Sidste år satte Qasigiannguit Museum sig for at dokumentere og formidle lokalbefolkningens kultur for indsamling af forråd og tilberedning af lokale råvarer. Men hvordan registrerer, bevarer og formidler man en tradition, der stadig lever og fortsat udvikler sig?
På Qasigiannguit Museum arbejder vi aktivt med at registrere, bevare og formidle immateriel kulturarv og gennem en årrække har vi haft særlig fokus på lokalområdets madkultur.
Immateriel kulturarv i Grønland
I 2003 vedtog UNESCOs generalforsamling en konvention om sikring af verdens immaterielle kulturarv. Konventionen blev i de følgende år ratificeret af medlemslandene. Grønland tiltrådte konventionen i 2009.
Grønlands Nationalmuseum og Arkiv oprettede tidligt en inspektørstilling for området og de første satsningsområder var sikring af viden om og brugen af grønlandske planter og den traditionelle kost.
I lovgivningen for det grønlandske museumsvæsen optræder forpligtigelsen til sikring af den immaterielle kulturarv for første gang i museumsloven fra 2015. Det grønlandske museumsvæsen består af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv samt de godkendte lokalmuseer i Grønland.
Immateriel kulturarv er defineret i museumslovens paragraf 1 stk 3.
Den færdige opskæring af en hellefisk til forskellige retter.
Foto: Qasigiannguit Museum.
”Stk. 3. Ved immateriel kulturarv forstås de praksisser, forestillinger, udtryk, kundskaber, færdigheder, såvel som redskaber, genstande, artefakter og kulturelle rum, der er forbundet dermed, som samfund, grupper og, i nogle tilfælde, enkeltpersoner anerkender som del af deres kulturelle arv.”
UNESCO-konventionen opfordrer til, at landene laver nationale fortegnelser over levende traditioner og immateriel kulturarv. Denne forpligtigelse ligger i Grønland hos museumsvæsenet. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv (NKA), har oprettet et repræsentativt nationalt register og en database over udvalgte emner. Registret er formidlet på NKAs hjemmeside, hvor det løbende udvides og suppleres.
NKA udtrykker her, at ”(…) det er hensigten, at vi indgår samarbejde med relevante organisationer og grupper, sådan at vi opfanger praksisser, forestillinger, udtryk, kundskaber, levende traditioner og færdigheder såvel som redskaber, genstande, artefakter og kulturelle rum, der er forbundet dermed(…)”
Det er vigtigt at huske på, at den immaterielle kulturarv – udover at identificeres og sikres – også skal styrkes gennem videreudvikling og videreførelse til nye generationer. Dokumentation og formidling må integreres, og der må opfordres til videreudvikling, når den immaterielle kulturarv skal sikres forsvarligt på museet.
På de kommunale lokalmuseer i Grønland har der hersket en vis usikkerhed omkring lovgivningskrav til immateriel kulturarv. En ting er, at der er taget initiativ til en national fortegnelse over levende traditioner og færdigheder, men hvilke afledte initiativer påhviler det lokalmuseerne at iværksætte?
Hvordan indfrier man i praksis de museale opgaver indsamling, registrering, bevaring, forskning, formidling og udvikling, når det gælder immateriel kulturarv? Og hvordan omsættes initiativerne i en bevidsthed hos borgerne om, at denne forpligtigelse er en del af lokalmuseets virke i lokalsamfundet?
For både museer og borgere skal der tænkes nyt i forhold til et traditionelt lokalmuseumsbegreb og museumsvirke. Lidt af en opgave, måtte man tro.
Men netop i grønlandsk sammenhæng en mere oplagt opgave: Lokalmuseerne er etableret indenfor de sidste 2-3 generationer. Selvom de blev oprettet med europæiske museers genstandssamlinger som forbillede, så er de grønlandske museer relativt nye institutioner, som stadig ikke er fastlåste størrelser i befolkningens bevidsthed, for hvem en stor del af kulturarven stadig bæres som en levende praksis.
Der er således god mulighed for at arbejde med kulturarven som en levende og foranderlig størrelse. Udfordringen er at fastholde forandringspotentialet. At registreringen af den immaterielle kulturarv ikke kommer til at definere en skik eller aktivitet som et slags facit, hvor registreringen af eksempelvis en folkedanstradition erstatter selve dansen og dermed lukker for dansens videre udvikling. Registreringen skal derimod bevidstgøre om, at man derigennem tydeliggør og fastholder et stadie på vejen i en fortsat udvikling.
Mattak festival
Mattak Festival i Qasigiannguit. Mattak er en særlig spise bestående af hvalhud. Foto: Qasigiannguit Museum.
De lokale museer i Kommune Qeqertalik har haft en tradition for i fællesskab at forberede og afvikle årlige museumsdage – ICOM-day om foråret og en lokal museumsdag om efteråret.
I 2019 valgte museerne, at markere ICOM-day The future of traditions med en Mattak Festival som bestod af en fællesspisning med ældre og nyere retter lavet med mattak. Mattak er det grønlandske ord for hvalhud og er indbegrebet af en traditionel grønlandsk spise. Idéen var at anskueliggøre, hvordan skikke og vaner kan have museal interesse, og at museerne registrerer og dokumenterer dem og samtidig motiverer til fortsat udvikling.
Museerne indkøbte mattak og uddelte det til udvalgte borgere, som leverede og servede deres forskellige retter af mattak ved et fælles bord i byen, hvor også alternative tilberedningsformer blev diskuteret. Museerne kunne med dette arrangement illustrere en museal håndtering af et immaterielt kulturarvselement gennem dokumentation og formidling med henblik på fortsat udvikling af traditionen.
Kogebøger
Arrangementet var en succes og blev forsøgt fulgt op ved en kommunal museumsdag i 2022 med fokus på Pilineq. Pilineq er et grønlandsk ord, der kan oversættes til ’indsamling af forråd’. En del borgere indretter stadig deres friluftsliv, weekender og ferier til at indsamle af råvarer, mens andre har kontakter såsom familie, fiskere eller fangere, der kan hjælpe dem med at skaffe traditionelle råvarer.
Pilineq-arrangementet havde ikke helt den samme succes. En årsag kan være, at indsamling af forråd er så fast en del af mange borgeres daglige liv, at det ganske simpelt ikke var noget at gå på museum for.
Qasigiannguit Museum havde i hele 2022 fokus på indsamling af forråd og tilberedning af råvarer. Overordnet var ideen at forsøge sig med et dokumentations- og formidlingsforløb med et immaterielt emne, og da madretter tidligere havde vist sig at være et taknemmeligt emne, besluttede museet sig for at dokumentere tilberedningen af årstidens råvarer. Det blev omsat løbende til udstillinger med ’foto-kogebøger’ og småfilm.
Årstidernes betydning
Uuaq (fjordtorsk). Fotoet indgår i en række af billeder, som dokumenterer processen med at tilberede fiskens rogn. Foto: Qasigiannguit Museum.
Skønt de traditionelle råvarer og de helt eller delvist tilberedte retter i vore dage typisk opbevares til senere brug i fryser, følger indsamlingen af råvarerne og i visse tilfælde også den primære tilberedning stadig årstiderne. Der var således samtidig også mulighed for at få dokumenteret et tidsbillede på denne årsrytme.
I starten af januar inviterede museet en gruppe udvalgte borgere til en idéudveksling og registrering af en typisk, nutidig indsamling af lokale traditionelle råvarer. Formålet var at få et overblik over, hvilke fangstdyr der i dag opfattes som traditionel fangst i løbet af året i distriktet og hvordan fangsten tilberedes. Resultatet blev en vejledende kalender over de fugle, fisk, skaldyr, pattedyr og planter, der stadig indgår i opfattelsen af lokale råvarer i hverdagskost og som kalaalimernit. Kalaalimernit er fællesbetegnelsen for, hvad der betragtes som typiske og traditionelle grønlandske fødevarer – i modsætning til qallunaamernit, der er danske fødevarer.
Kalenderen dannede grundlag for årets udstillingsprogram på museet. Det var praktisk ikke muligt at registrere alle fangstsituationer og tilberedninger, og museet udvalgte derfor typiske råvarer og deres tilberedning for 1-2 måneders interval.
Registreringen foregik ved at udvalgte borgere på museet eller i eget køkken arbejdede, som de ville gøre det i dag, med en given råvare. Det vil sige processen fra råvaren tages ind og til der ligger en ret på en tallerken. Museet optog fotos og korte filmklip af ingredienser og arbejdsprocesser, som senere blev omsat til fotoserier og småfilm til udstillingsbrug. Som et fast koncept, valgte museet, at alle fotos var af arbejdende hænder, ligesom navne ikke blev oplyst i udstillingseksemplarer, med mindre det udtrykkeligt var ønsket.
Som et eksempel vises serien om uuaq rogn. Billederne viser fisken, fra den fanges på isen, til den kogte rogn serveres med frosset sælspæk og rugbrød.
Udstillingsform
Udstillingen i form af fotoserier og filmklip uden yderligere tekster tydeliggjorde processerne ved madlavningen og muliggjorde samtidig hurtige udstillingsskift, da der ikke skulle bruges tid på at forfatte tekster og versionere tekster til dansk og engelsk.
De skiftende udstillinger blev opsat i museets flisebelagte gangareal – et rum, hvor der ikke er udstillet egentlige museumsgenstande, og hvor der er køligt og let at rengøre. Dette dels for at markere den særlige udstillingsform, dels for at benytte et lokale, hvor det var hygiejnisk forsvarligt at udstille fødevarer i kortere perioder.
Permanent i lokalet stod der en samling af eksempler på grønlandske kogebøger og hæfter med madlavningsråd gennem tid, der repræsenterede ældre anvisninger og traditionelle råd om tilberedning, pakning og langtidsopbevaring fra Ministeriet for Grønland. Der stod også nyere kogebøger med moderne retter med grønlandske fangstdyr og planter som råvarer, suppleret med en ipad, der viste Royal Greenlands hjemmeside med inspiration til delikatesseretter lavet af grønlandske fiskeprodukter.
Da Qasigiannguit Museum også omfatter et historisk levendegørelsesprogram over 16-1700-tallets thulekulturs hverdagsliv, var et vægafsnit reserveret til et tilbageblik til sen thulekulturs tilsvarende fangst. På den måde kunne traditioner dokumenteres bagud og i visse tilfælde illustreres med en reproduceret version eller beskrivelse af datidens fangstredskab eller fangstmetode.
Til samlingen og fremtiden
Gennem arbejdet med forråd og tilberedning af råvarer fik museet indsamlet konkret viden, fotos og notater, der nu er foreløbigt samlet i sagsmapper med oplysninger om informant, tid og sted.
Det var tydeligt under forløbet, at de involverede borgere var interesserede i at videregive deres viden, og alle var indforståede med den umiddelbare videreformidling som beskrevet. Museet fornemmede også en vis stolthed hos deltagerne over at være med til at bevare en viden, som andre måske ikke har, eller som måske ellers ville gå tabt med tiltagende muligheder for fastfood-versioner.
Museet har nydt samarbejdet – det var umiddelbart nogle sjove timer at stå i et køkken og bearbejde råvarer. Men ikke uden stof til eftertanke: Museet ser fremadrettet et behov for generelle overvejelser om en indsamlingspolitik med retningslinjer og meget gerne anvisninger for håndtering af indsamlet immateriel kulturarv. Herunder overvejelser og principper omkring videregivelse og hvordan man med en indsamling undgår at stoppe en proces i den fortsatte udvikling af den immaterielle kulturarv.
Hvad forløbet har betydet for borgernes oplevelse af lokalmuseets virke er svært at vurdere, men vi håber at vore borgere i stigende grad ser museet som en lokal samarbejdspartner for bevarelse og udvikling af den materielle og særligt også den immaterielle kulturarv.
Anne Mette Olsvig er museumsleder på Qasigiannguit Museum.
Tak til
Jensine Samuelsen, Thomas Samuelsen Nuka Otto Sandgreen, Tobias Nathanielsen, Lars Olsvig, Stine Siegstad, Nukaq Barselajsen, Foreningen AARNUAT samt Royal Greenland, Qasigiannguit.
Artiklen er bragt i Magasinet MUSEUM nr. 2, 2023.
