Den implicitte besøgende og det refleksive museum

Museer har ikke altid øje for den mangfoldighed af alternative perspektiver, deres potentielle brugere repræsenterer. Vores museum har arbejdet med at afdække museers forståelse af deres brugere – som afsæt for at kunne inddrage nye brugergrupper i kommunikationen.

“Tænk på en 14-årig dreng, så vil du nå ud til alle!” Astrofysikeren bag dette citat var en af deltagerne i en workshop, der skulle forberede en ny permanent udstilling, Made in Space, på Planetarium, som åbnede i februar 2018. Udstillingen skulle omhandle astrofysik, og en gruppe af astrofysikere, formidlere og en naturfagsdidaktiker var samlet for at udvikle bud på, hvilken ny dansk og international forskning der skulle med i udstillingen. Sammen skulle gruppen bestemme, hvilke emner var de vigtigste og mest aktuelle inden for forskningsverdenen, og som fortjente udbredelse i den bredere befolkning. Samtidig havde gruppen bag udstillingen et ønske om at gøre astrofysik mere tilgængelig og var derfor indgået i et forskningssamarbejde med Vores museum og Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.

Hvad betyder det, når man designer til ‘en 14-årige dreng’? Er det en realistisk måde at formidle til alle? En analyse af den eksisterende udstilling Space Mission (Planetarium, 2015) giver nogle bud på et svar. Analysen pegede på, at udstillingens indhold og form tilsyneladende prioriterede individuelle oplevelser over de sociale, konkurrenceprægede oplevelser over samarbejde, det tekniske over det humanistiske og fakta over større sammenhænge. Disse træk er alle nogle, som ofte forbindes med det symbolsk maskuline. Analysen tydede derfor på, at Space Mission implicit henvendte sig til én bestemt slags besøgende; en person der identificerer sig med udstillingens maskuline form og sprog.

Vi kalder denne besøgende for udstillingens ’implicitte besøgende’. Gæster til Space Mission, som ikke identificerer sig med udstillingens form og sprog, risikerer derimod at føle sig holdt udenfor. Det indledende citat om den 14-årige dreng er altså vigtigt, for det tydeliggør en antagelse om, hvem en udstilling om astrofysik kan henvende sig til. Ved at tale til den 14-årige dreng taler man kun til den 14-årige dreng og andre, der minder om ham.

Hvem henvender museer sig til?

Eksemplet her antyder, at antagelser om, hvem astrofysik ‘er for’, ultimativt kan have en negativ effekt på, hvem der føler sig inkluderet eller talt til i formidlingen på Planetarium. Men gælder problemet også andre fagligheder og typer af kulturinstitutioner? Det er muligt. Fælles for alle typer kulturinstitutioner er i hvert fald, at de repræsenterer en kernefaglighed, og at de formidler til borgere, der ikke er en del af den pågældende faglighed. Arbejdet i kulturinstitutionerne indebærer altså en oversættelse af faglig viden, praksisser og værdier fra forskningsfagets sprog og medier (for eksempel forskningsartikler) til den pågældende kulturinstitutions sprog og medier (for eksempel interaktive opstillinger). Målet med denne oversættelse er at skabe miljøer eller situationer, hvor borgere uhindret kan interagere med, og skabe deres egen forståelse af, relevante dele af det pågældende fag. I praksis er denne oversættelse ikke altid ligetil.

Fordi museer og lignende kulturinstitutioner er en integreret del af det forskningsfag, de er tilknyttet, har de derfor ikke altid øje for den mangfoldighed af alternative perspektiver, deres potentielle gæster repræsenterer. Det betyder, at udstillinger og formidlingsaktiviteter, som ellers skulle være indbydende og engagerende for en bred skare af gæster, kommer til at henvende sig til de grupper, der er i stand til at afkode dem – deres implicitte besøgende. Andre grupper ekskluderes på denne måde let fra museerne, i nogle tilfælde de ikke-højtuddannede, i andre tilfælde de ubemidlede eller de ældre. Denne eksklusion kan ikke forklares ved for eksempel billetpris eller transporttid. Forskningen viser nemlig, at museumsgæsters socioøkonomiske profil ikke ændres nævneværdigt, når adgangen gøres gratis, eller gæsterne tilbydes transport. De mekanismer, der ekskluderer, er snarere bygget ind i museernes formidling og kan variere fra institution til institution.

Arbejdet med nye brugere

Hvordan kan vi ændre dette scenarie? Da udviklingen af Made in Space begyndte på Planetarium, var det denne problemstilling, udstillingsteamet stod over for. Teamet vidste, at Planetariums tidligere udstillinger havde impliceret en maskulint kønnet besøgende og altså muligvis ekskluderet alle, som ikke kunne identificere sig med det symbolsk maskuline. Det første vigtige skridt var at skabe en bevidsthed om de implicitte antagelser om gæster, som kunne stamme fra faget, institutionen, forskerne, praktikerne – og teamet selv. Med andre ord: For at nå en bredere og mere mangfoldig gruppe af potentielle gæster (og ikke bare den 14-årige dreng) måtte der altså skabes en forståelse for, hvem Planetarium ikke nåede ud til.

Vores tilgang blev at definere såkaldte ’ikke-brugere’, dvs. dem som ikke tidligere havde besøgt Planetarium. Typisk er det borgere uden en naturvidenskabelig baggrund, og som måske endda finder fysik skræmmende og fremmedgørende. Gennem en række workshops med ikke-brugere blev deres svar en del af udstillingens udvikling. Deres viden, holdninger og interaktioner med udvalgte aspekter af astrofysik blev løbende oversat til valg og vinkling af konkret indhold og design af prototyper og tekster, som til sidst udmøntede sig i det endelige design. Konkret betød det for eksempel, at den centrale fortælling i Made in Space kom til at kredse om, hvordan alle de molekyler, vi som mennesker består af, stammer fra universet. Vi er bogstavelig talt ’made in space’!

Udviklingsprocessen var en succes, fordi alle partnere i processen var en del af den. Selv det eksterne designbureau justerede løbende deres prototyper baseret på ikke-brugernes feedback. Resultatet blev en udstilling, som inddrager en bredere og mere mangfoldig gruppe af besøgende ved at skabe en indlevende oplevelse af, hvad rummet er, og hvorfor det er relevant for os alle.

Det refleksive museum

Baseret på vores arbejde med Made in Space præsenterer vi tre konkrete punkter, som er vigtige at forholde sig til for det refleksive museum, der ønsker at inddrage en større mangfoldighed af besøgende:

1. Vær bevidst om vores egne implicitte idéer om de besøgende

Det første skridt i processen er at skabe bevidsthed om, hvem museets implicitte besøgende er – og hvem der derved udelukkes. Den implicitte besøgende svarer ikke til en veldefineret målgruppe, men er snarere den gæst (køn, alder, baggrund, interesser osv.), som ubevidst er bygget ind i formidlingens form og sprog, og som risikerer at få andre til at føle, at de ikke bliver talt til.

2. Inddrag ikke-brugere i designprocessen fra begyndelsen – og i dybden

Vores projekt lærte os, hvor vigtigt det er, at ikke-brugere inddrages fra starten af designprocessen, så de har indflydelse på både indhold, vinkling og design. I udviklingen af Made in Space var det tydeligt, at når ikke-brugerne fik adgang til at påvirke arbejdet helt ned i detaljen, blev indholdsvalg og det endelige design tydeligt blev mere nuanceret, og det højnede kvaliteten.

3. Hele udstillingsteamet (alle fagligheder) skal være med på idéen, som skal fastholdes hele vejen igennem processen

Endelig understreger vi vigtigheden af, at alle medlemmer af design-teamet skal inddrage ikke-brugere, lytte til dem og være villige til at inddrage deres input – også selv om de ikke nødvendigvis er enige. Det fælles fodslag om inddragelsen af ikke-brugerne i alle stadier af designprocessen er altafgørende for, at deres input bliver meningsfulde og ikke formidlingsmæssig flødeskum på den faglige lagkage.

Foto: Jakob Bruun Nicolaisen

Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 2, 2021.