hvad der skulle ske med gruppen fremover. Kunne de gode erfaringer bruges mere generelt? Er der behov for et fortsat netværk for erfaringsudveksling om samtidsdokumentation? Et netværk, der også kan betyde, at vi er bedre forberedte, næste gang en begivenhed af national eller international betydning rammer os og kræver vores fulde opmærksomhed?

Svaret fra gruppen er: ”Lad os prøve det af!” Så nu har vi omdøbt gruppen til ’Samtidsdokumentation – for arkiver og museer’. Vi vil fortsætte gruppen som forum for idé- og erfaringsudveksling, men nu om samtidsdokumentation generelt. Vi vil også fortsat holde webinarer, om end i en mindre intensiv takt end tidligere.

Sådan er det, der startede med en lettere panisk corona-dokumentation, foreløbigt endt som en ny form for samarbejde mellem museer og arkiver.

Fakta

Gruppen ”Samtidsdokumentation – for arkiver og museer” kan nemt søges frem på Facebook. Det er en lukket gruppe, men enhver der arbejder med eller interesserer sig for samtidsdokumentation på et arkiv, et museum eller lignende kan blive medlem.
Gruppen er selvorganiseret, og lever af og så længe medlemmerne bidrager med interessante spørgsmål, opslag og ideer. Der findes en koordinatorgruppe, som planlægger fremtidige webinarer ud fra medlemmernes ideer.

Koordinatorgruppen består for tiden af:

  • Lene Vinter Andersen (Det Kongelige Bibliotek)
  • Dorthe Chakravarty (Københavns Stadsarkiv)
  • Lars K. Christensen (Museerne Helsingør)
  • Bente Jensen (Aalborg Stadsarkiv)
  • Mads K. Mogensen (Sammenslutningen af Lokalarkiver)
  • Lykke L. Pedersen (Nationalmuseet)
  • Margit B. Vilstrup (Arbejdermuseet).

Rikke Olafson er tidligere museumsinspektør på Give-Egnens Museum, Lars K. Christensen er museumsinspektør på Museerne Helsingør

 

Artiklen er bragt i Danske Museer nr.4, 2020.