Dansker med ulve – en udstilling om en konfliktart

Ingen havde set den i knap 200 år. Men så – i 2012 – blev en hanulv fundet død på dansk jord. Siden har ulven været centrum for en ophidset, national debat. I dette minefelt skabte Naturhistorisk Museum Aarhus i samarbejde med Holstebro Museum en vidensbaseret og dialogisk udstilling om det fascinerende rovdyr.

I de første snestormsramte dage af 2024 blev udstillingen Dansker med ulve pakket sammen for sidste gang, bragt ned ad den ikoniske sneglegang i Rundetårn og kørt hjem til Aarhus. En vigtig rejse er slut. Udstillingen har nemlig turneret på tværs af Danmark med udstoppede ulve og hunde og forskellige interaktive installationer, hvor gæsterne kunne blive klogere på deres holdning til ulven og naturen, og give deres meninger til kende. I løbet af 2½ år har næsten 200.000 gæster oplevet ulven, der på bedste rock star-manér har været på roadtrip fra Naturhistorisk Museum Aarhus, hvor udstillingen begyndte, til Holstebro i vest og København i øst.

Men det er ikke kun Dansker med ulve, der har været på rejse. Det har Naturhistorisk Museum også. Gennem hele forløbet har der været diskussioner og taget store beslutninger – også internt på museet. Sådan er det, når man skal formidle en konfliktart, der som ulven skaber stor uenighed i den danske befolkning. Det er en balancegang mellem en skarptandet eller for tandløs udstilling.

Aktivisme eller dialog?

Der kunne ikke herske tvivl om, at Naturhistorisk Museum Aarhus skulle tage bolden op og stille sig i spidsen for en udstilling om den mest spektakulære hændelse i Danmarks natur i det nye årtusinde! Nemlig ulvens tilbagekomst som toprovdyr i den danske natur.

Siden 2016 har overvågningen af de danske ulve været ledet fra Naturhistorisk Museum, der derfor også er centrum for indsamling og analyse af ulvedata fra hele landet. Derfor er museet ualmindelig stærkt rustet til at formidle viden om ulvens færden i Danmark.

Som landets næststørste naturhistorisk museum, sat i verden for at indsamle, forske og formidle den danske naturarv, er ulvens genkomst og plads i den danske natur ganske naturlig. Det er en indlysende position for museet at indtage, at der skal være plads til naturens diversitet – og at den skal sikres og bevares. Akkurat som de kulturhistoriske museer kæmper for bevarelse af den danske kulturarv. Museet kunne derfor have valgt en mere aktivistisk tilgang og råbt højere. Ulven fik nemlig straks ved sin genindvandring i 2012 tildelt rollen som konfliktart og derfor også en fremtrædende position på den værdipolitiske kampplads om den danske (vilde) naturs udvikling.

Konflikt har et stort potentiale og kan give en spændstighed formidlingsmæssigt. Men det kan også grave grøfter dybere. Det mente vi ikke var hensigtsmæssigt. Museer bygger blandt andet på troværdighed og flerstemmighed, og det er derfor vigtigt, at man som borger tillidsfuldt kan læne sig op ad museets forskning og formidling, og danne sig sin egen holdning. Med en ulveudstilling ville vi ikke pådutte vores publikum en holdning, men lade data og fortællinger tale deres egen sag. I stedet for at tage et ensidigt standpunkt lod vi perspektivering og den scenografiske iscenesættelse give meningsfuld indsigt og kant i oplevelserne.

Valget blev derfor en udstilling af mere dialogisk karakter, der på objektiv vis skulle fremlægge aktuel viden om ulven set i et natur- og kulturhistorisk perspektiv. Intentionen var, at gæsterne efter udstillingsoplevelsen skulle være i stand til at sætte den nationale ulvedebat i perspektiv og reflektere over eget natursyn, og ikke mindst de forskellige måder, vi lever livet på i Danmark. Ikke kun sammen med ulven, men også i sam- og modspil med naturen.

På dette grundlag satte styregruppen bestående af ledere fra Naturhistorisk Museum Aarhus, De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune og København Zoo sig til arbejdsbordet.

Ulv uden fåreklæder

Ulven er endt som en lille hund i taske.
Foto: Naturhistorisk Museum.

Baggrunden for udstillingen er, at ulven i 2012 vendte tilbage efter 199 års fravær fra den danske natur. Det vakte store og meget forskellige følelser i den danske befolkning. Nogle blev jublende glade og hilste ulven velkommen, mens andre var bekymrede, frustrerede og vrede. Debatten blev højrøstet og konfronterende. Ulven delte danskerne.

”Ulven kommer!” fungerer ganske effektfuldt som advarselsråb. Det afføder også skræk hos nogen. Ulven kom til Danmark uden, der var en national handlingsplan. Kun lå ét fast; ulven var fredet under EUs habitatdirektiv.

I et naturhistorisk perspektiv gjorde ulven bare det, den var god til; nemlig at være ulv. Ulven udfyldte rummet, som det toprovdyr, der manglede i den danske natur. Ubemærket kom den første ulv gennem Nordtyskland fra områder med tættere koncentration af ulve og større konkurrence uden at kende til andre grænser end landskabet. Hanulven søgte blot større uforstyrrede områder med byttedyr og i sidste ende mulighed for at yngle. Ulv uden fåreklæder. I nogles øjne er rovdyr af ulvens kaliber i Danmark uønsket, da den jager rå- og kronvildt, og derfor har økonomisk betydning i jagtsammenhæng, ligesom nogle også frygtede, at ulven ville tage får og andre husdyr i indhegninger.

Mennesket og ulven

Konfliktens rod er ældgammel, for ulven og mennesket har en lang, fælles historie. Som jægere var vi konkurrenter og indvandrede samtidigt til et nyt og vildt landskab efter sidste istid. Konflikten skærpedes, da vi mennesker etablerede os som bønder. Nu skulle vi jo beskytte vores husdyr – altså dem vi selv gerne vil tage kød, mælk og uld fra – mod at blive ulvens bytte.

Intet andet dyr har dog sat så dybe spor i vores kulturhistorie. Ulven eksisterer i den tvetydige skikkelse af både at være et fascinerende status- og magtsymbol og samtidig frygtspreder og fjende i legender, litteratur og film. Det til trods for, at vi i Danmark gerne deler vores familieliv med 800.000 hunde – en art, der i bund og grund er en ombygget ulv.

I knapt 200 år har vi været fritaget for at tage stilling, men med ulven tilbage i den danske natur, må vi danskere forholde os til den – og vores natursyn, som ulven piller ved.

Dansker med ulve

Det er i dette interessante spændingsfelt vandreudstillingen Dansker med ulve er skabt. Med Naturhistorisk Museum i spidsen og i stærkt og tæt samarbejde med De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune startede udviklingsarbejdet i 2019, og i 2021 åbnede udstillingen på Naturhistorisk Museum Aarhus.

Dansker med ulve skulle være en vandreudstilling for alle danskere. For dem, der har ulven i baghaven og dem, der havde den på afstand. For dem, der elsker og fascineres af ulv og dem, der hader eller frygter den, og så for alle dem, der bare vil vide mere. Det i ligger titlen. Det handler om livet med og forholdet til ulven. Intentionen var at nuancere og perspektivere debatten. Udstillingen skulle rejse spørgsmål, men museumsgæsterne skulle selv tage stilling og reflektere over holdninger. Forhåbentlig på et mere oplyst grundlag.

Udstillingens styrke var scenografien og de sceniske virkemidler. Sanserne bringes i spil, og der bliver prikket til følelserne. Konstante små overraskelser i form af en ulv, der lige dukker op i landskabet, når man træder ind i udstillingen, et gevær, der går af, når man trækker en skuffe ud eller lyden af en ulvefælde, der klapper. Konflikten og intensiteten skærpes, hvor en ulv sniger sig ind på et får. Hvor ulven hænger i en galge og optagelsen, hvor en ulv skydes for rullende kamera. Det store centerpiece med de vilde ulve i færd med at mæske sig i en nedlagt kronhjort, og en ulv der springer ud gennem pile, der tilsammen danner et hjerte. Desuden indgår 12 forskellige hunderacer, der repræsenterer den domesticerede ulv – hunden.

Ramte vi plet?

Den stærke scenografi byder på en gengivelse af en kirkevæg med grafittien: Blod bliver ikke glemt.
Foto: Naturhistorisk Museum/Maria Randima.

Det lykkedes at skabe et fremragende oplevelsesunivers med rum for dialog og debat om ulvens tilstedeværelse i den danske natur, som er et komplekst emne. Selv indædte ulvemodstandere fandt udstillingen ”flot, interessant og afbalanceret.” Omvendt er udstillingen lidt for tandløs i andres øjne. Her ønskes tydeligere markeringer – altså lidt bid og holdninger.

Dansker med ulve er udviklet i tæt samarbejde mellem museer og udstillingssteder i områder med store demografiske og kulturelle forskelle og meget forskellige formidlingsmæssige traditioner. Der blev indgået kompromisser undervejs. For eksempel var pilene i scenen med den springende ulv oprindeligt geværer. Det blev oplevet som for konfronterende og derfor ændret. Holdningen til ulven er især delt mellem befolkningen i land og by og øst og vest. Særlig betydning har det, om man lever af husdyrhold eller af at stille sine jorde til rådighed for jagt, eller om man lever i en kultur, hvor omtalen af ulven er negativt ladet. Modsat gør sig gældende, hvor ulven italesættes som interessant og velkommen. Derfor er udstillingen flerstemmig.

Netop samtalen om ulven er meget afgørende. Bevidst eller ubevidst ordvalg betyder meget. Retorikkens betydning kender vi fra, når vi taler om køn eller minoriteter. Det gør en forskel, om vi skaber et positivt narrativ, eller om retorikken er nedsættende eller skaber et fjendebillede. I Dansker med ulve lod vi fakta og dokumentation skabe fortællingen og lod gæsterne selv sætte ord på deres holdninger.

Vi var uden tvivl sent ude i forhold til ulven som talk of the town og på bagkant af fortællingen om, at ulven var genindvandret. Til gengæld kunne udstillingen ikke have været så nuanceret og hvile på så stærke datasæt i forhold til ulvenes forekomst og færden i Danmark, hvis den var blevet skabt tidligere. Data viste, at Danmark havde en uforklarlig høj procentdel af ulve, der forsvandt uforklarligt. Det fremgik tydeligt i udstillingen, hvordan Danmark var en slags geografisk dead end for ulven. Det gav udstillingen mere kant og styrkede dialogen. Det sidste ord og det sidste formidlingsinitiativ om ulven i Danmark har næppe set dagens lys. Og debatten fortsætter – forhåbentlig mere kvalificeret.

Pernille Mølgaard Andersen er formidlingsinspektør på Naturhistorisk Museum Aarhus.

Foto, øverst: Ulven lurer, og hvem er mon byttet? Foto: Naturhistorisk Museum/Maria Randima.

Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 2, 2024.

Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.