Forstyrrende lyd i udstillinger kan undgås, hvis man sætter synssansen på pause og tænker atmosfærisk i designfasen. Det foreslår to forskere fra Sonic College.
For nylig berettede en museumsinspektør, hvordan en flot og effektfuld videoprojektion vakte lige så meget begejstring i det rum, hvor den foregik, som den skabte forvirring og frustration i resten af udstillingen, fordi lyden spredte sig i udstillingsrummet. Beretningen er langt fra enestående. Hvorfor bliver helt basale problemer ofte ikke identificeret i designprocessen? Gennem vores forskning i lyd og udstillingsdesign har vi undersøgt, hvorfor det kan være svært at opdage uhensigtsmæssige overlap mellem forskellige sanselige udtryk, og vi arbejder nu med idéer til, hvordan designteamet kan tænke udstillingen mere atmosfærisk – et begreb, der omfatter alle sanser og relationer i omgivelserne.
Fra information til empati
Siden 00erne er især kulturhistoriske udstillinger gået fra overvejende faktaformidling til en mere relations- og empatifokuseret tilgang. Ved at låne greb fra reklame, underholdning, oplevelsesdesign, journalistik og storytelling er der i dag fokus på at skabe oplevelser, der forbinder gæster med tematikker, der angår menneskers livsbetingelser og dilemmaer, gennem kontemplativ og emotionel scenografi. Udviklingen har gjort formidlingen mere vedkommende og har sat fokus på, at museumsbesøget i høj grad er en følelsesmæssig oplevelse. Dette ses eksempelvis i kvalitative analyser af gæsternes oplevelser, hvor man ofte finder udsagn om museets eller udstillingens atmosfære.
Den tyske filosof Gernot Böhme karakteriserer en atmosfære som et quasiobjekt, der eksisterer mellem mennesker og de ting og steder, vi omgiver os med.
Foto: Fotostudio Brigitte Dorrinck, Hamburg, www.foto-dorrinck.de/Wikimedia Commons
Det atmosfæriske rum
Atmosfærer giver intuitivt mening, men er analytisk sværere at håndtere. Hvor kommer et steds atmosfære fra? Er det tingene, omgivelserne, sociokulturelle narrativer eller tillærte sociale koder, der skaber atmosfæren – eller er den udelukkende et indre, subjektivt fænomen? Den tyske filosof Gernot Böhme har udviklet en æstetisk teori om atmosfærer og karakteriserer en atmosfære som et quasiobjekt, der eksisterer mellem mennesker og de ting og steder, vi omgiver os med. Han peger på, at ting og kroppe ikke kun er begrænset til deres fysiske udbredelse i rummet, men “stråler” og overskrider deres afgrænsning ved at farve og påvirke oplevelsen af andre ting og kroppe i rummet. Atmosfæren kan forstås som spatialt distribuerede følelser, der konstitueres kollektivt af alle tilstedeværende ting og kroppe. I udstillingsrummet kan man derfor se udstillingsdesign som en form for atmosfæredesign: Man har aldrig fuld kontrol over, hvad den enkelte gæst vil opleve eller føle, men man designer sammenhængende følelsesmæssige potentialer – eller med Tonino Grifferos begreb, ‘affektive affordances’ – tilgængelige fremtrædender i rummet, der åbner for, at bestemte atmosfærer kan opstå, altid i gensidig afhængighed af gæsternes tilstand, handlinger og bidrag.
Udstillingsdesign til alle sanser
Vi er blevet gode til at skabe museumsoplevelser, der taler til flere sanser, og her er atmosfæretanken en vigtig påmindelse: Vi kan ikke designe for et udvalgt sæt sanser i isolation. Vi sanser hele tiden med alle sanser, og den samlede oplevelse af en situation er ikke blot summen af individuelle sanseindtryk; den er mere kompleks og influeres konstant af erindringer, forventninger samt sociale og kontekstuelle elementer udefra. Ser vi igen på konkrete problemer i udstillinger, kan de ofte skyldes en uoverensstemmelse mellem den situation, designteamet forestillede sig, at de ville skabe, og den faktiske situation, der opstår.
Øjets overmagt
Den finske arkitekt Juhani Pallasmaa pegede i 1996 i bogen The Eyes of the Skin på, hvordan oplysningstiden medførte en reduktionistisk adskillelse af sanserne og i kølvandet herpå en favorisering af arkitekturens visuelle fremtræden. Resultatet er ofte en kold og fremmedgørende arkitektur, der er spektakulær at kigge på, men svær at leve i. Pointen er ikke, at sanserne bør ligestilles – tværtimod fremhæver Pallasmaa gode grunde til, at synssansen regnes for dominerende – problemet opstår, når visuelle stimuli betragtes og håndteres isoleret uden hensyn til andre sansninger. Fænomenet kaldes okularcentrisme og ses ikke kun i arkitektur, men også som en utilsigtet tendens i design, fordi designprocesser ofte er stærkt visuelle og baseret på brug af grafiske værktøjer.
Lyt til soundscapes fra naturlige, musikalske og urbane miljøer som inspiration.
En skrigende måge på Seán O’Casey-broen, Dublin, 2019.
Foto: Wikimedia Commons/Aaaatu, CC BY-SA 4.0
Visuelle visioner
Vi har fulgt en del udstillingsprojekter, og relativt tidligt i designfasen begynder visuelle elementer at dominere: gulvplaner, artefaktfotos, moodboards, skitser, farveskemaer og tidlige 3D-renderinger. De skaber en fælles forestilling om, hvordan udstillingen ”ser ud” – og det er til dels nødvendigt. De fleste har brug for at kunne forestille sig, hvordan noget under udvikling vil komme til at se ud. Det muliggør dialog og videreudvikling og bygger på vores tillærte kompetencer med grafiske redskaber – fra blyant til billedsoftware. Samtidig har smartphonen skærpet vores fotografiske kompetencer og gjort individuel billedproduktion til en del af hverdagen: Vi framer, kuraterer og iscenesætter vores oplevelser – og vurderer tilsvarende andres iscenesættelse. Denne stærke, men snævre, visuelle literacy kan føre til, at designteamet ubevidst baserer processen på overvejende visuelle elementer og dialogerne herom. Resultatet er en fælles visualisering af, hvordan den endelige udstilling kommer til at se ud, men ikke hvordan den føles. Dermed skal andre sanselige elementer ofte ”passe” ind i et visuelt paradigme. Men her går det ofte galt, fordi det ikke er sådan, vores krop oplever og erfarer.
Erkend dit visuelle bias
Hvad er løsningen? Hvordan undslipper designteamet okularcentrismen for i stedet at skabe en fælles atmosfærisk vision for udstillingen? Hvordan designer man atmosfæriske potentialer for gæstens oplevelse af udstillingsrummet, og hvordan bliver det muligt i fællesskab at lege med multisensorisk design, hvor udtryk, stemninger, formater og virkemidler lapper over, supplerer eller udfordrer hinanden? Brugertests og prototypeiterationer er altid gode, men ikke altid praktisk mulige i det nødvendige omfang – og denne metode angriber heller ikke kernen af problemet: en tillært overfokusering på en isoleret visuel forestilling om den færdige udstilling. Første skridt mod bedre atmosfæriske udstillinger er måske at rette opmærksomheden på dette og erkende, at vi alle sammen har en visuel bias, som kan skævvride designprocessen på måder, der først afsløres, når udstillingen realiseres. Det er et simpelt trick, men sværere, end det lyder.
Eksempel på et industrielt soundscape. Dampmaskine, Karchowice, Øvre Schlesien, 2019.
Foto: Pudelek/Wikimedia Commons
Fokus og sprog
En banal øvelse er at starte med at lytte sammen til forskellige soundscapes fra miljøer – naturlige, musikalske og urbane – og derudfra tale om, hvordan det skal føles for gæsten at komme ind i udstillingen og bevæge sig gennem den. Metoden er inspireret af, hvordan mange filminstruktører bruger maskemusik eller placeholder-musik som emotionel prototyping, når de enkelte scener skal klippes. Gennem sådanne øvelser bygger designteamet et fælles vokabular op for, hvilke følelser gæsten gerne skal opleve – i udstillingen som helhed, i de enkelte rum og ved de enkelte formidlingsposter. Det flytter fokus til at tale om følelser, sammenhænge, overgange, tempo, og tid frem for grafiske udtryk, farver, visuel stil, fonte, gulvplaner og inspirationsbilleder. Problemet er nemlig ikke, at vi ikke kan forestille os en atmosfære; vi er faktisk gode til at huske og genbesøge atmosfærer som erindringer – men vi mangler sprog for dem. Vi mangler atmosfærisk literacy.
Den Atmosfæriske Jukebox
Vi vil afslutningsvis nævne et konkret projekt, vi er i gang med at udvikle: en atmosfære-jukebox – en simpel, bærbar lydafspiller, hvor designteamet selv kan igangsætte og langsomt mixe og crossfade mellem en lang række forskelligtartede soundscapes. Den fælles lytning og det langsomme interface imiterer reelle overgangssituationer i museumsoplevelsen, hvor man bevæger sig fra en atmosfære til en anden – fra gaden til billetsalget og videre til de forskellige udstillinger eller tematiske rum. Jukebox-metaforen kommer fra situationen, hvor man, ved at sætte musik på i en social kontekst, kuraterer en stemning for andre og giver noget af sig selv til den fælles oplevelse. Forhåbentlig kan atmosfære-jukeboxen flytte samtalen fra ”Hvordan ser udstillingen ud?” til ”Hvordan føles udstillingen, med alle dens invitationer, overgange, tematiker og kontraster?”. Samtalerne herom hjælper os med at opbygge et fælles sprog for stemninger – en atmosfærisk kompetence, om man vil – gennem en form for emotionel prototyping.
Jonas Kirkegaard er ph.d.-studerende ved Designskolen Kolding og Birgitte Folmann er antropolog og forskningsleder ved lyddesignuddannelsen Sonic College på UC SYD i Kolding.
Foto, øverst :En imponerende scenografi ser flot ud på billeder, men hvordan føles det at stå i midt den? Det siger billedet ikke så meget om. Jernalderudstillingen, Moesgaard Museum, 2021.
Foto: Nicolai Hildebrand / Medie afdelingen Moesgaard
Artiklen er udgivet i MUSEUM nr. 1, 2026
