Forsker i kulturmøder og digital museologi, Josefine Baark, retter kritik mod Kulturministeriets rapport om formidling af kolonihistorie, der udkom sidste år.
Kulturministeriets rapport fra 2022, der skulle ”belyse mulighederne for at styrke museumsformidlingen af Danmarks kolonihistorie” har desværre en stor mangel – nemlig en klart afgrænset definition af begrebet kolonihistorie. Det er uheldigt, fordi dette begreb optræder 281 gange i rapporten, og fordi kolonihistorie er det, som Kulturministeriet i sidste ende ønsker, at museerne skal formidle.
Så hvad kan regeringen og referencegruppen have ment med ’kolonihistorie’? Og hvorfor valgte de ikke begrebet ’afkolonialisering’? Et endnu vigtigere spørgsmål efter min mening.
Trods alt er ’afkolonialisering’ det begreb, som størstedelen af museer, regeringer og aktivister verden over nu bruger for at betegne deres historie vedrørende deres fortid som kolonimagt, og kolonitidens indflydelse i samfundet før i tiden såvel som i nutiden. Det er vigtigt, at museumsverden i Danmark ikke halter bagud og begraver sig i fortidens begreber, men følger med i det globale opgør med kolonialisme og imperialisme.
En underforstået definition på ’kolonihistorie’
Søster Nicoline, “Nic” (yderst til venstre), var en af de to første danske diakonisser, der ankom til Skt. Croix i 1904. Her er hun fotograferet med børnene på Kronprinsesse Louises Børnehjem i Frederiksted i julen 1911. Foto: M/S Museet for Søfart.
Rapporten og forundersøgelsen blev udarbejdet af repræsentanter fra forskellige museer og kommer med en stribe modeller for, hvordan formidlingen af dansk kolonihistorie kan styrkes. En del af forundersøgelsen skulle også undersøge den danske befolknings kendskab til kolonihistorie, og mange af de 2000 adspurgte personer dumper til denne ’eksamen’. Undersøgelsens konklusion lyder:
Kolonitiden kendes blandt befolkningen bedst for De Amerikanske Jomfruøer og Grønland – mange har herudover et uskarpt kolonigeografisk billede og kan ikke klart skelne mellem kolonier og ikke-kolonier. Ligeledes tegnes billedet af en befolkning med et spredt kendskab til Danmarks rolle som kolonimagt.
Kulturministeriet, s.3
’Kolonitiden’ og ’kolonihistorie’ bruges omskifteligt i rapporten. Den forståelse af kolonihistorie, som spørgeskemaets ’korrekte’ svar antyder, peger på en opfattelse af kolonihistorie som begrænset til fortiden, samt geografisk fokuseret på Danmarks ageren i Indien, Ghana, de Vestindiske Øer og Grønland. Økonomisk ses kolonihistorie som funderet på salg af ting som tobak, sukker, samt slavegjorte mennesker. Det økonomiske udbytte af denne handel er begrænset til København, og har efterladt et udtryk specifikt i københavnsk arkitektur.
Et lidt karikeret forsøg på at definere kolonihistorie ud fra undersøgelsens sprog og tilgang, ville måske se ud som dette:
Kolonihistorie er en fortælling om dansk handel med tobak, sukker og andre goder, samt slavegjorte mennesker i Indien, Ghana, de Vestindiske Øer og Grønland, der bragte økonomisk velstand til København.
Denne definition byder på problemer. Den får kolonitidens dynamikker til at fremstå som et problem, der kun hører fortiden til. Den koger de mange forskellige måder at gribe historier fra tiden an på, ned til en enkel officiel fortælling, som ses primært fra et dansk synspunkt. Den isolerer danske handlinger fra deres afhængighed af andre europæiske – og senere nordamerikanske – forsøg på imperiebyggeri. Den fokuserer på handel og økonomisk velstand uden at tage højde for kolonitidens kulturelle virkninger, såsom prioritering af skriftlig viden over mundtlig, samtidig med at det økonomiske udbytte ses som begrænset til København.
Dog nævner selve rapporten, at der har været en kritisk reaktion fra museernes side:
Der hersker uklarhed om, hvad der overhovedet kan defineres som kolonihistorisk, og flere respondenter giver udtryk for, at de ikke ved, om deres samlinger indeholder noget relevant.
Kulturministeriet, s.40
Det fremgår af rapporten, at der på trods af problemer med at forstå nøjagtig hvad kolonihistorie indebærer, findes et stort potentiale for at forankre genstande i de dynamikker, der har deres oprindelse i kolonitiden. Tillige har rapporten identificeret flere samlinger, der kan bruge temaet til at uddybe sin nuværende formidling:
der er stor forskel på, hvordan respondenterne forstår kolonihistorie som tema, idet nogle oplyser om formidling af emner, der alene vedrører Danmarks tidligere kolonier eller global handel under dansk flag, mens andre inkluderer fx internationale kunstnere, der arbejder med kolonialisme og postkolonialisme som overordnede emner eller som konkrete fænomener vedrørende andre lande.
Kulturministeriet, s.40
Hvilken ramme har denne underforståede definition skabt?
I rapporten bliver kolonihistorie fremstillet som om den kun er relevant for et dansk publikum. Det afspejler sig i organisationen bag rapporten og forundersøgelsen, hvor der kun blev involveret fem fagfolk fra lande, hvor Danmark har ageret kolonimagt, mod 35 danske fagfolk, samt 29 danske museer. Bortset fra et lille afsnit med en oversigt over internationale initiativtagere blev der desuden heller ikke gjort forsøg på at forankre løsningsmodellerne for bedre formidling i en international debat.
Selvom stemmer fra tidligere kolonier blevet bedt om at byde ind, er den endelige rapport kun udgivet på dansk, så med andre ord skal dansk kolonihistorie formidles til et dansk publikum i Danmark, hovedsagelig på dansk. De mennesker, hvis historie og nutid er direkte påvirket af kolonitiden, har ikke fået tilbudt noget ejerskab i fortællingen, hverken geografisk eller sprogligt.
Undersøgelsen har en begrænset nationalhistorisk ramme, der fejlagtigt ser Danmarks aktiviteter som isoleret fra de europæiske politiske kræfter, der underbyggede bestræbelserne på at erhverve, administrere og profitere fra kolonier – bestræbelser der har været en væsentlig forudsætning for europæisk fremgang lige siden.
En sidste iøjnefaldende konsekvens af den snævre ramme kan findes i rapportens forankring af formidling i hovedstaden, som om levn fra kolonitiden kun kan findes i Københavns arkitektur, i realiteten blot i Frederiksstaden og på Christianshavn.
Eller kan den? Ligger alt, hvad der skal formidles, i fortiden? Det er nødvendigt, at der bliver sat spørgsmålstegn ved nutidens relation til historien. Dette spørgsmål vil jeg vende tilbage til sidst i artiklen.
Andre europæiske tilgange
Hvis vi ser på lignede rapporter i en europæisk sammenhæng, er der en iøjefaldende forskel. I Tyskland og Storbritannien er det nemlig ikke kolonihistorie, der skal formidles, men et mere omfattende opgør med kolonitiden og dens indflydelse. I den opdaterede guide fra Deutscher Museumsbund drejer det sig om en dialog, en arv, et emne eller en mulighed for afkolonialisering:
The Guidelines hope to encourage all museums to enter into a transparent and constructive dialogue about colonial inheritance – on both the national and the international level.
The Guidelines provide fundamental information on the topic of “colonialism and museums” from various disciplines and perspectives (…) and illustrate the significance of items in communities of origin and decolonisation opportunities in the management of collections and exhibitions.
Deutscher Museumsbund, s. 4
I en rapport udgivet af britiske Museums Association er det også afkolonialisering, der står som det centrale omdrejningspunkt.
Our 2019 Empowering Collections report found there was a growing interest in decolonizing museums, but there was a lack of confidence in how to put this concept into practice. This document is intended as a prompt for thinking, discussion and action on decolonizing.
It offers tools for those who want to improve their practice through decolonial thinking and suggests initial steps for those who are committed to this work, but don’t know where to start. It also aims to give strength and support to those already doing this work.
Museums Association s.5
Afkolonialisering i praksis
Maleri af Hugo Larsen, 1905: Portræt af nanny med barn. Motiv fra Skt. Thomas, Dansk Vestindien med byen Charlotte Amalie i baggrunden. Barnet er postmester på Skt. Thomas, Carstensens datter, Ruth. Foto: M/S Museet for Søfart.
Den britiske Museums Association har foreslået en konkret 10-punkts liste, som museumsfolk kan bruge, når de arbejder med afkolonialisering. De foreslår her, at afkolonialisering indebærer at udfordre neutralitet, at anerkende magt og privilegier, at bygge relationer, at værdsætte alle former for viden og faglighed lige meget, at udfordre normer og opmuntre til at tage risici, at være gennemsigtig omkring museumspraksis, at afsætte aktive, langsigtede ressourcer, at inddrage de personer, der er relevante, samt at være kreative og sigte på at opnå retfærdighed.
Fra tysk side bliver det understreget, at der er brug for et fokus på samtale med ’communities of origin’. Ved at prioritere ’communities of origin’ udfordrer afkolonialisering kolonitidens prioritering af kolonimagtens fortællinger og den rolle som fortællerstemme, kolonimagter monopoliserer. Det inviterer til diskussioner og indebærer et krav om at viden er flersproget – også i rapporten fra Kulturministeriet. Ved at bringe levende stemmer ind i den diskussion kan de magtdynamikker, der blev etableret under et kolonistyre holde op med blot at høre til fortiden. Samtidigt er det vigtigt at respektere (socialt og økonomisk) det følelsesmæssige arbejde, der kræves for at undersøge den koloniale arv. I Deutscher Museumsbunds guidelines findes der flere praktiske eksempler fra internationale museer.
Sidste år kunne man i Danske Museer læse at ”I efterårets debat i 2021 kom det frem, at nogle medlemmer af referencegruppen ønskede at tilføje medlemmer fra Danmarks tidligere kolonier, mens andre i gruppen var lodret imod. Det endte med, at der ikke blev tilføjet yderligere medlemmer til gruppen.”(Tine Knudsen, s. 39)
Havde et fokus på at integrere afkolonialisering som praksis i den danske museumsverden været hovedpunktet for rapporten i stedet for formidling af kolonihistorie, ville rapporten sandsynligvis have inkluderet og måske endda være ledet af input fra ’communities of origin’.
Måske ville rapportens formidlingsscenarier have fokuseret på at sikre midler til at fremhæve og styrke museernes arbejde med at samarbejde, samle, bevare, forske, udstille og uddanne ved at respektere alle former for viden. Dette kunne fremme gennemsigtighed omkring museumspraksis og modarbejde ideer om neutrale museer og neutrale historier (om kolonitid eller andet). Alle rapportens scenarier fra museum til forslag om temauger bør udfærdiges med afkolonialisering og ikke med kolonihistorie som udgangspunkt.
Spørgsmålet er om ikke det havde set anderledes ud, hvis rapporten og undersøgelsen fra begyndelsen havde taget udgangspunkt i museernes egne overvejelser om afkolonialisering, i stedet for en konsulentrapport bestilt af en regering på baggrund af en finanslov.
Josefine Baark er Carlsberg Re-Integration Post-doc Fellow på Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet.
Billeder er fra M/S Museet for Søfart (creative commons-licens) og udvalgt af redaktionen.
Kildeliste
Deutscher Museumsbund, (2021) Guidelines for German Museums: Care of Collections from Colonial Contexts; Ahrndt, W. Eds.
Kulturministeriet (2022) Forundersøgelse vedrørende formidling af kolonihistorie. https://kum.dk/fileadmin/user_upload/Rapport__forundersoegelse_vedr._styrket_formidling_af_kolonihistorie-1.pdf
Museums Association UK (2020) Supporting Decolonisation in Museums.
https://www.museumsassociation.org/campaigns/decolonising-museums/supporting-decolonisation-in-museums/#
Tine Knudsen. (2022) ”Vejen til et kolonihistorisk museum er brolagt med uenighed”. Danske Museer, 35, 34-40.
https://www.magasinetmuseum.dk/wp-content/uploads/2023/06/DM3-22_skaerm.pdf
Replik fra Nationalmuseet, som faciliterede Kulturministeriets forundersøgelse
Josefine Baark kritiserer i sin artikel referencegruppen for forundersøgelsen vedrørende formidling af kolonihistorie for at have taget udgangspunkt i begrebet kolonihistorie, ikke i begrebet afkolonialisering, som JB med et blik på engelske og tyske tilsvarende rapporter finder mere i tråd med tiden og et bedre udgangspunkt for at skabe forandring. Med afkolonialisering som ambition ville rapporten have kunnet munde ud i scenarier og anbefalinger, der forlod præmissen om neutrale museer til fordel for at skabe en forskel.
Overdragelsen af Dansk Vestindien til USA 31. marts 1917.
Foto: M/S Museet for Søfart.
Uanset hvilke forskellige holdninger, der kan have været, har referencegruppen været enige om at følge et kommissorium udstukket af Kulturministeriet på baggrund af FL21, hvor regeringen sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet afsatte 1 milliard kr. til at “belyse mulighederne for styrket museal formidling af Danmarks kolonihistorie samt anslå udgifter ved forskellige modeller, herunder afdække hvordan formidlingen af dansk kolonihistorie kan ske bedst muligt”. Rapporten skulle producere:
- En kortlægning af befolkningens generelle kendskab til Danmarks kolonitid. Dette er en grundlæggende forudsætning for at drøfte formidlingsbehov og formidlingsmuligheder.
- En afdækning af hvad der i dag bliver formidlet på museer og andre relevante institutioner over hele landet.
- En opstilling af forskellige scenarier, som repræsenterer en vifte af forskellige perspektiver og muligheder.
Det er rapportens formål at forholde sig til et dansk museumspublikum ved at tage afsæt i danske museumsbrugeres forhåndsviden, ønsker og behov. I praksis har undersøgelsen arbejdet med definitionen af kolonihistorie ud fra netop befolkningens opfattelse. Af samme årsag tog den store kvantitative rundspørge afsæt i en mindre, kvalitativ interviewundersøgelse. Kolonihistoriebegrebet (og andre begreber) skulle ikke afspejle referencegruppens egne faglige holdninger, men derimod befolkningens, hvilket er en i bund og grund demokratisk tilgang. Af samme årsag blev kolonihistorie i sagens natur ikke et videnskabeligt afgrænset, analytisk begreb for undersøgelsen, men i højere grad et praktisk, hverdagssprogligt.
Det har ikke været et opdrag for referencegruppen at bidrage til afkolonisering af museer, samfund og tænkning. Referencegruppen havde ikke mandat til at ændre kommissoriet, hverken i retning af en mere ’aktivistisk’ dagsorden eller i retning af det modsatte.
I sidste ende står en samlet referencegruppe bag rapporten. Det gør vi, fordi rapportens scenarier åbner op for en mangfoldighed af tilgange til kolonihistorie. Der er et scenarie, der lægger op til at decentralisere formidlingen, så den netop kommer rundt i hele landet. Et andet, der med et finansieret residency-program skaber mulighed for et langt større samarbejde og dialog med kunstnere, forskere og andre fra tidligere kolonier end tilfældet er i dag. Og som flere museer i rapporten (blandt andet Nationalmuseet) lægger op til, kan man sagtens formidle den danske kolonihistorie inden for en langt bredere kontekst af europæisk kolonialisme, ligesom intet modsiger, at museer kan formidle nutidige problemstillinger, der relaterer sig til det koloniale. Rapporten har således en åben, pluralistisk tilgang til kolonihistorien.
Forskningschef Christian Sune Pedersen, på vegne af Nationalmuseet som menigt medlem af referencegruppen.
Debatindlægget og replikken blev udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 2, 2023.
