Vi vokser op i velfærdssamfundet, og derfor kan det være svært at begribe – og udstille – hvad velfærd egentlig er. Men netop af samme grund er det vigtigt, og vi museer kan spille en særlig rolle i at skabe opmærksomhed og debat om vores velfærdssamfund. Det er en af konklusionerne fra et forskningsprojekt om velfærd.
“Velfærd er jo alle steder.” En 33-årig gymnasielærer har lige sat ord på en erkendelse, som de andre interviewdeltagere i vores forskningsprojekt også har kredset om. Vi er på besøg i hans hjem. Han er på barsel fra lærergerningen, og babyen sover i barnevognen udenfor. Storesøsteren er afleveret i daginstitutionen. Moderen, som er sygeplejerske, er kørt af sted på arbejde. Velfærden er til at få øje på. I hvert fald lidt endnu.
Ingen af de fem nationalmuseer i undersøgelsen har udstillinger, der specifikt handler om velfærd, men velfærd italesættes i udstillinger om den nyere tids historie. Her ‘Danmarkshistorier’ på Nationalmuseet i København..
Foto: Anne Rørbæk Olesen.
Velfærdens underforståede betydning
Besøget er en del af det etårige forskningsprojekt Levet Velfærd på Museum. I projektet har vi blandt andet undersøgt, hvordan kulturhistoriske nationalmuseer i Norden udstiller velfærd, vi har interviewet borgere og vi har læst erindringer om velfærd i Danmark. Det har gjort os klogere på, hvordan velfærd kan forstås i krydsfeltet mellem det historiske og samtidige, men også givet indblik i hvordan, og ikke mindst hvorfor, det er relevant at udstille velfærd.
At velfærd er alle steder, skal ikke forstås sådan, at alting bare spiller. Tværtimod. For der er huller i vejene, for lidt omsorg på sygehusene, for dårlig offentlig transport og meget mere. Gymnasielæreren og de øvrige deltagere i vores forskningsprojekt har masser af eksempler på negative velfærdsoplevelser i deres hverdagsliv. Men grundlæggende tillægger deltagerne velfærd en stor, implicit og positiv betydning, omend de negative velfærdsoplevelser har det med at fylde i bevidstheden – og i medierne. Som en anden deltager siger: “Når velfærden ikke fungerer, så lægger man mærke til den.”
Deltagerne i undersøgelsen peger netop på, at velfærd i høj grad forstås som noget man er vant til, tager for givet og glemmer at sætte pris på. Det er derfor også svært at begribe, hvad velfærd egentlig er og betyder. Disse mere fundamentale perspektiver på velfærd får ikke nok opmærksomhed, som en deltager siger: “Jeg synes, der mangler viden og uddannelse i, hvad et velfærdssamfund er. Vi vokser op i det, men vi får egentlig ikke at vide, hvad det er.” Og netop museer er oplagte steder at skabe opmærksomhed og diskussion om velfærdssamfundet, mener deltagerne.
Velfærden på de nordiske nationalmuseer
Er der så opmærksomhed og diskussion om velfærd på museerne i dag? Det korte svar er nej. I hvert fald hvis vi udelukkende kigger på, hvordan kulturhistoriske nationalmuseer i Norden udstiller velfærd. Her får vi ikke så meget eksplicit at vide om, hvad velfærd er. Og vi bliver heller ikke mindet særligt meget om velfærds betydning. Velfærd spiller faktisk en relativt lille rolle i udstillingerne på de kulturhistoriske nationalmuseer i Sverige, Norge, Island, Finland og Danmark.
Ingen af de fem nationalmuseer i vores undersøgelse har udstillinger, der specifikt handler om velfærd, men velfærd italesættes i udstillinger om den nyere tids historie på fire af museerne. Særligt i udstillingerne i Sverige og Danmark bliver begrebet brugt, fx som et kernebegreb til at beskrive forskellige perioder i 1900-tallet. På tværs af museerne er der tale om klassiske udstillinger, der primært benytter tekster, billeder og genstande, og hvor fremstillingen af velfærd fokuserer på et historisk perspektiv og især systemiske aspekter, fx hvordan velfærdssamfundet er blevet udviklet som et politisk projekt. Derudover bærer fremstillingen af velfærd på tværs af museerne præg af det implicitte eller indirekte. Velfærd bliver ikke nærmere forklaret i udstillingerne, og koblingen til samtidsrelevans er gennemgående underforstået. I Finland udstilles for eksempel en ’maternity package’ – en papkasse med babytøj og -udstyr – som et eksempel på finsk velfærdsinnovation opfundet i 1949, uden omtale af at boksen stadig i dag gives til alle vordende mødre i Finland.
Generelt spiller velfærd altså en relativt diskret og primært historisk rolle i udstillingerne på de kulturhistoriske nationalmuseer i Norden. Det kan der bestemt være gode grunde til, men når vi sammenholder udstillingsanalysen med borgerundersøgelsen, kan vi identificere nogle oplagte muligheder i forhold til samtidige perspektiver.
‘The Making of a Nation’ på Nationalmuseet i Reykjavík.
Foto: Anne Rørbæk Olesen.
Mere samtidighed og involvering
For deltagerne i borgerundersøgelsen fylder de samtidige perspektiver netop enormt meget. For det første er det samtidigheden i sig selv, der gør det – med deltagernes ord – ”super”, “mega” og “ekstremt” relevant at udstille velfærd: “Jamen, selvfølgelig er det da relevant. Altså det er jo den måde, vi lever på. Hvorfor er vi, som vi er? Og dér er der nogle ting, som jeg tror især de unge tager for givet.” Især børn og unge bliver fremhævet som vigtige målgrupper for en udstilling om velfærd, både af de ældre og yngre deltagere i undersøgelsen, netop fordi de skal bære samfundet videre.
Og det hænger sammen med en anden pointe, nemlig en stor interesse i at forholde sig til velfærd på tværs af tider. Generelt mener deltagerne, at den historiske udvikling er vigtig at have med, men i relation til samtiden, såvel som fremtiden: “Det skal handle om velfærd i dagens Danmark. Om hvordan det kan blive. Og om hvordan det har været”. Som en anden deltager ligeledes siger: “Hvordan har velfærdssamfundet været igennem tiden? Hvordan er det blevet til et velfærdssamfund? Hvad har det været engang? Hvor er vi nu? Og hvad kan det måske gå hen og blive til?”
Når det kommer til, hvordan velfærd formidles ønsker deltagerne særligt at blive involveret på forskellige måder:
- Indlevelse via fx stemning og sansning fremfor læsning (musik, billeder, scenografier og videoer fremfor tekster).
- Interaktion via fx quizzer, tests, sammenligningsstationer, spil og legeuniverser.
- Deltagelse via stillingtagen i ’valghandlinger’ eller spekulative scenarier og medskabelse af og i udstillingen.
En større grad af involvering kan således have et potentiale i forhold til at aktivere de mere samtidige perspektiver, som deltagerne efterspørger. Her bliver det netop tydeligt igen, at nationalmuseerne med deres klassiske formidlingsform har fokus på velfærd som et historisk, fjernt begreb, mens deltagerne i høj grad viser interesse i at involvere sig med og relatere sig til det historiske. I krydsfeltet mellem vores undersøgelser ser vi altså nogle interessante potentialer i forhold til, hvordan velfærd kan aktiveres i et mere samtidigt perspektiv og – måske endnu mere interessant – giver dette krydsfelt et indblik i, hvorfor det er relevant at gøre det.
Og som en deltager udtrykker, er dét måske netop museernes rolle som ’velfærdsaktører’: “Faktisk er museer jo nok også en del af velfærden. At vi har adgang til at se historie og mærke historie og læse om det og blive klogere på, hvordan det var.” Så ja, velfærd er virkelig alle steder. Vi er allesammen – også museerne – en del af velfærden. Men måske kan vi på museerne spille en særlig rolle i at skabe opmærksomhed og debat om velfærds fundamentale, men ofte underforståede betydning i vores samfund.
Anne Rørbæk Olesen er projektseniorforsker, Nanna Holdgaard er seniorforsker og Mikkel Thelle er seniorforsker – alle på Nationalmuseet.
Foto, øverst: En montre med finsk velfærdsinnovation i form af en ’maternity box’ fra Story of Finland på Nationalmuseet i Helsinki.
Foto: Anne Rørbæk Olesen.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 1, 2025.
Køb bladet
Køb de seneste numre eller abonnement
Læs ældre numre
Find gamle numre i vores arkiv
Arkivet fungerer ikke optimalt i Safari, så vi anbefaler at bruge en anden browser.
