Foto: Randers Kunstmuseum

Kunstmuseerne har intensiveret deres forskningsindsats ligesom de fleste andre statsanerkendte museer i Danmark. Konsekvensen er mindre tid til at formidle og kamp om pladsen i de få kunsthistoriske tidsskrifter. Derfor vælger flere kunstmuseer at trykke deres forskning i udstillingskatalogerne – som formidling til museets gæster. Meningerne om den løsning er delte – for hvem når man, og hvem når man ikke?

Af Majken Astrup, journalist

I løbet af de seneste 5-10 år er museernes forskningsindsats øget markant. Der bliver uddannet flere ph.d.er og udgivet flere forskningsartikler end nogensinde før. Og museerne er glade for den tydelige drejning, der både har højnet kvaliteten af forskningen og styrket museumsforskernes selvforståelse. Ingen af de museumsfolk, som Danske Museer har talt med, vil af med deres forskningsforpligtelse, men flere af især de mindre kunstmuseer mærker, at det øgede forskningsfokus har taget tid fra formidlingen og øget behovet for forskningsudgivelser. Det har resulteret i, at kunstmuseerne bringer fagfællebedømte artikler i udstillingskatalogerne. Men ingen har undersøgt, om museernes gæster værdsætter eller forstår den megen forskning i katalogerne, eller om der er brug for så meget fagfællebedømt forskning?

Forskning kamufleret som formidling

På Ribe Kunstmuseum vurderer museumsinspektør Rasmus Kjærboe, at museet i snit udgiver ét udstillingskatalog om året med fagfællebedømte artikler samt et-to styk rene formidlingskataloger. ”Vi har både en forsknings- og formidlingsforpligtelse, men med de ressourcer, vi har til vores rådighed, er det en bekvem måde at slå to fluer med ét smæk – og en udfordring,” konstaterer Kjærboe. Han bakkes op af Elisabeth Barfod Carlsen, der er formidlings- og forskningskoordinator på Museum Salling. ”Idéen om peer reviewede artikler i udstillingskataloger er i udgangspunktet god, da vi slet ikke aner, hvordan vi ellers skal nå både at producere forsknings- og formidlingsartikler, men der er jo en kæmpe forskel på, om jeg skal forklare, hvad et kunstværk forestiller i en udstilling eller i en videnskabelig artikel. Forskningsartikler er typisk meget detaljerede. Det fjerner vi jo i formidlingsteksten,” fortæller Carlsen. Hun er bekymret for, om katalogerne reelt når museumsgæsterne, og om de sælger. ”Vores gæster køber måske kataloget for billedernes skyld, men de skal jo også gerne læse teksten,” fortæller hun.

Bliver katalogerne læst?

Rasmus Kjærboe er ikke i tvivl om, at Ribe Kunstmuseum lever op til sin formidlingsforpligtelse, men han ser problematiske udgivelser rundt omkring på andre kunstmuseer. ”Der er forskningsartikler i kunstmuseers udstillingskataloger i dag, som ikke lever op til gængse formidlingsstandarder – og det er et alvorligt problem, hvis de skal fungere som tilgængelig formidling i øjenhøjde med publikum,” konstaterer han. Og ingen har øjensynligt spurgt gæsterne, hvad de synes om katalogerne. ”På Ribe Kunstmuseum har vi af indlysende ressourceårsager ikke lavet empiriske undersøgelser af, hvordan gæsterne har modtaget vores udstillingskataloger, og der er så vidt jeg ved ikke lavet nogen undersøgelser af den slags. Vi savner metodisk veldesignede undersøgelser af forskningsformidling i form af både fagfællebedømte udstillingskataloger og ’rene’ formidlingsudgivelser. Og vi er nødt til at forholde os både til det publikum, der vælger og fravælger kataloget,” konstaterer Kjærboe.

På Randers Kunstmuseum benytter man sig også af at trykke fagfællebedømte artikler i udstillingskatalogerne. Museumsdirektør Lise Jeppesen er dog uenig i, at det er et formidlingsmæssigt problem at bringe forskningsartikler i udstillingskatalogerne, men museet har ikke ressourcer til at undersøge, hvordan publikum tager imod katalogerne.” Vi evaluerer i bestyrelsen, om vi lever op til vores formidlingsforpligtelse. Jeg synes ikke, det er et problem, at vi printer forskning i katalogerne, vi er jo meget bevidste om, at de skal leve op til både formidlings- og forskningsforpligtelsen. Men jeg mangler den glade bruger, der siger, at artiklerne er blevet bedre, siden vi begyndte at fagfællebedømme dem,” konstaterer Lise Jeppesen.

Høje publikationskrav

Ifølge museumsleder på Skovgaard Museet Anne-Mette Villumsen ligger problemet primært gemt et andet sted, nemlig i det faktum at der ikke er mange andre steder at få trykt sine forskningsartikler, og det er blevet endnu sværere med den øgede forskningsproduktion. ”De kunsthistoriske museer har ikke særlig mange tidsskrifter, modsat de kulturhistoriske og naturvidenskabelige. Tidsskrifterne Periskop og Passepartout har forskningsmæssigt et universitetsfokus og er dermed vanskeligere for os museumsfolk at trænge igennem til. Vi har det digitale tidsskrift Perspective, som SMK står bag, men det er jo usikkert, om det fortsætter,” konstaterer hun. Hun støttes af museumsdirektør Lise Jeppesen på Randers Kunstmuseum. Jeppesen fortæller, at museet siden 1979 har udgivet sine publikationer på eget forlag. Både for at minimere udgifterne til udgivelser og for at sikre sig at kunne udgive det man ville. Efter de skærpede krav om fagfællebedømte forskningsartikler i 2009 var museet nødt til at alliere sig med forlag, der var godkendte til peer review-processen. Det blev hurtigt en dyr affære, som tærede på Randers Kunstmuseums ressourcer. Museets forlag søgte og kom på uddannelses- og forskningsministeriets autoritetsliste i 2015. ”Er det spild af ressourcer? Vi betaler fagfællebedømmerne og påtager os en lang og opslidende arbejdsproces. Men vores bogsalg er fornuftigt, og der er ingen mellemmænd mellem os og forskningspublikationen. Det er en fantastisk følelse. Og nødvendig,” forklarer Lise Jeppesen.

Den rigtige retning

I Slots- og Kulturstyrelsen er chefkonsulent Kathrine Lehmann godt klar over den udfordring, især de mindre kunstmuseer sidder med, men i styrelsen er man ikke i tvivl om at det går den rigtige vej. Også selv om det kan være et dilemma på formidlingsfronten. ”For få år siden prioriterede mange museer formidlingsopgaven, men det blev de ikke krediteret for i forskningssammenhæng. I stedet fik de kritik for deres manglende forskningsindsats. Nu lægger de flere kræfter i forskningsindsatsen og må (måske) samtidig skrue ned for andet. Vi kan godt forstå den prioritering og bakker op om den,” fortæller Lehmann og uddyber: ”De får ikke kritik for at publicere en fagfællebedømt forskningsartikel i udstillingskataloget. Bare fordi den ikke er populært formidlet, betyder det jo ikke, at den ikke er formidlet. Jeg kan godt se, at det kan være en udfordring at publicere forskningen på en populærvidenskabelig måde, samtidig med at man gerne vil nå sine fagfæller – eller omvendt; at man publicerer sin forskning som er vanskeligt tilgængelig for brugerne. Men hvis man skal prioritere og træffe et valg, så træffer de for øjeblikket det rigtige valg ved at få forskningen publiceret. Og i vores optik er det her, at museernes strategier for de faglige opgaver har deres berettigelse – som prioriteringsredskab,” slutter Lehmann.

Alle fire museumsfolk er frustrerede over den nuværende situation, men ingen af dem ønsker at mindske tiden til forskning. ”Det er ikke et nulsumsspil. Vi skal ikke nedprioritere noget frem for andet. Forskningen er blevet bedre, der er mere af den, og den er langt mere spændende end før 2013. Det jeg efterlyser, er et øget fokus på den gode formidling,” fortæller Kjærboe. Han ønsker sig, at dem, der tildeler ressourcerne, eksplicit giver dem til den gode formidling. At styrelsen, men også store fonde som Ny Carlsbergfondet, der er retningsgivende på området, sætter midler af til de gode formidlingskataloger, som ikke nødvendigvis er fagfællebedømte. ”Vi er ikke udfordrede på midlertidige midler, men dem kan man ikke ansætte flere faste medarbejdere for. Tænk, hvis vi kunne frikøbe vores formidlere, ligesom vi kan med forskere, når der skal skrives kataloger. Vi ved så meget om den gode formidling, men i praksis når vi ofte ikke at arbejde med den og kamuflerer i stedet forskning som formidling,” konstaterer Rasmus Kjærboe. Anne-Mette Villumsen ser løsningen et lidt andet sted. Hun kunne tænke sig et mindre pres på opgraderingen og forskningsuddannelsen af museumsmedarbejdere. ”Vi smider mange midler efter at uddanne ph.d.er, men på de mindre museer har vi slet ikke de samme muligheder for at forske som på de store kunstmuseer. Vi har mange andre arbejdsopgaver. Giver det mening at uddanne så mange ph.d.er, som vi for øvrigt ikke har råd til at ansætte, og udgive så megen forskning? Det er lidt at skyde gråspurve med kanoner. Vi har fem søjler, og vi skal arbejde inden for dem alle sammen. På universiteterne forsker de, på museerne skal vi også formidle forskningen til vores gæster. Det skal vi være bevidste om i vores udgivelser,” konstaterer Villumsen.

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 4, 2018