Arbejdet med kilders traumatiske indhold kan have konsekvenser for museumsansatte

Stress, depression og følelsesløshed.
Uanset om det gælder døde eller levende, er skæbner fra historiens mørke kapitler vigtige at få frem i lyset. Men de kan komme for langt ind under huden og blive til sekundær traumatisering. Danmarks Forsorgsmuseum har udarbejdet fire enkle anbefalinger til alle, der står over for lignende udfordringer.

På Danmarks Forsorgsmuseum har vi igennem mange år indsamlet fortællinger fra mennesker, der har oplevet forsorgsområdet på første hånd. Det er for eksempel pensionerede tilsynsførende, forstandere, pædagoger og socialrådgivere, samt ikke mindst tidligere anbragte og indlagte på eksempelvis børnehjem, forsorgshjem og institutioner under særforsorgen. Vores erfaringer fra arbejdet er næsten altid de samme: Fortællinger om seksuelle overgreb, vold, indespærring, tvang, følelseskulde og bristede drømme brænder sig fast, og det er svært at komme upåvirket ud på den anden side. Det er dog ikke kun fortællingerne, der brænder sig fast. Møderne med disse mennesker, der ofte befinder sig i udsatte og sårbare positioner, og som kan have store forventninger og håb til dig og den rolle, som du og museet indtager, gør uudslettelige indtryk. Man bærer fortællingerne og møderne med sig, og de er med til at påvirke og forandre os som mennesker, og dermed også den måde vi driver museum på.

Det vikarierende traume

De bevarede arkivalier fra Svendborg Fattiggård byder på mange personlige og ofte hjerteskærende fortællinger. De benyttes jævnligt af museets medarbejdere til både formidling og forskning. Her ses en række bevarede dokumenter fra Vilhelm, der var indlagt på Fattiggården i 1921-1948. Foto: Fagfotografen.

Det er et velkendt fænomen, at man kan blive påvirket af den type arbejde. I 1990 beskrev McCann og Pearlman fænomenet ’vikarierende traume’ (vicarious trauma), der kan indtræffe, når man udsættes for længerevarende eksponering af traumatisk indhold, såsom fortællinger om vold, seksuelle overgreb og misrøgt. Andre benytter den beslægtede betegnelse ’sekundær traumatisering’, eller beskriver fænomenet som en form for ”medfølelsesudmattelse”. Symptomerne kan være mange og blandt andet vise sig som stress, depression, irritabilitet, anspændthed, uro, distancering, følelsesløshed, invaderende erindringer fra materialet, undgåelsesadfærd (over for situationer, der minder om oplevelsen) eller som forsøg på at indtage en ’redder-rolle’. Som psykolog Maria Louison Vang peger på i sin forskning, er man særligt disponeret, hvis man i forvejen føler sig udbrændt, selv har været udsat for traumer, eller eksempelvis arbejder med traumatiske hændelser, der involverer børn og unge.

I faglitteraturen bliver det vikarierende traume ofte beskrevet i forbindelse med forskellige former for terapeutisk eller socialfagligt arbejde, men australske erfaringer peger på, at det i høj grad også kan ramme historikere, der arbejder med traumatisk indhold over en længere periode, både skriftligt og mundtligt.

Fire anbefalinger

Betyder det så, at vi som museer bør undgå at involvere os i større projekter, hvor vi indsamler eller benytter empirisk materiale af denne karakter? Eller at vi, ligesom Nigel Hunt og andre historikere foreslår, altid skal forsøge at bevare en følelsesmæssig distance for at beskytte os selv? Det mener vi ikke på Danmarks Forsorgsmuseum, da vi derved risikerer at gå glip af vigtige dele af vores fælles historie. Som museum har vi til gengæld et stort ansvar for at sikre os, at den enkelte medarbejder klædes bedst på til at kunne håndtere arbejdet og sin rolle. Risikoen for negative konsekvenser kan ikke elimineres fuldstændigt, men vores erfaringer viser, at vi som arbejdsplads og kollegaer kan tage nogle enkle forholdsregler, der minimerer den. Forholdsregler som gør os i stand til at indsamle og beskæftige os med traumatisk indhold, samtidig med at vi passer på vores kollegaer og fastholder evnen til empatisk lytning og indlevelse.

Med udgangspunkt i Danmarks Forsorgsmuseums egne erfaringer og den eksisterende viden på området, har vi formuleret fire enkle anbefalinger, som i dag er blevet en del af museets metodiske tilgang, og som andre måske kan lade sig inspirere af.

1. Tal åbent om risici og symptomer

Den første, og måske vigtigste anbefaling handler om, at man skal skabe et arbejdsmiljø, hvor italesættelse af risici og symptomer bliver trygt og naturligt. Det er vigtigt at normalisere fænomener som vikarierende traume, så den enkelte medarbejder er opmærksom på symptomer og kan række ud efter den hjælp og støtte, de kan have brug for fra kollegaer og ledelse. Som kollega bør man altid have en særlig opmærksomhed på trivslen for den gruppe af medarbejdere, der er eksponeret for traumatisk indhold i deres arbejde.

2. Giv mulighed for varierende arbejdsopgaver

Den anden anbefaling handler om at sikre, at den enkelte medarbejder ikke er eksponeret for traumatisk indhold over en længere periode uden pauser eller afveksling i arbejdsopgaver. Det er her afgørende, at man er opmærksom på betydningen af varierende arbejdsopgaver og pauser undervejs, så indtrykkene kan nå at bundfælde sig og blive bearbejdet. Har man på forhånd viden om, at den enkelte medarbejder vil komme i kontakt med traumatisk indhold i sit arbejde, skal der udarbejdes en plan for, hvordan belastningen bedst kan håndteres, og arbejdsopgaverne fordeles og justeres undervejs.

3. Tilbyd adgang til debriefing

Den tredje anbefaling handler om betydningen af løbende debriefing – gerne i grupper på 3-4 medarbejdere, der selv har kendskab til problematikkerne omkring arbejdet med traumatisk indhold. Skab en formaliseret ramme, hvor medarbejderne frit kan dele erfaringer, tale om deres reaktioner, samt drøfte konkrete etiske problemstillinger og de forventninger, som for eksempel interviewpersoner eller forskellige aktører kan have. Til debriefingen kan der også indgås aftaler om eventuel opfølgning, justering af arbejdsopgaver eller særlige behov for professionel supervision, støtte og hjælp. Det kan være en god idé på forhånd at fastlægge tidspunkter for debriefingen som en fast rutine i arbejdet med traumatisk indhold.

4. Skab netværk

Den sidste og afsluttende anbefaling handler om, at vi skal være bedre til at skabe faglige netværk på tværs af museer og fagområder med andre, der arbejder med lignende materiale og problemstillinger – både nationalt og internationalt. Her skal vi kunne udveksle erfaringer, drøfte metodiske tilgange, samt dele og diskutere nyeste viden på området. Det er afgørende, at der i disse netværk også er repræsentanter fra de målgrupper vi (sam)arbejder med, da det giver en dybere forståelse for materialet og historiens betydning for alle involverede.

Der er ingen tvivl om, at hvis intentionerne bag anbefalingerne skal virke og slå rod på det enkelte museum, kræver det en dedikeret indsats både fra medarbejdere og ledelse. Det kan nemlig både være en tids- og ressourcekrævende proces. Ikke desto mindre må det aldrig afholde os fra at italesætte problematikkerne og arbejde sammen om at finde løsninger, så vi kan sikre et arbejdsmiljø, hvor vi passer på hinanden.

Jacob Knage Rasmussen er museumsinspektør på Danmarks Forsorgsmuseum.

Foto, øverst: I november 2015 var cirka 200 tidligere anbragte og indlagte mødt op på Sundholm i København til Forsorgsmuseets reception for det historiske værk På kanten af velfærdsstaten. De havde alle bidraget med deres fortælling, og forventningerne til vores forvaltning af materialet var mange.
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.

Litteratur

Field, Sean (2006). ”Beyond Healing”. I: Oral History Review 34, no.1. Side 31-42.

Figley, C. R. (Ed.). (1995). Compassion fatigue: Coping with secondary traumatic stress disorder in those who treat the traumatized. New York: Brunner-Routledge.

Hunt, Nigel (2010). Memory, War and Trauma. Cambridge University Press.

McCann, L. & Pearlmann, L.A. (1990). “Vicarious Traumatization”. I: Journal of Traumatic Stress. 3, nr.1. Side 131-149.

Stamm, B. H. (Ed.). (1999). Secondary traumatic stress. Self-care issues for clinicians, researchers & educators (2nd ed.). Baltimore: Sidran Press.

Swain, Shurlee (2015). ”Transitional Justice Workers and Vicarious Trauma”. I: Apologies and the legacy of abuse of children in “care”, international Perspectives. Palgrave studies in the history of childhood. Palgrave Macmillan, side 181-190.

Vang, M.L. (2020) Occupationel well-being among Danish child protection workers: Prevalence, predictors and prevention of secondary traumatisation and burnout. Pd.D.-Dissertation. United Kingdom: Ulster University

Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 2, 2024.

Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.