En mand med kort hår og blå øjne. Han er iklædt en blå blazer og en mørkeblå skjorte.

Fremtidens Museer

I denne serie tager vi et kig i krystalkuglen, zoomer ind på en udfordring og ser på hvordan den kan løses. Hvad skal der til for, at museerne kan gå en lys fremtid i møde?

Denne gang med Peter Thor Andersen, direktør på Øhavsmuseet.

Museerne i Danmark har udviklet sig til en succeshistorie, der bliver fremhævet som inspiration for resten af kulturlivet. Der kommer stadig flere gæster år efter år, bevågenheden fra de private fonde er stor, og museerne kan levere tilbud til ensomme ældre, unge og en masse andre – på én gang. Dertil kommer, at næsten to tredjedele af danskerne er regelmæssige brugere, hvilket stort set ikke overgås af nogle andre kulturtilbud. Det er en vild udvikling, der er sket på en generation. Den vil blive forstærket af den nye museumslov, som belønner museer, der blandt andet er gode til at øge antallet af museumsgæster og tiltrække børn og unge.

Jeg tror, at vi i de kommende år vil se flere transformationer af museer, for det er ikke alle statsanerkendte museer, der kan spejle sig i den overordnede succeshistorie. Disse museer står nu i en ny situation. For en anden konsekvens af museumsloven er, at museer reelt kan ryge ud af kredsen af statsanerkendte museer.

Det her indlæg er skrevet som en velment opmuntring til disse udfordrede museer fra et af de museer, som har kastet sig ud i en transformation af et traditionelt lokalmuseum for at skabe et mere samfundsrelevant og attraktivt museum. Vi valgte i 2018 at gennemføre interviews med potentielle gæster gennem et bureau for at tænke udefra og ind, frem for alene indefra og ud. Bureauet vendte tilbage og gav os et provokerende svar: Vi svarede på spørgsmål, gæsterne ikke stiller! Derfor lavede vi et radikalt formidlingskoncept. Vores udstillingstematik skulle være menneske og landskab, og takket være provokationen gik vi fra alene at fortælle, hvad der er sket med natur og landskab takket være mennesker, til at fortælle, hvordan naturen påvirker mennesker og altid har gjort det. Det hele i en sansemættet form med scenografiske totaloplevelser og lyd frem for tekster.

Resultatet blev et museum, hvor vi i dén grad appellerer til gæster med børn og unge, og hvor vi appellerer til den naturlængsel, som er i vækst. Naturoplevelser, der også er motoren i den gentænkning af egnen og de nye fællesskaber, som er i gang lokalt. Vi fik internationale nomineringer og masser af gæster efter åbningen i 2021, men der kom også nogle kritiske debatindlæg fra pensionerede museumsfolk og andre, fortrinsvis ældre. De bebrejdede os, at museet ikke var et ”rigtigt” lokalmuseum. Paradokset er, at mange gæster siger det stik modsatte: Museer som vores gør det nemmere at gå på museum, fordi hele familien får et udbytte, og som voksen skal man ikke vide en masse i forvejen. Vi har nu fondsmidler til næste etape, og her vil vi bruge erfaringerne til nye udstillinger og formidling. For man skal ikke tro, at man en gang for alle kan knække en nød. Radikale valg giver eftertanke og anledning til nye valg, men uden reelt at turde noget, så ender man med mere af det samme.

Som samfund kommer vi mere og mere til at mangle institutioner, der kan give os perspektiver på en kollektiv identitet, være rum for uforstyrret samvær og en ramme om lokale fællesskaber. De samfundsfunktioner kan attraktive og relevante museer løfte, men det er ikke en selvfølge, at statsanerkendte museer er relevante og attraktive.

Jeg ser en fremtid for mig, hvor det at gå på museum bliver noget helt selvfølgeligt og almindeligt, der ikke er en markør for en fin kulturelite eller den kreds, der i sin tid selv afleverede genstandene til museet. Jeg håber samtidig, at udfordrede museer tør eksperimentere og transformere sig, så de bliver en del af det moderne museumslandskab.

Peter Thor Andersen er direktør på Øhavsmuseet.

 

Foto: Lasse Skov

 

Artiklen er udgivet i Magasinet Museum nr. 3, 2025.

 

Køb Magasinet Museum, nr. 3, 2025

Køb abonnement

Forside Magasinet Museum nummer 3, 2025. Foto af gulv, hvor der er en række symboler fx dem, der er ved toiletter for mænd, damer og en person i kørestol. Derudover er der en række andre symboler, der er sværere at afkode. Tekst på forsiden: Adgang for alle. Alt for ofte er museer lukket land for mennesker med handicap. Hvad gør vi?