Da Arbejdermuseet forberedte deres aktuelle udstilling Kvindeliv dukkede en ukendt, men særdeles interessant kunstner op blandt museets historiske genstande. Det ændrede udstillingen og viste at museumsgenstandes betydning langt fra er så statiske, som vi nogle gange gør dem til.
På Arbejdermuseets aktuelle særudstilling Kvindeliv viser vi to af Dagmar Starckes otte applikerede tekstilcollager, som hun oprindeligt skabte i 1949 til et rum i Carlsberg Bryggeriernes Børnedaghjem – en børnehave opført i forbindelse med Carlsberg Bryggeriernes 100-års jubilæum og tiltænkt børn til Carlsberg Bryggeriernes medarbejdere. I 2008 overgik seks af tekstilerne til Arbejdermuseets samling, og i 2014 fulgte de sidste to efter.
Det er netop de sidste to, der nu for første gang er kommet frem i dagens lys igen og formidles på vores aktuelle særudstilling. Her indgår de i et tema om kvinde- og børneliv efter anden verdenskrig, hvor fagbevægelsen var optaget af at få oprettet børnehaver og børnehaveforeninger til arbejderkvinder og deres børn. Private aktører, som Carlsberg, fulgte trop og tog også et socialt ansvar for børnepasning og demokratisk opdragelse af børn, blandt andet ved hjælp af kunst.
Til at starte med var det altså ikke Dagmar Starcke som person eller kunstner, der var i fokus for udstillingsarbejdet, men den kulturhistorie tekstilværkerne belyser. Alligevel endte Dagmar Starckes egen historie med at få en plads på udstillingen, for under udstillingsarbejdet blev det klart, at hendes skæbne gemte på langt flere interessante perspektiver end vi anede.
Kvindeliv
Museets aktuelle særudstilling Kvindeliv er fyldt med kendte og ukendte (arbejder)kvinders historier. Udstillingen handler om kvindekamp og hverdagsliv, om lighed og ligeløn, retten til egen krop og til en plads i (arbejder)historien – alt sammen eksemplificeret ved hjælp af individuelle kvindeliv. Udstillingen udstiller også museets egen mangel på indsamlede kvindehistorier og -genstande. Ud af museets 41 buster er der kun én, der forestiller en kvinde, og ud af arkivets 394 personarkiver er der kun 30, der indeholder papirer og dokumenter fra kvinder. Ét af udstillingens mål er derfor at få skrevet flere kvinder og deres individuelle historier ind i den store fælles historie – uanset om vi har genstande i vores samling til at belyse dem med eller ej.
I et af udstillingens rum er der blevet skabt nye portrætbuster af ni udvalgte kvinder, hvis historier fortjener at blive fortalt, en slags hall of fame, og som en henvisning til, at der også ude i det offentlige rum er en eklatant mangel på skulpturer, der forestiller kvinder. Det drejer sig om nogle af arbejderbevægelsens pionerkvinder og sværvægtere som Marie Christensen, Nina Bang og Ritt Bjerregård. I et andet rum møder man brevkasseskribenter som Caja Rude, Tove Ditlevsen og Tine Bryld i form af lydfiler med spørgsmål og svar på forskellige kvinders hverdagsproblemer. Kvindernes dilemmaer stammer fra brevkasseskribenternes respektive brevkasser.
Særligt i to af rummene møder man genstande fra museets samling. Dels et rum, der med blandt andet faner, plakater og badges formidler kvindehistoriens store kampe. Dels et andet rum, hvor kendte og ukendte arbejderkvinders individhistorier fortælles ved hjælp af udvalgte genstande, der har tilhørt eller belyser dem. Her møder vi alt fra den hjemmegående husmor og tjenestepigen til kvindesagsforkæmpere og politikere. Genstandene er ledsaget af fotos af kvinderne og korte biografier, der til gengæld fortæller noget generelt om det at være kvinde. Mikrohistorierne suppleres så at sige med nedslag fra makrohistorien. Det er i den sammenhæng, at Dagmar Starckes tekstilværker indgår som en slags rammefortælling om, hvordan børnehaver og velfærdsstatens udvikling forbedrede arbejderkvinders livsvilkår.
Da museet i sin tid indsamlede Dagmar Starckes tekstilværker fra Carlsberg, var det da også med begrundelsen, at de stammer fra en fabriksbørnehave, der ovenikøbet var en slags mønsterinstitution, hvor man arbejdede efter de nyeste pædagogiske principper. Arbejdermuseet indsamlede omkring samme tid andre genstande fra virksomheden og bryggeriarbejdernes fagforening til at belyse arbejdslivet på fabrikken.
Derfor var det lidt af et scoop, da vi under researchfasen til udstillingen opdagede, at tekstilværkerne også gemmer på et andet perspektiv, der er relevant for udstillingens sigte. Dagmar Starcke endte med at få sin egen biografi inklusive foto på udstillingen, fordi vi opdagede, at hun også selv er én af historiens oversete og glemte kvinder. Hun er nemlig stort set blevet skrevet ud af (kunst)historien på trods af, at hun var førende på sit felt og anerkendt for det i sin egen samtid.
På bunden af hierarkiet
Ganske vist blev Dagmar Starcke uddannet som maler på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1924, men det var netop hendes applikerede, syede eller limede billedcollager, der blev hendes helt særlige kunstneriske udtryksform. Hun var blandt frontløberne i at eksperimentere med former og farver, materialer og teknikker. Ofte valgte hun gamle klude og brugte stofrester til sine motiver, som hun klippede ud uden forudgående tegning. En inspirationskilde til værkerne var blandt andet en kludepose, som hun havde fået hjemmefra, og som var samlet gennem flere generationer helt tilbage fra hendes tipoldemor. Andre gange præparerede hun stofstykkerne ved at brede dem ud i solen udenfor, hvor de blev bleget, så de passede til hendes farveskala og -udtryk. Efterfølgende byggede hun sine billeder op af stofferne med en særlig sans for formernes, materialernes og farvernes indbyrdes sammenhæng.
Foto: Malthe Ivarsson.
Dagmar Starcke udstillede både på Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborg og andre udstillinger, og hun skabte murstensmosaikker, gavlmalerier andre kunstværker til det offentlige rum, hvor de var tilgængelig for mange mennesker. Og så var Dagmar Starcke medlem af Kvindelige Kunstneres Samfund og Selskabet for Haandarbejdets Fremme, som begge var organisationer, der arbejdede for, at kvindelige kunstnere fik bedre muligheder for at udstille og sælge deres kunst. Dagmar Starcke indskriver sig således i en hel række af glemte kvindelige kunstnere, der i de senere år har fået større bevågenhed på især kunstmuseerne.
Man kan dog argumentere for, at Dagmar Starcke ikke blot er én af de oversete kvindelige kunstnere, men at hun selv er overset blandt de oversete. Mange af de senere års udstillinger med kvindelige kunstnere har nemlig fokuseret på dem, der fortrinsvis arbejdede med maleri eller skulptur frem for, eller ud over, med kunsthåndværk. Og i kunstens genrehierarki har maleri og skulptur alle dage været betragtet som finere, vigtigere og væsentligere end kunsthåndværk, der i ordets sammensætning adresserer problemet – drejer det sig om kunst eller blot håndværk?
Blandt kunst og klude
På museets Kvindeliv-udstilling indtræder Dagmar Starcke da også i et andet fællesskab. Her er hun kommet i selskab med andre kvinder, kunstnere såvel som arbejderkvinder, der arbejdede med syning og håndarbejde som en mulig indtægtskilde. Hendes tekstilværker er udstillet sammen med andre kvinders kunst såvel som håndarbejde. Eksempelvis møder man på udstillingen alt fra kunstneren Nina Kleivans nyfortolkning af arbejderbevægelsens første kvindefane til hjemmesyede hygiejnebind – alt sammen skabt af stofrester og genbrugte klude. Dagmar Starckes værker taler derfor også ind i en anden del af museets indsamlingsområder vedrørende arbejderhistorie og arbejderkultur, der handler om kreativitet, genbrug og nøjsomhed.
Når vi blev ret så optagede af Dagmar Starcke og hendes værker, har det derfor flere årsager. Billedcollagerne illustrerer en pointe, som flere museer i de senere år har beskæftiget sig med, blandt andet i forbindelse med betydningsvurdering af samlinger og samlingsgennemgange, og ikke mindst når man arbejder tværfagligt med sine samlinger – nemlig at værker og genstandes betydning ikke er statiske, men flertydige og kontekstuelle. Vægtæpperne er for længst fjernet fra deres oprindelige kontekst og senere indsamlet af museets egne grunde. Udstillingen genskaber og tilføjer nye betydningslag til Dagmar Starckes værker og hendes virke som kunstner.
Inge Bucka Mejlhede er samlingsinspektør på Arbejdermuseet.
Fotos:
Dagmar Starckes tekstilværk. Oprindeligt skabt i 1949 til Carlsberg Bryggeriernes Børnedaghjem – en af landets første børnehaver. Her vises det i Arbejdermuseets udstilling Kvindeliv.
Foto: Malthe Ivarsson.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 3, 2024.
Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.
