Museet for samtidskunst har siden 1990’erne været hjemsted for adskillelige nyskabende kunstprojekter. Men eksperimenterne stopper ikke der, for i 2021 blev det det første museum i landet uden en permanent udstillingsbygning.
Så hvad indebærer det egentlig at være et museum for samtidskunst, spørger vi direktør Christian Skovbjerg Jensen
Hvad vil det sige at være et ’museum for samtidskunst’? Hvordan kan de to begreber i navnet forenes?
Det enkle svar på det spørgsmål er at tage afsæt i den kunsthistoriske betydning af begrebet samtidskunst, som dækker kunsten fra 1960 og frem til i dag. Det er vores museale ansvarsområde, dog med særligt fokus på flygtige og tidsbaserede kunstformer som fx performance, lyd, video og digitale formater. I det perspektiv er der altså tale om en ret omfattende (samtids)kunsthistorie, med mere end 60 år at se tilbage på og arbejde med i dialog med samtiden. Men hvis du med samtidskunst mener, hvordan man kan være museum for den kunst som finder sted her og nu, så er det selvfølgelig noget andet. Museet har altid arbejdet med nulevende kunstnere, nye kunstneriske formater og udforsket hvordan man kan være et museum for den flygtige, eksperimenterende og grænseoverskridende samtidskunst. Det har ikke kun handlet om at sikre den flygtige kunsts arv, men også om at engagere sig som museum i udviklingen af nye formater og udtryk, at være en aktiv del af kunstscenen og være med til udvikle den gennem alt fra forskning og erhvervelser til udstillinger, formidling og bestillinger af helt nye værker. Museet har været vigtigt for især udviklingen af lydbaseret kunst og performance i Danmark, men også for tekstbaserede kunstnere og krydsfeltet mellem kunst og teknologi. Det bidrag havde ikke været muligt, hvis museet ikke løbende arbejdede tæt sammen med samtidens kunstnere. Museet har også været et sted ikke alene for kunstneriske såvel som museale eksperimenter, men også et sted som mange har henvendt sig til med anderledes, besværlige og nyskabende projekter. Og sådan er det heldigvis stadig! Et museum er ikke udelukkende en indsamlende og formidlende institution, det er også en aktiv del af kunstverdenen og sin samtid i lige så høj grad som det bidrager til sin eftertid.
Kim Richard Adler Mejdahl ‘Hour of Moth (Etude no. lI),’ (2020).
Installationsbillede fra udstillingen ‘I mørket beder vi solen huske os’, 2024.
Foto: Brian Kure.
Hvad består Museet for Samtidskunsts samling og arkiv af?
Museets samling og omfattende arkiv er unikt og udgør en helt særlig position i det danske museumslandskab. Vi var Danmarks første museum for samtidskunst, da museet blev etableret i 1991, men tanken har aldrig været at fokusere på hele samtidskunsten. Fokus har altid været særligt rettet mod tidsbaserede kunstformer med afsæt i Fluxus. Etableringen af museet opstod i forbindelse med en jubilæumsfestival for Fluxusbevægelsen (Festival of Fantastics) i 1985 i Roskilde, og de første tanker om museet handlede her om at skabe et anderledes museum, som især skulle sikre kulturarven fra den eksperimenterende og grænseoverskridende kunst, som stammer fra Fluxus og siden da har sat tydelige spor i samtidskunsten.
Fundamentet for museets samling består derfor af erhvervede og donerede værker af nogle af de mest toneangivende kunstnere fra Fluxusbevægelsen som fx Yoko Ono, Nam June Paik, Alison Knowles og Eric Andersen. I starten var der bevidst ingen tydelig adskillelse af samling og arkiv – bevidst fordi grænsen mellem værk og dokumentation eller instruktion, hvad de flygtige kunstformer angår, kan være svær at definere. Men det blev siden hen et krav fra Staten at adskille dem. Museets omfattende arkiv dokumenterer sin egen historie og rummer derudover et interessant lydarkiv med lydkunst og eksperimenterende musik, samt et videoarkiv med både kunstfilm, videokunst og dokumentation af performances. Vi har også et arkiv for Fluxusfestivalen, hvorfra ideen til museet kom fra. Så har vi desuden et omfattende studiearkiv af bøger, tryk og andet materiale om museets historie og ansvarsområde. Seneste bidrag er det digitale arkiv med alle Kirsten Justesens værker, som nu kan opleves via vores hjemmeside.
Samlingen har ændret sig gennem årene og har i stigende grad fokuseret på (samtids)kunst fra sin egen tid, hvilket betyder at vi i dag udover Fluxus også har et interessant udvalg af tidsbaserede kunstværker, som dækker perioden fra slutningen af 1990’erne og frem til i dag med både internationale og danske kunstnere. Vi har stort set ingen malerier eller fysiske skulpturer. Derimod har vi digitale skulpturer, konceptuelle instruktioner og partiturer. Vi har mange lydbaserede værker og performances – og værker som på en eller anden måde dokumenterer eller udgør et spor eller en rest fra en performance. Vi har videokunst, mail-art, og en del bog- og tekstbaserede værker. Og meget andet som ikke lader sig kategorisere så let.
Holder kunsten i samlingen ikke op med at være samtidskunst på et tidspunkt?
Som jeg sagde før, definerer vi samtidskunst som kunsten fra 1960 og frem til i dag, så den er på ingen måde et afsluttet kapitel i kunsthistorien. Så spørgsmålet om hvornår og hvordan samtidskunst holder op med at være samtidskunst er ret interessant, men samtidig også noget som jeg ikke hører så mange beskæftige sig med i dag. Jeg forestiller mig, at samtidskunsten fortsætter med at være det, indtil der sker et markant paradigmeskift i måden, vi skaber, tænker og oplever kunst på. Og selvom der sker utroligt meget i verden og indenfor den teknologiske udvikling og den måde den styrer og påvirker vores samfund og liv på i dag, så ligner kunsten i store træk sig selv.
Hvordan bruger I samlingen i udstillinger, formidling og forskning?
Historisk set er samlingen blevet præsenteret på meget forskellige måder, men der har aldrig været nogen fast præsentation, kun skiftende nedslag i samlingen. Museet har haft flere institutionelle forskningsprojekter som fx Mads Kullbergs ph.d. Om at samle på hændelser (2016) og Rasmus Holmboes postdoc Det Distribuerede Kunstmuseum (2023), og vi arbejder på at kunne fortsætte forskningen i institutionelle formater og strategier. I museets første indsamlingsstrategi, som er omkring et år gammel, fokuserer vi på lyd og performance samt på det omdrejningspunkt eller sted vi har – som lige nu er det tidligere psykiatriske hospital Sankt Hans. Her har vi inkluderet værker fra samlingen i både udstillingen Non Performing og den seneste I mørket beder vi solen om at huske os. Og for nylig erhvervede vi et af værkerne fra udstillingen Living Dead Time med kunstneren Danilo Correale. Fremadrettet kommer vi dog til at arbejde mere omfattende og tydeligt med at aktivere vores samling på flere forskellige måder. Vi åbner i februar en filial af museet på Struer Museum, som fokuserer udelukkende på lydkunst, hvor både værker fra samlingen og vores udstillingsprogram vil blive udstillet. På en lignende måde arbejder vi også på at etablere en platform for at aktivere vores samling mere lokalt i Roskilde, så det fremover altid er en betydelig og lettilgængelig del af vores samlede program. Men det er vigtigt for os, at vi i aktiveringen af samlingen også udforsker nye formater og steder, hvor dette kan finde sted. Vi er også ved at udvikle formater for, at et udvalg af samlingen kan rejse rundt i landet, fx til omsorgsinstitutioner.
Vi har store ambitioner og glæder os til at afprøve aktiveringen af samlingen på helt nye måder de kommende år, men vi er samtidig også ydmyge omkring vores størrelse, og at vi udforsker nyt land og er i begyndelsen af en ret anderledes måde at arbejde på som museum. Vi er dog overbevist om, at vi afprøver noget meningsfuldt, der forhåbentligt kan bidrage med erfaringer og strategier, som andre museer også kan drage nytte af.
Amy Lee Sandford ‘Full Circle’. Performance, 2016.
Værk fra samlingen. Museet For Samtidskunst Roskilde.
Foto: Joekuns Kniesek.
I 2021 blev Museet for Samtidskunst det første og eneste museum i Danmark uden en permanent bygning. Hvad ligger til grund for den beslutning og hvordan (op)bevarer I samlingen?
Der er mange grunde til at vælge at gå denne vej som museum. En er ønsket om at nå ud til nye og flere publikummer end før gennem samarbejder og opsøgende udstillinger og aktiviteter. Den anden er at vi vil udforske nye måder at formidle samtidskunst på og at være museum på. Ingen af delene er nye målsætninger for museet, men vi føler at det kan gøres mere overbevisende, hvis vi giver slip på vores faste rammer, som uden tvivl definerer mere end man tror. Vi valgte en strategi hvor vi, i stedet for at være skiftende steder hele tiden, flytter ind, fordyber os og fokuserer på ét sted i en længere periode. Vi startede med at vælge Sankt Hans i tre år. Det er et sted som ikke bare bærer på en lang og interessant historie om behandlingen af og synet på psykiske lidelser i Danmark, men det er også koblet til aktuelle debatter om vores mentale sundhed og værdien af omsorgsarbejde i dag. Herudover er området ved at blive udviklet til en helt ny bydel i Roskilde, så der er mange forandringer og spændende både stedsspecifikke og almene perspektiver i spil i området. Vi har nu i tre meget forskellige udstillinger undersøgt krydsfeltet mellem kunst og mental sundhed med både debatskabende anslag og mere specifikke indgreb og kommentarer på stedets bygninger og historie. I vores seneste udendørs udstilling I mørket beder vi solen huske os har vi undersøgt et ikke-statisk udstillingsbegreb, hvor de fleste af værkerne har komposteret og langsomt forandret sig i konstant bevægelse med årstiden. Det havde ikke været muligt på samme måde i en hvid kube. Vi tror på, at kunstens formater og potentialer ofte overgår, hvad den hvide kube kan huse. I år starter vi med en soloudstilling med kollektivet Apparatus 22, som kommer hjem i din dagligstue med sine lydværker, præsenterer gåder for pendlerne i togene og inviterer folk til at dele deres værste mareridt i bytte for en unik amulet.
Beslutningen om at forlade Det Gule Palæ i 2021 voksede frem gennem en længere proces, som først handlede om at flytte fra palæet for at finde en bygning, som passede bedre til lydinstallationer, videoværker og performance. Rammerne i palæet var kulturarvsbeskyttede og dermed stærkt begrænsende. I diskussionerne opstod ideer til et program i overgangen mellem det gamle og et nyt hus, og de var så inspirerende, at de til sidst blev for interessante til kun at blive en parentes i museets historie. Vi sætter stor pris på muligheden for at få lov til at afprøve noget nyt som museum, og vi lærer noget hele tiden.
Vores arkiv og samling er i dag fordelt på tre forskellige magasiner, blandt andet i samarbejde med ROMU og Museum Vestsjælland. Så vi passer godt på vores samling. Til daglig arbejder vi fra vores kontor i den kreative bydel Musicon i Roskilde, hvor blandt andet Roskilde Festival, Åben Dans, Ragnarock og mange andre kulturelle aktører og samarbejdspartnere holder til. Og derfra arbejder vi opsøgende på Sankt Hans, i bymidten, på festivalen, i Struer og mange andre steder.
Christian Skovbjerg Jensen er direktør på Museet for Samtidskunst. Louise Trier er redaktør på MUSEUM.
Foto øverst: Maja Malou Lyse og Esben Weile Kjær Pressure Pictures. Fra udstillingen Public Announcements på Roskilde Festival 2023.
Foto: Rie Neuchs.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 1, 2025.
