På Danmarks Forsorgsmuseum samskaber mennesker fra kanten af samfundet og museets ansatte dansk forsorgshistorie i rammerne af Svendborg Fattiggård. Hvorfor? Fordi det giver mening, gør en forskel og giver større indsigt i den erfarede velfærdsstats historie. 

På Nordens bedst bevarede fattiggård er der et tomrum, hvor der burde have været udsagn fra de mennesker, der har opholdt sig på stedet i kortere eller længere tid. Forsorgens historie er beskrevet ud fra et systemperspektiv, og den erfarede viden fra stedets tusindvis af tidligere indlagte glimrer ved sit fravær.

For nogle år siden besluttede vi på Danmarks Forsorgsmuseum derfor at udvide rammen for, hvordan vi formidler og forsker i forsorgshistorie. Det nævnte tomrum fik idéen til at slå ned i os: Hvad nu hvis vi inviterer mennesker med førstehåndsviden om hjemløshed, psykisk sygdom, fattigdom, arbejdsløshed eller misbrug til at formidle forsorgens historie som ’alternative eksperter’? Idéen fik hurtigt vinger, og vi formulerede som vores værdigrundlag: ” (…) vi [tror] på, at vi kan bekæmpe fordomme og stigmatisering ved at skabe indsigt i liv på kanten af samfundet. Vi tror på vigtigheden af at skabe et forum, hvor tidligere anbragte eller socialt udsatte medborgere kan bidrage til dansk forsorgshistorie og samtidig styrke deres medborgerskab og personlige handlekraft.” Siden da har vi ikke set os tilbage og udelukkende udvidet samarbejdet med alternative eksperter. For det gav endnu mere til museet og til dem, end vi havde troet muligt.

Fra udsatte til værdsatte

Vores alternative eksperter har forskellige profiler, men en stor del af dem er borgere, der betegnes som ’socialt udsatte’. Mennesker, som befinder sig langt fra arbejdsmarkedet, og som ofte kæmper med bagagen efter en hård opvækst, misbrug, psykisk sygdom eller hjemløshed. I vores igangværende sociokulturelle projekt Fra udsat til værdsat bidrager de for eksempel med deres individuelle erfaring til at sætte museets viden om socialt udsatte i et nyt perspektiv.

Deltagerne har alle vist sig at have særlige evner til at formidle historie. For gennem workshops, ugentlige besøg på museet over et år, og ikke mindst gennem formidlingstræning har de udviklet sig til historiefortællere. De har brugt deres personlige erfaringer til at gøre såvel museets ansatte som besøgende klogere på sociale udfordringer på tværs af tid. Både når de har vist rundt på museet, når de har holdt foredrag i hele landet, og i deres udstilling, hvor man både kan se film, læse tegneserier og digte eller kaste sig ud i et spil Taberludo. De har modigt, ærligt og generøst delt deres historier med alle dem, der ville lytte, og det har gavnet såvel museet som dem selv. Henrik Jürgensen fortæller: ”Min fremtid har været meget mørk, når jeg tænker tilbage. Jeg ville intet, og jeg kunne ikke se lys forude. Det kan jeg nu. Jeg får det bedre for hver gang, jeg [fortæller] min historie.”

Ved at involvere sig i museets formidling veksler deltagerne oplevelsen af stigmatisering og social marginalisering til rollen som eksperter og værdsatte samarbejdspartnere. Flere af deltagerne har fremhævet, at deres livskvalitet er forøget. Især som følge af at kunne deltage i meningsgivende fællesskaber og i kraft af at genfinde en personlig stolthed over at kunne bidrage til samfundet i stedet for at ’ligge til last’. Lasse Dahl Hansen skriver for eksempel: ”Personligt har jeg oplevet en støt stigende følelse af mere glæde ved min personlige udvikling. (…) Det sidste års tid har blandt andet via min deltagelse i projektet været det mest indholdsrige i mit ’nye’ ædru liv.”

Formidling og følelser

En stor del af den formidling, som de alternative eksperter står bag, er, helt naturligt, præget af følelser. Det er den, fordi den tager udgangspunkt i virkelige menneskers levede liv. Mennesker, der deler historier fra deres eget liv, er meget tæt forbundet til det, de fortæller om. De er subjektive, og de føler ting. Også når de står foran museets gæster. Kritiske røster har indimellem problematiseret den subjektive formidling og det uadskillelige bånd, der er mellem en alternativ ekspert og den historie, han eller hun fortæller. ”Hvad med objektiviteten?” er et ofte stillet spørgsmål.

Vi ser ikke subjektiviteten som et problem. Vi ser den tværtimod som en styrke. Jo tættere man kan komme på førstehåndskilden, desto bedre mulighed for at forstå kernen i en given problemstilling. Det er i mødet mellem de systemskabte kilder, som i øvrigt ligeledes er voldsomt subjektive, og det ægte menneskes personlige oplevelse, nuancerne i historien bliver tydelige. 

Gensidig respekt

Inddragelsen af alternative stemmer har fordret et selvkritisk blik på museets traditionelle strukturer. Disse strukturer bliver udfordret, når kredsen af formidlingsskabere udvides, og autoriteten skal deles. For ønsker man reel samskabelse og ikke blot ’participation light’, så bør samarbejdet samtidig også være gensidigt inddragende og respektfuldt. De alternative eksperter og museets ansatte skal indbyrdes kunne både lære af og støtte hinanden og dele en arbejdshverdag. 

Gevinsterne ved at lade flerstemmigheden være en præmis for museets arbejde har vist sig at være mange: Vores besøgstal er støt stigende, vores portefølje af tværsektorielle partnerskaber udvides kontinuerligt, og museets samarbejde med de alternative eksperter har skabt international bevågenhed. Og ikke at forglemme: Det gør en forskel for deltagernes livskvalitet. 

I 2020 publicerer vi antologien Museums and social change – challenging the unhelpful museum i serien Museum Meanings (Routledge). Dr. Bernadette Lynch beskriver i antologien dette principielle skift således: “The radical shift in museum practice (…) promotes a form of personal and collective resistance, and, in this case, led by those most vulnerable in society.”

De utraditionelle partnerskaber med borgere, som fortiden ville betegne som ’uværdige’ har stor værdi for museet. Vores alternative eksperter udvider, nuancerer og forholder sig kritisk til vores viden. Deres fortællinger understreger, at fortidens sociale udfordringer ikke kun er historie, men også en del af nutiden, og de udfylder et tomrum og er med til at sikre museets samtidsrelevans og aktualitet. De er nu del af vores fællesskab, hvilket kun har gjort Fattiggården til et ’rigere’ sted.

Jeppe Wichmann Rasmussen er museumsinspektør, og Sarah Smed er leder ved Danmarks Forsorgsmuseum (del af Svendborg Museum)

Foto: Danmarks Forsorgsmuseum. Henrik Jürgensen, der deltog i projektet Fra udsat til værdsat.

 

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 1, 2020