Sidst historiker Jesper Stormly Enevoldsen satte fod på en dansk arbejdsplads var det på Det Danske Udvandrerarkiv i Aalborg. Kort efter udvandrede han selv til Grønland. Siden 2014 har han været museumsleder på Narsaq Museum, hvor opgaverne spænder lige fra butiksadministration og sociale medier til forskning og udstillingsdesign.
Mit navn er Jesper Stormly Enevoldsen. Jeg er 41 år gammel, født og opvokset i Aalborg og uddannet cand.mag. i historie ved Aalborg Universitet i 2009 og i ledelse i 2019 på University College i Aalborg. Som de fleste historikere vil erfare, så er det vanskeligt at få en fast stilling på et dansk museum. I Danmark har jeg derfor haft flere projektansættelser. Pudsigt nok var mit sidste ansættelsesforløb i Danmark på Det Danske Udvandrerarkiv i Aalborg, hvor jeg bl.a. registrerede danske udvandrere primært til Amerika i 1800-tallet, men også til Grønland i slutningen af det 19. århundrede. Sidstnævnte var for mig nærmest profetisk, for ca. et halvt år senere udvandrede jeg selv til Grønland.
Med kursen mod nord
Omkring september 2013 indgav jeg min ansøgning til stillingen som museumsleder ved Narsaq Museum. Narsaq Museum er et kommunalt museum under Kommune Kujalleq. Ca. 14 dage efter blev jeg pludselig ringet op på en mobiltelefonforbindelse af den daværende forvaltningschef for Kulturforvaltningen i Kommune Kujalleq, som skulle blive min fremtidige arbejdsplads.
Den 16. januar 2014 landede jeg i heliporten (helikopterpladsen) i Narsaq og blev modtaget af den daværende fritidsinspektør, der morgenen efter viste mig byen og museet. Narsaq ligger i det smukke Sydgrønland med udsigt til både fjord og fjeld. Narsaq har i dag omkring 1.300 indbyggere og er jævnfør Turen Går Til Grønland: ”en grønlandsk storby i et lavt tempo.” Det første er nok en overdrivelse, og det sidste en underdrivelse.
Omkring fem år før jeg ankom, var Narsaq Kommune blevet nedlagt som følge af en kommunalreform, der udgik af overgangen fra Hjemmestyre til Selvstyre i 2009. Narsaq blev en del af storkommunen Kommune Kujalleq med hovedsæde i Qaqortoq, hvis gamle danske navn er Julianehåb. Fire år senere – i 2013 – blev byens største arbejdsplads, rejefabrikken, lukket. Set i det lys er situationen for Narsaq meget lig de øvrige mindre samfund i Grønland, hvor store arbejdspladser lukker, og folk flytter til de større byer og væk fra bl.a. Narsaq.
For at skabe håb
Narsaq var fra slutningen af 1940’erne og frem til 2013 en meget driftig by, men alt dette vendte rundt, da rejefabrikken – med sine omkring 300 arbejdspladser – blev nedlagt. Siden har Narsaq ikke rigtig kunne finde sine ben, og byen oplever en gradvis affolkning. Det stiller – i mine øjne – krav om, at museet er en aktiv kulturinstitution med mange kulturtilbud og udstillinger, der inspirerer og giver håb. Jeg satte mig fra starten for, vi at skulle have et kulturelt arrangement om måneden. Denne vision er i høj grad lykkedes, idet der er stor opbakning til vores månedlige tilbud. De øvrige aktivitetstilbud i byen kan reduceres til at være bingo og idrætsaktiviteter, så det er museets opgave at sørge for den åndelige/intellektuelle inspiration. Museets aktiviteter kan være alt fra vores faste børne- og familiearrangementer til ferniseringer, vores historiske picnics, vikingemarked, foredrag og filmaftener.
En del af min arbejdstid er gået med at designe udstillinger. Deriblandt en udstilling om grønlandsskibet M/S Hans Hedtoft. Udstillingen er bl.a. blevet vist i Holmens Kirke i København den 30. januar 2019 – dvs. på 60-årsdagen for skibets forlis. Jeg har også arbejdet sammen med filminstruktøren Inuk Jørgensen og Per Kunuk Lynge, hvis bedstefar omkom med skibet. Dette samarbejde har udmøntet sig i kortfilmen Hedtoft. Jeg har også etableret en skoletjeneste i samarbejde med byens eneste folkeskole og byens uddannelsesinstitutioner, for dels at bidrage til at højne (ud)dannelsesniveauet, men også for at hjælpe børn og unge til at se værdien i deres egen kultur og ikke mindst værne om den.
Museum i den gamle købmand
De lovbundne krav til de godkendte grønlandske museer er meget lig den danske museumslov med de fem så berømmelige søjler, der omfatter indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Den grønlandske museumslov indeholder ydermere en sjette søjle nemlig ’udvikling’.
I den grønlandske museumslov er der dog – i modsætning til de lovbefalede krav for danske museer – ingen publikationsforpligtelse. De grønlandske museer består for langt størstedelens vedkommende af en museumsleder (det vil sige et årsværk) og to til tre deltidsansatte assistenter, som ofte er ufaglærte. På nogen områder minder de grønlandske institutioner derfor om mindre lokalmuseer i Danmark.
Langt størstedelen af de grønlandske museer er kommunalt ejede institutioner med et (mere eller mindre) selvstændigt budget. Museerne er – som de danske – markant underfinansieret. De grønlandske museer er installeret i bygninger, som ofte ikke efterlever moderne krav til fx sikring og bevaring af museumsgenstande. Sidstnævnte fordi bygningerne – for langt størstedelens vedkommende – er slidte og direkte overtaget fra Kongelig Grønlandske Handel (KGH). Dermed er bygningerne oprindeligt opført til bl.a. købmandsdrift og som lagerbygninger.
For Narsaq Museums vedkommende ligger vores magasiner og udstillingsrum i gamle hvidkalkede bygninger med tagspån og skråvægge på loftet. Smukt ser det ud, men praktisk er det langt fra. Vi har syv forskellige bygninger med magasiner og udstillinger spredt ud over hele byen. Foruden den gamle købmandsbutik har vi handelsbestyrerens kontor og bolig, hvor vi bl.a. har en permanent kunstudstilling. Desuden varetager Narsaq Museum det gamle posthus, hvor vi viser boligforholdene for 1960’ernes grønlandske arbejderfamilie. Endvidere sorterer den gamle kirke (der også fungerede som byens første skole) under Narsaq Museum. Her har jeg mit kontor, og i rummet ved siden af er vores faste nordboudstilling (vikingeudstilling) installeret. Desuden har vi fået rekonstrueret en gammeldags tørvehytte (vinterbolig), der udgjorde den traditionelle boform for langt de fleste grønlændere helt op til slutningen af 1950’erne.
Henrik Lunds Hus hører også under Narsaq Museum. Henrik Lund (1875-1948) var en grønlandsk kateket (senere ordineret præst), lærer, digter og komponist samt politiker. Som digter og komponist skrev Henrik Lund mange melodier og tekster. Herunder en del salmer, men også Grønlands nationalhymne – Nunarput utoqqarsuanngoravit – der på dansk kan oversættes til Vort ældgamle land. Fra omkring 1914 og frem til sin død sad Henrik Lund i det indflydelsesrige Sydgrønlandske Landsråd. Henrik Lunds tænkning og gerning kan på mange måder sammenlignes med N.F.S. Grundtvigs, hvis tankegods prægede kateketseminariet i Godthåb (vore dages Nuuk) og på den måde også Grønlands senere politiske, kulturelle, og intellektuelle elite.
Sidst men ikke mindst har Narsaq Museum et større rum i byens medborgerhus, hvor vi afholder mange kulturelle arrangementer og temaudstillinger med videre.
Museumsgeneralist
Som museumsleder i Grønland lever jeg af min troværdighed, hvilket kræver, at kommunens direktion – og ikke mindst byens borgere – har tillid til mig. Sidstnævnte er jeg selv meget bevidst om. Med den tillid får jeg også ’rum’ til at forny og forbedre forholdene på Narsaq Museum. Selv har jeg brugt meget tid på at rette op på den mangelfulde genstandsregistrering. Selvom vi langt fra er i mål, så er vi kommet et markant stykke vej med denne omfattende proces. Jeg er lykkedes med at integrere digital og auditiv formidling i udstillingerne. Desuden har museet fået både hjemmeside og facebookside. Som grønlandsk museumsleder skal jeg også kunne designe webformidling.
Jeg fungerer ligeledes som projektleder og fundraiser, når jeg, i samarbejde med Bygningsbevaringscenter Raadvad og Kommune Kujalleqs Tekniske Forvaltning, udarbejder opgavebeskrivelser for forskellige restaureringsprojekter. Via fonde er det lykkedes mig at tilvejebringe midler, således at en stor del af vores bygninger nu er kommet i bedre stand.
Senest har jeg afsluttet et ligeledes fondsfinansieret projekt med Det Kongelige Akademis Konservatorskole, således at der nu vil blive udarbejdet rapporter for, hvordan vores genstande og arkivalier bedst bevares for eftertiden. Rent forskningsmæssigt har jeg i samarbejde med arkæologerne på Det Grønlandske Nationalmuseum beskæftiget mig med ruinregistrering.
Udover over førnævnte arbejdsfunktioner som udstillingsdesigner, hjemmesidedesigner, projektleder, fundraiser og forsker står jeg ligeledes for personaleledelse, budgetstyring, indkøb, butiksadministration med videre.
Nogle gange har jeg fornemmelsen af, at alting er ved at falde sammen om ørene på mig. Samtidig har jeg ikke de økonomiske eller menneskelige ressourcer til at handle på de mange udfordringer. På den anden side set får en museumsleder i Grønland hurtigt et langt større ansvar, selv som relativt nyuddannet, end på et dansk museum. Det giver en omfattende mængde kundskaber og kvalifikationer at arbejde med så bredt et spektrum af de museumsfaglige opgaver.
Jeg plejer gerne at fremhæve, det både er et stort ansvar og et endnu større privilegium at være museumsleder i Grønland.
At integrere sig som dansker i Grønland
I Grønland er tidstyranniet aldrig blevet indført. Der er tid til at drikke en ekstra kop formiddagskaffe, der er tid til at snakke med de frivillige og museets øvrige personale. Sådan er det – og sådan er det godt!
Det er et kendt grønlandsk udsagn, ”at tiden ikke går, men at den kommer.” Jeg kan som personaleleder desværre ikke tilbyde en stor timeløn, men jeg kan tilstræbe at være lydhør og inkluderende i min ledelse. Mit job kræver, at jeg som museumsleder tit og ofte selv går forrest i de projekter, som jeg vil gennemføre, samt at jeg i omfattende grad sætter mig ind i den grønlandske kultur og tankegang. Dette for til dels at kunne forstå de underliggende kulturkoder men også for at sikre, at min egen kommunikation bliver bedre forstået.
På overfladen ligner Grønland og Danmark hinanden. Administrationssproget (eller sprogene) er både på grønlandsk og dansk. Der bliver undervist på dansk på samtlige ungdomsuddannelser og øvrige længevarende uddannelsesinstitutioner. I folkeskolen undervises der dog primært på grønlandsk. Der bliver betalt med danske kroner, og samtlige grønlandske medier udkommer på begge sprog. Der er dog en række meget markante kulturelle forskelle, som man skal være bevidst om – for at undgå at agere som den berømte elefant i glasbutikken eller som en ’bedrevidende’ dansker.
En sidste opfordring til de læsere, som påtænker at arbejde i Grønland, skal være følgende: Tilstræb at få lært sproget!
Jesper Stormly Enevoldsen er museumsleder på Narsaq Katersugaasivia/Narsaq Museum.
Fotos, børn på vikingemarked, Narsaq Museum og åbning af fåreholderudstilling: Jesper Stormly Enevoldsen
Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 2, 2022
