Kolofonen — museets version af filmens rulletekster — viser, at museet respekterer sine medarbejderes kreativitet og faglighed, og kan være med til at højne bevidstheden om udstillingsmediet som en speciel kulturel udtryksform.

Af Bente Vinge Pedersen, udstillingsleder, og Thomas Söderqvist, fhv. museumschef, Medicinsk Museion

I filmbranchen er der tradition for, at spillefilm afsluttes med flere minutters rulletekster. Først kommer navnene på skuespillerne, så instruktøren, produceren og manuskriptforfatteren, og bagefter den lange række af specialister som har været involveret i produktionen. Der er castere, scenografer, line-producere, tonemestre, key grips og dolly grips, gaffers, propmasters, sminkører osv., hundredvis af personer med mere eller mindre mystiske jobtitler. Alle nævnt, ingen glemt. Det tager flere minutter at rulle listen igennem, mens musiktemaet spiller i baggrunden.
Det er ikke kun branche-navlepilleri. Også publikum kan lide rulletekster. Efter premieren på den seneste Star Wars-film sad halvdelen af de unge tilskuere og fulgte ’closing credits’ til ende. Og til visningen af arthouse-film opfattes det som dårlig stil at gå, inden lærredet er blevet helt mørkt.

Den sjældne kolofon

Men på danske museer er det slet ikke nogen selvfølge at kreditere og takke dem, der har skabt udstillingerne. Hverken de store blockbuster-produktioner eller de små sofistikerede udstillinger. For såvel besøgende som presse og anmeldere bliver udstillingerne fremstillet som anonyme institutionsprodukter uden mennesker bag.
Man takker selvfølgelig de sponsorer og fonde, som har givet pengene. Nogle gange bliver også hovedkuratoren nævnt ved navn, måske også den eksterne arkitekt eller designer. Men det er de færreste museer, der giver en fyldig deklaration af, hvilke personer og faggrupper, interne medarbejdere eller eksterne samarbejdspartnere der har været med til at bygge udstillingen op.

Mangel på tradition?

Hvorfor denne forskel mellem filmbranchen og museumsverdenen? Hvorfor svælger filmmagere i alenlange credits, mens museerne som oftest nøjes med at takke dem, der har givet det økonomiske bidrag? Hvorfor vælger museerne tit at anonymisere deres udstillinger, så man næsten tror, at det er museumsdirektøren selv, der har lavet dem, i stedet for at fremhæve de mange medarbejdere og samarbejdspartnere, der de facto har skabt dem?

Vi har ikke lavet nogen rundspørge på museerne, så vi kender ikke svarene. Men vi forestiller os, at det kunne handle om mangel på tradition og gode forbilleder, dovenskab, manglende bevidsthed om kolofonens betydning (måske ud fra en forestilling om at det ikke er en information, publikum efterspørger) eller måske angst for interne konflikter om, hvem som skal have æren.

Hvad miseren end skyldes, vil vi argumentere for, at credits i form af kolofoner bør være en integreret del af udstillingerne og museernes udadrettede arbejde. De skal placeres synligt ved udgangen fra udstillingerne, ligesom rulleteksterne efter filmen, og på hjemmesiden. De skal være detaljerede og nævne alle, der har bidraget. Den, som ikke gider læse, kan jo bare gå eller klikke forbi. Men alle dem, der vil vide mere, ligesom Star Wars-fansene, får i hvert fald chancen.

Der står dygtige individer bag en udstilling

Der er flere grunde til at lægge vægt på udstillingskolofoner. For det første fortæller de, at det faktisk ikke er museet som institution, der laver udstillingerne, men individuelle museumsmedarbejdere og hyrede eksterne specialister. Det er disse fagligt dygtige individer, som fortjener anerkendelse og tak for deres kreative indsats. Det er jo heller ikke Lucasfilm Ltd, som laver Star Wars-filmene, men de mange dygtige individer, som bliver takket i rulleteksterne. Og det er ikke nogen tilfældighed, at filmpriser (f.eks. Oscar) går til de individuelle instruktører og skuespillere, til produceren for bedste film, til dem, der står bag bedste animering, bedste musik, bedste visuelle effekter mv. – og ikke til filmselskaberne.

Ligesom bøger og teaterforestillinger er museumsudstillinger kreative produkter. Et bogforlag fremhæver forfatteren med store bogstaver på forsiden og portræt på bagsiden, men sætter sit eget navn i ydmyge små bogstaver. Teatrene er stolte over deres skuespillere, instruktører, scenografer og musikere og præsenterer dem med billeder i programmer og interviews. Hvorfor skulle det være anderledes på museerne?

Det handler også om at signalere over for publikum, at der er en auteur, der har foretaget en række faglige og kunstneriske valg. Der er personligheder og temperament bag udstillingerne. Ved at kende dennes faglige og æstetiske baggrund har de besøgende bedre mulighed for at forstå disse valg og fravalg. Ligesom det ikke er ligegyldigt, hvem der har skrevet romanen eller instrueret teaterstykket, er udstillingsmagerne heller ikke ligegyldige. At sætte navne på er at tage både publikum og professionen alvorligt.

Der ligger et team bag

Men kolofonen er ikke kun et middel til at fremhæve auteurerne. Det er også det sted i udstillingen, hvor museet bedst kan synliggøre det komplekse samarbejde, der ligger bag museumsoplevelsen. Mange fagligheder bidrager til en udstillingsproduktion – inspektører, forskere, konservatorer, designere, arkitekter, grafikere, tømrere, malere, smede m.fl. Kolofonen er en lille, men betydningsfuld måde, hvorpå museet kan vise, at det respekterer og værdsætter alle sine medarbejderes og samarbejdspartneres dygtighed – og ikke bare sine sponsorer. Listen over faggrupper er godt nok ikke så lang som i en almindelig filmrulletekst, men betydeligt længere end de fleste besøgende forestiller sig, eller museerne normalt fortæller.

Endelig kan en rutinemæssig brug af detaljerede kolofoner være med til at højne bevidstheden om udstillingsmediet som en speciel kulturel udtryksform. Den kan folde processen ud og være med til at bestemme, hvilken slags udstilling vi har med at gøre. Hvilken genre er der tale om? Er udstillingen et eksperiment? Er den forskningsbaseret? Er den crowdsourcet? Er den en vandreudstilling eller egenproduceret? Også på den måde vil den detaljerede kolofon være med til at øge forståelsen og respekten for museernes faglighed på udstillingssiden.

Vores erfaring fra Medicinsk Museion er, at det ikke tager lang tid eller er særlig besværligt. Som udstillingsproducent skal man bare føre bog over de personer, som går ind og ud af udstillingsproduktionen. Det kan nogle gange lede til diskussioner om, hvem der skal have æren, men umagen ved disse skal vejes op imod den faglige bevidsthed og stolthed, som alle medarbejdere udvikler ved, at deres indsatser bliver synliggjort, både indadtil og udadtil. En god kolofon skal både fremhæve de individuelle bidragsydere og gøre det tydeligt, at udstillingen er et komplekst samarbejdsprodukt.

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 2, 2019

Foto: Malthe Kouassi Bjerregaard / Medicinsk Museion