Museerne er åbne igen efter måneders coronalukning. Nedlukningen har været med til at sætte en tyk streg under, hvad digitale medier og samlinger kan bruges til, og mange er kommet ud på den anden side med nye digitale kompetencer. Men den vigtigste erfaring, som vi kan tage med i vores videre museumspraksis, er måske at tilegne os den åbne, responsive tankegang, som udspringer af digitaliseringen.
Lukkede døre til kunsten og kulturhistorien. Det er svært at forestille sig noget mere kontraintuitivt og trist for et museum, der er til for at byde folk inden døre til oplevelser, refleksion, deltagelse og samvær. Men her i foråret var det virkeligheden for museer verden over på grund af COVID-19-pandemien. Det opløftende var, at museer og kulturinstitutioner alle vegne reagerede på nedlukningen af samfundet, og dermed vores kulturliv, med exceptionel energi og opfindsomhed. Det gjaldt også i Danmark. Nærmest fra dag ét i den lange lukkeperiode, vi netop har stået igennem, boblede museernes digitale kanaler over med sjove, skæve, tankevækkende og højaktuelle bud på, hvordan samlinger og viden kunne åbne nye perspektiver på den krise, vi pludselig alle sammen stod i.
Bæredygtige investeringer
Små som store museer udviste denne form for samfundssind, for eksempel var både Kvindemuseet i Aarhus og Nationalmuseet i København lynhurtige til at rydde forsiden og fylde deres hjemmesider med indhold, der talte direkte ind i den samfundskrise, der nu satte dagsordenen for os alle. Nationalmuseets eksperter postede videoer fra deres hjemmekarantæner, hvor de delte viden om historiske epidemier, og hvordan de har formet det samfund, vi kender i dag. I løbet af få dage lancerede museet også en online indsamlingsindsats, så almindelige danskeres oplevelser af og tanker omkring coronakrisen kunne blive en del af vores fælles kulturhistorie. Kvindemuseets hjemmeside bugnede af historier om kønnets kulturhistorie i lyset af pandemien, og på de sociale medier holdt direktør Julie Rokkjær Birch museet åbent og levende gennem videoopdateringer, hvor hun inde fra det lukkede museum delte sine tanker om samlingens og kulturhistoriens aktualitet og relevans under en samfundskrise. Og opfindsomheden var ikke kun digital. Når nu folk ikke kunne komme ind på Kvindemuseet, lod de museet komme ud til folk i en rullende pop-up-version med foredrag og udvalgte genstande fra samlingen, skræddersyet til brugernes konkrete ønsker og nysgerrighed i den usædvanlige situation, vi stod i. Den kultur for deltagelse, som internettet og sociale medier har været med til at fostre, og som længe har skubbet til udviklingen af museumspraksis, kom til at stå helt centralt under nedlukningen.
Museer, der i forvejen har haft mulighed for at opbygge en stærk digital tilstedeværelse, oplevede et ekstra stort træk på deres digitale kanaler i den periode, hvor fysiske besøg var udelukket. For publikumsmagneten Louisiana blev nedlukningen paradoksalt nok et veritabelt gennembrud for deres Louisiana Channel. Kanalens imponerende katalog af interviews med internationalt anerkendte kunstnere, arkitekter og forfattere fik fornemme omtaler i blandt andet New York Times og The Art Newspaper som åndehuller af kvalitetsindhold for det kulturhungrende publikum. Også på mit eget museum har den nye online samling SMK Open, der blev lanceret blot få måneder før nedlukningen, oplevet enorm interesse fra medier såvel som brugere, der her fandt mulighed for at dykke ned i et kæmpe wunderkammer af frit tilgængelig kunst. Pludselig var SMK Open fremhævet i de landsdækkende aviser og på DR2 som et af de steder, man kunne finde inspiration og kulturel adspredelse under nedlukningen, og i en periode var trafikken syvdoblet i forhold til normalen. Om noget har coronakrisen vist, at digitalt kulturindhold af høj kvalitet er en bæredygtig investering.
Et digitalt mindset
Nu står vi så med genåbnede museumsdøre og ser ind i den forandrede virkelighed efter første bølge af krisen. Hvordan kan den digitale museumspraksis udvikle sig herfra? Kan vi bruge nogle af de erfaringer, vi fik, da vi med ét var tvunget til at gøre alting digitalt? Ét står i hvert fald klart: De fleste af os, såvel museumsfolk som -publikum, har fået et ordentligt nøk opad i digitale kompetencer under denne nedlukning, hvor digitale medier i løbet af få dage blev en nødvendig livline i forhold til arbejde, fritid og privatliv. Et biprodukt af coronakrisen ser ud til at være, at mange museumsmedarbejdere har fået bedre greb om digitale medier, hvordan de fungerer, og hvad de kan bruges til – en digital kompetenceopbygning, som længe har stået højt på to do-listen.
Nina Simon, der står bag de skelsættende museumsfagbøger The Participatory Museum (2010) og The Art of Relevance (2016), skrev midt under nedlukningen et blogindlæg, som fik mig til at stoppe op og reflektere over, hvordan vi som museer reagerede digitalt på krisen. Det er stadig relevant læsning:
”…without my asking, my inbox is overflowing with a deluge of virtual museum tours, live-streamed opera performances, and digital educational resources. And it makes me wonder: is this the most meaningful way cultural organizations can contribute — or is it just the fastest way? I’m not opposed to these offerings. I can see the hope and pleasure small snippets of art, music, history, and nature provide. But why are we doing it? Are we doing it based on some kind of expressed community need? Are we doing it with an eye towards serving communities that are struggling most? (…) we’re a creative sector, and I think we could get more creative. In the race to deliver, I worry we may distract ourselves from the potential to envision and deliver true community value.”
Det, vi måske kan lære af krisen, er, at det ikke er gjort med, at museerne kommer på omgangshøjde med den digitale udvikling teknologisk set. Det handler i lige så høj grad om, tror jeg, at vi påtager os et digitalt mindset. Den åbenhed, Simon opfordrer os til at påtage os over for brugernes reelle behov, er vokset ud af den digitale revolution, samfundet har undergået, med hele dens participatoriske indstilling. Nu hvor den første fase af akut krisetilstand har lagt sig, og vi ser ind i de langsigtede konsekvenser af pandemien, er der mulighed for en bæredygtig omstilling til en forandret virkelighed, hvor vi ikke bare overlever og kommer videre, men bliver ved med at indtage en reel lydhørhed over for og relevans i folks liv – ligesom vi så det under nedlukningen. Hele vores sektor baserer sig på traditioner og handlemønstre, der længe har været omdiskuterede, uden at det for alvor har medført forandringer – for eksempel den skæve repræsentation i indsamling og udstillinger af kunst og kulturarv, og den globale udveksling af værker og udstillinger med betragtelige klimaaftryk til følge. At give digital adgang til kulturarven er bestemt heller ikke C0²-neutralt. Måske er det netop nu, i en ’ny normal’ virkelighed, at vi skal tage disse diskussioner up front og udforske, hvordan vi kan gøre vores museumspraksis mere bæredygtig?
Nye regler, nye rammer
Lige nu er der et momentum for at skabe forandring, fordi vi under krisen har erfaret, at vi sagtens kan gøre tingene anderledes, end vi plejer. Mange nye initiativer er taget til at diskutere, hvad vi kan lære af processen, og hvordan vi skal drive museum på ny. Europeana, den europæiske platform for digital kulturarv, har været meget engageret i at støtte kulturarvssektoren i at håndtere krisen. I disse uger deltager jeg i en serie workshops med museumsfolk fra Europeana-netværket, hvor vi deler erfaringer, indsigter og idéer til at revidere (digital) museumspraksis i lyset af coronakrisen. Den har ændret spillets regler fundamentalt, og det fordrer, at vi gentænker rammerne for, hvordan vi arbejder både med brugere, samarbejdspartnere og hinanden. Under workshopsene er der blevet sat ord på følgende nye rammer:
- Verden er forandret – folkelig opstand og forventning om nybrud
- Brugerne er i centrum
- Fagspecialisten var i centrum – nu fordres det, at vi har flere forskellige kompetencer
- Digital er integreret i alt – ikke længere en tilføjelse til museumspraksis
- Reglerne ændres konstant – det fordrer en responsiv programlægning, hvor vi er i stand til hurtigt at omstille os til nye betingelser og kan reagere på aktuelle dagsordener
Et af de mange tiltag, vi har sat i søen på SMK som svar på coronakrisen, er således en ny præsentation af den faste samling under overskriften Game Changer, hvor vi sammen med brugergrupper vil undersøge, hvordan en omfattende samfundskrise som COVID-19 forandrer vores værdier og prioriteter, vores syn på verden og hinanden.
Væsentlig inspiration til forandring kommer i disse år fra mennesker uden for museerne, faciliteret af digitale medier. Før verden gik i coronakoma, publicerede Claire Bishop og Nikki Columbus en artikel på online mediet N+1. Artiklen er en kontrafaktisk fantasi over det, de kalder #NewMoMA – et Museum of Modern Art i New York, som fuldstændig har forandret sin indretning og ophængning på baggrund af vor tids genforhandlinger af historieskrivningen i lyset af kolonialisme, kønsulighed og strukturel racisme. Denne fantasi kan forfatterne håndgribeliggøre for læserne, fordi museets samling er digitaliseret og tilgængelig online, og fordi den relevante baggrundsviden, der bakker artiklens præmis op, kan deles via links. Artiklen og dens bærende idé er kun blevet mere relevant, siden den blev publiceret i januar 2020. I første omgang på grund af den sociale krise der er fulgt i kølvandet på COVID-19-pandemiens sundhedskrise, og som i særligt høj grad har ramt samfundets udsatte og etniske minoritetsgrupper – og tæt derefter den folkelige #BlackLivesMatter-opstand verden over. Tænk, hvis vi ude på museerne tog krisen som en ny begyndelse, der har lært os at være i direkte dialog med vores brugere, at lytte til deres stemmer og at forme og forandre fortællingerne om vores fælles kulturarv i dialog med dem.
Foto: The regular washing of hands, litografi, ca. 1960, CC BY 4.0. Fra Wellcome Collection via Europeana.eu.
Artiklen bliver også bragt i Danske Museer nr. 3, 2020
