Antikhistorien i det 21. årh. – hvad skal vi med den?

Hvordan gør man oldtidssamlinger vedkommende og relevante for nutidens museumsgæster? Med projektet Antikken i det 21. årh. – hvordan? undersøger ph.d-studerende Julie Lejsgaard Christensen, hvordan man gennem kuratering og formidling kan reaktualisere antikhistorien og museale antiksamlinger.

Hvorfor gennemføres projektet på Glyptoteket?

Projektet indgår i Glyptotekets kommende nyopstilling af museets oldtidssamlinger, og tager bl.a. afsæt i brugerundersøgelser, gennemført i 2017-2018. Undersøgelserne viste, at museets brugere opfatter antiksamlingen og udstillingen som æstetisk behagelig, men generelt ikke som vedkommende eller relevant. Nyopstillingen er derfor et led i museets strategiske mål om at gøre samlingerne og udstillingerne vedkommende for et nutidigt mangfoldigt publikum. I projektet undersøger jeg bl.a., hvordan antikken kan reaktualiseres gennem kuratering og formidling, som nytænker narrativerne om antikken. Overordnet indskriver projektet sig i den såkaldte demokratiske drejning, kombineret med et socialkonstruktivistisk perspektiv, der anskuer museumsoplevelsen som resultat af et samspil mellem museets genstande, brugerne og deres motivationer og forventninger samt det specielle museale rum, som Glyptotekets æstetiske, historiske og fysiske rammer udgør.

Hvad er situationen netop nu?

Antikhistorien har længe ført et relativt statisk liv i den offentlige bevidsthed. Men for nyligt er den – og anden materiel og immateriel kulturarv – blevet aktiveret i aktuelle diskussioner om bl.a. repræsentation, identitet, magtstrukturer og historiekonstruktion. Den øgede opmærksomhed på kulturarvens betydning ift. nutidige repræsentations- og identitetsdiskurser understreger på den ene side historiens og museernes vedvarende potentiale og relevans. På den anden side byder udviklingen også på udfordringer for mange museer, som befinder sig i et nyt mulighedsrum, hvor deres samlinger, kuratering og formidling inddrages i aktuelle diskussioner med mange involverede interessenter. Deraf følger en opgave og forpligtelse for museerne ift. at øge bevidstheden om, hvordan verden uden for museet benytter sig af vores stof; men også ift. at opnå en større indsigt i hvordan vores kuratering, formidling og valg af narrativer påvirker omverdenen samt brugernes museumsoplevelse og deres muligheder for refleksion. Dermed har brugerperspektivet, fokus på reception og museets ansvar i forbindelse hermed fået endnu mere vægt og nødvendighed, end det i forvejen har haft de sidste årtier.

Netop nu undersøger jeg empirisk antikkens nutidige betydning og relevans gennem kvalitative interviews med museets brugere, som skal følges op af workshops med deltagelse fra både brugere og museets faglige arbejdsgruppe. Her skal vinkler og formidlingsgreb videreudvikles i formater, som er meningsfulde både ift. brugernes interesser, museets samling og faglighed samt Glyptoteket som ramme.

Hvorfor skal vi inkludere andre narrativer om antikken?

Det er ikke kun på Glyptoteket, antikken kan opleves som distanceret eller irrelevant. Historiografiske studier har vist, at de europæiske museers antikformidling stadig i det 21. årh. i høj grad er baseret på paradigmer fra 1800-tallet, hvor antikken ‘blev moderne’. Formidlingen er således ofte præget af narrativer, som læner sig op ad 1800-tallets vesteuropæiske samfund, politiske dagsordener og idealer. Et værdisæt, hvor bl.a. kolonialisme, imperialisme og eurocentrisme var integreret, og som adskiller sig væsentligt fra nutidige refleksioner over disse emner. Et eksempel herpå er den idealiserede fortælling om Romerrigets ekspansion og erobringer – skildret gennem sejrherrernes historieskrivning i litteratur og materiel kultur og ofte uden refleksion over omkostningerne for de erobrede områder og folk.

To vigtige problemer er forbundet med den klassiske traditions kanoniserede narrativer som den eneste fortælling om antikken: De afspejler i ringe grad nyere antikforsknings diversitet og vidensproduktion, og tager heller ikke højde for en nutidig og mere divers brugerskare, der ikke nødvendigvis identificerer sig med det værdisæt, som narrativerne afspejler. Formidlet udelukkende gennem de traditionelle narrativer risikerer antikhistorien derfor at opleves som fjern og irrelevant af et nutidigt publikum. Og dermed risikerer museet at forpasse det store mulighedsrum, som lige nu ligger foran os.

Hvad stiller vi så op med antikhistorien?

For tiden diskuteres det intenst, hvorvidt museerne bør positionere sig ift. nutidige problematikker, og hvilken rolle kulturarven kan eller bør spille som diskussionsrum. Her er det forskningsprojektets tese, at antikhistorien kan reaktualiseres og aktiveres som nuanceret refleksionsredskab for museets brugere – ikke nødvendigvis ved at forkaste de klassiske narrativer, som vores samfund historisk har yndet at identificere sig med, men ved at behandle dem på lige fod med de aspekter af antikken, som et nutidigt vestligt værdisæt tager afstand fra, herunder f.eks. slaveri eller undertrykkelse.

Det er således intentionen at identificere måder at beskæftige sig med antikhistorien, som tilgodeser nutidige behov, interesser og referencerammer, og samtidigt forholder sig loyalt og fagligt kvalificeret til det antikke stof og dets historiske, værdimæssige og sociokulturelle kontekster. Dermed bidrager projektet til Glyptotekets arbejde med nyopstillingen og ambitionen om her at præsentere en opdateret og nuanceret version af antikhistorien og dens mange fortællinger med relevans for både fortid og nutid.

Julie Lejsgaard Christensen er ph.d.stud. og formidlingschef på Ny Carlsberg Glyptotek

Foto: Ana Cecilia Gonzalez © Ny Carlsberg Glyptotek

Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 1, 2022