Brugen af iscenesættelse og digitale medier har en stor effekt på museumsgæster, viser resultaterne af Camille Marie Beck Fallesens speciale om Moesgaard Museums udstilling Ud af Kaos.
Skydedørene glider op. Murbrokker og tunge gardiner opdeler rummet og lader fire områder komme til syne. Det er områder, der skildrer fire folkeslag; romerne, goterne, hunnerne og nordboerne fra tiden 300-700 e.Kr. og hvordan de håndterede perioden. En periode, der beskrives som kaotisk. Allerede fra mine første skridt ind i Moesgaard Museums særudstilling Ud af Kaos, høres svage lyde af krigsråb, landsbyboere og naturlyde. Lys og lyd guider mig og de andre besøgende gennem udstillingen og hen til de mange digitale og animerede fortællinger, der lyser op i murbrokkerne, på gulvet og i en stor ring af guld. Netop Moesgaard Museums måde at inddrage digitale virkemidler til at fortælle historier og skabe en involverende og sansemæssig oplevelse var omdrejningspunktet for en undersøgelse jeg foretog under mit speciale, og som jeg her præsenterer resultaterne af.
Det digitale paradigmeskifte
I takt med den stigende digitalisering og de mange virtuelle og fysiske tilbud, der opfylder vores oplevelsesbehov, er museer kommet i skarp konkurrence med oplevelsescentre og oplevelsesparker. Museerne opererer derfor med et nyt dannelsesbegreb, hvor den klassiske sammensætning af oplysning, viden og oplevelse omsættes til nye formidlingsformer. Det digitale paradigmeskift i museumsformidlingen styrer på den måde vores opmærksomhed væk fra museet som en samling af genstande til et sted for sociale praksisser, hvorfor de besøgende i dag har en mere underholdningsorienteret og social tilgang til museernes udstillinger frem for den traditionelle tilgang, hvor genstandene er mere i fokus.
En anderledes udstillingsoplevelse
I nordboerområdet kunne besøgende se en animation om massakren på Sandby Borg projekteret op på en stor ring af guld.
Pressefoto: Moesgaard Museum.
Som et kulturhistorisk museum belyser Moesgaard Museum forandring, variation og livsvilkår fra de ældste tider til nu. Museet bruger her en ny form for formidling til at aktualisere viden om kultur- og naturarv og gør den således mere tilgængelig og vedkommende. I særudstillingen Ud af Kaos gjorde dette især sig gældende i form af videoanimerede fortællinger, interaktionsskærme, traditionelle udstillingsmontrer, forskervideoer og ikke mindst lyd og lys.
I rammefortællingen om de fire folkeslags liv under folkevandringen var det primært brugen af lyd, der var med til at forstærke de oplevede atmosfærer i udstillingsrummet. I min undersøgelse af udstillingens virkemidler interviewde jeg fem personer, der alle følte en særlig forbindelse med lydene og lyset, hvilket betød, at de fik en mere sanselig oplevelse end de havde regnet med. For eksempel oplevede en far større indlevelse end forventet: ”Jeg føler lidt, at lydene giver mig en særlig fornemmelse af at være der, fx på Sandby Borg. Lyset giver lige det ekstra,” fortalte Jacob, der ofte besøger museet på grund af en familietradition og ønsket om at give datteren Nora en mere underholdende læringsproces.
I de tilfælde, hvor personerne følte sig involverede via lyset og de atmosfæriske lyde, der eksempelvis skulle imitere en storby med sælgere og latter i romernes udstillingsområde, blev deres opmærksomhed fastholdt på udstillingselementerne i længere tid, end hvis de ikke følte sig involverede. Lydene og lyset i en udstilling kan derfor være med til at skabe en langt højere involvering og dermed en større forståelse for, hvordan udstillingen og genstandene skal tolkes. Det handler altså ikke kun om, hvad de enkelte genstande fortæller, men i lige så høj grad om, hvordan udstillingens virkemidler i samspil med hinanden skaber en forståelse for den periode og kultur, som formidles.
Det sociale aspekt
De digitale virkemidler kan både udfordre og støtte de besøgendes sociale interaktioner under museumsbesøget, hvor man i en gruppe ofte bevæger sig som én samlet enhed. Det blev jeg opmærksom på, da Jacob og Nora stod foran en af interaktionsskærmene. Jacob stod helt stille og lyttede, Nora trippede ved siden af ham og løb til sidst hen til en af de andre animationsvideoer, som hun i mellemtiden havde fået øje på. Jacob sagde efterfølgende, at der både er negative og positive aspekter ved de digitale virkemidler: ”Jeg synes det er en god blanding faktisk. Det kan være svært at holde fokus på én ting ad gangen, når flere skærme kører med forskellige animationer rundt omkring en. Nora havde i hvert fald øje på flere skærme på én gang.”
For Jacob og Nora var udstillingselementer som animationsskærme og montrer det primære fokus, men for andre museumsgæster kan den sociale interaktion være deres primære interesse. Her kan udstillingselementerne imidlertid være med til at skabe nye muligheder for sociale interaktioner. Jeg lagde hurtigt mærke til, at et ældre ægtepar, Ingeborg og Hans, ofte aflæste de andre besøgendes adfærd og dermed justerede deres egen, hvilket ses da de opdager en animationsskærm i romerområdet, hvor man via et kamera i skærmen kan tage et billede og få sit ansigt lavet til en romersk mønt. Her faldt de i snak med et par, der sad foran skærmen og ikke forstod, hvordan man startede animationen. Ingeborg, der tidligere havde observeret andre foran skærmen, viste hvordan det fungerede. Efter parret var færdig og rejste sig, prøvede Hans at starte animationen, mens parret fra før stod bagved. Det endte med at Ingeborg og Hans fulgtes med parret rundt i det romerske område, hvor jeg stille observerede dem alle fire indtil de skiltes ved nordboernes udstillingsområde.
Hvad kan den involverende og sansemæssige udstillingsformidling?
Romerområdet i særudstillingen bar præg af murbrokker og guldørne.
Pressefoto: Moesgaard Museum.
Særudstillingens åbne og mere selvstændige formidlingsform, hvor gæsterne primært er overladt til sig selv, giver dem mulighed for at skabe et personligt og emotionelt forhold til det formidlede stof. Den mere utraditionelle formidlingsform kan dog også give anledning til en vis fejlfortolkning, hvilket forstærkes af den åbne formidlingsform, hvor besøgende i en udstilling, som ikke fremsætter en rute, let kan springe informationselementer over. Det løste Ud af Kaos ved at gentage de vigtigste informationer om folkevandringsperioden flere gange i udstillingsrummet på flere forskellige måder. De besøgende kan derfor ikke springe noget over, og således mangle forståelse for helheden og sammenhængen af de fire folkeslag.
Ifølge min undersøgelse er den digitale og interaktive samt oplevelsesbaserede udstillingsformidling ikke blot med til at skabe en emotionel og indlevende udstillingsoplevelse for de besøgende. Den giver dem også en øget forståelse for museets formidlede stof, og dette på et mere individuelt plan. Særudstillingens brug af scenografiske kulisser, hvor lyd og lys spiller en central rolle, er her især med til at vedligeholde interessen og spændingen, hvorved de besøgendes engagement højnes i løbet af udstillingens forløb. Det står i modsætning til den traditionelle udstillingsform, som primært kendetegnes ved en mere genstandsorienteret og stringent formidling, der vægter oplysning højere end den personlige inddragelse. Gennem en både informativ og underholdende formidlingsform skaber Moesgaard Museum en tilgang til udstillingsformidling, der afspejler nutidens omfattende digitalisering. Når vi besøger et museum, forholder vi os altså til det formidlede stof i en nutidig kontekst på godt og ondt, og dét at vi forholder os til fortiden, bliver således en del af den fremtid, som de næste generationer vil forholde sig til.
Camille Marie Beck Fallesen er cand.mag. i Visuel Kultur fra Københavns Universitet.
Foto, øverst: Hunnerområdet i særudstillingen Ud af Kaos formidlet via tunge gardiner og mørkt lys.
Pressefoto: Moesgaard Museum.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 3, 2024.
Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.
