Da regeringen den 4. november 2020 besluttede at aflive 17 millioner mink, blev et erhverv de facto lukket ned. Det Grønne Museum søsatte et indsamlingsprojekt, og midt i gråd, vredesudbrud og et uforudsigeligt hændelsesforløb dokumenterede museet et stykke traumatisk samtidshistorie, mens det udspillede sig.
I foråret 2020 stod danskerne midt i en verdensomspændende pandemi. Mundbind, afstandskrav, restriktioner, nedlukninger og et omfattende offentligt kontrol- og testsystem blev hverdag. Verden blev vendt på hovedet. Ikke mindst for de danske minkavlere, hvis erhverv de facto blev lukket ned den 4. november 2020 som direkte konsekvens af regeringens beslutning om at aflive samtlige danske mink af hensyn til folkesundheden. Midt i denne situation søsatte Det Grønne Museum i hast et indsamlings- og dokumentationsprojekt af minkerhvervet.
Historieskrivning med ukendt slutning
Baggrunden for projektet var dels, at historien om dansk pelsdyravl kun var pletvist belyst, og stort set ikke repræsenteret i museets samling. Dels bidrog begivenheder i pandemiens forløb til at understrege relevansen af projektet i en større historie. Ambitionen var – og er – at komme 360° omkring mennesker, institutioner og historier knyttet til det danske minkerhverv; specifikt knyttet til begivenhederne omkring nedlukningen.
Samtidshistorisk indsamling indebærer indsamling og bevaring af nulevende menneskers oplevelser, historier og genstande. Samtidshistorie bevæger sig stort set altid ind i komplekse nutidige etiske landskaber. Vi kender ikke slutningen, og det terræn vi bevæger os ud i ændrer sig undervejs. Snubletråde er der flere af, og i det følgende behandler vi et par stykker af dem; specifikt de vanskelige samtaler og begivenheders uforudsigelighed. Rent metodisk benyttede vi os af klassiske feltarbejdsmetoder med interviews af informanter på lyd og film.
Svære samtaler
Selvom vi naturligvis var interesseret i reaktionerne på krisen, var denne fortælling ikke det primære omdrejningspunkt for projektet. Vi havde ingen intention om, at tage stilling til den debat, der udviklede sig eller agere talerør for en bestemt gruppe. Indsamlingsprojektet inkluderede både interviews med minkavlere, følgeerhverv, dyrevelfærdsorganisationer, m.v.
Projektmedarbejder, Maria Juul Svalling, beskæftigede sig især med de første minkavlere, som fik tvangsaflivet deres mink. Det første besøg var hos en mand, som havde drevet en mindre minkfarm med ca. 2.700 avlsdyr siden 1970’erne. Han havde – som de fleste danske minkavlere – bygget det meste af farmen op med sine egne hænder. I december var der kun tomme bure tilbage.
Allerede ved ankomsten til farmen var det tydeligt, at det var mere af pligt end lyst, at minkavleren havde indvilliget i at deltage. Han meddelte allerede på gårdspladsen, at han ikke havde noget at fortælle om den aktuelle situation. På trods af forsikring om, at han kun skulle fortælle, hvad han havde lyst til og en skitsering af projektets formål, var alle svar i form af enstavelsesord. Langsomt kredsede Maria og minkavleren sig ind på, hvorfor og hvordan han i sin tid var kommet i gang som minkavler. Her åbnede han lidt mere op og blev nostalgisk. Pludselig sprang han op af stolen og stillede sig med ryggen til. Skuldrene dirrede, og der var ikke tvivl om, at han kæmpede med tårerne.
Denne situation har hverken universitetet eller efteruddannelseskurser forberedt intervieweren på. I det øjeblik var man udelukkende overladt til personlige kompetencer.
Minkavleren og Maria Juul Svalling fik genvundet kontrollen og talt om, hvad det var, der berørte ham. Der opstod en tillid imellem dem, hvor han delte meget personlige tanker og følelser om krisen og fremtiden. Derfra var rollerne forandrede. Fra at være observatør og objektiv indsamler af samtidshistorisk data, fik hun nu også en terapeutisk rolle. Hun oplevede derefter en slags forventning fra minkavlerens side om, at museet var til for at hjælpe ham og agere minkavlernes stemme i debatten. Tilliden, som havde skabt et langt mere åbent interview, medvirkede til en uoverensstemmelse i forventningen om museets rolle og intention med projektet.
Det blev en problemstilling, som vi mødte flere gange i feltarbejdet. I mange tilfælde blev det nødvendigt at påtage sig en dobbeltrolle i interaktionen med informanterne; på den ene side gentog vi projektets formål og forklarede rollen som objektiv observatør. På den anden side krævede situationen, at vi påtog os en mere deltagende og personlig rolle.
Den mere personlige rolle kom til udtryk i mange former. Hos nogle informanter var det en beroligende hånd på skulderen og en samtale uden for citat. I andre situationer blev vi mål for verbale udbrud, der egentlig var rettet mod regeringen eller specifikke personer i debatten. Vredesudbruddene var naturlige udtryk for den afmagt og frustration, som minkavlerne oplevede. Det var på én gang en enestående mulighed for at observere et autentisk og øjeblikkeligt portræt af en historisk begivenhed. Samtidig var idealet om objektivitet kompromitteret, for i hvert eneste tilfælde fik vi opbygget en personlig relation og et tillidsbånd.
Tidens uforudsigelige landskab
Projektets ambition om både at nå omkring den generelle historiske udvikling, og den aktuelle situation med fokus på aktørerne gjorde to ting for os: På den ene side gav det os en solid, forståelig og faglig ramme for at gå ud og tage fat i de mennesker, som var berørt af situationen, på en både rimelig og afbalanceret måde; vi var ikke ude efter at vinkle på skandaler eller konspirationer. På den anden side kunne projektet umuligt ses løsrevet fra de begivenheder, der udfoldede sig som en del af pandemien og konsekvenserne af håndteringen af den.
Når det kommer til kriseindsamling og ’rapid-response’ midt i en begivenhed, spiller begivenheden selv en uforudsigelig hovedrolle. Da vi tog de første indledende spadestik i projektet i det tidlige efterår 2020 stod 17 millioner mink endnu ikke til at skulle tvangsaflives, og det politiske forløb var endnu under udvikling. Det betød også, at projektet bestod af en række mere eller mindre bevægelige mål, og udvælgelse samt prioritering af informanter blev løbende drøftet og ændret i forhold til begivenhedens forløb. Informantgrupper splittedes i nye grupper: de avlere, der fik tvangsaflivet, avlere, der selv aflivede og en gruppe af avlere, der nægtede at aflive. Desuden blev følgeerhverv som fx pelserier og foderindustri også akut interessante i forbindelse med tvangsnedlukningen.
De vurderinger og overvejelser museer nødvendigvis foretager i forbindelse med samtidshistoriske indsamlinger under lignende omstændigheder savner i vid udstrækning formelle, metodologiske og teoretiske rammer i en dansk kontekst. Når det foregår i forbindelse med konkrete projekter, er det ofte en intern diskussion i de enkelte institutioner – i modsætning til fx vore skandinaviske nabolande og den angelsaksiske del af museumsverdenen, hvor flere indsatser går i retning af at udvikle anbefalinger, best-practice m.v.
Socialt ansvar kræver mere kompetenceudvikling
Det Grønne Museums indsamlingsprojekt om de danske minkavlere har stor betydning som et led i vigtig historisk dokumentation af den statslige nedlukning af et erhverv, og enden på af en af Danmarks sidste store andelsforeninger. Men det havde lige så stor betydning for de individuelle informanter, som indgik i projektet, og for museets refleksion over egen praksis.
Flere af informanterne kontaktede os efterfølgende. De fortalte, at projektet havde givet dem en følelse af mening. At fortællingen ville blive gemt til eftertiden, i stedet for at gå tabt for altid, og bidrog til en følelse af tilfredsstillelse og stolthed. Desuden fortalte de, at de havde følt sig trygge ved at tale med museet frem for journalister. Selvom museet ikke deltog i debatten, havde de fundet et sted, hvor de kunne dele deres tanker og aflevere deres frustrationer; uden frygt for uventede vinkler og overskrifter i offentligheden.
Erfaringerne fra minkprojektet lærte os, at vi i arbejdet med vanskelige og følsomme emner vil have stor gavn af kompetenceudvikling, som klæder os bedre på i forhold til krisehåndtering og bearbejdelse af svære emner. Dette er ikke kun gældende ved samtidsdokumentation. Uanset om det drejer sig om efterkommere af kz-fanger eller børn af mennesker på flugt, så oplever vi i felten, hvordan traumer og oplevelser går i arv. Også i sådanne tilfælde er der behov for empati og hjælp til bearbejdning. I et andet perspektiv peger det også på, at vi savner et mere tværinstitutionelt fokus og netværk, hvor erfaringer og metodeudvikling kan deles, men også et sted, hvor indsatser kan planlægges og fordeles på tværs.
Museerne har en betydningsfuld samfundsfunktion. De kan være rum for bearbejdelse såvel som videnscentre. Flere museologer har tidligere rejst spørgsmålet om museernes sociale ansvar. Anerkendte forskere som Richard Sandell og Nina Simon har påpeget, at når museer tager et socialt ansvar, for eksempel i lokalmiljøet, kan det bidrage til borgernes tilknytning til museet, og til at individets personlige kompetencer udvikles. Kan museerne dermed også blive et led i bearbejdning af både offentlige og personlige traumer? Vores erfaring peger i retningen af et klart ja.
Maria Juul Svalling er projektansat på minkprojektet og Rune Clausen er museumsinspektør på Det Grønne Museum.
Fotos af aflivede mink og tom minkhal. Foto: Rune Clausen
Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 3, 2022
