Slidsporene på en rive eller mikroskopiske madrester i bunden af en gryde kan gemme på fantastiske historier om os selv, hvis bare vi ser godt efter. For selv de mest ydmyge hverdagsgenstande rummer lag af viden, som vi ikke kan finde i skrevne kilder eller mundtlige beretninger. Spørgsmålet er, hvad der sker med denne viden, når genstande udsættes for nedbrydning eller slet og ret kassation?

Museer verden over er vidt forskellige, defineret af nationalitet, proveniens, kultur, etik, formål, fokus og prioriteter. Museer har dog to væsentlige ting til fælles: kulturarvssamlingerne og ansvaret for at bevare dem. Det er samlingerne, der adskiller museer fra andre institutioner med fokus på oplevelsesøkonomi – uden samlinger er der ingen museer. Museumssamlingerne er en vidensbank for natur- og kulturhistorie, ligesom en frøsamling er det for biodiversiteten inden for plantearter. Samlingerne rummer uanede muligheder for at blive klogere på os, vores kultur, historie og fortid, hvis vi griber dem og prioriterer dem.

Udmyge hverdagsting lever et farligt liv

I disse år gennemgår mange museer deres samlinger for at få styr på, hvad de har på hylderne. Genstande kasseres eller tilbageleveres, og det er helt rimeligt. Museer skal ikke bruge ressourcer på at bevare genstande, som ikke har proveniens eller understøtter museets formål. En kassationsproces er fagligt underbygget, og museerne skal argumentere for, hvorfor hver enkelt genstand skal kasseres. Alligevel lader det til, at nogle genstandsgrupper er mere udsatte end andre. Kassationen går ofte hårdt ud over de genstande, som museet har mange af. Det er de ydmyge og slidte hverdagsting, som ikke bærer på en historie med enestående national betydning. Den udskældte Madam Blå lever et farligt liv i disse år, og det samme gør gryden, manglebrættet, riven uden tænder og alle de nedbrudte og defekte genstande. Inden den folkekære kaffekande sendes til destruktion, er det imidlertid værd at overveje, hvilken viden vi mister?

Skjulte spor afslører nye sider af genstandens liv

En museumsgenstand rummer materielle data, der kan udvide den proveniens, som findes i databaser. Beskrivelsen af udseende og tilstand har længe været en del af registreringspraksis og kan bruges til at identificere genstanden. Men det virkeligt interessante arbejde begynder, når materialiteten afslører nye sider af genstandens liv. Er der skader og reparationer? Måske viser slidspor, at genstanden er blevet håndteret på en anderledes måde end det oplyste?

Naturvidenskabelige undersøgelser er primært brugt på arkæologisk materiale, men hvorfor ikke bruge naturvidenskab til at udforske historien i genstande fra nyere tid? Analyser baseret på bølgelænger som UV, IR og røntgen kan anvendes til at se igennem maleriers lag og afsløre, hvad der er under overfladen. Proteinanalyser kan bidrage til ny viden om, hvilke ingredienser malere har anvendt i grunderinger, eller hvilke fødevarer genstande har opbevaret. Isotopanalyser adresserer ikke kun et materiales alder, men også proveniens ude i verden.

Vi er først lige begyndt at bruge DNA-analyser og kender af gode grunde ikke morgendagens teknologi. Gad vide, hvilken viden om vores madkultur, der gemmer sig på bunden af gryden eller Madam Blå? Genstandens skjulte spor udgør en vidensbank, som kan bruges til at udfolde historien på selv den mest ydmyge genstand. Men inden for naturvidenskabelig forskning er det ikke tilstrækkeligt at studere enkeltstående genstande. Gentagelsen har en stor værdi, da forskningen skal kunne reproduceres med henblik på evidens. Derfor har vi brug for at bevare mere end én rive i samlingen.

Sanselige kvaliteter gør, at vi kan relatere til genstandene

I tillæg til de objektive og målbare informationer, som naturvidenskaben kan uddrage af genstanden, kommer de sanselige kvaliteter, som kan være vanskelige at måle og registrere. Museumsfolk kan håndtere museumsgenstanden og mærke dens vægt, overflade, lugt med mere. Sanselige informationer kan afsløre lag i genstandens historie, som proveniensoplysningerne aldrig vil kunne tilvejebringe. Måske viser det sig, at riven uden tænder er god at holde om og arbejde med? Lagt sammen med reparationerne fortæller de sanselige oplysninger, at dette engang var en god rive! Disse opdagelser kan bruges til at folde en genstands historie ud. Måske opdager vi nye aspekter af vores historie, som kan bruges til at formidle, hvem vi var, og hvad vi kommer af. Den anonyme og kulturbrune genstand fra en fjern fortid bliver en relaterbar genstand, når vi inddrager de sanselige kvaliteter i forskningen og formidlingen.

Nedbrydning underminerer museerne

Al denne spændende viden er imidlertid kun brugbar, hvis samlingerne er i god stand og ikke nedbrudte eller utilgængelige på grund af sundhedsfarlig skimmel og pesticider. Dette bør sætte samlingsvaretagelse og bevaring højt på dagsordenen på ethvert museum. Samlingen skal sikres mod nedbrydende faktorer som lys, forurening, skadedyr, svampe og uhensigtsmæssig relativ luftfugtighed og temperatur. Ikke kun for at bevare vores kultur- og naturarv for eftertiden, men også for at sikre samlingens brug i forskning, formidling, undervisning og brugerinddragelse. Samlingen udgør den ressource, hvorfra alle andre museumsaktiviteter udgår.

Virkeligheden er desværre ofte forskellig fra den ideelle situation. Hvis bevaring ikke prioriteres tilstrækkeligt, vil der opstå fysisk, kemisk og biologisk nedbrydning af museumsgenstande, som foruden de æstetiske konsekvenser kan slette de skjulte spor af viden, som genstandene rummer. Når en samling nedbrydes, underminerer det væsentlige elementer i selve formålet med museer: bevaring af kulturarv. Utilstrækkelig samlingsvaretagelse sker formentlig primært på grund af uvidenhed og manglende økonomisk formåen. Museumsloven kræver, at museer skal have en rimelig museumsfaglig og bygningsmæssig standard. Men hvad er en rimelig standard? I Danmark mangler vi definerede retningslinjer for bevaring af kulturarvssamlinger, som museerne er forpligtede til at henholde sig til.

Overhængende risiko for hjertestop

I 2017 afholdt NEMO; Network of European Museum Organisations konferencen Open Heart Surgery – The Value of Museum Collections, der belyste, hvordan museer interagerer med samlingerne; selve hjertet i museer. Hvordan får museerne hjertet til at slå? Og hvordan forbinder vi bedst muligt museumshjertet til de andre organer i museumskroppen, til lokalsamfundene og til nationen? En tilsvarende dansk debat kunne være værdifuld og givende, specielt i en tid, hvor kassationer har stort fokus. Når vi først har kasseret, er genstanden ikke længere et aktiv.

Et museumsbesøg skal være en engagerende og oplevelsesrig fortælling. Kom og se, smag, rør og lad dig rive med! Spørgsmålet er, hvad et oplevelsesrettet fokus har gjort ved synet på museumsgenstanden? Museernes samlinger rummer en guldgrube af viden om vores fortid og om os selv, men vi er nødt til at opsøge denne viden og bruge den aktivt. Hånden på hjertet: Hvor ofte begynder planlægningen af museets formidling med en undersøgelse i museets samlinger? Den lette løsning er at starte med fortællingen og derefter finde de genstande, som underbygger den gode historie. På denne måde bliver museumsgenstanden kun en nyttig rekvisit i stedet for bærer af informationer om os selv, vores liv og generationer før os. Denne tilgang er ærgerlig, for vi risikerer at reproducere fortællinger i stedet for at perspektivere dem med ny viden.

Derfor skal vi tænke os godt om, inden vi kasserer Madam Blå, gryden, riven uden tænder og alle de øvrige hverdagsgenstande. Er de først forsvundet, mister vi potentielt vigtig viden, som kan perspektivere vedtagne forestillinger om os selv. Denne viden kan ikke genskabes med selv den bedste digitale teknologi. Sanselige oplevelser af overflade, balance og vægt kan ikke fastholdes i et foto, men kun opleves i det virkelige liv. Ligeledes kan selv den bedste teknologi ikke genskabe ødelagt DNA eller andre interessante spor, som vi ikke engang kender muligheden af i dag. Der ligger uanede muligheder for at udforske vores kultur- og naturhistorie, hvis museer prioriterer forskningsbaseret formidling. Samlingerne er selve hjertet i museer – og hjertet risikerer at stoppe med at slå, hvis ikke vi prioriterer samlingsvaretagelse og bevaring.

Camilla Jul Bastholm er konservator på ROMU
Naomi Pinholt er museumsinspektør med ansvar for samlinger og bevaring på ROMU

Foto: M. Scharff, Det Kongelige Akademi, Konservering
Udsnit af A. Kuchlers maleri Tobias’ hjemkomst, 1825, olie på lærred, Kunstakademiets Samling KS 108.

Foto: Naomi Pinholt, ROMU
Madam Blå kaffekander

Artiklen er bragt i Danske Museer nr.4, 2021