Antikkens skulpturer var langtfra så hvide, som de fremstår i dag. Tværtimod var de oprindeligt bemalet i et væld af farver. Interdisciplinær forskning på Ny Carlsberg Glyptotek undersøger de mikroskopiske farvespor for derved at kunne rekonstruere deres oprindelige udseende.

Af Cecilie Brøns, seniorforsker, Ny Carlsberg Glyptotek

Udtrykket ’polykromi’ stammer fra de græske ord poly (meget/mange) og chroma (farve) og kan således oversættes som ’mangefarvet’ eller ’flerfarvet’. Begrebet bruges til at beskrive det faktum, at antik skulptur og arkitektur oprindeligt slet ikke var marmorhvid, men bemalet i et væld af farver.  For mange kommer dette stadig som en stor overraskelse.

Disse farver var et vigtigt aspekt af antikkens kunst og kunne drastisk ændre værkernes udtryk. En skulptur var langtfra færdig, når den var hugget – den skulle først bemales. Den antikke forfatter Plinius den Ældre beskriver eksempelvis, at den berømte billedhugger Praxiteles foretrak de skulpturer, som Nicias havde bemalet.

Desværre er størstedelen af den oprindelige bemaling på de antikke genstande forsvundet i dag, og det gør naturligvis studier af antik polykromi ganske udfordrende. Det er sket pga. ugunstige opbevaringsforhold, malingens skrøbelige og forgængelige natur, men også afrensning af genstandene efter de er blevet udgravet og indlemmet i museumssamlinger rundt omkring i verden.

Ikke desto mindre kan man ved at studere de mikroskopiske farvespor opnå vigtig viden om, hvordan genstandene oprindeligt så ud. Således har Glyptotekets forskningsteam eksempelvis identificeret mange forskellige farvepigmenter på en række af museets antikke genstande. Forskningen har vist, hvordan antikkens farvepalette omfattede et væld af farver såsom gul, orange, rød, brun, blå, lilla, grøn, sort og hvid. De fleste af disse pigmenter er uorganiske og lavet af forskellige mineraler.

Et interdisciplinært forskningsfelt

Polykromiforskning er en interdisciplinær indsats, og forskningen er afhængig af flere forskellige akademiske fag for at kunne lykkes. Museets polykromiprojekt samarbejder derfor med forskellige partnere, som er eksperter i forskellige naturvidenskabelige analysemetoder. Eksempelvis samarbejder museet med eksperter fra Konservatorskolen (KADK), Cultural Heritage and Archaeometric Research Team (CHART), Center for kunstteknologiske Studier og Konservering (CATS), Statens Naturhistoriske Museum, Nationalmuseet og J. Paul Getty Museum samt universitetet i Pisa.

Blandt forskningsprojektets vigtigste analysemetoder er fotografiske teknikker såsom visible-induced luminescence imaging (VIL). Metoden er non-invasiv og skader dermed ikke genstandene. VIL-teknikken blev opfundet i 2009 på British Museum og kan identificere det antikke, syntetiske pigment ægyptisk blåt – selv i bittesmå koncentrationer, som kan være usynlige for det blotte øje. Partiklerne af ægyptisk blåt lyser op på de sort/hvide VIL-billeder. Metoden gør det muligt at skelne ægyptisk blåt fra andre pigmenter og kan ikke mindst bekræfte, at antikke genstande oprindeligt var bemalede – også selv om der ikke er bevaret synlige farvespor. Tilstedeværelsen af ægyptisk blåt på et VIL-billede betyder dog ikke nødvendigvis, at det givne område oprindeligt var blåt: De antikke malere var ivrige farveblandere, og der kan derfor ligeså vel være tale om farver iblandet blåt, f.eks. lilla eller grøn.

Ultraviolet fluorescens (UVF) er en anden fotografisk analysemetode. UVF kan identificere organiske substanser såsom bindemidler og overfladebehandlinger i antik polykromi, men også moderne reparationer. Desuden har kraplak, som blev lavet af rødderne fra krapplanten, en karakteristisk rød fluorescens, som nemt kan spores med UVF. UVF-optagelser af et mumieportræt viser tydeligt, at striberne på hans dragt var malet med et organisk rødt farvestof, sandsynligvis kraplak.

XRF (røntgen-fluorescens) er også en vigtig non-invasiv analysemetode inden for polykromiforskningen. Metoden udføres med et håndholdt apparat. XRF kan spore de enkelte grundstoffer, der er til stede og er derfor særligt velegnet til identifikation af uorganiske pigmenter.

Dette er blot et par af de vigtigste non-invasive analysemetoder. Derudover anvender forskningsteamet adskillige andre naturvidenskabelige metoder i samarbejde med de forskellige samarbejdspartnere for derved at opnå ny viden om antikkens polykromi. Eksempelvis har projektet i løbet af de seneste år samarbejdet med internationale proteinforskere for at identificere de antikke bindemidler, som er det, der sammenbinder pigmentkornene og gør, at de kan vedhæftes en overflade, såsom en marmorskulptur.

Farveformidling

En vigtig del af farveforskningen er at formidle den til museets publikum og den bredere offentlighed såvel som til øvrige forskningsmiljøer. Til dette formål er rekonstruktioner et fremragende værktøj. Rekonstruktioner kan udføres i mange forskellige formater såsom tegninger og farvelagte prints, bemalede kopier i gips eller marmor samt digitale rekonstruktioner i 2D og 3D.

På Glyptoteket har man eksperimenteret med farverekonstruktioner i forskellige formater. Der er mange fordele ved især de eksperimentelle en-til-en rekonstruktioner, fordi de er tredimensionelle og dermed kan formidle polykromien monumentalt og taktilt i udstillingerne. Desværre er de meget bekostelige og tidskrævende at lave, da de bør hugges i marmor og bemales med de korrekte pigmenter og bindemidler. De digitale rekonstruktioner er derimod hurtigere at udføre og tilpasse både under og efter produktionen. Desuden kan de nemt kopieres og deles, uden at det påvirker deres udtryk, og så kan de digitale rekonstruktioner kommunikere forskellige versioner ved siden af hinanden.

Glyptoteket har derfor på det seneste fokuseret på digitale rekonstruktioner. Et eksempel er den digitale 2D rekonstruktion af den såkaldte ’Skønheden fra Palmyra’. Rekonstruktionen er blevet udarbejdet til Glyptotekets kommende særudstilling Vejen til Palmyra, hvor den vil blive vist i en timelapse-version for at illustrere de enkelte trin frem til det endelige resultat.

Subjektive fortolkninger

Det er vigtigt at understrege, at alle farverekonstruktioner af arkæologiske genstande involverer en grad af spekulation og usikkerhed. Pålideligheden af enhver rekonstruktion afhænger nemlig af den tilgængelige information om den oprindelige polykromi. Selv om man inddrager videnskabelige data som grundlag for en rekonstruktion, udelukker det langtfra de subjektive valg, der nødvendigvis skal træffes i arbejdet med en rekonstruktion: Hvert trin fra idé til slutprodukt er baseret på adskillige fortolkninger og beslutninger.

Det gælder også for rekonstruktionen af Skønheden fra Palmyra. Eksempelvis er nuancen på hendes dragt foretaget efter et skøn baseret på sammenligninger med farvede dragter i andre ikonografiske afbildninger samt viden om arkæologiske tekstiler fra Palmyra. De indlagte halvædelsten i hendes smykker er agat, karneol og lapis lazuli. Vi kan ikke vide, om det netop var denne type sten, der oprindeligt var anvendt til dette portræt, men vi ved, at de var tilgængelige og blev anvendt til smykker, som er blevet udgravet i Palmyra.

Netop fordi farverekonstruktioner kan være svære at arbejde med og formidle korrekt, har projektet eksperimenteret med alternative digitale måder at formidle farveforskningen på. Forskningsteamet har bl.a. samarbejdet med firmaet Rigsters 3D, som er specialiseret i fotogrammetri og 3D-scanning. Dette samarbejde har resulteret i en digital 3D-model, som inkluderer de fotografiske analyser. Modellen er således ikke en rekonstruktion, men en formidling af de enkelte fotografiske analyser, der som oftest ligger til grund for senere rekonstruktioner.

Næste skridt i farveforskningen

Da de antikke farvespor gradvist nedbrydes, kan forskningsdokumentationen ende med at være det eneste vidnesbyrd om genstandenes oprindelige bemaling, som var helt afgørende for deres æstetiske fremtoning i antikken. Polykromiforskningen bliver således en vigtig del af varetagelsen af Glyptotekets arbejde med at bevare vores fælles kulturarv for eftertiden. Målet er derfor grundigt at registrere, dokumentere og analysere de bevarede farvespor og gøre det til en del af standardproceduren for undersøgelsen af museets antikke genstande.

Al denne viden skal ikke blot opbevares i museets arkiver, men skal komme museets besøgende til gode. Forskningsresultater og farverekonstruktioner indtænkes i relevante særudstillinger, og på længere sigt er det målet at inkludere formidling af farveforskningen i den kommende nyopstilling af museets antikke samling.

 

Faktaboks

  • Glyptoteket har ledet flere store forskningsprojekter i antik polykromi: Tracking Colour (2008-2013), Transmission and Transformation (2014-2017) samt det nuværende projekt Sensing the Ancient World: The Multiple Dimensions of Ancient Art (2018-2021). Alle tre projekter er finansieret af Carlsbergfondet.
  • Adskillige nationale og internationale samarbejdspartnere er involveret i museets forskning, såsom universiteter, museer, private virksomheder samt andre forskningsprojekter.

Læs mere om museets polykromiforskning på www.trackingcolour.com.

 

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 3, 2019

Hvis du vil læse artiklen i sin fulde form med billeder og billedtekster, kan du købe magasinet her.