1. I en tid hvor mange museer afsøger nye måder at nå de besøgende på, er der inspiration at hente fra teatrets verden. Guidebogen At krympe tiden – en guidebog til sanselige møder i museumsudstillingen inspirerer til museumsformidling med udgangspunkt i teaterfaglige begreber.
Kunst- og kulturhistoriske museumsudstillinger har en helt særlig evne til at ’krympe tiden’: De kan præsentere fortiden, så den fremstår nærværende og meningsfuld for den besøgende i nutiden. Museumsudstillinger er ikke ’blot’ steder, hvor mennesker kommer for at observere kunstneriske stilarter eller lære historiske fakta. Museumsudstillinger kan fortælle om den menneskelige tilstand. De er steder, hvor man kan spejle sig selv og sin samtid i andre menneskers liv og tanker på tværs af tid og rum. Begrebet at ’krympe tiden’ beskriver den form for oplevelse, der kan opstå, når en museumsudstilling udvisker skellet mellem tid og rum. Det er følelsen af at være ’transporteret tilbage i tiden’, og dét at udstillingens materiale opleves som genkendeligt og relevant for éns samtid: som noget alment menneskeligt.
At krympe tiden og vække genkendelse handler ikke om ’bare at give de besøgende, hvad de vil have, eller hvad de forventer’. At krympe tiden handler derimod om at gå igennem noget genkendeligt – den besøgendes sanser og levede liv – for at nå til noget ukendt: At skabe et sted for refleksion og læring gennem nærværende og sanselige historier.
I teatrets verden har man værktøjer til at skabe sanselighed og nærvær – redskaber, som kan overføres til museumsudstillingen. En teaterfaglig tilgang til museumsformidling kan åbne for nye tidskrympende formidlingsværktøjer, der tager udgangspunkt i museale genstandes konkrete fysikalitet og griber fat i den besøgendes sanser. Det vil jeg vise her med en række udstillingseksempler fra Glyptoteket.
Iscenesættelse og atmosfærer
2. Indgangen til udstillingen Ægypten på Glyptoteket.
Museumsudstillingen kan, ligesom teaterforestillingen, skabe fortællinger og fiktive rum. I de fleste udstillinger er det dog ikke skuespillere, men genstande, der indtager de centrale roller.
Alt i et rum er med til at skabe bestemte udtryk og stemninger, som med et teaterfagligt ord kaldes et rums mise-en-scène. En mise-en-scène kan bestå af alt fra lyd, lys, farver og materialer til genstande, rums udformning og tekster. Med en mise-en-scène skaber man iscenesatte, fiktive rum, der skiller sig ud fra dagligdagen, som kan række ind i den besøgendes liv og vække alle kroppens sanser. Ved at arbejde med museumsudstillingen som et fiktivt, iscenesat rum kan man skabe autentiske relationer til genstandene, som kan krympe tiden.
Udstillingen Ægypten på Glyptoteket arbejder flere steder med at skabe sådanne autentiske fysiske relationer til de udstillede genstande. Et eksempel på dette kan ses ved indgangen til udstillingen, hvor to sfinkser er placeret på hver sin side (billede 2). Her præsenteres sfinkserne som (gen-)indsat i, hvad der kunne være deres originale funktion, men i den nutidige kontekst der er udstillingen. Denne form for iscenesættelse spejler den fysiske relation, som mennesker tidligere kan have haft til genstanden, og skaber en tidskrympende og autentisk relation til genstandene.
Med et rums mise-en-scène ønsker man at skabe bestemte atmosfærer. Atmosfærer kan vække vores sanser og følelser og har derfor et stort potentiale for at krympe tiden. Atmosfærer opstår i samspillet mellem rum, genstande, lyde, farver og mennesker og vil aldrig opfattes helt ens af alle. Alligevel kan man, gennem udstillingens mise-en-scène, arbejde med at etablere grundlæggende atmosfærer, som aktiverer den besøgendes krop og sanser.
Glyptoteket har flere steder arbejdet med at iscenesætte udstillingen Ægyptens rum, så de genskaber autentiske historiske rum og etablerer stærke atmosfærer. På billede 3 ses indgangen til et ægyptisk gravkammer. Her er en original overligger fra en port (gen-)indsat i en autentisk kontekst ved at være muret ind i indgangen. Samtidig er originale vægge fra et gravkammer opsat langs rummets faktiske vægge, og en bred trappe fører videre ned til et mørkt gravkammer, hvor to mumier er udstillet. Gennem denne brug af rum, arkitektur og lys skaber udstillingens mise-en-scène mørke, mystiske og næsten uhyggelige atmosfærer, som spiller virkningsfuldt sammen med genstandene og rummenes tematik om døden og efterlivet.
2. Indgang til gravkammeret i udstillingen Ægypten på Glyptoteket.
Måden man bedst undersøger atmosfærer på, er ved selv at opleve dem og beskrive, hvad de gør ved én. Man må først gøre sig klart, hvilke atmosfærer de enkelte udstillingsgenstande i sig selv besidder. Disse atmosfærer kan man ikke ændre, men man kan arbejde med dem. Et godt værktøj til at arbejde med atmosfærer er at brainstorme over udvalgte genstandes materiale, funktion, form, farver og udtryk, for at konkretisere de tanker og associationer genstanden vækker hos en.
Når man har undersøgt genstandes atmosfærer, kan man forstærke og tydeliggøre dem gennem mise-en-scènen. Det er Glyptotekets særudstilling Perfect Poses? et godt eksempel på: Gennem en kontrastfuld lyssætning og varm lysfarve bliver skulpturernes udtryk forstærket, og materialets hårde, men samtidig gennemlyselige kvalitet står tydeligt frem (se billede 1 øverst).
Rum med fysiske fortællinger
Når man sammensætter en udstilling, gør man det ofte på baggrund af en fortælling eller en tematik. Disse fortællinger har en form, som man kan kalde ’udstillingens dramaturgi’. Ved helt konkret at tegne udstillingens dramaturgi kan man visualisere fortællingens form: Er den cirkulær eller lineær, er det en samling af tematikker, er der flere fortællinger i spil simultant? Herefter kan man spørge: Hvordan kan fortællingens form manifestere sig i udstillingens rum? Nårdramaturgien manifesterer sig fysisk i udstillingens rum, kan den besøgendes fysiske rute gennem udstillingen spille sammen med og forstærke fortællingens form.
4. Sammenligning af Paul Dubois’ ‘Charity’.og Aimé-Jules Balous ‘Breton Mother’.
Glyptotekets udstilling Perfect Poses? har en dramaturgi, som understøtter udstillingens tematik om salonskulpturens kropslige udtryk. Udstillingen grupperer og præsenterer skulpturer på baggrund af deres positur og relaterer dem direkte til den besøgendes egen krop gennem udstillingsteksterne. De forskellige skulpturgrupperinger, såsom ’siddende’, ’på hug’ og ’stående’, forstærker oplevelsen af positurernes grundudtryk (billede 4). På denne måde fortæller udstillingens dramaturgi om kroppens mange udtryk, på tværs af tid og rum, og skaber samtidig en meningsfuld relation til den besøgendes egen fysiske ’væren i verden’.
Når man således rammesætter genstande i sanselige og genkendelige fortællinger og genskaber rum og situationer, som den besøgende kan indtræde i, kan man forstærke genstandenes atmosfærer. Ved at ’låne’ værktøjer fra teatrets verden kan man i udstillingsrummet skabe meningsfulde tidskrympende oplevelser.
Guidebogen At krympe tiden – en guidebog til sanselige møder i museumsudstillingen er baseret på Mia Laura Andersen Funders speciale og præsenterer konkrete øvelser, der kan hjælpe med at:
- Finde frem til udstillingens dramaturgiske form og få den til at manifestere sig i udstillingen.
- Etablere fiktive iscenesatte rum med en mise-en-scène.
- Blotlægge genstandes atmosfærer.
- Skabe sanselige relationer til de udstillede genstande.
- Udtænke overraskelser der skubber til den besøgendes forudindtagelser.
Hvis du ønsker guidebogen tilsendt som pdf, kan du kontakte Mia Laura Andersen Funder på lauraandersenfunder@gmail.com.
Mia Laura Andersen Funder er cand.mag. i teater- og performancestudier.
Fotos: Mia Laura Andersen Funder
Artiklen er bragt i Danske Museer nr.1, 2021.
