Konsekvenserne af covid-19-krisen er en fælles, global udfordring for museerne. Arne Kvorning kaster et blik på fremtiden i samarbejde med en række kunder og samarbejdspartnere.
Selv om en vaccine er lige på trapperne, og museumsgæster er ved at vænne sig til at passe ekstra godt på hinanden og sig selv, har den globale museumsverden taget sine forholdsregler allerede. Den er i fuld gang med at implementere nye strategier, nye formidlingsformer og nye teknologier. Løsninger, som tager udgangspunkt i, at museumsgæsterne det seneste år har ændret adfærd. Ændringer, som vil vare ved. Ikke noget med at se tilbage på dét, der var før marts 2020, men derimod at forholde sig til og forberede sig på, at covid-19 har ændret vores måde at være i et museum og opleve på. Ændret vores interaktion med hinanden og med museumsudstillinger.
Covid-19-krisen har siden udbruddet i foråret ’20 påvirket udviklingen af udstillingskoncepter og -design markant. Fysiske møder er ikke mulige i samme grad som før. Dét præger selvfølgelig processen mellem museum og designer. Energien i fysiske møder kan digitale ikke erstatte; og især ikke opstartsmøder. Men udvikling af klare visioner og stærke storylines samt forventningsafstemning og rollefordeling er fuldt mulig.
Problematikken er global, og det samme gælder erfaringer og potentielle løsninger. Vi oplever, at alle har brug for at være åbne om udfordringen, nytænkning og praktiske løsninger for at udveksle erfaringer og udvikle sammen. Kvorning Design har i mange år ageret over det meste af verden, og jeg refererer her en række synspunkter og erfaringer fra partnere og producenter, der giver deres perspektiver på krisens konsekvenser.
Udstillingschef og kurator for to museer i London, England:
”Personligt tror jeg, at vi i 2022 stort set vil være tilbage til det normale. Lidt mere forsigtige med fysisk-interaktive elementer, indrømmet, men det er stederne, genstandene, kunstværkerne, der trækker folk til. I praksis taler vi om kortere åbningstider, mindre gruppestørrelser, strategier for eventuelle nye nedlukningsperioder, kun online booking, øget risikovurdering og efteruddannelse, større fysiske afstand generelt, spritdispensers overalt, personaleovervåget køsystem mv. Vi har også udarbejdet en detaljeret genåbningsplan, en online indholdsstrategi samt en alternativ formidlingsstrategi for fremtiden. Vores besøgende har overvejende taget det positivt, selv om antallet af gæster er sat ned med omkring en tredjedel i forhold til før covid-19.”
Udstillingsproducent, Sevilla, Spanien:
”Spanske husstande bruger i gennemsnit 680 euro om året på kulturelle fritidsaktiviteter. Besøg på museer og monumenter indtager en syvendeplads blandt borgernes præferencer. Næsten 700.000 spaniere er involveret i aktiviteter direkte relateret til kultur, og den økonomiske og sociale situation afledt af covid-19 repræsenterer en stor udfordring for hele museumssektoren i Spanien. Situationen tvinger os til at genopfinde os selv, udvikle nye formater og oplevelser, integrere nye teknologier mv. Alt det skal der til for at afbøde virkningen af covid-krisen i museumssektoren.”
Iinteraktionsdesigner, Reykjavik, Island:
”Vi er i fuld gang med at ændre interaktive løsninger på flere museer og attraktioner, som vi har leveret de senere år. Touch-baserede installationer bliver i flere tilfælde lavet om til selvkørende, loopende programmer og animationer. Vi forventer dog, at det er en midlertidig løsning, indtil pandemien forhåbentlig snart er fortid. Non-touch-løsninger erstatter lige nu i høj grad de konventionelle skærme, og aktiviteter baseret på bevægelsessensorer vinder mere frem.”
Udstillingschef på museum i Jekaterinburg, Rusland:
”Vores museum er stærkt beskæftiget med den nuværende covid-krise. Vi kan langtfra sige, at vi er i en ’post-covid-tid’. Det er især de besøgendes frygt, der ødelægger museumsarbejdet. Hvilket er meget forståeligt. De fleste af skolerne er fuldt online, og de sædvanlige, store skolegrupper kommer ikke i udstillingerne. Så løsningen for os her og nu er også at gå online på forskellig vis. Fore eksempel har online-præsentationen af Kvorning Designs udstilling om Kuznetsov stor effekt – omkring 1,5 millioner visninger på museets sociale netværk indtil videre. Personligt tror jeg ikke, at ’museer går online’ er løsningen på sigt. Lige nu er det dog den eneste måde at fortsætte arbejdet aktivt på. Det er meget vigtigt at opfinde nye måder at præsentere museer på digitalt. De gode, gamle som virtuelle ture, online forelæsninger mv. er naturligvis ikke særlig gode, fordi vi konkurrerer med helheden; altså hele Internettet – og den kamp vinder vi ikke.”
Chef for udvikling af digitale guides, Wien, Østrig:
”Hvis jeg ser på museerne her i Wien, kæmper de store museer med den nye situation. De er på udkig efter nye løsninger på, hvordan man får flere digitale værktøjer til at skabe større engagement. Det betyder mere video, mere brug af digitale platforme som Vimeo, YouTube, men ingen radikalt nye løsninger. Mange udstillinger udsættes eller annulleres. Museerne oplever, at de seneste års ’overturisme’ havde en pris, så nu tænker de på løsninger til ’tiden efter’. Nogle ønsker at hæve billetpriserne. Billetsalget bliver typisk mere sømløst integreret og på bedre standarder, men ikke mere anonymt. Mange af museerne ser lige nu mere på, hvad de kan gøre for deres lokale publikum. Og arbejder mere med egne samlinger end med internationale blockbusters.”
Arne Kvorning er direktør i Kvorning Design
De interviewede er anonymiseret af hensyn til diskretion omkring Kvorning Designs professionelle netværk.
Fotos: Dmitri Kalinin
Artiklen er bragt i Danske Museer nr.1, 2021.