I mange årtier var de intime dele af samleren og fabrikanten Frederik Ernsts liv i Assens en offentlig hemmelighed. Indtil en brevsamling dukkede op og ændrede alt.
Museum Vestfyns udstilling ERNST er indtil nu primært blevet formidlet som en antikvitetssamling i verdensklasse. Men nu ønsker museet at fortælle en bredere socialhistorie, hvor samleren og fabrikanten Frederik Ernst er hovedpersonen, og hvor også de mere intime dele af Frederik Ernsts liv bliver taget med. Det giver anledning til overvejelse – for hvor tæt på kan og skal man egentlig gå i formidlingen og forskningens navn? Og hvad er formålet?
Historien bag ERNST
ERNST, som ligger i Østergade 57 i Assens, er udstillingssted og administration for Museum Vestfyn. Indtil 1976 var det privat bolig for sølvvarefabrikant Frederik Ernst (1892-1976), og indtil 1955 var det desuden adresse for den familieejede fabrik, J. Ernst’s Sølvvarefabrik, som Frederik Ernst overtog efter sin fars død i 1924. Hans far, Johan Ernst, etablerede sølvsmedeværksted i 1890. Derefter udvidede aktiviteterne sig taktvist for at blive mekaniseret fabrikation af i særdeleshed bordsølv i slutningen af 1910’erne og starten af 1920’erne. På adressen var også en guldsmedeforretning, hvor blandt andet fabrikkens egne varer blev solgt.
Lukningen af fabrikken i 1955 indledte en ny fase i stedets historie, da Frederik Ernst herefter begyndte at indrette de tidligere fabrikslokaler til dekorerede stuelignende rum, der kom til at huse en omfattende samling af antikviteter, porcelæn, sølv og møbelkunst, som han allerede havde i sin lejlighed. Sammen med fabrikantlejlighedens oprindelige stuer er det disse rum, der i dag er åbne for offentligheden.
Frederik Ernst åbnede, mod entré, selv sin samling for interesserede gæster, og viste selv rundt i stuerne og de dekorerede sale. I årene op til sin død var han med til at etablere en fond, Ernsts Samlinger, hvor det blev bestemt, at hans samling skulle være tilgængelig for offentligheden efter hans død. Fra 1976 og frem til 2000 blev Ernsts Samlinger drevet af fonden, hvorefter Ernsts Samlinger blev en del af Museerne på Vestfyn (i dag Museum Vestfyn).
Den bærende fortælling når gæster har besøgt ERNST har været samlingsfikseret, og i det omfang den har inkluderet Frederik Ernst, har det primært været i hans rolle som samler. Men andre fortællinger og spørgsmål om Frederik Ernst har ulmet under overfladen uden at blive italesat: Hvorfor levede han alene? Var han homoseksuel?
En brevsamling der ændrer alt
Regnbuelysværk i fabrikantens have, efterår 2023. Kunstner: Martin Hellehøj Knudsen, forperson i Lambda.
Foto: Museum Vestfyn.
I 2015 fik Museum Vestfyn en henvendelse fra en borger, der i forbindelse med oprydning efter sin fars død var stødt på en kuvert, kort- og brevsamling med mere end 2500 enheder stilet til Fabrikant F. Ernst. Faderen var filatelist, hvilket vil sige at han samlede på postrelaterede genstande, og han havde oprindeligt købt brevsamlingen af dem, der forvaltede boet efter Frederik Ernst. Nu spurgte datteren om museet var interesseret i at rekvirere denne samling? Jo, det var vi i den grad, og der gik ikke længe, før samlingen var afhentet.
Efter anskaffelsen begyndte arbejdet med at ordne, mærke og transskribere samlingen, og det arbejde er stadig i gang. De indkommende breve til fabrikant Frederik Ernst dokumenterer kommunikationsformer og netværk i en periode på mere end 60 år. Men brevsamlingen dokumenterer også, for os hidtil ukendte aspekter af hans liv, herunder de homosociale og -seksuelle fællesskaber og praksisser, af hvilke han var en del.
Brevsamlingen vidner altså om, hvilke muligheder homoseksuelle havde for at danne netværk i provinsen i første halvdel af 1900-tallet. En del af Danmarkshistorien, som man ved meget lidt om på landsplan, og derfor er brevene vigtige kilder.
Tilsløring kontra åbenhed
Det er til tider et fortvivlende detektivarbejde at arbejde med brevsamlingen, fordi dens fragmenterede karakter vidner om en hård medfart. Men anskaffelsen af den har også startet en vigtig samtale med dem, der har forvaltet Frederik Ernsts historie før os.
Vi ved nu, på baggrund af interviews, at man i forbindelse med oprydning i fabrikantens hjem efter hans død, valgte at bortskaffe breve, der kunne bevidne hans homoseksualitet. Man solgte brevsamlingen til en frimærkesamler, og troede, at kuverterne var tømt for indhold. Alt dette gjorde man, fordi man ikke kunne forestille sig, at materiale om homoseksualitet ville være værdibærende i fremtidig forvaltning af Frederik Ernsts samling. Man troede, at man bevarede hans minde intakt, ved ikke at inddrage disse personlige anliggender. Takket være disse interviews og den brevsamling, der er kommet tilbage til os, kan vi nu – omend fragmentarisk – kortlægge de forskellige faser i forvaltningen af stedet og forståelsen af fabrikantens livshistorie og dermed også synliggøre, hvorledes synet på, hvad der har historisk værdi og interesse, ændrer sig over tid. At brevsamlingen også har vist sig at give mulighed for at tilføje ny viden til dansk homoseksualitetshistorie, ansporer en skærpet opmærksomhed på vores egen forvaltning af de personlige, intime historier. Vi må spørge os selv, hvordan vi kan fortælle og forske i dem, og hvordan vi navigerer mellem tilsløring og åbenhed?
En udvidelse af historien
Spørgsmål om seksualitet sorterer i den grad under private anliggender, og på den måde kunne man fint argumentere for, at tiden endnu ikke er inde til, at historien fortælles. Frederik Ernsts levetid er ikke så fjern fra vores egen, så kan vi overhovedet forsvare at tage disse intime dele af hans livshistorie med i vores formidling kun 50 år efter hans død?
Rokokostuen i udstillingen ERNST.
Foto: Museum Vestfyn.
Omvendt kan tilsløring af historien også være alvorlig nok. For hvad hvis den viden vi har, er væsentlig og forandringsskabende for vores nutid at få indsigt i? Hvad hvis vores tilsløring af fortiden kommer til at virke som et misforstået hensyn til tidligere tiders forståelser af diskretion, og vi dermed utilsigtet kommer til at bidrage til en fortsat stigmatisering af fx homoseksualitet?
Al formidling og forskning indebærer valg. Og med den viden museet nu er kommet i besiddelse af, er det afgørende, at vi som forvaltere af den personlige historie er vores ansvar bevidst. At Frederik Ernst var homoseksuel, har været en offentlig hemmelighed, både i hans samtid og i eftertiden. På den måde kan man sige, at museet ikke går ud med noget privat, der ikke allerede er kendt. Men det nye vi kan bidrage med er, at vi med afsæt i kildematerialet og gennem interviews nu kan nuancere dansk homoseksualitetshistorie og give denne historie lokalt forankrede perspektiver. Fx er der ikke lavet netværksanalyser, der kan dokumentere, hvordan man som homoseksuel udenfor de urbane miljøer har haft mulighed for at etablere kontakt og møder med ligesindede, hvilket vores materiale nu kan muliggøre.
Formidling og forskning i de intime dele af personhistorien går hånd i hånd med etiske overvejelser, og vi kommer til at lave fejl! Men i vores optik er det vigtigste, at vi er transparente i vores overvejelser, og at vi hele tiden husker at genbesøge, hvad formålet er med at gå ud med historierne. Og ganske som andre forskere må gøre, må vi redegøre for, i hvilket omfang vi benytter anonymisering og tilsløring. Netop denne balancegang mærker vi især, når det handler om graden af anonymisering af de mænd, der indgik i fabrikantens homosociale og seksuelle liv. For på den ene side giver det ikke mening fortsat at mørklægge viden om disse mandefællesskaber, fordi vi derved kan medvirke til en fortsat stigmatisering eller tabuisering af homoseksualitet. Og på den anden side ønsker vi ikke at ’oute’ nogen, der fx har levet i heteroseksuelle ægteskaber hele deres liv, og hvis familie måske ikke kender til denne del af deres nære slægtnings liv.
Dertil kommer, at vi må stå ved vores egen vej henimod at blive åbne omkring denne del af vores eget steds historie med tilsløring og åbenhed. I november 2023 markerede museet denne rejse mod åbenhed med eventet RegnbUGE festival, hvor vi i en uge satte fokus på LGBTQ+-historie med en provinsvinkel. Her var museet vært ved en række LGBTQ+ tematiserede begivenheder, fx Glenn Bech foredrag, queerrundvisning i ERNST samt ved en talk mellem Fyns LGBTQ+ forening Lambda og LGBT+ Danmark. Queerrundvisningen i ERNST var museets første formidling af LGBTQ+-vinklen på fabrikantens liv, og formatet er nu blevet implementeret i viften af formidlingstilbud ved ERNST. Vi kan allerede nu fornemme, at LGBTQ+-emnet mobiliserer et bredere publikum, og at de historiske perspektiver på et så aktuelt emne er vedkommende og meningsfulde. Desuden udvikler vi i øjeblikket skoletjenestetilbud med LGBTQ+-historie som tema i samarbejde med Lambda, Fyns LGBTQ+-forening.
At formidle Frederik Ernsts mange praksisser som samler, fabrikant, homoseksuel og medlem af det bedre borgerskab tegner et langt mere komplekst og nuanceret billede af et levet liv i provinsen, end vi før valgte at tegne. Ved at brede historien ud til også at omfatte det personlige og intime, bliver fabrikantens livshistorie lige pludselig mere end et indblik i et kuriøst samlerhjem. Fabrikantens samlede livshistorie udvider så at sige lokalhistorien, fordi fortællingen om ham også bliver en adgang til at forstå de historiske dimensioner af aktuelle emner som LGBTQ+, identitet og selviscenesættelse. Og lokalhistoriens spektrum bliver bredere og mere inkluderende, fordi den homoseksuelle mand i provinsen også får en plads i vores historie.
Tea Dahl Christensen er museumsinspektør på Museum Vestfyn.
Foto, øverst: Frederik Ernst i den Spanske Stue, taget til Uge-Journalen Tidens Kvinder, 1940. Foto: Anna Nielsen, Assens Lokalarkiv.
Fakta
Netværk for LGBTQ+-perspektiver på de kulturhistoriske museer
Netværket blev stiftet i år og har til hensigt at skabe et afsæt for etableringen af LGBTQ+-historie som et aktivt felt på de danske kulturhistoriske museer.
LGBTQ+-historie er et nyt forskningsfelt på danske museer og er udfordret på flere fronter.
Historisk set har LGBTQ+-personer og deres livserfaringer været marginaliserede og overset både inden for den klassiske historieskrivning og i museernes indsamlings- og forskningspraksisser. Kildematerialet til LGBTQ+-historien er som oftest spredt og vanskeligt tilgængeligt, og de færreste museer råder over samlinger, der rummer tydelige og erkendte LGBTQ+-historier.
Netværket samler museer, arkiver, forskere og andre interessenter med faglig interesse i kulturhistorisk forskning, formidling, indsamling og dokumentation i og af LGBTQ+-historie.
Læs mere på ODMs hjemmeside under ’Faglige Netværk’.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 2, 2024.
Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.
