Mange museer holder sig tilbage med at lægge billeder af samlingen online, fordi de er bekymrede for ophavsretten. Her er åbne licenser en god løsning, fortæller Majken Astrup fra Open Denmark.
|
| Open Denmark er en forening, der arbejder for at styrke åbne og frie medier, open source software og fri viden. Blandt andet ved at styrke forståelsen af åbne licenser. |
| Læs mere på opendenmark.dk |
Mange museer er i fuld gang med digitaliseringen af deres samlinger – og har været det i årevis. En del af dem gør endda billederne tilgængelige i høj opløsning til fri download. Primært billeder, der er fri af ophavsret eller har en Creative Commons (CC)-licens. Men der er også mange museer, som holder sig tilbage. Som ikke har en offentligt tilgængelig digital samling, ikke tillader download fra deres digitale samling eller lægger copyright på alle billeder. Måske fordi man er i tvivl om ophavsretten, eller måske fordi man gerne vil kontrollere, hvem der bruger museets værker. Men hvis man som museum fortsætter ned ad den sti, så vil samlingen stille og roligt gå i glemmebogen. Og værdifuld kulturarv vil forsvinde fra danskernes bevidsthed. Vejen frem er CC-licenser. Det giver museet kontrol med samlingen, men giver samtidigt danskerne mulighed for at få kulturarven mellem hænderne. Og dermed får den nyt liv.
Samlingen får et liv uden for museet
Hvis du går ind på fx Sydvestjysk Arkæologi, Thorvaldsens Museum, Kongernes Samling, Museet for Søfart, Nationalmuseet eller Statens Museum for Kunst, så har de alle lagt dele af deres digitale samlinger online i høj opløsning og til fri eller næsten fri afbenyttelse. Du kan downloade et fotografi af en glasperle fra vikingetiden, et maleri af Anna Ancher eller et fotografi af Danmark set oppefra. Alle tre billeder må jeg bruge. Bare jeg er opmærksom på licensen, som museerne har udstyret deres digitale billeder med. Hvis billedet er udenfor ophavsret er det i Public Domain og kan benyttes frit. Hvis det stadig er under ophavsret, men museet har lavet en aftale med ophavsretspersonen, så kan det ligge under en CC-licens.
De åbne samlinger differentierer sig ved, at du ikke blot må se på, men også røre ved den digitaliserede kulturarv. Når jeg skal holde oplæg om Amagers sygdomshistorie, må jeg anvende digitaliserede værker af Julius Exner (1825-1910) i min præsentation. Når et forlag skal trykke en bog om Guldalderen, har de et væld af billeder de må bruge. Når en skoleklasse har tema om vikingetiden, så er der tusindvis af billeder, som viser præcis hvordan vikingernes redskaber, skibe, tøj og smykker så ud. At tage udgangspunkt i den virkelige fortid fremfor generiske billeder fra Google eller AI er svært at være imod.
Creative Commons Licenser
’Live at Hör – Anna Ancher’ af Captain Cosmotic efter værket ’Pige i køkkenet’ af Anna Ancher (1859-1935).
Hör er et tysk online musikspillested med fokus på elektronisk musik.
Maleriet har en CC0-licens og ligger på wikimedia – via Den Hirschsprungske Samling.
Det redskab, som beskriver hvordan man må bruge de enkelte billeder, er de såkaldte Creative Commons Licenser. Også kaldet CC-licenser. Det er en international standard, som definerer om man skal kreditere kunstneren eller fotografen. Om man må bruge billedet kommercielt eller ændre på det. Eller om billedet er uden for ophavsret og derfor må bruges frit. Mange fotografier i Nationalmuseets billedsamling har licensen CC-BY-SA. SA står for share alike. Det betyder, at jeg skal kreditere fotografen og fortsat bruge licensen, hvis jeg deler billedet eller skaber et nyt værk af det. På den måde sikrer Nationalmuseet sig, at billedet forbliver åbent.
Andre billeder kan have licensen CC-BY-NC-ND. NC står for non commercial. ND står for non derivative. Det betyder dels, at du ikke må tjene penge på billedet og dels, at du ikke må ændre på det. Det er mere restriktive licenser, men tillader fx elever i uddannelsessektoren at bruge billederne i skolesammenhæng. Man må også godt hænge billedet op derhjemme over sofaen, da privat brug jo altid er tilladt, selv med fuld ophavsret på værket.
Udfordringer
Det er selvfølgelig nemt at sidde bag sin computerskærm og bede museerne åbne deres samlinger op og give dem en CC-licens. Det er knapt så nemt ude i virkeligheden. For selvfølgelig er der masser af udfordringer. For eksempel billeder uden fotograf eller kunstner. Her skal man selvfølgelig tænke sig om. Hvis man er i tvivl om der er ophavsret på et værk, så kan man skrive ‘Ingen kendte rettigheder’ og opfordre en eventuel rettighedshaver til at kontakte museet. Eller man kan anmode om at et værk bliver erklæret forældreløst. En lidt omstændelig proces, der indebærer en omhyggelig søgning efter en rettighedshaver og hvis vedkommende ikke findes, skal man registrere værket som forældreløst i EUs database for forældreløse værker. Og så må man anvende værket.
Der kan også være fotografer, som ikke vil tillade en CC-licens på deres affotograferinger af museets flintøkser eller malerier fra 1700-tallet. Det kræver, at fotografer og museumsmedarbejdere, der affotograferer museets genstande underskriver en kontrakt, så museet kan give fotografiet en CC-licens. Nationalmuseet har en glimrende standardkontrakt, som de gerne deler. Og med EUs DSM-direktiv, Digital Single Market, som Merete Sanderhoff beskrev i efterårets nummer af MUSEUM (2025) står det i hvert fald klart, at fotografier af værker ikke er omfattet af ophavsretten, hvis kunstneren er død for mere end 70 år siden og affotograferingen er foregået efter 7. juni 2023.
En levende kulturarv
‘Koncert’ af Captain Cosmotic efter værket ‘En koncert: kunstnerens børn og deres legekammerater’ af Carl Otto Bentzon Haslund (1842-1917).
Maleriet har en CC0-licens og ligger på open.smk.dk.
Det kan virke bøvlet, men det er vejen frem. Overalt i verden arbejder de største museer og arkiver på at åbne deres samlinger: Rijksmuseum i Amsterdam, V&A i London og The Met i New York. De museer, som lægger deres digitale samlinger på nettet i høj opløsning og til fri download, er med til at holde vores kulturarv i live. Deres materialer bliver anvendt og set i alverdens sammenhænge. I medierne, i undervisningsmaterialer, i foredrag, bøger og film. I klasseværelset og i kunsten. I helt nye sammenhænge og set af danskere, som ellers ALDRIG ville have set dem. Og som måske får et nyt og mere nuanceret perspektiv på vores fortid. Med den hast vores samfund udvikler sig i i dag, så er en levende kulturarv mere end nogensinde nødvendig. Ellers vil andet indhold tage over – og de lukkede samlinger vil sygne hen. Der er brug for en kulturarv, som blander sig, bliver en del af mediebilledet og af hverdagen. Som kommer ind i skoleklasserne og mellem elevernes hænder. Vi har brug for en levende kulturarv. Det får vi med CC-licenser.
Majken Astrup er historiker, journalist og medlem af Open Denmark.
Foto, øverst: Kjole med print af CC0-fotografier fra Aagaards Samling på Kolding Stadsarkiv. Syet af Henriette Roued.
Foto: jrouedcunliffe, CC-BY-SA 2.0
Artiklen er udgivet i MUSEUM nr. 1, 2026
