Nye begyndelser – MUSEUM taler med museumsfolk, der for nylig har skiftet job
Maria Vallø Strauss’ kamerarulle er fyldt med skilte og piktogrammer fra alverdens museer. Som nyansat på CLAY Keramikmuseum håber hun på at gøre museet mere kendt i resten af Danmark og i udlandet.
Hvorfor har du sagt ja til stillingen som kommunikationsansvarlig på CLAY Keramikmuseum Danmark?
Jeg sagde ja til CLAY, fordi museet har en særlig position: keramik er både nærvær, håndværk, kunst og design – og samtidig noget, som mange kan spejle sig i. Jeg brænder for at gøre kunsten levende og relevant, og på CLAY kan jeg forene strategisk kommunikation med stærke fortællinger og et museum, hvor gæsten er i centrum. Her er et stort potentiale for at øge synligheden nationalt og internationalt – uden at miste autenticiteten.
Hvad er den sværeste nød, du skal knække i dit nye job?
Blå bog |
| Maria Vallø Strauss, 49 år |
| Tiltrådte som kommunikationsansvarlig på CLAY Keramikmuseum i september 2025 |
| Uddannet cand.mag. i kommunikation og religion |
| Har tidligere været eventansvarlig på Trapholt og markedsføringsansvarlig på Danmarks Jernbanemuseum. |
Den sværeste opgave som nyansat er at identificere og lære CLAYs mange interessenter at kende – lokalt, nationalt og internationalt– og omsætte deres forskellige behov til én tydelig, samlet kommunikation.
Hvornår fandt du ud af, at du ville arbejde på et museum?
Jeg kan ikke pege på ét bestemt øjeblik, hvor jeg besluttede mig for museumsbranchen. Museumsbesøg var en fast del af min barndom, og med forældre, som var uddannede ved Det Fynske Kunstakademi, blev kunst tidligt noget, man oplevede og talte om. Jeg lærte tidligt, hvad kunst kan: åbne blikket, vække nysgerrighed og skabe en efterklang, man tager med sig. Det har siden været drivkraften i mit arbejde med at gøre kunst og kultur nærværende for flere.
Hvad er din vigtigste indsigt i museumsbranchen efter at have arbejdet i den i 10 år?
Min vigtigste indsigt er, at kunst kan flytte noget i mennesker. Et værk kan åbne et nyt blik på livet – også uden at give enkle svar. Kunst og kultur kan give os noget, vi ikke finder andre steder: ro til fordybelse, mod til at mærke efter og et sprog for det, der ellers kan være svært at sige højt. Når et museum lykkes, går man ikke bare derfra med viden, men med en følelse af at være blevet ramt eller forbundet.
Hvad er din bedste oplevelse som museumsgæst?
Det bedste er, når en udstilling skubber til mit blik på verden. Fortællingen er klar, men der er stadig plads til min egen tolkning. Jeg går derfra med noget, jeg bliver ved med at mærke længe efter.
Hvad lægger du mest mærke til, når du selv er gæst på museum?
Min familie vil sige skiltningen. Og de har nok ret. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til formidlingen undervejs. Jeg kigger på indholdet og tonen i teksterne, men også på de visuelle valg som fonte, grafik og de små finurligheder. Og så alt det fysiske omkring materialevalg, ophæng og opsætning. Jeg ender næsten altid med at tage inspiration med mig hjem. Min kamerarulle afslører det også. Den er fyldt med billeder af skilte, piktogrammer og montering.
Hvilket museum skal du se næste gang?
Det næste museum, jeg håber at kunne besøge, er Fondation Carmignac (Villa Carmignac) på den franske middelhavsø Porquerolles. Jeg er nysgerrig på mødet mellem kunst, arkitektur og landskab – og på, hvordan oplevelsen iscenesættes, når man bevæger sig barfodet gennem udstillingen.
Artiklen er udgivet i MUSEUM nr. 1, 2026
