Den grønlandske kunsthistorie er et konglomerat af små og store historier, der væver sig ind og ud af hinanden. Med otte små bøger om Grønlands kunst i serien Vild med Viden ville vi ikke formidle kunsthistorien, men fremhæve nogle kunsthistorier og sammenhænge, som var synlige i samlingen og i udstillingsarbejdet på Nuuk Kunstmuseum.
Vild med Viden er små serier af bøger, der udgives af forlaget Epsilon; serier der formidler videnskabelige emner målrettet 8-12-årige, men som kan læses af mange aldersgrupper. Bøgerne udarbejdes i emneserier af otte bøger i samarbejde med museer og fagpersoner, og der er udgivet over 100 titler. I 2019 gik Nuuk Kunstmuseum ind i et samarbejde med Forlaget Epsilon samt Grønlands Nationalmuseum og Arkiv om at udarbejde en serie på otte bøger om Grønlands kunst.
To-sproget formidling
Først og fremmest skulle serien Vild med viden – Grønlands kunst ikke være en kanon eller en tør omvisning gennem årstal og endegyldige formuleringer om kunst. Serien skulle få børnene til at blive nysgerrige på værkerne og sammen med lærere og forældre være et afsæt til at dykke videre ned i museer og i den grønlandske kunsts mange fortællinger. Serien er udgivet på dansk og grønlandsk med to vidt forskellige målgrupper for øje: Danske børn, hvor hverdagen og kunsten i Grønland måske er dem fremmed, og grønlandske børn, der får fortællinger fra deres egen kunsthistorie.
Den grønlandske og danske version er derfor ikke helt ens; for eksempel er der flere ordforklaringer i den danske udgave. At arbejde med de to sprog, grønlandsk og dansk, side om side og hver for sig, er både en præmis og et fokus i det daglige formidlingsarbejde på Nuuk Kunstmuseum og var derfor ikke uvant. Serien sælges i museumsbutikkerne, men da byer og bygder fordeler sig over et stort areal i Grønland og ikke alle skolebørn bor i nærheden af et museum, valgte vi at give et klassesæt af den grønlandske udgave til alle skoler i Grønland.
Ikke en kanon
Træsnit af Aron fra Kangeq, der kaldes den moderne, grønlandske kunsts fader.
Grønlands kunsthistorie er modsat den europæiske sparsomt fortalt og uden kanon, selvom der er gjort forsøg på dette. For eksempel bøgerne Grønlands Kunst af den danske kunstner Bodil Kaalund og 100 års grønlandsk billedkunst: en introduktion til billedkunsten, kunsthistorien og kunstverdenen i Grønland siden 1900 af den danske ph.d. i eskimologi Jørgen Trondhjem, der hver især, netop i forsøget på at skabe et overblik og en linearitet, indeholder ensidige vinkler på kunsten i Grønland. Det kan blive problematisk, fordi de ofte kommer til at stå uimodsagte, da der ikke eksisterer lignende overblik.
Det var ikke et nyt overblik, vi ville skabe. Det var et ønske om at gøre viden tilgængelig på et område (Grønlands kunst), hvor den viden, der eksisterer, ligger spredt på mange forskellige og ikke altid lige tilgængelige platforme. Vi ville insistere på det flertydige og mangesidige; på kunsthistorien som et væld af bevægelser og fortællinger, som hænger sammen og kan kombineres på mange måder. Grønlands kunst er forstået som kunst i og omkring Grønland med vægt på, at disse værker har betydet noget og har bevæget sig på den grønlandske kunstscene. Udgangspunktet var samlingen på Nuuk Kunstmuseum suppleret af kunstsamlingen på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Det koloniale spørgsmål
Der er altid et iboende paradoks i at afgrænse noget som grønlandsk, dansk eller en hvilken som helst anden nationalitet. Kunsten består jo netop af en udveksling. Den grønlandske kunsthistorie er bundet ind i og har udvekslet med den europæiske – i og med at kunstnere har rejst frem og tilbage – samtidig med, at den står på egne ben. Derfor kan man ikke sammenligne den grønlandske og europæiske kunsthistorie og ej heller bruge en dansk/europæisk periodeopbygning til at strukturere en grønlandsk kunsthistorie, som Kaalund tenderer mod i bogen Grønlands Kunst.
Selvom Grønland og Danmarks historie hænger sammen, har de to lande ikke samme historie. Grønland har været koloniseret, og Danmark/Europa har været de koloniserende. Som europæere har vi fortalt vores egen historie (som vi gerne ville fortælle den), mens Grønlands historie og kunst i lang tid er blevet fortalt udefra – og til dels stadig bliver det. Denne problematik kunne vi i arbejdet med bogserien hverken være blinde for eller ignorere.
Det koloniale er ikke noget, man som sådan vælger til og fra. Selvfølgelig er der kunst, der taler langt mere ind i samfundspolitiske spørgsmål og strukturer end andet, men når man har været koloniseret, er der ikke noget, der ikke er kolonialt – og i virkeligheden bør vi i Danmark vende den om og gentage, at når man har været den koloniserende, er der ikke noget, der ikke er kolonialt – specielt ikke i en museal sammenhæng. Det er en slags kulturelle eller historiske gener, vi alle bærer med os i vores måde at gå til verden på og i de strukturer, der har skabt museerne, som de ser ud i dag.
Bøgerne
Forside fra bogen om ekspeditionsmalerne på grønlandsk. Findes også på dansk.
Med disse problematikker in mente besluttede vi os for otte forskellige tematikker eller narrativer, som vi i hver bog uddybede gennem 10-14 udvalgte kunstværker. Fem forskellige forfattere var på. Foruden undertegnede var det museumsinspektør fra Grønlands Nationalmuseum Frederik Fuuja Larsen, museumsinspektør ved Nuuk Kunstmuseum Hanne Kirkegaard, kunsthistoriker og leder ved Nuuk Kunstmuseum Nivi Christensen samt kunsthistoriker og kurator Laila Lund Altinbas.
Bøgerne ligger både i en form for forlængelse af hinanden, samtidig med at tematikkerne springer frem og tilbage i tid, og kunstnere går igen på tværs af bøgerne. Det er dermed ikke en kronologisk kanon; snarere parallelle, overlappende og sammenfiltrede bevægelser under det vi kan kalde Grønlands kunsthistorie.
Første bog i serien går 4500 år tilbage og handler om kunsten før 1850, der primært var udsmykning af redskaber og ting. I midten af 1800-tallet dukker et nyt ord for kunst op i det grønlandske sprog, eqqumiitsuliorneq, der betyder noget mærkeligt tillavet. Bog nummer to tager afsæt i denne tid, hvor kunsten blev noget man kunne hænge på væggen, og der kunne trykkes som illustrationer i bøger og aviser. En vigtig kunstner i denne periode var Aron fra Kangeq, som kaldes faderen til den moderne kunst i Grønland.
Tredje bog er fortællingen om, hvordan udefrakommende kunstnere på rejse og ekspedition siden midten af 1800-tallet har besøgt Grønland og brugt motiver herfra. Figurer og perler er titlen på bog nummer fire, der tager udgangspunkt i udskæringer i ben, sten og tand samt perle og skindarbejde, både traditionelt, som salgbare figurer og som samtidskunst. Landskabsmalerne hedder femte bog, der udforsker, hvordan det grønlandske landskab på forskellige vis har fundet vej ind i kunsten, helt tilbage til Aron fra Kangeq og de danske malere kaldet Grønlandsmalere, der berejste landet fra midten af 1800-tallet, til installation og keramik i dag. Sjette bog Kunsten i skole begynder i 1972 ved oprettelsen af Grafisk Værksted i Nuuk (i dag Grønlands Kunstskole) og kommer ind på grønlandske kunstneres uddannelse ved akademier i udlandet, den grønlandske kunstnersammenslutning KIMIK og kunsten som del af det offentlige rum. Grafikken hedder næstsidste bog, der igen begynder ved Aron fra Kangeq og går op til Grafisk Værksted med de tre stærke grafiske kunstnere Aka Høegh, Arnannguaq Høegh og Anne-Birthe Hove. Sidste bog har med titlen Kunsten og samfundet fokus på samtidskunst, der eksplicit tager samfundet og det koloniale under behandling.
Disse otte bøger kunne være fortalt på andre måder og med andre værker. Pointen er lige så meget mellemrummene, dét som ikke fortælles, som dét der fortælles. At der er mere endnu. Der er viden, nuancer og flere fortællinger at hente for den, som er nysgerrig.
Stine Lundberg Hansen er projektleder og tidligere formidlingsinspektør ved Nuuk Kunstmuseum.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 3, 2023.
Køb abonnement eller eksemplarer af bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.
