Frivillige kan løfte museer og skabe kontakter med lokalsamfund. Men de kan ikke erstatte de faglige kompetencer og den kontinuitet, som museumsansatte leverer

Frivillighed er en integreret værdi i det danske samfund. Her udfører 4 ud af 10 borgere frivilligt arbejde. Det viser Frivillighedsundersøgelse 2024, som analysecenteret VIVE har lavet.

Det er naturligt, at det frivillige engagement gør sig gældende i museumsbranchen. Her kan frivillige skabe ekstra værdi ved at dyrke fælles interesser. Fx ved at organisere indsamling af genstande eller arrangementer, hvor museumsfolk mødes med lokalsamfundet.

Frivillige kan meget – men ikke alt

Men der er også indsatser, nutidens museer ikke bør kræve af frivillige. Frivillige skal ikke levere vurderinger, undersøgelser og formidling på det høje niveau, som akademisk uddannede ansatte sikrer på velfungerende, fagligt troværdige museer. Samtidig bør frivillige heller ikke afkræves, at de skal levere den kontinuerlige, daglige arbejdsindsats, som er nødvendig for nutidens museumsdrift. Den bør sikres af personale, der får løn for indsatsen.

Endelig bør museer heller ikke lokke personer til at udføre ulønnet arbejde med løfter om, at det kan føre til en ansættelse med løn. En lønnet ansættelse skal tilbydes efter kompetencer. Ikke efter, at ansøgeren forinden har ’betalt’ for den med gratis arbejde. Gør man det, udnytter museet ikke alene de frivillige til at dække over, at der mangler økonomisk grundlag for dets aktiviteter – med potentielt dårlige frivilligoplevelser til følge. Museet underminerer også den professionalisering af museerne med højtkvalificerede ansatte, som både nu og i fremtiden er nødvendig for at sikre et højt fagligt niveau, troværdighed og gode publikumsoplevelser i branchen.

Forsiden af guide fra DM. Grafik med teksten: Vejen til den gode frivillighed. Med mindre skrift står der: DM Akademisk fagforening og fagligt fællesskab.
Download DMs guide
Vejen til den gode frivillighed (PDF)

Gode og dårlige erfaringer

I DM er vi fagforeningsfællesskab for de tusinder af akademisk uddannede, der hver dag sikrer stærke, vidende og publikumsnære museer. Vi har derfor høstet masser af gode erfaringer med frivilligt arbejde på museerne. Lige fra familier, der hjælper med det praktiske ved historiefestivaler, til pensionister, der hjælper med at registrere billeder.

Vi har dog også dårlige erfaringer: Fra det kommercielle udstillingssted med profitformål, der søgte frivillige til at sælge billetter i den daglige åbningstid med løfter om noget på CV’et. Til kommunen, der sparede den eneste museumsinspektør på lokalmuseet væk. Med en forventning om, at frivillige kunne sikre udstillingsåbningstid og formidling på samme niveau som før.

Se muligheder i frivillighed – ikke spareøvelser

Som fagforening retter vi selvfølgelig kritik af den slags udnyttelse til spareøvelser. Det er skadeligt for de frivillige, dårligt for branchen og pinligt for institutionerne. Samtidig ser vi dog masser af gode muligheder i frivilligheden. Og vi kan godt forstå, at ledere og ansatte i museumsbranchen til tider kan have svært ved at vide, hvor grænserne går.

Derfor har vi i DM udarbejdet en guide med 10 principper for det gode frivillige arbejde. Den kan hentes gratis på dm.dk. I DM bakker vi nemlig op om frivilligt arbejde, der kan gøre så meget positivt for samfundet og museerne. Det er også derfor, vi ikke ønsker, at frivillige misbruges.

Anders Dalsager er forperson og Kamma Overgaard Hansen er bestyrelsesmedlem i DM Kultur og Medier.

 

Foto af Kamma Overgaard Hansen

Fotograf: Mette Overgaard

 

Artiklen er udgivet i Magasinet Museum nr. 2, 2025

 

Køb Magasinet Museum, nr. 2, 2025

Køb abonnement

 

Forside Magasinet Museum, nr. 2, 2025. Grafik med silhouetter af tre hænder i henholdsvis grøn, rød og gennemsigtig grå. Tekst: Med folkets hjælp. Hvordan ser frivillighed ud på danske museer i 2025?