Biavl, pileflet, ølbrygning og bearbejdning af uld er nogle af de færdigheder, unge fynboer har fået med sig i Den Fynske Landsby. Her lykkedes det at matche de unges interesse for en bæredygtig fremtid med de håndværk, som museets frivillige kan lære fra sig.
I 2022 vedtog Den Fynske Landsby, som er en del af Museum Odense, en ny strategi, der sigter på at gøre det gamle odenseanske frilandsmuseum til et museum for bæredygtighed, fællesskab og cirkulær levevis med historisk perspektiv. Den Fynske Landsby er fortsat et kulturhistorisk museum, der formidler livet på landet i 1800-tallet, men vi sætter nu endnu større fokus på den viden og inspiration, som fortiden rummer i forhold til vores liv i dag.
Fortiden kan give inspiration til fremtiden
I 1800-tallets bondesamfund levede man langt mere bæredygtigt, end vi gør i dag. Datidens samfund var præget af ressourcemangel, hvorfor en høj grad af selvforsyning, håndværksmæssig kunnen og kendskab til lokale råvarer og materialer var en nødvendighed for overlevelse. 1800-tals-bondens klimamæssige aftryk var minimalt i forhold til det aftryk, den gennemsnitlige dansker i 2020’erne sætter, og uden at ønske os tilbage til fortiden, så vil vi i Den Fynske Landsby undersøge, hvordan vores fælles kulturhistorie kan give os inspiration til at leve vores nutidige liv lidt mindre klimabelastende.
På en skøn majdag arbejdede en lille gruppe med at konstruere et hegn i pileflet ved Landsbyhøjskolens køkkenhave.
Foto: Lise Kapper.
Som en del af denne transformation gennemførte vi i 2023-24 projektet Den bæredygtige landsbyhøjskole – en udviklingsproces, som blev finansieret af Slots- og Kulturstyrelsens pulje til styrkelse af museernes relevans for nye brugergrupper.
Formålet med projektet var at engagere unge i udviklingen af en form for landsbyhøjskole med fokus på bæredygtighed og hverdagsaktivisme. Hverdagsaktivisme betegner de mange mindre ting, man selv kan gøre i sit hverdagsliv for at forandre noget – i denne sammenhæng i forhold til klimaet. Den enkelte ting forandrer ikke alverden, men dels gør mange bække små som bekendt en stor å, og dels kan den enes hverdagsaktivistiske tiltag være med til at påvirke den anden til selv at forandre deres handlemåder.
Vores tese forud for projektet var, at den del af den unge målgruppe, der har interesse for klima og bæredygtighed, også gerne vil inspireres til hverdagsaktivistiske handlinger, de kan bruge i deres almindelige liv. Denne tese blev bestyrket ved en indledende workshop, afholdt før projektet blev endeligt formuleret. Her blev det klart, at de fremmødte unge ønskede sig en meget konkret håndgribelig viden og kunnen inspireret af fortiden: Hvordan plantefarver man sit tøj? Hvilken mad kan man lave af majroer? Hvordan dyrker man sine egne grøntsager? Og vel at mærke var de interesserede i ikke bare at læse om det eller se en video på YouTube, men ville prøve at få hænderne i det selv.
En landsbyhøjskole anno 2023
På baggrund af den indledende workshop formulerede vi en ansøgning til Slots- og Kulturstyrelsen og fik midler til at realisere projektet, så vi i begyndelsen af 2023 kunne gå i gang med at planlægge Den bæredygtige landsbyhøjskoles forløb.
Vores primære fokus var i første omgang at vække interesse hos målgruppen, de 18-28-årige. Derfor afholdt vi sidst i februar et intromøde, hvor de potentielle deltagere blev præsenteret for Den Fynske Landsby, museets bæredygtighedsarbejde og kommende aktiviteter. Vi ønskede også at etablere en kontinuerlig dialog med de unge og sikre, at indholdet af de workshops vi tilbød i projektet, rent faktisk var relevant for deltagerne. Som den primære kommunikationskanal valgte vi at oprette en lukket Facebook-gruppe, Landsbyhøjskolen, hvor gruppens medlemmer stemte om hvilke aktiviteter, de ønskede at deltage i. Ud fra de valg planlagde vi workshops i april, maj og juni. Vi kom i det hele taget til at bruge Facebook-gruppen til at dele fotos, nyheder og holde løbende kontakt med projektets deltagere.
På de tre workshops fik deltagerne mulighed for at arbejde enten med bearbejdning af uld (fra får til strik) eller med at etablere en køkkenhave. Disse temaer gik igen under hele forløbet, men deltagerne fik også mulighed for at arbejde med aktiviteter som biavl, pileflet, cob-byggeri (en ældgammel teknik, hvor man bruger en blanding af grus, ler og halm som byggemateriale) og komme på rundvisning i Den Fynske Landsby. Til hver workshop udsendte vi et digitalt spørgeskema for at få et overblik over deltagernes forventninger. Vi sluttede desuden altid af med en kop kaffe under æbletræerne og en skriftlig evaluering af dagens forløb.
Det hele blev fejret med en høstfest over to dage i slutningen af august. Deltagerne inviterede nogle af deres venner med, og vi havde en dejlig weekend sammen, hvor der blev bagt surdejsbrød, fermenteret og i det hele taget gjort klar til en festlig afslutning søndag aften med masser af god mad og folkedans. Lige som de unge havde ønsket det.
I oktober afsluttede vi projektet med en middag med overskriften ’Fællesspisning og fremtidsplaner’. Her inviterede vi de unge til at tale videre om nye aktiviteter med fokus på bæredygtighed. Og det havde en del af de unge heldigvis lyst til at engagere sig i.
I mesterlære hos de frivillige
Vi ønskede at arbejde brugerinddragende og -involverende, altså co-creative. Hvis man som kulturarvsinstitution skal være relevant for sit publikum, skal man også i dialog med både de individer og de målgrupper, der udgør publikum. Særligt når unge er i fokus for et projekt. De unge har nemlig – når først de er trådt ind over dørtærsklen – en stærk interesse i at deltage aktivt og være medskabere af deres oplevelser. Således også de unge, der deltog i Den bæredygtige landsbyhøjskole. Tanken var, at deltagerne skulle kunne bruge deres nye viden i egen hverdagspraksis. Derfor talte vi kontinuerligt med deltagerne om både form og indhold af de workshops, der blev tilbudt undervejs i forløbet. Det resulterede blandt andet i, at vi integrerede de førnævnte surdejs- og fermenteringsworkshops i forløbets sidste dage.
Deltagerne ville også gerne have indblik i bæredygtige arbejdsprocesser som eksempelvis arbejdet med uld, uagtet at det er en praksis, der er sværere at integrere en-til-en i hverdagslivet. Til gengæld harmonerede det godt med et andet af vores metodiske udgangspunkter, nemlig mesterlæreprincippet. Der var stor interesse for at lære af Den Fynske Landsbys frivillige, der gennem forskellige grupper med fokus på uld, ølbrygning, biavl med mere varetager en del af formidlingen af det praktiske arbejde i 1800-tallets landbokultur.
Mesterlæreprincippet havde vi en ambition om at koble med ’peer-to-peer learning’ og altså arbejde med en læringspraksis, hvor de unge både følger de ældre frivillige og underviser hinanden i studiekredse. At engagere de unge i sidstnævnte viste sig at være sværere. Vi må konstatere, at det kræver en større fortrolighed mellem de unge og museet, før det falder naturligt at gennemføre peer-to-peer undervisning. De skal simpelthen kende museet og dets faciliteter og muligheder bedre, før det for alvor kan lade sig gøre. Vi håber at kunne afprøve det på et senere tidspunkt, men indtil videre er det mesterlæreprincippet, der fungerer bedst.
Flertallet har fået nye færdigheder
De ældre frivillige i Den Fynske Landsby delte ud af deres omfattende viden og erfaring med 1800-tallets håndværk og håndarbejde.
Foto: Lise Gerda Knudsen.
Og hvordan har deltagerne så oplevet forløbet? Det har vi heldigvis en god fornemmelse af, da vi løbende har spurgt de unge, både i forbindelse med de enkelte workshops, i sommerferiepausen, til et evalueringsmøde og efter projektets endelige afslutning.
Tilbagemeldingerne har været meget positive, både i forhold til indhold, struktur og alle de andre elementer som for eksempel samværet deltagerne imellem, forplejningen og så videre. Et aspekt, vi som afsendere på projektet har været særligt opmærksomme på, er om deltagerne rent faktisk har fået en viden og nogle kompetencer med sig, som de kan bruge til at leve mere bæredygtigt i hverdagen. Der angiver 90% af respondenterne i vores afsluttende undersøgelse, at de har fået nye færdigheder. Og 60% har i høj eller nogen grad kunne integrere disse færdigheder i deres hverdagsliv. Så alt i alt oplever vi, at formålet med projektet er blevet forløst.
Vigtigt at fastholde kontakten
Den bæredygtige landsbyhøjskole har været en succes målt på de unges evalueringer og tilbagemeldinger til os, men det har også været lærerigt for Den Fynske Landsby i forhold til den unge målgruppe. Vi har fået en god kontakt til en gruppe unge, der er interesserede i museets tilbud, men vi har også erfaret, at rekruttering og fastholdelse af denne gruppe museumsgæster kræver tid og opmærksomhed. Der er mange ting, der konkurrerer om deres tid – og grundlæggende når man bedst ud til dem med nye tilbud, hvis de hører om dem fra deres venner. Når der først er skabt forbindelse, kræver det et løbende fokus fra museets side at fastholde kontakten og hele tiden tilbyde aktiviteter og oplevelser, de unge kan se sig i. Forankringen kommer ikke af sig selv, og i Den Fynske Landsby er netop arbejdet med fastholdelsen af den unge målgruppe indtænkt i et kommende projekt ved navn Historie, Håb og Handling.
Lise Gerda Knudsen er udviklingchef i Den Fynske Landsby, Museum Odense og Lise Kapper er udviklingskonsulent i Kappers Kulturbureau.
Foto, øverst: På opfordring af de unge sluttede forløbet blandt andet med en workshop i at bage med surdej.
Foto: Goodwill Film.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 3, 2024.
Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.
