Resultater fra et toårigt projekt om klimastyring og præventiv konservering viser, at bevaring og bæredygtighed ofte er forenelige. Det kræver ikke ny, avanceret teknologi, men tættere samarbejder på tværs af discipliner – og et opgør med en række myter.
| GRØNNE GENVEJE |
| Mange veje fører til en grønnere museumsdrift. |
| Lad os dele dem, så vi sammen kan nå hurtigere frem til en bæredygtig museumssektor. |
Mange danske museer har et energiforbrug, der overstiger andre tilsvarende typer af bygninger. En væsentlig årsag er, at en stor del af energien bruges på at regulere indeklimaet – både for at sikre publikums komfort og for at bevare samlingerne. Museer forvalter imidlertid ikke bare bygninger, genstande og værker, men også samfundets forventninger til ansvarlighed. I lyset af de globale klimaforandringer betyder det, at museerne er nødsaget til at gentænke, hvordan de bevarer.
Bæredygtig bevaring er mulig
I 2023 igangsatte Museernes Grønne Akademi et landsdækkende projekt med støtte fra Augustinus Fonden. Ti danske museer skulle over 18 måneder arbejde i krydsfelterne mellem klimastyring, præventiv konservering, energieffektiv drift og klimakrav i låneaftaler. Projektet involverede både energikonsulenter og bevaringseksperter og byggede på konkrete målinger, risikovurderinger og test af forskellige driftsformer – herunder natlig standby-drift, fleksible klimazoner og brug af udvidede intervaller for temperatur (T) og relativ luftfugtighed (RH).
Projektet blev tilrettelagt med afsæt i museernes egne bygninger, samlinger og særkender. En vigtig pointe var, at museerne selv skulle identificere målsætninger og eksperimentere med løsninger, der passede til deres praktiske virkelighed. Det skabte ejerskab og involvering på tværs af faggrænser – fra teknisk drift til konservering og ledelse.
Resultaterne viser, at energibesparelser mange steder er mulige uden større tekniske investeringer, men kan realiseres ved at justere på driften, inddrage data og opdatere bevaringsstrategien til et dokumenteret niveau. Dokumenteret betyder, at bevaringsstrategien understøttes af konkrete data og risikovurderinger for samlingerne. Erfaringerne fra projektet bekræfter, at det er muligt at opretholde gode bevaringsforhold uden meget stramme krav til temperatur og luftfugtighed. Ingen genstande eller værker har i projektet lidt overlast.
Konserveringsfaglig omtanke
Bevaring er en kompleks opgave og mange steder er det for forvaltere, konservatorer og samlingsansvarlige en krævende proces at sikre gode forhold for den flytbare kulturarv i magasiner og udstillingslokaler.
Fra BEV*ARV-projektet, som afdækkede museernes magasinforhold, ved vi, at det i Danmark er gået fremad med bevaringskvaliteten på de statsanerkendte museers magasiner. Vi ved også, at energiforbruget på danske museer er lavere end hos fx nordamerikanske kolleger, og at et mangeårigt fokus på ressourceforbrug gør danske museers bygningsdrift relativt effektiv. Forsyningskrisen i 2021/22 medførte desuden en bølge af energioptimeringsindsatser. Museumsledere og -ansatte har i mange år udvist en høj grad af rettidig omhu.
Driftschef og projektansvarlig fra Skagens Kunstmuseer, Michael Karred Jensen, drøfter energioptimering med kolleger. Skagens Kunstmuseer har reduceret elforbruget med 22% ved blandt andet at slukke for ventilationsanlægget om natten.
Foto: Tor Erik Skaaland.
Den skjulte energisluger
Alligevel har mange danske museer et større energiforbrug end tilsvarende typer af bygninger. Det gælder især på kunstmuseerne, hvor der ofte er stramme og ensartede klimakrav opretholdt kontinuerligt over 24 timer i døgnet.
Nogle museer er låst i systemer og aftaler, hvor det ønskede klima enten er urealistisk, ikke matcher samlingens eller de indlånte genstandes reelle behov eller ignorerer bygningens og de tekniske anlægs faktiske kapaciteter. Det er ikke alene frustrerende og omkostningstungt. Det er også en realitet, som er svær at ignorere i en tid, hvor energiforbruget i bygninger skal nedbringes drastisk. FN anbefaler, at vi reducerer forbruget i eksisterende bygninger med 50% inden 2030, hvis vi skal nå Parisaftalens 1,5 graders målsætning. Samtidig vil reviderede europæiske bygnings- og energidirektiver allerede fra i år stille skærpede krav til særligt de offentligt ejede museers energiperformance.
Myter om præventiv konservering
Der er altså fortsat meget at gøre i forhold til at energioptimere bygningsdrift og bevaringsindsats. Og en del af problemet skyldes en række myter om forvaltningen af vores samlingers indeklima, som er opstået og har bredt sig siden 60erne og frem:
1. At samlinger kan bevares i deres nuværende tilstand til evig tid.
2. At kulturarven, særligt kunsten, kun kan bevares optimalt, hvis temperatur og relativ luftfugtighed holdes inden for nogle meget snævre grænser.
3. At et ideelt og stabilt indeklima bedst opnås med store og komplekse tekniske anlæg – en forståelse, der ofte ignorerer basal bygningsfysik.
Det er myter, som forskning gennem de seneste 30 år har aflivet, og som spænder ben for både bæredygtighed og bevaring.
På mange museer er der blandt andet udfordringer med forældede klimaanlæg, energioptimering af gamle og fredede bygninger samt mangelfulde eller ikkeeksisterende systemer til styring af bygningens indeklima. I en del af disse bygninger er klimastyring og bevaring i konflikt med de ældre bygningers oprindelige funktion og materialer. Visse steder har uforudsete strømnedbrud fx dokumenteret, at bygninger med tykke vægge og tunge materialer har en særlig evne til at optage og afgive fugt og varme – en evne, der først for alvor bliver tydelig, når klimaanlægget stopper. Og i de tilfælde bliver indeklimaet faktisk mere stabilt, end når anlæggene hele tiden prøver at holde en helt bestemt temperatur og luftfugtighed. Europæiske erfaringer, blandt andet fra det østrigske ingeniørbureau Käferhaus, peger desuden på, at introduktion af fuld klimatisering og snævre indeklimakrav i historiske bygninger kan være problematisk for både bygningen og de genstande og værker, der befinder sig i den.
En anden problematik gælder dimensionering af nye klimastyringsanlæg. For tiden opføres flere nye magasiner, og eksisterende bygninger renoveres og konverteres, da mange museer mangler plads til (op)bevaring og udstilling. Som branche er vi nødt til at have en særlig opmærksomhed rettet mod vores ønsker og krav for indeklimaet ved renoveringer og nybyggeri. Vi bør være varsomme med krav som overkomplicerer og fordyrer de tekniske anlæg i en ambition om at kunne styre indeklimaet (for) stramt. Museumsbyggeri er særligt, og byggerådgivere og entreprenører har ikke nødvendigvis kendskab til konserveringsfaglige forhold, hvilket – for at imødegå risikoen for ansvar – ofte fører til overdimensionering af anlæggene. Resultatet kan blive teknisk tunge løsninger, der både komplicerer driften og øger CO2-udledningerne – uden at forbedre bevaringsforholdene nævneværdigt.
De senere års internationale anbefalinger til samlingernes opbevaringsmiljø – blandt andet fra ICOM-CC (den internationale komité for konservering under ICOM) og IIC (International Institute of Conservation) som referer til Bizot-gruppen (et netværk af ledere for verdens største kunstmuseer) og andre internationale netværk – understøtter da også bredere indeklimaparametre, nemlig en luftfugtighed på 40-60 % RH og en temperatur mellem 15-25oC.
I lavenergimagasiner uden permanente arbejdspladser anbefaler man at temperaturen varierer mellem 7oC om vinteren og op til 17oC om sommeren, stadig med en luftfugtighed på mellem 40-60% RH.
Samtidig ved vi fra forskningen, at langt de fleste materialer tåler moderate og gradvise udsving i temperatur og luftfugtighed inden for de anbefalede intervaller.
Bæredygtig klimastyring |
| Museer i projektet |
|
| Samarbejdspartnere |
|
Verdensførende i bæredygtig bevaring
Museernes klimastyring har mange steder været drevet af et ønske om fuld kontrol. Men kontrollen er illusorisk og har en pris – både økonomisk, miljømæssigt og bevaringsfagligt. I stedet for at styre efter faste parametre, kan museer i højere grad tage udgangspunkt i den konkrete bygning og basere strategier for indeklimaet på risikovurderinger og historisk evidens. Det vil sige kendte, accepterede udsving – også kendt som ’proofed fluctuations’ – for hvad samlingen kan tåle.
Der er også behov for nye samtaler mellem faggrupper, som kan styrke museets evne til at prioritere og balancere ressourcer og indsatser. Ved at arbejde mere risikoanalyse-baseret og underbygge med test og data, kan museer dokumentere deres beslutninger og i højere grad stå på mål for valg, der afviger fra konventionerne og tydeligt præcisere de konserveringsfaglige behov over for rådgivere i forbindelse med om- og nybygning.
For at understøtte denne udvikling tilbyder Museernes Grønne Akademi kurser med netop fokus på bæredygtig forvaltning af samlingens klima.
Museernes grønne omstilling begynder ikke med investeringer i ny teknologi, men med ændringer i viden, kultur og samarbejde. Klimastyring er ikke et rent teknisk spørgsmål – det er en faglig og strategisk opgave, der kræver ledelsesopbakning, tværfagligt samarbejde og dokumenterede risikovurderinger for samlingerne. Et styrket ledelsesmæssigt fokus på energioptimering og en faglig oprustning i energiledelse og risikobaseret bevaring kan understøtte den fortsatte udvikling og være med til at cementere danske museers position som verdensførende inden for effektiv bevaring og bygningsdrift.
Rasmus Bahnsen er projektleder på Museernes Grønne Akademi.
Foto, øverst: Cecil Krarup Andersen, lektor i malerikonservering og medunderviser på kurset Bæredygtig forvaltning af samlingens klima, drøfter cases med deltagere fra Brandts og Frederiksborg Slot. Hvert museum deltager med en drifts- og samlingsansvarlig.
Foto: Rasmus Bahnsen.
Artiklen er udgivet i Magasinet Museum nr. 3, 2025.
Køb Magasinet Museum, nr. 3, 2025
