En pige på omkring otte år er dybt koncentreret om at flette et hegn af pilegrene. Det er sommer og solskin.

Mange danskere er i dag enige i, at vi skal leve mere bæredygtigt. Alligevel er bæredygtighed ikke et emne, der vækker ubetinget jubel blandt museumsgæster. Et aktuelt forsknings- og formidlingsprojekt på Frilandsmuseet i Lyngby har fundet ud af hvorfor.

Da Frilandsmuseet blev grundlagt i 1897, var formålet at indsamle og udstille bygninger fra forskellige egne af Danmark. Formidlingen har siden koncentreret sig mest om bygningerne som rammer for et levet liv, om dét menneskene har gjort i og omkring bygningerne, og det er også det, der først og fremmest optager museets gæster i dag: bygningerne som huse og hjem.

Det er der flere grunde til. Én grund er gæsternes interesse for hverdagsliv. En anden er deres begrænsede forudsætninger for at se og forstå bygningerne som (regionale) bygningsværker. Hvor både store og små gæster nemt kan udpege, hvor tidligere beboere har sovet og lavet mad, er det sværere at få øje på de forskellige måder, de er bygget på. Derfor går mange af Frilandsmuseets gæster ind i et, to eller tre huse og forlader dem med en oplevelse af, at de er mere eller mindre ens og derfor også lidt kedelige.

Dette var én af anledningerne til projektet Dér, hvor vi bor – nu, engang og i fremtiden. Projektet ville styrke muligheden for at opleve bygningernes forskellighed. Vi har især været interesseret i at udforske, hvordan vi kunne formidle, at bygningerne med museets tidligere arkitekts ord: ”bærer deres geografi i sig”. Med det mente han, at de alle sammen bærer præg af lokale materialer, vejrlig og terrænforhold for blandt andet at optimere resurseudnyttelse af varme- og lyskilder; en udnyttelse af og tilpasning til det, man havde ved hånden, der også har gjort bygningerne holdbare og nemme at vedligeholde.

I forhold til de klimamæssige udfordringer, vi står over for i dag, og den udledning, netop byggeindustrien står for, er det en forbilledlig måde at bygge på. Spørgsmålet var, hvordan dette kunne formidles til gæsterne på måder, der kan inspirere dem til klimavenlige handlinger og fornemmelser for, at det er muligt at bygge og bo mere bæredygtigt, end vi gør det kollektivt i dag. Og at formidle det som sociale, kropslige og børnevenlige aktiviteter.

Formidling af kloge huse med kroppen forrest

Et vigtigt led i vores besvarelse af det spørgsmål har været observationer af og interviews med børnefamilier, som er museets primære målgruppe. Ikke kun som en måde at evaluere projektet, men også som en måde at få indblik i, hvad gæster kommer med af viden, erfaringer, forforståelser og forventninger.

Foto taget inde fra en tunnel flettet af pilegrene. Man kan se den blå himmel gennem grenene.

Kurvemager Jette Melgren flettede i foråret 2023 en kæmpemæssig tunnel af friskhøstede pilegrene ved Frilandsmuseets gård fra Thystrup.
Foto: Signe Lykke Littrup.

Det stod klart allerede i de første observationer og interviews, at mange voksne gæster forventer, at museet omhandler og formidler livet i ’gamle dage’, underforstået i en tid adskilt og anderledes fra i dag. For nogle gæster er besøget en tur tilbage til de gode gamle dage, som de forbinder med noget mere enkelt og et stærkere fællesskab. For andre knytter forventningen sig til et ønske om at lære, hvordan det var at leve dengang. I begge tilfælde er bæredygtighed hverken det første eller det andet, gæsterne tænker på.

Det samme gælder de yngre gæster, børnene. Også børn forbinder typisk museet med gamle dage. De ’gamle’ huse forbandt de som regel med noget negativt. Handlede det derimod om ’gamle’ aktiviteter, som de kunne deltage i, forbandt de det ligesom mange voksne med noget positivt. Aktiviteter var noget, de kunne huske, og som motiverede dem, når de var på museet. Det sidste vidste vi godt fra andre, også forskningsbaserede, undersøgelser, og derfor vægtede vi fra start blandt andet værkstedsaktiviteter, der satte kroppen og sanserne først. Den måde projektet har formidlet bæredygtighed på, har af samme grund handlet mindre om CO2-udledning og mere om selv at kunne opleve og gøre noget med de naturmaterialer, der var til rådighed i 1700- og 1800-tallet, og som Frilandsmuseets huse fortrinsvis er opført af.

I sommeren 2022 blev gæster derfor inviteret til at bygge med ler, tække med tagrør og opføre egne små huse i mursten, træ, ålegræs og strå, og i 2023 at flette med pil og forme det til blandt andet kålgårde, mini-hegn og sæbeboblepinde. De kunne også bygge små huse, assisteret af en museumsvært. Spørgsmålet var, hvad gæsterne tog med fra disse aktiviteter?

”Museer skal jo først og fremmest handle om gamle dage”

Én ting, der gik igen i projektets interviews var, at gæsterne ikke af sig selv forbandt aktiviteterne med bæredygtige byggemåder, men primært med gamle byggemåder. Sammenhængen blev klar for gæsterne, hvis de talte med en beleven aktivitetspædagog eller museumsvært. At gæsterne ikke af sig selv fortolkede aktiviteterne som noget, der handlede om bæredygtighed, bunder for os at se i de førnævnte forventninger: at museet forbindes med livet i gamle dage, ikke nutiden. Når gæsterne hørte, at projektet ville sætte bæredygtighed på dagsordenen, syntes de imidlertid, at det var både interessant og relevant. Dog oftest tilføjet et men; ”Det må bare ikke være på bekostning af det, museet egentlig handler om”.

En pige på omkring fem år holder en pilegren, der har en løkke på enden. Hun vifter den rundt, så der kommer sæbebobler ud af løkken.

En af de aktiviteter med pil, der var nem at underholde små børn med, var at lade dem slå en rundet knude på en pilegren og dyppe den i sæbeboblevand. Det fungerer lige så godt som plastik og piberensere.
Foto: Frilandsmuseet.

Vores erfaring blev derfor, at vi måtte koble bæredygtighed endnu mere tydeligt til ’det gamle’: At de af vores forfædre, der var bønder, byggede af lokale, biobaserede materialer og genbrugte alt, vedligeholdte alt og tilpassede sig omgivelsernes betingelser. Formentligt mere af nødvendighed end af dyd.

Et eksempel på formidling i projektet, der lykkedes i forhold til at koble de traditionelle (gamle) byggematerialer med gæsternes engagement og opmærksomhed på bæredygtighed er blandt andet denne situation, beskrevet i en af projektets observationer:

”På trægulvet i gården fra Ostenfeldt sidder og ligger flere små grupper af gæster og arbejder koncentreret med strå, halm, pil, ler og tang/ålegræs. Mangler de noget, kan de hente det i pilefletkurvene og keramikbeholderne rundt langs kanten. En familie træder ind i rummet, først tøvende, mens de danner sig et overblik over, hvad der sker, og hvad man kan. En vært og et barn går forbi. ”Hej, og velkommen til Mini-byg,” siger værten og smiler, inden de går hen til en kurv med tang. Et af børnene i familien spørger nysgerrigt: ”Hvad kan man med det?” og peger ned i kurven. Værten fortæller, at ”Mie er i gang med at lave et tang-tag på hendes hus” og spørger om familien vil se hvordan. Det vil de gerne. De får hver en mængde tang i hånden. Det knitrer sjovt og er overraskende let. Mens familien snor tangen i klumper, der kan lægges på taget, taler de med værten om, hvordan tang giver et både holdbart og brandresistent tag. Snart går familien videre med at binde pilekviste sammen med en bindeteknik, de får vist af værter og derefter viser hinanden. Over den næste time tager det lille hus form, mens familien afvejer fordele og ulemper såsom æstetik og holdbarhed ved de forskellige materialer, som minder om eller adskiller sig fra det hus, de selv bor i.”

Ved at tale med museets værter, ved at bearbejde og forme minihuse med de samme materialer, som museets huse er bygget af, fik gæsterne altså både ny viden om museets huse og en fornemmelse af, hvordan de kan bruge naturmaterialer i dag.

Fakta

Projektet Der, hvor vi bor, nu, engang og i fremtiden er finansieret af VELUX FONDEN og Tømmerhandler Johannes Fogs Fond. Det indledtes februar 2022 og blev afrundet den 25. april 2024 med en konference på Frilandsmuseet i Lyngby.

Tilde Strandbygaard Jessen er postdoc på Roskilde Universitet.

Katja Abel Flindt er aktivitetspædagog.

Signe Lykke Littrup er tidligere formidlingsinspektør og projektleder på Frilandsmuseet, nu formidlingschef på Karen Blixen Museum, Rungstedlund.

 

Foto, øverst: Når pil er friskhøstet eller har ligget opblødt i vand er det nemt for børn at arbejde med. Mange børn syntes, det var sjovt at flette med træ, og det var et håndelag, der ikke krævede mange forkundskaber. Foto: Frilandsmuseet.

 

Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 1, 2024.

Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.

Forside på Magasinet Museum Forår 2024. Med store tabloid-agtige bogstaver, står der krisetid. Forsidens baggrundsfarve er orange. Med mindre skrift står: Flere og flere kriser rammer os. Måske er museerne en del af løsningen.