Museerne kan tilbyde et rum for refleksion, som komplementerer skolens undervisning. I undervisningsforløbet ’Hvad er meningen?’ på Skovgaard Museet og i Viborg Domkirke åbner eleverne for svære følelser og tanker om ensomhed, mobning og selvskade.

Et stigende antal børn og unge lider ifølge organisationen Børns Vilkår af psykisk mistrivsel. Det kan for eksempel være angst, ensomhed, selvskade og selvmordstanker. Organisationen kalder det et af vores tids største samfundsmæssige udfordringer og arbejder for, at ingen børn og unge skal mistrives i 2030.

På Skovgaard Museet i Viborg møder vi disse børn og unge, når de deltager i undervisningsaktiviteter på vores museum. Og det er vores opfattelse, at museumsundervisningen rummer en unik mulighed for at gøre en om end lille, så en forskel for børn og unge, der har det svært. Særligt i forbindelse med undervisningsforløbet ’Hvad er meningen?’ har vi oplevet, at eleverne lukker op for de svære følelser, de tumler med.

Hvad er meningen?

’Hvad er meningen?’ er målrettet børn og unge i alderen 10-15 år og tager udgangspunkt i Joakim Skovgaards udsmykning i Viborg Domkirke. Forløbet består af en film, et digitalt spil og en praktisk tegneøvelse. I hver del dykker eleverne ned i Skovgaards billeder og Bibelens almenmenneskelige fortællinger for til sidst at perspektivere fortællingerne til deres eget liv.

Film og tegneøvelse foregår på museet, mens spillet spilles i kirken. Filmens formål er at introducere Joakim Skovgaard, kirken og de fortællinger, som ligger til grund for Skovgaards billeder. Spillet skal træne elevernes evne til at se på billeder og finde informationer, som de skal bruge til at svare rigtigt på de spørgsmål, som de stilles i spillet. Både film og spil klæder eleverne på til den praktiske øvelse, hvor de i grupper skal lave en tegnet historie med temaet ’fællesskab og ensomhed’ eller ’skyld og tilgivelse’, som er inspireret af henholdsvis påskens fortællinger og skabelsesberetningen. Sidst men ikke mindst skal de fremlægge historierne for hinanden i plenum.

Det er særligt den praktiske del, der får eleverne til at åbne sig. Det er her, at de i grupper får mulighed for at folde deres egne historier ud og dele dem med resten af holdet. Der går ikke en undervisningsgang, uden at en gruppe præsenterer klassen for en tegneserie om et barn, der bliver mobbet og føler sig alene. Det kan for en udenforstående forekomme harmløst, men det er utroligt hjertegribende, når eleverne fortæller om deres egne oplevelser med mobning og det at føle sig uden for fællesskabet. Det er mærkbart, hvordan de selv og andre reagerer på historierne – der bliver ofte stille, og blikke rettes mod gulvet.

Vi er efterhånden blevet gode til at tale om mobning med holdene. Det bliver en smule vanskeligere, når historiernes omdrejningspunkt bliver selvskade og selvmord. En pige lavede for nylig en tegneserie om konsekvenserne af ensomhed, og ad den vej fik hun fortalt, at hun skar i sig selv. Historien var for så vidt ret enkel: En pige sidder sammenkrympet i fosterstilling med bedrøvede øjne, mens en gruppe børn løber rundt og leger omkring hende. Over hendes hoved svæver en taleboble med ordene ”Jeg er ikke god nok”. På næste billede ses den samme pige nu i færd med at skære i sine arme. Blodet drypper ned foran hendes fødder.

Det er vanskeligt som museumsunderviser at være forberedt på sådan en historie. I situationen valgte vi at spørge ind til den. På den måde fik pigen eksempelvis forklaret, at hun godt vidste, at det var forkert, at hun skar i sig selv, men at hun ikke oplevede, at nogen lyttede, når hun forsøgte at få hjælp til at stoppe. Det var der måske nogen, der ville gøre nu?

Hendes historie ramte i hvert fald os på museet. Vi sikrede os selvfølgelig, at hendes lærer blev bekendt med, hvad hun havde fortalt, så han kunne følge op på situationen.

På de indre baner fik oplevelsen os til at tænke over, hvad det er ved vores undervisning, der kan få elever til at tale om det, de finder svært.

Refleksion

Reformatorer af museumsformidling som for eksempel John Dewey har siden 1930’erne skrevet om vigtigheden af refleksion i læring. Ifølge Dewey lærer vi ikke gennem oplevelser, men gennem det at reflektere over hvad vi oplever, tænker og føler.

Refleksionen er ikke en passiv genkaldelse af en begivenhed. Det er en bevidst og aktiv proces, der kan give mening til situationer, som kan virke forvirrende og vanskelige at forklare. Den kan åbne for at undersøge, hvorfor tingene viser sig, som de gør, og hvad der kunne være gjort anderledes.

I ’Hvad er meningen?’ er refleksion en naturlig del af forløbet. Som museumsundervisere tøver vi ikke med at spørge ind til, hvorfor eleverne fortæller de historier, de gør. Ej heller hvordan de selv vil handle i en situation, hvor de opdager, at andre bliver mobbet eller udøver selvskade. Vores forventning er ikke, at eleverne kommer med klare svar på spørgsmålene. Det er vores ønske at åbne for, at eleverne reflekterer over det og gerne deler deres tanker om det med andre.

’Hvad er meningen?’ er således ikke kun et input-proces-output-forløb, men tillægger refleksionen lige så stor vægt. Udgangspunktet er en oplevelse af en udsmykning i en domkirke, men det, som eleverne også kan tage med sig, er en refleksion over deres eget liv, oplevelser og følelser.

I sin egen ret

Museernes rolle i at fremme positiv social adfærd og bidrage til menneskets uddannelse har været kendt, siden den amerikanske bibliotekar og museumsdirektør John Cotton Dana for mere end 100 år siden argumenterede for disse institutioners samfundsmæssige relevans. Undervisere, museumsfolk og forskere har siden da forsøgt at forklare museumsundervisningens bidrag til demokratiske samfund og skolernes undervisning.

På Skovgaard Museet tilpasser vi gerne vores forløb til skolens faglige mål, men vi husker også os selv på, at vi har en frihed og et potentiale til at levere undervisning, der ikke alene komplementerer, men også tilbyder noget andet end det, som skolen leverer. Som museum kan vi undersøge verden og os selv på måder, der ikke kun handler om faglig læring. Vi kan sætte genstanden for læringen i centrum og tilskynde til, at det enkelte menneske bliver i stand til at reflektere over sin egen position i livet.

En af museumsundervisningens fornemmeste opgaver er at give børn og unge mulighed for at blive klogere på sig selv som mennesker og den verden, de er en del af – og ad den vej åbne for det de finder svært. Vores oplevelse er, at museumsundervisningen ikke behøver at fokusere så meget på den faglige læring, men besidder en styrke og et potentiale i sig selv, som er værd at udforske og udfolde.

Museumsundervisning er noget i sin egen ret og kan gøre en forskel – også for børn og unge, der mistrives.

 

Note: Vi indskærpede efterfølgende for os selv, at vi en tid efter en oplevelse som den beskrevne med pigen, der skar i sig selv, vil følge sagen op med en henvendelse til den rette voksne. Det følger også Servicelovens §153, der siger, at alle offentlig ansatte, der under udøvelsen af deres arbejde får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år har behov for støtte, har underretningspligt.

 

Kathrine Svanum Andersen er museumsinspektør på Skovgaard Museet

 

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 3, 2020 under temaet ‘Museumsundervisning anno 2020’