Fiskeri- og Søfartsmuseet tog for nylig den opsigtsvækkende beslutning at droppe sine planer om et storstilet byggeprojekt til 300 millioner kroner. Museets nyligt tiltrådte direktør, Merete Jankowski, har nemlig andre visioner for museet, der i højere grad er tro mod dets eksisterende arkitektur. Her forklarer hun baggrunden for beslutningen.

Den modernistiske arkitekturs berømte kampråb var “form follows function”. Når vi bygger, skal vi bygge med det levede liv for øje. Ud med pynt og overflødighed, ind med tanke på, hvilket liv, som vi bygger til!

Halldor Gunnløgsson var en af Danmarks mest markante modernistiske arkitekter, og et af hovedværkerne i arkitektens karriere blev Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg tegnet og udtænkt sammen med Jørn Nielsen.

Museet stod klar til indvielse af sømandskongen Frederik IX i 1968. Timingen havde stor symbolsk betydning, idet museet var en gave, som Danmarks største fiskerby stolt gav sig selv i anledningen af 100-året for anlæggelsen af Esbjerg Havn, et nyt maritimt knudepunkt, der blev anlagt for at kompensere for, at  Danmark med ét havde mistet alle sine vestvendte havne i det sviende krigsnederlag i 1864.

Siden dengang har museet haft en vigtig symbolsk plads i den sydvestjyske selvforståelse som et monument over, at man med hårdt slid, flid og arbejdsomhed kan skabe sig det liv, som man ønsker. I en egn af landet, hvor jorden altid har været for gold til for alvor at dyrke og for fattig til, at herremænd har set en fidus i at slå sig ned, blev havet Esbjergs svar på guldminerne i det vilde Vesten. Byen skylder alene sin eksistens til havet – dengang som nu.

En kran er på arbejde, mens folk fra byggeriet ser til.
Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Fiskeri- og Søfartsmuseet var på dansk jord unikt for sin tid med sin stringente materialeholdning i tegl, bronze og beton. Den bærende tanke bag museets arkitektur var, at museer skulle være til for publikum, hvorfor museet er født med restaurant, fordelingshal og gode akustiske forhold for gæsterne. Det nye museum i det yderste vest skulle først og fremmest være et rart sted at besøge, og at dømme efter forargelsen i museale kredse var det dengang en radikal tanke for sin tid. Den lokale modtagelse af det højmoderne museum var ligeledes præget af blandede følelser, og ord som ”ørkenfortet” og ”københavnerbyggeriet” blev flittigt taget i brug i dagspressen. Med tiden er Fiskeri- og Søfartsmuseet dog blevet et yndet udflugtsmål for Esbjergs borgere, og med sine knap 15.000 m2 fordelt over store udstillingssale, et saltvandsakvarium, et sælarium og et stort frilandsmuseum er museet med tiden også blevet et rekreativt åndehul i en by, hvis arkitektur måske mere end noget andet sted er formet af havets erhverv.

Fiskeri- og Søfartsmuseet blev i 1968 anlagt som museum for dansk fiskeri og søfart. Siden er det dog ikke kun bygningsmassen, der er knopskudt, men også ansvarsområderne, og i dag er også offshore, havmiljø og havpattedyr i danske farvande en del af museets portefølje. Ud fra en ledelsesmæssig betragtning står museet i disse år overfor flere store, men også spændende udfordringer. Først og fremmest kan det hævdes, at museet nærmest har vokset sig for stort både fysisk og ansvarsmæssigt. Med både levende dyrehold, sejlende skibe, et arbejdende frilandsmuseum og et saltvandsakvarium, der trækker millioner af liter havvand fra Vesterhavet ind hver dag, er museet for danske forhold ekstraordinært driftstungt og vidtfavnende. Dertil kommer, at museet i de kommende år vil have en væsentlig opgave foran sig i forhold til at løfte alle fortællingerne om mennesket og havet fra levet liv til vigtig danmarkshistorie – de sidste fiskere falder fra og selv de første offshore-eventyr fortoner sig efterhånden i horisonten i det yderste vest. Både bygnings- og identitetsmæssigt har museet behov for en ny rammefortælling, der egner sig til at et moderne publikum, der ikke alle er født på kanten af havet, og som ikke er vokset op med, at der lå kuttere i havnen eller, at far rutinemæssigt blev fløjet ud til sin boreplatform og trak i orange arbejdstøj.

Fiskeri- og Søfartsmuseet som det så ud, da det stod færdigt i 1968.
Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet.

I de kommende år bliver Fiskeri- og Søfartsmuseets allervigtigste opgave at gen(op)finde sig selv som hele Danmarks museum for havet – et museum, som har hjertet i Esbjerg, men som nærer ønsket om at bære hele Danmarks historie om forholdet mellem menneske og hav gennem tiderne. I modsætning til mange andre museer er vores ønske ikke mere plads, men faciliteter, der er tidssvarende i forhold til det museum, som vi gerne vil skabe, et museum der på bedste vis kan danne rammen om formidlingen af havets historier til hele familien. Hermed mener vi at være tro overfor det credo, som var guideline for Gunnløgssons og Nilsens arkitektur: Formen skal følge funktionen – og funktionen for et museum i 1968 var selvsagt en anden end i 2022.

Det smukke museum ved Vesterhavet er bygget i en tid, hvor hensyntagen til bæredygtighed i byggeri var et ikke-eksisterende begreb. Så længe pengene flød – og det gjorde de – var der ingen hensyntagen til CO2-aftryk eller levedygtighed i byggemassen. På Fiskeri- og Søfartsmuseet ved vi i dag, at vi er i frontlinjen for klimaforandringerne, for havets velbefindende er simpelthen forudsætningen for vores eksistens. Når vi besluttede at skrinlægge de tidligere byggeplaner fra 2017 skyldes det en øget opmærksomhed på kvaliteten i det eksisterende byggeri samt et stærkt ønske om at bidrage til en grøn omstilling af det danske museumsvæsen, hvor vi ser et større potentiale i transformation end i nybyggeri. Den mest bæredygtige arkitektur er den, der ikke bygges, men det næstbedste må være den, der søges at blive brugt bedre og mere skånsomt for miljøet. Det bliver vores opgave og vores løfte for de fysiske rammer for Danmarks museum for havet.

Merete Jankowski er direktør på Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Layout: Bjørn Ortmann.

Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 4, 2022.