Når interaktivt design kommer til kort, træder museumsgenstanden igen frem i lyset. Kalder corona-krisen på nytænkning af museernes udstillings- og formidlingsformer?

Siden Covid-19-pandemiens ankomst, har håndsprit og rød-hvide afspærringsbånd præget interaktive udstillinger med knapper og touchscreens. Hands-on museumsoplevelser kom pludseligt til kort, og dog har sommerens besøgstal berettet om stor interesse for museernes spændende udbud. Når tiderne skifter, er det igen relevant at stille et gammelt spørgsmål: Hvorfor går folk på museum? Var det kun en klækkelig rabat på entrébilletten, der fik danskernes øjne op for museumslandskabet? Eller har vi undervurderet de besøgendes interesse i museernes eksistensgrundlag – de indsamlede historier og genstande?

I de seneste år er oplevelseskulturen vokset betydeligt. Museerne har arbejdet hårdt på at gøre sig relevante og folkelige ved at levere oplevelser for hele familien. Men måske skal der endnu en gang tænkes nyt, når museerne sammen med resten af Danmark står i en alvorlig krisetid, hvor corona-virus, fake news og internettrolde giver rystelser i verdensordenens magtstrukturer. Samfundet er under pres, og bekymringer, angst og stress er blevet følgesvende for mange.

I krisetider bliver museernes rolle som folkeoplysende vidensinstitution livsnødvendig. Især i tider, hvor der er behov for at opløse de hårdt optrukne modsætningsstrukturer, som frygt og angst genererer: ”Festglade unge mod gamle sårbare borgere”, ”ufornuftige udlændige mod vi danskere med samfundssind”. Måske formår museer at tiltrække besøgende, fordi de appellerer til noget dybere i en krisetid? Museer kan ikke fjerne bekymringer, men de kan tilbyde et rum for refleksion og erkendelse, som gør gæsten i stand til at håndtere en krisefyldt virkelighed.

Fællesskab på tværs af tid og rum, etnicitet og køn

Hvis museerne for alvor skal udvikle sig til rum for oplysning og erkendelse, skal grænsen mellem gæstens ’jeg’ og det formidlede ’andet’ opløses. Her fungerer museumsgenstanden som en enestående katalysator, uanset om det er jægerstenalderen eller samtidskunst, der formidles. Når vi ser og sanser virkeligheden i fysisk form, overskrides tid og rum, og vi forstår os selv som mennesker med samme behov, bekymringer og drømme – vi er en del af noget større.

Som henholdsvis etnolog og konservatorer er vi helt tæt på genstande, der giver os en direkte og stoflig oplevelse af fortiden. En undselig klump harpiks fra stenalderen rummer et væld af erkendelsesmæssige lag i form af DNA-spor og madrester. Klumpen formidler ikke bare, at materialet blev tygget og brugt som lim, den videregiver også, at den kvindelige ejer havde mørk hud, mørkt hår og blå øjne. Og så havde hun fået gråand og hasselnødder at spise. Så tæt kan man komme på et andet menneske med 6.000 års afstand! Zoomer vi ind på moseligenes hår og hudfolder, kommer vi tæt på ritualer og praksisser, konflikter og menneskevandringer. Det er ikke bare en historie – de ligger lige dér, og vi gyser ved synet. Fortidsmennesket giver os nye erkendelser om liv og død. Om dem og os.

Vi bruger vores sanser, når vi ser på genstanden og dens lag af oplysninger. Vi forstår kornskovlens virkelige værdi, fordi vi mærker, hvordan den balancerer i hænderne, og registrerer, at den er blevet repareret et utal af gange – formfuldendt af mange generationers erfaring. At mærke dette med egne sanser, frem for en videoskærm, gør noget ved os. Vi mærker det i kroppen. Vi deler behovet for at få mad på bordet, og vi træder ind i et fællesskab med kornskovlens ejer, på tværs af tid og rum, etnicitet, køn og øvrige barrierer.

En modsætning til fake news

Genstandens eller værkets stoflighed taler til vores sanser og formidler en autentisk oplevelse, der får os til at forstå fortiden og ’det fremmede’. Vi bliver simpelthen mere hele mennesker af at gå på museum og opleve stofligheden i en genstand eller et kunstværk. Den umiddelbare oplevelse kan fint uddybes igennem forskellige former for digital formidling, der forklarer og kontekstualiserer, men sanseoplevelsen – det direkte møde med genstanden – giver os oplevelsen af virkelighed og samhørighed.

I 2017 beskrev NEMO (Network of European Museum Organisations), at europæiske museer igen begynder at betragte samlingerne som selve hjertet i museernes virksomhed. Corona-krisen giver os anledning til at stoppe op, kigge indad og reflektere over, om det igen er tid til at nytænke og udvikle museers udstillings- og formidlingsformer? Samlingerne kan noget, fordi de er virkelige og repræsenterer en viden, som kun forandrer sig via velargumenteret forskning. Dermed bliver museumsgenstande modsætningen til fake news, de åbner for erkendelse og giver en mellemmenneskelig forståelse, der dæmmer op mod angst og isolation. Hvis vi favner krisetiden og udfordrer vores syn på mødet mellem genstanden og gæsten, finder vi måske et svar på tidens behov?

Naomi Pinholt er akademisk medarbejder hos Museum Lolland-Falster, Pernille Holm Mogensen er konservator hos Bevaringscenter Nord, og Camilla Jul Bastholm er formand for Nordisk Konservatorforbund DK.

Foto: Ard Jongsma, Museum Lolland-Falster.

 

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr.4, 2020.